Religiøs mangfoldighed i Aarhus

Der er stor mangfoldighed, når det gælder religion i Aarhus i dag. Det er en af hovedkonklusionerne, der præsenteres i en ny undersøgelse. Undersøgelsen "Religion i Aarhus" er foretaget af forskere og studerende på Center for SamtidsReligion på Aarhus Universitet og præsenteres tirsdag den 10. december.

10.12.2013 | Anja Kjærgaard

”Religion forandrer sig hele tiden, og i vores undersøgelse ”Religion i Aarhus” er der netop lagt vægt på spørgsmålet om, hvordan religion forandrer sig i en helt bestemt lokal sammenhæng,” fortæller Marie Vejrup Nielsen, centerleder på Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet, der står bag undersøgelsen.

En af hovedkonklusionerne fra undersøgelsen er, at der er en stor religiøs mangfoldighed i Aarhus.

”Der er mange vidt forskellige religiøse grupper i Aarhus i dag - fra store kirker til små grupper, der mødes privat. Fra grupper med en lang historie til grupper, som er opstået for nylig. Mangfoldigheden skyldes særligt indvandring af mennesker fra mange forskellige dele af verden, som har taget deres religion med sig til Aarhus. Men mangfoldigheden skyldes også udviklingen i de grupper, som primært har indfødte danskere som medlemmer. Det kan være kirker, der splittes eller fusionerer - eller nye religiøse grupper, som opstår på baggrund af inspiration fra nye religiøse bevægelser,” fortæller Marie Vejrup Nielsen, der som centerleder stod bag en lignende undersøgelse i 2002.

Folkekirken dominerer stadig i Aarhus

”I vores seneste undersøgelse ”Religion i Aarhus” har vi kortlagt det religiøse landskab i Aarhus. Det samme gjorde vi faktisk i 2002. Med de to undersøgelser er der nu belæg for at sige noget om religionens udvikling i Aarhus over et spænd på ti år,” fortæller Marie Vejrup Nielsen.

Den seneste undersøgelse viser, at folkekirken har næsten 234.000 medlemmer i Aarhus, hvor andre religiøse grupperinger tilsammen har cirka 11.000 medlemmer.  Det betyder, at folkekirken stadig er den mest dominerende religiøse organisation i Aarhus. Men selv om folkekirken har øget sit medlemstal med 4000 medlemmer gennem de seneste ti år, så er andelen af befolkningen i Aarhus, som er medlemmer, faldet fra 80 % til 75 %. Det skyldes ifølge Marie Vejrup Nielsen, at befolkningen i Aarhus er øget, og at en stor andel af tilflytterne ikke har et tilhørsforhold til folkekirken.

Ud over at konkludere at folkekirken stadig er den mest dominerende religiøse organisation i Aarhus, peger undersøgelserne således også på et medlemsfald i folkekirken.

Religiøs diversitet

Ser man bort fra de kendsgerninger, er det ifølge Marie Vejrup Nielsen også værd at bemærke, at Aarhus til stadighed rummer en religiøs diversitet.

”Den seneste undersøgelse viser, at vi har 75 religiøse grupper i Aarhus mod 69 i 2002. Bag den relative lille stigning i antallet af grupper gemmer der sig imidlertid en større forandring. I den her tiårsperiode er der nemlig i Aarhus kommet ikke mindre end 23 nye religiøse grupper, samtidig med at 17 er forsvundet. Og det vidner jo om, at det religiøse landskab i Aarhus er meget dynamisk,” fortæller centerleder Marie Vejrup Nielsen.

Resultaterne af undersøgelsen bliver præsenteret den 10. december kl. 13.15 på Aarhus Universitet, Tåsingegade 3, Bygning 1441, Auditorium 1.

Fakta om forskningsprojektet

Projektet ”Religion i Aarhus” er et forskningsprojekt under Center for SamtidsReligion på Aarhus Universitet.  Et center, der blandt andet kortlægger den voksende religiøse diversitet i Danmark.

Forskningsprojektet ”Religion i Aarhus” har haft til formål at dokumentere ændringerne i det religiøse landskab i Aarhus og er en opfølgning på det ”Det Danske Pluralismeprojekt”, som også indebar en kortlægning af religion i Aarhus for ti år siden.

Kontakt

Center for Samtidsreligion
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Centerleder Marie Vejrup Nielsen:  tlf. 87162506 / mobil 23830990

Hinduistiske grupper i Aarhus:
kontakt lektor Marianne Qvortrup Fibiger: 8716 2436, mf@teo.au.dk

Buddhistiske grupper i Aarhus:
kontakt lektor Jørn Borup: 87162439, jb@teo.au.dk

Nye religiøse grupper i Aarhus:
kontakt lektor Lars Ahlin: 87162471, lah@teo.au.dk

Muslimske grupper i Aarhus:
kontakt adjunkt Brian A. Jacobsen: 51 30 24 81, brianj@hum.ku.dk

Kristne grupper i Aarhus:
kontakt lektor Marie Vejrup Nielsen: 87162506 eller 23830990, mvn@teo.au.dk

 

 

Religion og teologi