Aarhus Universitets segl

Korshærspræster

Korshærspræsten kan træffes på landets herberg og varmestuer. De første stillinger som korshærspræst blev oprettet i 1930. I dag er der cirka 14 korshærspræster på landsplan. Korshærspræsterne har historisk været dynamoen i folkekirkens diakonale arbejde. I de senere år har flere af stifterne ansat præster, hvis arbejde kan ligne korshærspræsternes, fx stiftspræster for diakoni og en socialpræst.

Korshærspræstens primære arbejdsopgave vil ofte være besøg på herberg og varmestuer. Besøgene udgør sammen med de samtaler, der finder sted under besøgene kernen i korshærspræstens arbejde.

Særlige kendetegn for korshærspræsten er tilknytningen til Kirkens Korshær, der har rødder i det missionske arbejde i København. I 1929 gik Kirkens Korshær fra at være en indre missionsk hjælpeorganisation, som var funderet i København til at være en landsdækkende selvstændig bevægelse inden for rammerne af den danske folkekirke.

En dagligdag som korshærspræst kan være meget varieret. Ud over besøg på herberg og i varmestuer, så står Korshærspræsten for månedlige korshærsgudstjenester og andagter. Derudover står Korshærspræsten til rådighed for sjælesorg, samtaler, rådgivning, samt hjemme- og sygebesøg. Korshærspræsten bruger også tid på at fortælle om Kirkens Korshærs arbejde i foreninger, ved sognearrangementer og lignende.