Om funktionspræster

På denne side kan du læse om særlige kendetegn for funktionspræsterne. Derudover kan du læse om udviklingen i antallet af funktionspræster fra 1970erne til i dag.

Særlige kendetegn for funktionspræsterne

Selvom begrebet funktionspræst dækker over en meget varieret gruppe af præster, så er der alligevel flere kendetegn, der går igen på tværs af de forskellige funktionspræster. Nogle af kendetegnende er gengivet i det følgende:

  • Selvom nogle præster bliver ansat som funktionspræster lige efter, at de har færdiggjort deres uddannelse, så gælder det for de fleste, at de først bliver ansat som funktionspræster nogle år efter deres første ansættelse. Dette kan skyldes, at de har et ønske om en mere specialiseret karriere.
  • Mindst hver femte funktionspræst har tidligere haft en anden funktionspræsteansættelse.
  • Flere af funktionspræsterne har også andre uddannelser end den teologiske. Det er især diverse terapeutuddannelser, der er udbredt blandt præsterne. Dette skal ses i forhold til, at arbejdet med sjælesorg fylder meget i funktionspræsternes hverdag.
  • Der er generelt en stor trivsel blandt funktionspræster i forhold til deres arbejde.

Antallet af funktionspræster fra 1971 til i dag

Tabel 25: Oversigt over udviklingen af antal funktionspræster 1971-2015 (rapportens side 91)

1971 1994 2004 2015
Sundhedssektoren 14 42 ca. 50 102
Kriminalforsorgen 8 13 ca. 17 37
Studenterpræster 5 7 11 15
Korshærspræster 4 5 nævnes ikke 14
Andre - 2 nævnes ikke 50
I alt 37 78 - 226

 

Hver sjette præst er funktionspræst

Hvis der til tallene i Tabel 25 lægges 20 arresthuspræster under rådighedsordningen, 43 beredskabspræster og 81 værnspræster, fås i alt ca. 370 stillinger som funktionspræst. Disse stillinger varetages af ca. 345 personer, idet der er nogle funktionspræster, der har flere stillinger som funktionspræst. Af folkekirkens samlede antal præster på ca. 2000, så er altså lidt mere end 1 ud af 6 præster (også) engageret som funktionspræst. Hver sjette præst i folkekirken varetager således et specialiseret ansvarsområde.

Om stigningen i antallet af funktionspræster                                                                                

Der er i perioden 1971 til 2015 herudover tale om en stigning i antallet af funktionspræster. Det skal dog understreges, at tallene i Tabel 25 ikke er direkte sammenlignelige, idet der også var gejstlig betjening af arresthus og sygehus i 1971, men den blev varetaget af sognepræster, som altså hverken var sær- eller specialpræster. Antallet af præster som er ansat med et afgrænset og defineret specialansvarsområde er ubetinget steget. Det nye er, at der findes en større gruppe af specialiserede præster, der fungerer i forhold til forskellige samfundsmæssige institutioner.