En hverdag som feltpræst

Foto: Folkekirken.dk

Det følgende er et uddrag fra en korrespondance med sogne-, felt- og ledende beredskabspræst (Region Sjælland) Ulla Thorbjørn Hansen:

Jeg har alle årene betragtet mit arbejde som feltpræst som en vigtig del af mit arbejde som sognepræst i Den Danske Folkekirke. Folkekirken har indgået en aftale med Forsvaret om at stille et antal sognepræster til rådighed som værnspræster (feltpræster, orlogspræster og flyverpræster), når der var brug for det. Og da jeg som forholdsvis ny præst blev spurgt om at gå ind i korpset, tænkte jeg ikke dengang på, at andre præster kunne få ondt af det. Det var og er jo en opgave blandt mange andre opgaver (et stykke rådighedsarbejde), som vi som kirke har forpligtet os på – og altså nærmest, hvad jeg betragter som et slags borgerligt ombud – en vigtig opgave, som nogen skal udføre så længe vi vel at mærke stadig er en Folkekirke med særlig tilknytning til Staten og dermed Forsvaret. At det så har vist sig at være en opgave, som er både meningsfuld og givende også i forhold til mit embede som sognepræst, det ser jeg ingen grund til at nægte. Men omvendt så er mit arbejde som sognepræst, og mine erfaringer som sognepræst (for mit vedkommende altid i store og travle sogne), også med til at gøre, at jeg overhovedet kan udfylde min plads som feltpræst på en ordentlig måde. Faktisk mener jeg, at det er en vigtig pointe i den danske værnspræsteordning; at alle værnspræsterne også er sognepræster med en vis erfaring.

Jeg er meget bevidst om, at jeg er præst for soldaterne (ikke psykolog ej heller coach) – og min primære opgave er at holde gudstjenester, øve sjælesorg, snakke med soldaterne og bare være til stede i lejren på en sådan måde, at soldaterne aldrig er i tvivl om, at de kan tale med mig om, hvad som helst. Og skulle en eller flere af dem ønske at blive døbt – så vil jeg undervise dem (så vidt som situationen tillader det) og lære dem, hvad det betyder at være døbt. I den forstand er der for mig at se ingen forskel på at være præst for de danske soldater i f.eks. Afghanistan og være præst herhjemme.

Jeg blev opfordret til at blive feltpræst i efteråret 1997 (da jeg var på efteruddannelse og mødte en anden præst, der var feltpræst, og fortalte, at de manglede nogle af slagsen), og efter at have undersøgt, hvad en feltpræst er for en størrelse, sagde jeg ja til opgaven – og har ikke fortrudt det siden. Jeg fik den gang af vide, at det skulle betragtes som et stykke rådighedsarbejde på lige fod med at dække f.eks. præster på sygehuset, og det har været meget svingende, hvor mange timer, jeg har lagt (har kunne lægge) i arbejdet. Når der er blevet kaldt på mig – har jeg altid stillet op. Men tjenesten indebærer også en vis del af opsøgning – at man selv er aktiv og viser sig hos den enhed, hvor man hører til. Så de får øje på, at man er der, og at de kan bruge en (lidt ligesom sygehuspræster også skal sørge for at være synlige og byde sig til).

Det var helt klart en forbedring, at der efter 2007 blev indført et vederlag til den præst, der dækker os, når vi gør tjeneste som værnspræster. Vi får ikke nogen fast løn eller vederlag for at være værnspræster og stå til rådighed i det daglige. Men når vi bliver indkaldt til at gøre tjeneste, når der er bud efter os nationalt får vi et indkommanderingsvederlag fra Forsvaret, og den præst, der dækker os får et mindre beløb af Forsvaret for den indsats. Det er en god ordning. I praksis ligger arbejdet tit og venter på os, når vi kommer tilbage fra kursus eller øvelser, samtaler, træffetider m.v. –(konfirmandundervisning m.v. bliver planlagt omkring opgaver som feltpræst, når det er muligt). Men det sker jo, at der er kirkelige handlinger (især bisættelser) som vi må lade gå videre til vores kollegaer, p.g.a. vores værnspræstetjeneste. Og derfor er det blot rimeligt at de også får et lille beløb for deres ekstra indsats. Når vi er udsendt i længere tid betaler Forsvaret for at der kommer en vikar til at dække os – og også det må siges, at fungere fint. Det giver ofte unge teologer en mulighed for at få et arbejde og en god erfaring, som måske kan hjælpe dem til at få et fast embede. Og menigheden får en mulighed for at møde en anden præst i en periode, hvilket også ofte kan vise sig at være til gavn for alle.

 Du kan læse mere om feltpræstens arbejde i Tidsskriftet Fønix (nr. 1-2 – juni 2014 – 2. række).