Poul Egede som eksempel på empatisk missionsvirksomhed

af Jan Andersen. I forbindelse med oplæg til seminaret "Hans Egede og Grønland - før og nu" 11.11. 2008, Center for Multireligiøs Studier, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

Først vil jeg sige tak til Center for Multireligiøse Studier og til Viggo Mortensen og Jørgen Bøytler  for invitationen. Min baggrund for at stå her er, at jeg har skrevet en bog om Poul Egede. Bogen, der udkom på Aalborg Universitetsforlag i oktober 2007, er et produkt af et ph.d.-studie, jeg afsluttede for to måneder siden.

Jeg har i perioden 1. januar 2005 til 31. december 2007 været indskrevet som ph.d.-studerende ved Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi på Aalborg Universitet. Ph.d.-studiet har været finansieret af Grønlands Hjemmestyre, Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland og Forskningsstyrelsen i fællesskab.

Jeg har bedrevet et videnskabsfilosofisk orienteret studie og afhandlingen befinder sig inden for et område, man kunne kalde grønlandsrelateret videnskabshistorie.

Studiet afsluttedes, da jeg den 7. februar indleverede en afhandling betitlet Den juridiske Ekspedition til Grønland 1948-49 og dajeg den 10. september forsvarede afhandlingen og efterfølgende blev tildelt ph.d.-graden.

Det lyder jo som en succeshistorie for en, der som jeg har taget en ph.d. i en sen alder. Rent fagligt må det vel betegnes som en succes, men det kniber med at finde en fast stilling, der kan give arbejdsro og brød i skabet. Jeg har været arbejdsløs i næsten et år nu, og de sidste ti måneder har jeg måttet leve af dagpenge.

Jeg havde ikke forestillet mig, at en ph.d.-grad ville føre til langvarig arbejdsløshed og deraf følgende privatøkonomisk uføre, men konkurrencen om forskningsmidler og stillinger er åbenbart benhård. Hvis nogen af jer ligger inde med et ledigt adjunktur, hører jeg meget om det! Efter denne slet skjulte jobansøgning og beklagelserne nu til dagens emne:

Poul Egede som eksempel på empatisk missionsvirksomhed

Hvorfor interessere sig for Hans Egedes søn, og hvorfor skrive en bog om ham? Som forsker – arbejdsløs forsker - har jeg pligt til at lægge mine motiver åbent frem. For mig er det ikke interessen for det religiøse eller en optagethed af missionshistoriske problemstillinger, der driver værket. Det er derimod et ønske om at finde ud af, hvad videnskab er og hvor grænsen for videnskab går.

Det forsøg er halsløs gerning, for videnskab er som bekendt et plastisk begreb, der i det lange historiske perspektiv har været under konstant forvandling. Vi finder aldrig en statsautoriseret recept på, hvad videnskab er, men vi har, synes jeg, en pligt til med jævne mellemrum at gå tilbage til begrebet og reflektere over det, så det ikke stivner.

Ved i forbindelse med studiet af Poul Egede manøvrerer at manøvrere rundt i grænseområdet mellem videnskab og ikke-videnskab har jeg forsøgt at udfordre videnskabsbegrebet - provokere det om man vil - og håber på den måde at kunne bidrage til at belyse det.

Én ting er at undersøge videnskabsbegrebet i forhold til en forskrift om, hvad videnskab bør være, noget andet er at undersøge, hvordan videnskab rent faktisk har været udført. Det første involverer en videnskabsfilosofisk overvejelse, det andet involverer en videnskabshistorisk undersøgelse. Det er det sidste, jeg har befattet mig med, når det gælder Poul Egede.

Videnskabshistorie handler ikke kun om teorier, den handler også om mennesker, der frembringer teorier. Det er nu engang mennesker af kød og blod, der skaber videnskabshistorien. Blandt skikkelserne i den grønlands-relaterede del af videnskabshistorien træder nogle frem i forgrunden, mens andre spiller en mere tilbagetrukket rolle.

Man leder forgæves efter Poul Egede i opslagsværker over forskere og videnskabsmænd. Faren dukker af og til op, men ikke sønnen. Med sin eksemplariske indsamling, bearbejdning og rapportering af viden om grønlandsk kultur og sprog er Hans Egedes søn efter min opfattelse ikke desto mindre en central figur i 1700-tallets grønlands-relaterede videnskabshistorie. 

Poul Egedes forfatterskab, og det forskningsværk, det indeholder, har levet en lidt tilbagetrukket tilværelse. At Poul Egede er en overset figur i videnskabshistorisk sammenhæng, er der flere grunde til. Moderne videnskabshistorikere, også de danske, har sjældent haft blikket rettet mod Grønland, og de har ikke interesseret sig synderligt meget for tiden før år 1800. De har heller ikke haft megen fidus til den forskningsvirksomhed, der foregår uden for de traditionelle videnskabelige institutioners regi.

Som missionær har Poul Egede levet i skyggen af sin berømte far, og som forsker er han blevet sat uden for døren, fordi han øjensynligt ikke betragtes som en rigtig videnskabsmand. Poul Egede fortjener en plads i Grønlands videnskabs historie, fordi den del af hans forfatterskab, der beskæftiger sig med etnografi og leksikografi, indeholder sådanne kvaliteter, at den har status af og kan karakteriseres som forskning. 

Jeg har forsøgt at råde bod på uretfærdigheden ved som nævnt at skrive en bog om Poul Egede. Bogen fortæller én blandt flere mulige historier om Poul Egede. Bogen skildrer en missionær-forskers liv og værk set med videnskabshistoriske briller. Genremæssigt er bogen en forskerbiografi, men den er også en kompilatorisk kildeudgivelse, for en tredjedel af bogen består af citationsblokke hentet fra forskellige dele af Poul Egedes eget forfatterskab.

Historien om Poul Egede er ikke kun en historie om grønlands-missionæren, der følger i farens fodspor. Den er også en historie om et menneske, der holder af at studere andre mennesker. Den er en historie om et menneske, der bedriver en særlig form for forskning knyttet til det at missionere.

Det er vanskeligt at afgøre, hvor den ene form for aktivitet holder op, og hvor den anden begynder. Og det er muligvis ikke nødvendigt at drage en sådan skillelinje, for de to former for praksis flyder sammen i ét fænomen.


For at kunne indfange det, Poul Egede praktiserer, er der brug for nye begreber, for missionæren Poul Egede udfører ikke videnskabelig forskning i den ortodokse forstand.

Når opdagelsesrejsende før i tiden leverede beskrivelser af Grønlands geografi og etnografiske beskrivelser af grønlænderne, eller når journalister, romanforfattere og filmmagere i vore dage laver research og fact checking som led i journalistisk og kunstnerisk virksomhed, eller når embedsmænd i danske ministerier eller i Hjemmestyret producerer betænkninger og udredninger, er der heller ikke tale om videnskabelig forskning.

Historien om Poul Egede peger ligesom andre eksempelstudier fra Grønlands videnskabs historie på nødvendigheden af at skelne mellem begreberne videnskab og forskning. Den peger på et behovet for at opdyrke et begreb, der indfanger den videnskabelige forsknings naboaktiviteter.

Det, den unge Poul Egede foretager sig, når han studerer og dokumenterer grønlandsk sprog og kultur, hører til under et begreb om forskning, men vel at mærke under et særlig ekspansivt, bredspektret og tolerant begreb om forskning, der inkluderer forskningsvirksomhed, som udføres uden for de traditionelle videnskabelige institutioner udspringer og som udspringer af og fastlægges af hensyn til forskellige videnskabs eksterne interesser såsom den religiøse.

Poul Egede er på en forskningsmission i Grønland uden – i første omgang - selv at være klar over det. Bevidstheden om, at det etnografiske og leksikografiske kortlægningsarbejde har videnskabelig værdi, at det kan udnyttes videnskabeligt, opstår først efterhånden.

Inkubationstiden strækker sug frem til et tidspunkt i begyndelsen af 1740-erne, hvor Poul Egede efter at være vendt hjem fra Grønland fungerer som faderens assistent ved Det grønlandske Seminarium.

Med udgivelsen af verdens første grønlandske ordbog i 1750 og grammatikken ti år senere bidrog Poul Egede til etableringen af et grønlandsk skriftsprog. Poul Egedes forskning øver indflydelse på den kulturelle udviklingsproces, og skildringen af Poul Egedes forskningsmæssige virksomhed kan dermed ses som et indlæg i debatten om forholdet mellem grønlandsforskning og grønlandsk udvikling. Poul Egede udfører, hvad man kunne kalde udviklingsgenererende forskning, og studiet af hans forskningsaktivitet viser, at videnskaben ikke har patent på den type forskning.

At forskning om Grønland kan og bør skabe udvikling for Grønland er et veletableret dogme blandt grønlandske politikere og beslutningstagere. Poul Egede, der qua sine forskningsaktiviteter skaber grundlag for kulturel og social udvikling, er prototypen på politikernes forestilling om den ideelle grønlandsforsker, der angiveligt skal involvere sig med grønlænderne og forske til gavn for det grønlandske samfund.

Lad os kalde den særlige type forskning, Poul Egede bedriver, for missionærforskning.

Missionærforskning er den forskning eller forsknings praksis, der udøves med mission for øje. Lidt mere abstrakt kunne man betegne missionærforskning som den fællesmængde, der opstår, når de to begreber mission og forskning bringes i kontakt med hinanden og skaber en symbiose. Symbiose betyder, at de to begreber konstituerer hinanden. Begrebet mission tilfører med andre ord begrebet forskning nye aspekter - og omvendt.

Mission

Mission er den kristne kirkes budskab til verden, og mission er en opgave, der har fulgt kirken fra begyndelsen. Missionsbefalingen indebærer, at mennesker af alle folkeslag gennem dåben skal gøres til Jesu disciple.

Mission er grænseoverskridende, den sigter på at nå stadig nye mennesker både i geografisk, kulturel og tidsmæssig forstand. Missionsbefalingen i sig selv står ikke til diskussion. Det, som kirken selv må finde ud af, er, hvordan befalingen skal forstås og hvordan den bedst kan udføres.

Den kristne mission er forankret i Biblens missionsbefaling, og det ligger i sagens natur, at missionsperspektivet vil være et integreret element i al teologi.

Når det drejer sig om at studere missionærernes forskningsmæssige virksomhed, bevæger vi os med andre ord ikke kun ind i et videnskabsteoretisk landskab, og ind i grænseområdet mellem videnskab og ikke-videnskab, vi bevæger os også ind i grænselandet mellem de to discipliner videnskabshistorie og missionsvidenskab.

Missionærforskning repræsenterer således ikke kun en sammenkobling af de to begreber mission og forskning; den fordrer også et interdisciplinært parløb mellem  videnskabshistorie og missionsvidenskab, der for sidstnævntes vedkommende jo ikke blot beskæftiger sig med spørgsmål af teologisk karakter, men som også har en historisk og metodisk dimension.

Missiologi handler om teologi, men den handler også om, hvordan mission har været praktiseret og hvordan den bør praktiseres. Missiologien har således et vist slægtsfællesskab med videnskabsteorien, der i sin historiske dimension beskæftiger sig med, hvordan videnskab er blevet praktiseret, og i sin filosofiske dimension med, hvordan videnskab bør praktiseres.

Hans Egede opfattede sig som kommissioneret af Gud. At udbrede kristendommen helt til verdens ende - til Meta Incognita - var en hellig pligt for enhver ægte kristen. Men missionærerne var ikke blot repræsentanter for Gud, de repræsenterede også konge og handel.

Sammenkoblingen mellem religiøse, geopolitiske og kommercielle motiver er det kontekstuelle kompleks af tilsyneladende modstridende interessesfærer, inden for hvilket Poul Egedes forskningsmæssige aktiviteter skal anskues og vurderes. Fænomenet missionærforskning bør derfor studeres som et led i en bredere samfundshistorie, og historien om Poul Egede bør følgelig kontekstualiseres, sådan som jeg også har forsøgt at gøre det i min bog.

Benævnelsen af Poul Egede som ”grønlandsforsker” kan blandt videnskabshistorikere give anledning til bekymret panderynken, medmindre man, som jeg har tilladt mig at gøre, betragter Poul Egede som en komposition af to skikkelser: den unge Poul Egede, missionæren, og den ældre Poul Egede, videnskabsmanden.

Den unge Poul Egede blev ikke sendt til Grønland med en instruks fra universitetet om at forske i grønlændernes sprog og kultur, den unge Poul Egede er missionær . Han er på faderens foranledning og med Missionskollegiets støtte uddannet inden for teologien med det formål at bringe de gudsforladte nordboere tilbage til kristendommen og omvende de hedenske grønlændere.

Han fandt som bekendt aldrig nordboerne, men måtte tage til takke med grønlænderne. For at kunne udføre sin missionsgerning må han lære grønlændernes sprog og kultur at kende. Det er her – som et led i missionsgerningen – at forskeren i missionæren bliver skabt og træder i karakter.

Missionsvirksomhed indeholder således allerede i udgangspunktet en ansats til forskning; mission er tilsyneladende ikke mulig uden et element af forskning.

Den ældre Poul Egede derimod er videnskabsmand. Han er den systematiserende, teoretiserende og kommunikerende forsker, der bearbejder og formidler resultaterne af missionsvirksomhedens etnografiske og leksikografiske indsamlingsarbejde.

Konkrete resultater af dette arbejde er verdens første grønlandske ordbog og grammatik, to udgivelser, der repræsenterer et knudepunkt i udviklingen af det grønlandske samfund, nemlig etableringen af et grønlandsk skriftsprog.

Det arbejde, Poul Egede udfører, bliver et kulturelt brobygningsprojekt. Ordbogen og grammatikken danner ikke blot bro mellem to kulturer, mellem grønlandsk og dansk, men via den latinske ordliste etableres der også en forbindelse til resten af verden.

Skriftsproget etablering betyder kulturel udvikling og identitetsdannelse. Skriftsproget er et kulturelt fællesskab, der binder den grønlandske nation sammen og sætter den i stand til at meddele sig på tværs af tid og sted. Grønlænderne bliver ved hjælp af skriftsproget til en nation med en nedskrevet historie. Et resultat af denne kultur- og identitetsdannelsesproces er, at de første grønlændere lærer at læse og skrive.

Historien om Poul Egede er således ikke blot en historie om en missionærforskers bidrag til skriftsprogets etablering, den er også et vidnesbyrd om udviklingen af den nationale, grønlandske identitet, og – som et biprodukt – tillige en beretning om de første grønlandske skolers opståen.

Grønlænderne må gøres til civiliserede mennesker, før de kan gøres til kristne mennesker, skriver Hans Egede. Skriftsproget er med til at civilisere Grønland, og missionærforskningen bliver et led i civilisationsprojektet.

Året efter udgivelsen af Grammatica Grönlandica udnævnes Poul Egede til professor ved Københavns Universitet - i øvrigt efter anbefaling fra Missionskollegiet. Med udnævnelsen bliver Poul Egedes forskningsmæssige indsats belønnet og finder sin institutionaliserede form. Beskikkelsen som universitetsprofessor skete med Poul Egedes egne ord ”i anledning af mit arbejde og forretninger ved missionen i det grønlandske sprog”. En vigtig brik i forbindelse med professorudnævnelsen var indflydelsen fra Jacob Severin, der flere gange havde slået til lyd for oprettelsen af et professorat i grønlandsk sprog.

Severin fik nu ikke helt sin vilje. Poul Egede blev ikke professor i grønlandsk sprog men i naturteologi. Hans vigtigste opgave ved Det grønlandske Seminarium var ikke desto mindre at undervise de teologiske studenter, der havde meldt sig til grønlandstjeneste, i grønlandsk sprog.

Med udnævnelsen i 1761 og med optagelsen i Det kgl. Videnskabernes Selskab i 1785 opnåede Poul Egede i modsætning til faderen at blive inkluderet i det videnskabelige samfund. Vi må heller ikke glemme, at Poul Egede, efter at han i 1747 havde afløst faderen som lektor ved Det grønlandske Seminarium, besad en stilling, der var knyttet til Københavns Universitet.

Vi må nok også hellere overveje forbindelseslinjerne mellem den yngre Poul Egede og videnskaben. Vi kan ikke uden videre afskrive ham som en outsider. Jeg tænker her på hans tilknytning til Missionskollegiet.

Kollegiet spillede ikke blot en rolle som passiv modtager af missionærernes beretninger – der var jo indberetningspligt – kollegiet formulerede også spørgsmål til missionærerne om forskellige problemstillinger, som man ønskede undersøgt nærmere. Og kollegiet var ikke kun en sammenslutning af mænd, der skulle lede missionsarbejdet, det bestod også af repræsentanter for den højeste teologi, og nogle af disse mennesker var ansat på universitetet.

En af dem var Poul Egedes tidligere professor Marcus Wøldike, der indtrådte i Missionskollegiet i 1734, samme år som Poul Egede ordineredes til missionær. Wøldike forfattede, mens han sad i Missionskollegiet, en afhandling om det grønlandske sprog. Titlen var ”Betænkning om det Grønlandske Sprogs Oprindelse og Ulighed med andre Sprog”. Den blev udgivet i 1745 af Det Kiøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere og trykt på Vajsenhusets Trykkeri, hvor også Poul Egedes skrifter blev trykt.

En anden figur med tilknytning til Missionskollegiet var Johannes Stenbuch, også en af Poul Egedes tidligere professorer ved universitetet. Stenbuch var blandt de mænd, Frederik IV udpegede i forbindelse med oprettelsen af Missionskollegiet i 1714. Stenbuch var professor ved universitetet fra 1693 og indtil sin død i 1740.

Wøldike indtager en særlig plads i Poul Egedes universitets- og forskningsliv. Med sin viden om og interesse for det grønlandske sprog leverer Wøldike inspiration til Poul Egedes sprogvidenskabelige studier. Wøldike og Stenbuch optræder i øvrigt begge som eksaminatorer ved Poul Egedes afsluttende teologiske eksamen i 1734. I min bog kan man se de spørgsmål, de to professorer stillede Poul Egede ved eksamensbordet, og man kan læse hans svar.

Endnu en person med tilknytning til kollegiet var Johan Ludvig Holstein, søn af Missionskollegiets første leder, Johan Georg von Holstein. Holstein den yngre var med til at stifte Det kgl. Danske Videnskabernes Selskab, der så dagens lys i 1742. En anden af selskabets stiftere var Poul Egedes privatpræceptor fra universitetet, Hans Gram.

At Missionskollegiet har spillet en rolle som forbindelsesled mellem missionærerne i Grønland og videnskaben i København, er der nok ingen tvivl om. Med det sammensætning af mænd med hang til videnskab har kollegiet haft betydning som en slags teologisk-videnskabelig supervisor, når det gjaldt missionærernes ageren i forbindelse med indsamlingen af viden om Grønland og grønlænderne. Og gennem Missionskollegiet har Egede-familien helt fra missionens begyndelse haft et tilknytningspunkt til det lærde teologiske miljø i København.

 

Det religiøse motiv

Bag Poul Egedes forskningsmæssige aktiviteter ligger et religiøst motiv. At religiøse motiver har spillet en rolle for udviklingen af videnskab, er ingen nyhed.

Videnskabshistorien leverer talrige eksempler på, hvordan religiøse opfattelser har haft betydning for formuleringen af videnskabelige teorier, det gælder fx Keplers og Newtons teorier. De to videnskabsmænd betragtede det videnskabelige arbejde som en slags gudstjeneste, der havde til formål at kortlægge de naturlove, som Gud i skabelsesøjeblikket havde nedlagt i naturen. Med omvendt fortegn gælder det Kopernicus og Galilei, hvis teorier kom til at stå i modsætning til kirkens officielle verdensbillede.

I vore dage kommer indflydelsen fra religiøse forestillinger blandt andet til udtryk inden for kosmologien, hvor Bibelens skabelsesberetning har givet inspiration til teorier om universets opståen og udvikling, Big Bang-teorierne.

Vestens videnskab er - i mere end én forstand - født af religionen. Religiøse forestillinger har forstret en række videnskabelige teorier, og kirken har forstret en række videnskabelige institutioner. De første læreanstalter var intimt knyttet til kirken, og ethvert kloster med respekt for sig selv havde et scriptorium, hvor specialiserede skrivere og bogbindere producerede bøger.

Udøvelse af videnskab er nærmest utænkelig uden produktion af bøger, og en af kirkens specialiteter var netop bogfremstilling. Kimen til det moderne universitet er lagt inden for kirken, og kirkens lærde mænd har igennem historien spillet en afgørende rolle for fremstillingen og formidlingen af viden.

For grønlandsmissionærerne i 1700-tallet var det den pietistiske bevægelse og den deraf afledte hedninge-mission, der satte skred i tingene. Før pietisterne var det en alment accepteret teologisk doktrin, at hedninge var dømt til evig fortabelse, men under indflydelse af tanker fra tyske pietister blev det ikke alene muligt , men også ønskeligt at missionere blandt hedninge.

Først kom Trankebarmissionen i Ostindien, og så i 1721 Hans Egedes missionsekspedition til Grønland. I den mellemliggende periode oprettedes Missionskollegiet, der skulle lede hedninge-missionens arbejde. Missionskollegiet etableredes - som jeg vist har nævnt - i 1714. Uden denne indflydelse fra kirken gennem pietismen, missionstanken og hedninge-missionen havde Hans Egedes grønlands-projekt vel været utænkeligt.

Det forhold, at missionsvirksomheden var en del af et større politisk-ideologisk kompleks, der også involverede kommercielle og geopolitiske interesser, er i den forbindelse af mindre betydning, for det ændrer ikke det faktum, at det var missionen og dens behov for at genfinde de gudsforladte nordboere og omvende de hedenske grønlændere, der for missionærerne var anledningen til at beskæftige sig med forskningsmæssige spørgsmål. For at kunne omvende grønlænderne, måtte missionærerne kende grønlændernes kultur, og for at blive forstået, måtte de lære sig det grønlandske sprog.

Poul Egede, den grønlandiserede missionærforsker

Min bog fortæller ikke om grønlandsk videnskab, hvis vi med det udtryk forstår videnskab udført af etniske grønlændere. Valget af Poul Egede er ikke begrundet i hans etniske oprindelse, for Poul Egede var som bekendt ikke grønlænder. Han var for den sags skyld heller ikke dansk.

Der findes velsagtens ingen entydige kriterier for, hvordan en persons etnicitet bør fastlægges, men det er ikke vanskeligt at hæfte et etnisk stempel på Poul Egede: Han var nordmand, fordi han var født i Norge.

Fødestedskriteriet er muligvis et rimeligt begreb i juridisk forstand, men det tager ikke højde for, hvordan en person oplever sig selv. Lad os spekulere lidt over sagen.

Enhver ikke-grønlænder, der som Poul Egede tilbringer perioder af sit liv i Grønland, vil i større eller mindre grad optage elementer af grønlandsk kultur i sig. En oplevelse af at føle sig som grønlænder kan få betydning for, hvilke momenter, der kan mobiliseres i den pågældendes selvopfattelse, og den kan få betydning for den adfærd, han udviser i forskellige sammenhænge.

Flertalskulturen ”rammer” naturligvis også missionæren, der jo slår sig ned og lever blandt de fremmede i årevis – i nogle tilfælde hele livet. I mødet mellem missionærforskeren og den fremmede kultur sker der en form for gensidig horisontsammensmeltning: missionæren åbner sig for den fremmede kultur og kulturen åbner sig for missionæren.

Poul Egede er en grønlandiseret missionær, og grønlandiseringen har øvet indflydelse på hans mål med og retning for forskningsarbejdet. Han deler her skæbne med Samuel Kleinschmidt. Hos Kleinschmidt kommer det grønlandske perspektiv til udtryk i hans ortografiske arbejde; sproget skulle forstås indefra og ortografien skulle tilrettelægges derefter.

Selv om Kleinschmidt, der var født i Grønland, kritiserer Poul Egede for ikke at være tilstrækkelig grønlandsk bevidst i sit arbejde med sproget, fremstår de begge som eksempler på den moderne grønlandske politikers ideal om grønlandsforskeren: forskeren skal involvere sig i Grønland og med grønlænderne.

Historien om missionærforskeren Poul Egede er ikke unik. Med til missionsgerningen blandt indfødte folk knyttede der sig naturligt den opgave at udforske den lokale kultur og studere sproget. Det skete alle steder, hvor missionærerne trængte frem, også i tiden før Poul Egede.

Den tyske missionær Bartholomæus Ziegenbalg, der sammen med kollegaen Heinrich Plütchau var den første missionær, der var udstationeret i den danske mission i Trankebar, bedrev også missionærforskning. Zigenbalg studerede tamilernes sprog og kultur, og han skrev så begejstret hjem til Europa om det, at man hjemme i Tyskland måtte løfte en advarende pegefinger. Ziegenbalgs opgave, understregedes det, var ikke at udsprede malabarernes hedenskab i Europa, opgaven var at udsprede kristendommen blandt malabarerne.

Uden for en dansk-grønlandsk kontekst har vi flere eksempler. Et af dem stammer fra den engelske missionær John Elliot (1604-1690). I Nordamerika studerede Elliot i midten af 1600-tallet Algonquin-indianernes sprog og kultur og udgav i 1663 verdens første bibel på indianernes eget sprog. En forudsætning for udgivelsen var, som i Ziegenbalgs og Poul Egedes tilfælde, indgående sprogstudier og etablering af et indfødt skriftsprog. Elliot fulgte i 1664 og 1672 indianerbiblen op med henholdsvis The Indian Grammar Begun og Indian Dialogues. Sidstnævnte består af fiktive samtaler mellem indfødte og missionærer leder tankerne hen på dialogen mellem en angakokken og missionæren, som man finder gengivet i Poul Egedes grammatik.

Poul Egede har formentlig kendt John Elliot og har også ladet sig inspirere af Elliots missionsarbejde, men i Poul Egedes forfatterskab er der mig bekendt ingen referencer til den engelske missionær. Der er heller ingen referencer til Ziegenbalg. At Poul Egede har ladet sig inspirere af Ziegenbalg, er der nok ingen tvivl om. I 1737 skriver Poul Egede følgende: ”Angekkuts Sprog er hos dem [grønlænderne] det samme som Kirendum hos de lærde Malabarer”.

En eftersøgning af kilden til det mærkelige ord ”kirendum” førte mig frem til Ziegenbalg og det tamilske sprog, der optog Ziegenbalg og som han lærte at mestre. Ordet ”grantha” – eller det latiniserede ”kiranta” – er det tamilske ord for det skriftsystem, braminernes sprog sanskrit bygger på. Det oplyser Johan Philip Fabricius' Malabar English Dictionary fra 1779. Ordet ”kirendum” optræder flere gange hos Ziegenbalg, bl.a. i hans Grammatica Damulica: ”… lingua Bramanorum, quæ Kirendum dicitur...”, noterer Ziegenbalg, og i hans Malabarischen Heidentum kan man om ”Die Bramanen” læse følgende: ”Ihre Sprache ist eigentlich das Kirendum, jedoch reden sie fast alle die Malabarische Sprache”. Poul Egede er imidlertid tavs om den Ziegenbalgske forbindelse, ligesom han er tavs om en række andre inspirationer og lån.

Også i tiden efter Poul Egede udfoldede grønlandsmissionærerne bestræbelser på at studere grønlændernes sæder og skikke og den grønlandske natur. Henric Christopher Glahn (1738-1804) er en fremtrædende skikkelse blandt missionærforskerne.

Glahn skrev flittigt om grønlandske forhold, og hans dagbøger og kritiske anmærkninger til den herrnhutiske historiker David Crantz’ Historie von Grönland (1771) er vigtige kilder til Grønlands kulturhistorie.

En anden fremtrædende skikkelse blandt de grønlandske missionær­forskere er Otto Fabricius (1744-1822). Fabricius havde studeret ved Det grønlandske Seminarium i København, hvor han var blevet undervist af Poul Egede.

Fabricius var barn af oplysningstiden og havde interesse for naturvidenskab, herunder zoologi og botanik. Fabricius udgav i 1780 Fauna Groenlandica - det første store værk om Grønlands dyr, i 1791 udgav han en ny grønlandsk grammatik, og i 1804 en forbedret og udvidet grønlandsk-dansk ordbog.

Poul Hansen Egede blev født den 9. september 1709 i den lille norske fiskerby Kirkevåg. Da Hans Egede opgav sit præsteembede i Lofoten for at realisere sit grønlandske missionsprojekt, fulgte den dengang 9-årige Poul med sine forældre og tre søskende Niels, Petronella og Kirstine, først til Bergen, så til København, og derefter i 1721 til Grønland.

Poul Egede var 12 år gammel, da han ankom til Håbets Ø. Grønlænderne, der tidligere kun havde set europæiske mænd, viste interesse for de tilrejsende kvinder og børn. Om ankomsten til Håbets Ø skriver Hans Egede bl.a. dette: ”Der Grønlænderne fik nu at see vore Qvind-Folk, og i særdeleshed mine smaa Børn, da forundrede de sig der over; fornemmelig havde de stor Fornøyelse af at see de Smaae...”

Den unge Poul gengældte den interesse, grønlænderne viste over for Egede-børnene. Han ville, som han selv udtrykker det ”i alt (…) ligne de Folk, vi vare komne til, for at blive ligesaa æret som elsket”.

Samværet med grønlandske jævnaldrende og deres familier gav den unge Pavia anledning til at lære grønlænderens sprog og tankegang at kende. Med Mads Lidegaards ord blev han ”accepteret af grønlænderne på en helt anden måde end alle andre europæere, der altid forblev fremmede og mærkelige (…) han fik mulighed for at komme ind bagved grønlænderens tanke og kultur”.

Faderen, der kæmpede hårdt med det grønlandske sprog og som aldrig helt fik det lært, udnyttede den unge drengs gode sprogkundskaber og sendte Poul og broderen Niels ud til de omkringboende grønlændere for at undervise dem i den kristne lære.

Arbejdet med det grønlandske sprog indebar, at der måtte bruges tid ved bøgerne, men den boglige beskæftigelse faldt ikke altid i de grønlandske kammeraters smag. Poul Egede fortæller herom:

”I de første Aar maatte jeg daglig giøre Rede for hvad jeg havde lært af Sproget, og denne Examen af min Fader og hans Kollega Hr. Albert Top holdtes baade for og Eftermiddag. Til et Paradigma blev udvalgt Verbum Neglikpok (elske). Til Medhielp fik vi en liden faderløs Dreng, der ved denne daglige Øvelse med Ordets Forandring igiennem alle Tempora , blev os en vigtig Person, da han havde en god naturlig Forstand, men baade han og jeg bleve fixerede [hånet, drillet] nok for vor Neglikpok. Hvor længe vil I nevne: elske? Er I endnu ikke træt af at elske? Skaf hellere din kammerat en Kajak, sagde de til mig, og roe ud i Havet, og skyd Alker, som der ere i stor Mængde, sid ikke hver Dag og male paa det hvide Tøi, det er qvindagtig, bliv mandig. For at blive agtet, maatte jeg giøre dette…”

Opfattelsen af læsning og skrivning som værende en ikke-maskulin beskæftigelse deltes af mange. Skolearbejde var en beskæftigelse for kvinder og børn, rigtige mænd skulle på fangst!

Foruden den unge Pavias sprogfærdigheder kom også hans kunstneriske talent missionen til hjælp. På foranledning af faderen fremstillede Pavia en serie illustrationer knyttet til de forskellige bibelske fortællinger. Som kompensation for faderens og de øvrige missionærers mangelfulde sprog­kund­skaber anvendtes de farvelagte tegninger i undervisnings- og missionsøjemed:

”Gierne ville de om Aftenen, naar de kom fra Søen, og havde ved Gebærder fortalt deres Fangst den Dag, høre noget om vort Land og Folk; men Sproget manglede mig. Min Fader lod mig derfor tegne med Coleurer nogle Bibelske Historier, som: Skabelsen, Syndfloden, Christi Gierninger, Død og Himmelfart, Dommen og Opstandelsen, for med disse Billeder at erstatte, hvad vi manglede i dette overmaade vanskelige Sprog”. 

Under samkvemet mellem Egede-brødrene og de lokale indbyggere måtte drengene forsøge at svare på de videbegærlige grønlænderes mange spørgsmål. Under den formelle del af mødet handlede spørgsmålene naturligvis om de bibelske tekster og kristendommen, men under den uformelle del drejede de som ofte om den omkringliggende verden og naturens fænomener. Med beherskelsen af det grønlandske sprog udvikler Poul Egede en voksende forståelse for den kultur, han er blevet en del af. For grønlænderne bliver han samtidig en vigtig informationskilde til viden om verden uden for Grønland. Tiden fra 1721 og frem er ikke kun kristentid og civilisationstid, det er også oplysningstid.

At den unge Egede opfattede sig som en pioner, når det gjaldt det grønlandske sprog, fremgår blandt andet af den ansøgning, han i 1729 sendte til den danske konge i forbindelse med uddannelsesopholdet i København. Her kalder han sig ”den første, der undersøgte det vanskelige grønlandske sprog”. Det kan ikke overraske, at også grønlænderne bemærkede hans gode sprogkundskaber. Da han som nyuddannet præst i 1734 ankom til Disko for at påbegynde sin missionærgerning, blev han mødt af en gruppe lokale indbyggere, der ville vide, hvem han var, siden han talte som en indfødt:

”Disse Vilde hørte med Forundring paa, at jeg kunde tale saa got med dem. Til Slutning spurgte de, hvem jeg var, efterdi jeg talede som en Landsmand”.

At også andre dengang havde øje for Poul Egedes grønlandske sprogfærdigheder, har vi Missions­kollegiets ord for.I en anbefaling vedrørende hans præsteuddannelse skriver kollegiet om ham, at han ”har Grønlændernis Sprog fuldkommen inde, bedre end Faderen self, og meere end en anden, som her fra [Grønland] kommer til Landet.”

At faderen delte denne vurdering af sønnens gode grønlandske sprogkundskaber, fremgår af Hans Egedes brev til Bergenskompagniet i 1725, hvor han blandt andet skriver:

”Jeg hafver ladet min Søn Povell i denne Vinter hiulpet mig till at læse for Grønlenderne, efftersom hand temmelig vell kand Sproget og end bedre end ieg …(…)… Skall ieg sige min Sandhed, da fortiener hand det frem for nogen, thi hand har meget contribuerit dertill, at mand er saa vitt avangeret udi Sproget, faar och her efter virckelig contribuere meere dertill, efftersom hand vell uden Tvifl bliver den første, som naaer Fuldkommenhed i dette vilde og vanskelige Sprog.”

En vigtig del af Poul Egedes arbejde drejede sig om at oversætte bibelske tekster til Grønland. Hans beretning både når det gælder Continuation af Relationerne og erindringsbogen Efterretninger om Grønland giver os et ganske godt indblik i hans overvejelser i forbindelse med oversættelsesarbejdet. Arbejdet med de bibelske tekster forudsatte en bevidsthed om og en stillingtagen til kulturforskellene mellem de kristne europæere på den ene side og grønlænderne på den anden, og oversættelsesarbejdet indebar, at han måtte gøre sig en række overvejelser om den grønlandske kulturs beskaffenhed. Oversættelsesarbejdet gjorde det nødvendigt at sætte en række forestillinger og ideer på begreb i et sprog, der er ”meget fattigt i henseende til ord, da folket ikke har nogen religion, ingen regering, ingen videnskaber, ingen håndværk”. Den vanskelige men også udfordrende pionervirksomhed, der lå i oversættelsesarbejdet, måtte nødvendigvis bidrage udviklende til hans kulturelle forståelse og til hans sprogfærdigheder. ”Det var særdeles vanskeligt i så fattigt et Sprog at nå min Hensigt”, skriver han, ”mine Consulenter, Pungioq og Arnarsaq, som begge havde gode Hoveder, havde meget at indvende”.

Poul Egede præsenterer os her for sine forskningsassistenter – det kan vi vist godt tillade os at kalde dem – og vi bliver mindet om, at Grønlands videnskabshistorie ikke kun befolkes af højtpromoverede, udenlandske videnskabsmænd, men også af mere beskedne, nogle gange anonyme, grønlandske medhjælpere, hvad enten det nu drejer sig om vejvisere, tolke, slædekuske, eller hvad det nu kan være.


Empatisk mission

Empati betyder indføling, evnen til at indleve sig i en anden, evnen til at sætte sig i andres sted. I den empatiske proces deltager vi selv aktivt i forsøget på at identificere os med de andre og prøver derigennem at forstå dem. Empatisk indlevelse er således en del af grundlaget for social forståelse. Empatisk mission er med andre ord en form for missionsvirksomhed, der aktivt forsøger at identificere sig med den ikke-kristne indfødte for derigennem at forstå ham.

Hvad er det for en motor, der gør empatisk mission mulig? Det er måske i virkeligheden meget simpelt. Jeg har skrevet det på en lap papir på min opslagstavle: It is the language, stupid!

Det er tilegnelsen af det grønlandske sprog, der sætter Poul Egede i stand til at forstå grønlænderne, og det er behovet for at identificere sig med grønlænderne, der bringer ham ind i sproget og som åbner et forskningsfelt for ham.

Vi ved det jo egentlig godt. Nøglen til social forståelse går gennem sproget.

Tak for ordet i denne omgang.