Det Danske Pluralismeprojekt

Det Danske Pluralismeprojekt kortlægger religiøse og spirituelle grupper i Danmark med efterfølgende analyser og perspektivering. Det Danske Pluralismeprojekt er et forskningsprojekt under Center for SamtidsReligion.

Projektets primære formål

Det Danske Pluralismeprojekt er et akademisk forskningsprojekt, som har til formål at dokumentere den voksende religiøse diversitet i Danmark. Projektets primære formål er:

  • at dokumentere ændringerne i det religiøse landskab ved at kortlægge den nye religiøse geografi. Denne overordnede religiøse kortlægning af religiøse grupper foretages for at fokusere religiøse transformationsprocesser.
  • at analysere hvordan religioner og religiøse traditioner ændrer og udvikler sig inden for nye kontekster, sammenholdt med sociale og kognitive strukturer. Hvad ændrer sig i kulturmødet? Hvad sker der i religionernes indre liv over tid, og når de tilpasser sig moderniteten og nye målsætninger i livet?
  • at forstå baggrunden for udbredelsen af de nye religioner og alternative spirituelle grupper og
  • at tolke de teologiske tilgange inden for kristendommen, som søger at besvare udfordringerne fra denne nye religiøse mangfoldighed.

Om Pluralismeprojektets hjemmeside: en oversigt

Pluralismeprojektets hjemmeside er opdelt i følgende hovedkategorier:

  1. En introduktionsside med en definition af, og en problemformulering omkring, religiøs pluralisme.

  2. Et religionsdemografisk perspektiv på projektet i form af en Power Point præsentation.

  3. En detaljeret projektbeskrivelse.
  4. Religion i Århus, hvori den resultaterne af religiøse kortlægning af Århus Kommune præsenteres kortfattet (dvs. primært i abstract-form i forhold til den tidligere udgivne oversigtsbog Religiøs mangfoldighed). Desuden kan man se Århus' religiøse bykort.

  5. Kristendommen i DK (præsentation af Viggo Mortensen: Kristendommen under forvandling samt opfølgende debatbog. Se også præsentationen af Karma, Koran og Kirke).

  6. Buddhismen i DK (præsentation af Jørn Borup: Dansk Dharma)

  7. Nye rel. i DK (præsentation af René Dybdal Pedersen: I lysets tjeneste)

  8. Islam i DK (præsentation af af Lene Kühle: Moskeer i Danmark)

  9. Alternat. spiritualitet i DK (præsentation af Lars Ahlin: Krop, sind - eller ånd?)

Forskningsproces og forskerteam

1. etape: Religion i Århus

Som første etape har et forskerteam tilrettelagt og gennemført en undersøgelse af den religiøse diversitet i Århus. I tilknytning hertil er et omfattende feltarbejde blevet udført af studerende og nye kandidater ved Teologi og Religionsvidenskab, og resultaterne er offentliggjort i bogudgivelsen

Religiøs mangfoldighed. En kortlægning af religion og spiritualitet i Århus . Redigeret af Marianne Qvortrup Fibiger. Forlaget Systime, 2004. 502 sider. Bogen er udsolgt, men findes som PDF-fil via ovennævnte link.

2. etape: Religioner i Danmark

I anden etape skabtes et nuanceret oversigtsbillede over den mangfoldighed, religion i Danmark udgør. Konkrete resultater af denne forskning foreligger i form af i Det Danske Pluralismeprojekts serie om den religiøse diversitet i Danmark, hvor det religiøse landskab gennemgås ud fra de religiøse hovedområder. Det drejer sig om

  1. Jørn Borup: Dansk Dharma . Buddhisme og buddhister i Danmark, 2005.
  2. Viggo Mortensen: Kristendommen under forvandling ,2005.
  3. Viggo Mortensen (red.): Er kristendommen under forvandling? En debatbog om kirken og det multireligiøse. I serien: Aktuelle Skrifter / Occasional Papers nr. 7, 2005.
  4. René Dybdal Pedersen: I lysets tjeneste. Nye religiøse og spirituelle grupper i Danmark . Med bidrag af Vinni Bøgelund og Helle Bertelsen. 2005.
  5. Lene Kühle: Moskeer i Danmark - islam og muslimske bedesteder , 2006.
  6. Lars Ahlin: Krop, sind - eller ånd? Alternative behandlere og spiritualitet i Danmark ,2007.
  7. Berit Schelde Christensen, Viggo Mortensen og Lars Buch Viftrup: Karma, koran og kirke. Religiøs mangfoldighed som folkekirkelig udfordring , 2007.
  8. I forbindelse med projektet var centret så heldig at have den amerikanske religionssociolog Phil Zuckerman tilknyttet, idet han i en periode opholdt sig i Århus. I forbindelse med sin forskning foretog han feltstudier omkring danskernes og svenskernes forhold til religion, og resultatet heraf kan læses i bogen Phil Zuckerman: Samfund uden gud, udkommet i 2008.

Alle bøgerne kan købes via boghandler eller via kontakt til Forlaget Univers i Højbjerg, hvorfra de er udgivet.

3. etape: Opsamling

En opsamlingsrunde, hvor dybdegående analyser og perspektiveringer omkring projektets forløb og resultater samles i en engelsksproget antologi.

Tilknyttede forskere

Marianne Qvortrup Fibiger, Jørn Borup, Viggo Mortensen, René Dybdal Pedersen, Lene Kühle og Lars Ahlin har stået for projektets bogudgivelser på hver deres religionsområde i perioden 2004-2007.

Projektet videreføres  i form af en årbogsserie, Religion i Danmark, hvoraf den første kom i 2009. Her præsenteres og analyseres de enkelte religiøse grupper i form af kortlægning og statistikker, der ledsages af kommentarer og perspektiveringer. RELIGION I DANMARK 2009

CENTER FOR SAMTIDSRELIGION