Projektets dele

Projektet “Moskeer i Danmark II” består af følgende dele:

  1.  For det første består undersøgelsen af en kortlægning af alle moskeer i Danmark, hvor man særligt vil fokusere på de udviklinger, der er sket siden den første kortlægning fra 2002-2006. Man vil primært indhente oplysningerne ved at besøge moskeerne, hvor man vil afholde interviews med en eller flere repræsentanter fra moskeen. Der er dog mulighed for at nogle af moskeerne ikke besøges, hvor oplysningerne i stedet kan indhentes telefonisk.
  2. For det andet samarbejder man i projektet med den norske professor Torkel Brekke, der står for projektet Halal Money, som er en undersøgelse omkring muslimers holdninger til islamisk finans. Der skal derfor gennemføres en kvantitativ undersøgelse, i form af spørgeskemaer, der har til formål at undersøge muslimers holdninger til islamisk finans. Spørgeskemaerne vil primært uddeles til muslimer, der har en tilknytning til moskemiljøet i Aarhus.
  3. For det tredje er de førsteårsstuderende ved Arabisk- og islamstudier på Aarhus Universitet tilknyttet projektet. De studerende skal lave feltarbejde i moskeerne i Aarhus, hvor de skal observere en fredagsbøn. Derudover skal de interviewe en eller flere personer, der har været deltagende til fredagsbønnen, omkring deres erindring og forståelse af bønnen, samt deres holdning til emnet.
  4. For det fjerde er flere bachelorstuderende tilknyttet projektet, idet de skriver om moskemiljøet i Danmark. Således vil de også kunne bringe ny viden ind i projektet.