Projektopdatering

Aarhus-pilotprojektet er gennemført

I begyndelsen af 2004, dvs. ved afslutningen af Århus-pilotprojektet, kan vi konstatere, at de oprindelige intentioner (se nedenfor) i høj grad er blevet fulgt. Det skyldes bl.a. at repræsentanterne for de forskellige religiøse grupper tog godt imod os, og stillede sig til rådighed for projektet. Og det skyldes ikke mindst, at de 73 studerende og nye kandidater ved Det Teologiske Fakultet, som deltog i feltarbejdet, har været meget engagerede i processen og løst opgaven med stor dygtighed. Selve resultaterne af kortlægningen kan studeres nærmere i førnævnte bogudgivelse, men en oversigt under menuens RELIGION / SPIRITUALITET I ÅRHUS kan give et første overblik. I den forbindelse skal det nævnes, at vi også fremover vil følge de religiøse og spirituelle miljøer i Århus.

Projektets videre forløb tages op andetsteds (se menuen i venstre side). Her skal blot peges på et par enkelte temaer, som har vist sig at være centrale igennem kortlægningsforløbet.

Voksende religiøs mangfoldighed

Den grundproces, kortlægningen afdækker, er udviklingen fra et monoreligiøst samfund hen imod et multireligiøst. Man kan med rette pege på, at denne proces i Danmark sker i et langsommere tempo end i flere andre vestlige lande, pga. Den Danske Folkekirkes traditionelle særstilling og den fortsat store medlemstilslutning til den.

Alligevel er der ingen tvivl om tendenserne: En øget religiøs mangfoldighed - eller markedsdynamik om man vil - som følge af den øgede globalisering og det dermed større udbud for det enkelte individ. Dette har skabt en del religiøse organisationer, men de har få kernemedlemmer og dermed en indbygget sårbarhed. Derfor ser vi, at der dannes små, nye religiøse samfund, samtidig med at andre må give op.

Man kan derfor overvære en hel del arrangementer med pænt fremmøde, uden at den eller de involverede religiøse organisationer kan aflæse det i form af stigninger i medlemstallet. Der er temmelig mange mennesker, som godt kan lide at shoppe, og som gerne vil deltage i aktiviteter og sociale fællesskaber som passer til deres behov, uden at føle sig bundet af den grund. Også Den Danske Folkekirke kommer derfor i stigende grad til at bestå af medlemmer, som samtidig henter religiøs inspiration andetstedsfra, og det gælder for så vidt også præsterne.

Den spirituelle søgen

Også den stigende brug af ordet "spiritualitet", dvs. åndelighed, indikerer at der er en stor interesse for vores emne, men tillige en begrænset trang til at identificere sig med en religion eller opfatte sig selv som et religiøst menneske. Derimod er man et søgende menneske, som erkender at der er mere mellem himmel og jord end det der kan måles, vejes og udmøntes kontant. Og især blandt de nyere af grupperne - hvad enten de primært kan betegnes orientalske, kristne, teosofiske eller nypaganistiske - er der derfor også mange af dem, som opfatter sig som spirituelle, ikke egentlig religiøse (hvilket ikke forhindrer, at religionsforskeren i reglen kan finde markante, religiøse elementer hos dem). Et spørgsmål til fremtiden kan være, om der bliver ved med at være tilstrækkeligt mange ressourcestærke kernemedlemmer til at nurse alle de søgende mennesker?

At være søgende betyder imidlertid ikke, at alle aktiviteter er rettet mod det åndelige, at den åndelige interesse er konstant, eller at den er målrettet mod religiøse / spirituelle grupper. Interessen kan stimuleres via undervisning, bøger, massemedier, Internet, rejser, osv. - og kan f.eks. aktiveres via en fysisk sygdom eller psykisk krise, og en deraf følgende kontakt med en alternativ behandler, typisk healer eller terapeut. Derfor har det været vigtigt i kortlægningsprocessen at inkludere de alternative behandlere som et eksempel på, hvordan den uorganiserede religiøsitet / spiritualitet fungerer. Og den store interesse fra de alternative behandleres side, hvor 170 ud af 385 returnerede det ret omfattende spørgeskema, er et stort plus for vores projekt.

Den nye etniske mangfoldighed og dens religioner

Tendensen til øget religiøs mangfoldighed forstærkes i høj grad af herboende grupper af anden etnisk oprindelse end dansk. Inden for hinduisme og buddhisme har disse etniske grupper (især indere samt tamilske srilankanere mht. hinduismen og vietnamesere, thaier, kinesere og japanere for buddhismens vedkommende) praktiseret deres religiøsitet på en måde, som stort set har affødt enten beskeden eller positiv interesse, eller måske ligefrem stor fascination blandt deres etniske danske omgivelser. Men også disse miljøer er sårbare med få, stærkt engagerede ressourcepersoner og f.eks. i forhold til generationsspørgsmålet. Vil de efterfølgende generationer på samme måde identificere sig med de etniske oprindelseslandes religiøse traditioner og føle samme forpligtelse til at videreføre dem, og i så fald: hvordan vil de kombinere dem med den nutidige, danske kontekst?

Den religiøse praksis blandt hinduer, buddhister og muslimer af anden etnisk oprindelse synes især at trives, når det drejer sig om de store ceremonier, hvor mange mennesker samles.

Mere sikker på kontinuitet synes videreførelsen af de muslimske traditioner at være, alene udfra talstørrelserne. Men indbyrdes er muslimerne stærkt opdelt i forhold til etnisk gruppe,  den konkrete retning inden for Islam og den moske, de er tilknyttet. Derfor genfinder vi i nogen grad mønstret med få, ihærdige kernemedlemmer og lidt uhomogene menigheder, samt det åbne spørgsmål om efterfølgende generationers forpligtelse over for religiøse og kulturelle traditioner fra oprindelseslandene. Men i modsætning til hinduerne og buddhisterne ses muslimerne i dele af den øvrige befolkning som en stor, forenet og religiøst stærkt fasttømret gruppe, hvilket igen forleder nogle til at se muslimerne som en trussel mod Danmark som et traditionelt kristent land. Det skal dog understreges, at forholdet mellem kirkelige og muslimske organisationer gennemgående er godt, og at der fra tid til anden arrangeres forskellige dialoginitiativer. De to store, religiøse retninger ser gerne materialisme og ligegyldighed over for religiøse spørgsmål som deres egentlige modstandere.  

Det er især det sociale liv inden for Islam, og tilknytningen til en muslimsk familie gennem ægteskab, som har fået etniske danskere til at konvertere til Islam. Dertil kommer dens retfærdighedssans og de konkrete leveregler, som foreskrives, ligesom atter andre er blevet overbevist om at islam er deres sande religion gennem studier af den. Islam kan forekomme eksotisk, men Bibelens gud er også islams, med Muhammed som den sidste profet med det budskab som er udtrykt i Koranen. Derfor anerkendes Bibelens øvrige profeter, og en sådan anses Jesus for at være iflg. islam. 

Folkekirken udfordres

Dermed står Den Danske Folkekirke over for to diametralt modsatte krav fra den om sig gribende religiøse mangfoldighed. Fra især de nye spirituelle og religiøse grupper samt i nogen grad frikirkerne presses Folkekirken til at tilpasse aktiviteterne individuelle behov og finde nye former for aktiviteter, med f.eks. natgudstjenester og baby-salmesang som resultater af konkrete fornyelsestiltag. På den anden side kræver de kredse, som er foruroligede over muslimske indvandrere og deres efterkommere, at Folkekirken bliver en tydelig markør for danskheden og de traditioner, som skulle være kendetegnende for den.

Frikirkerne har ofte helbredelse ved bøn og håndspålæggelse som en del af aktiviteterne. De er ofte præget af en religiøs hengivelse, som i visse kirkelige kredse anses for overdrevent føleri. Alligevel har de kunnet tiltrække mange søgende mennesker samt mennesker uden særlig mange forudgående erfaringer med kirke og religiøsitet.

Senmoderniteten - et fælles vilkår

Alt i alt afspejler voksende den religiøse mangfoldighed senmoderniteten, hvor de institutionelle og socialiserende rammer er under angreb, uden at noget entydigt alternativ tager form i deres sted. Derfor ses et øget fokus på aktiviteter, som kan bringe individet tættere på dets religiøsitet eller spiritualitet, samtidig med de religiøse institutioner og organisationer skal kunne skabe tilstrækkelige faste rammer for at identitetsfølelsen også trives på det sociale plan.