Religion i Aarhus – en baggrundshistorie

Af Marie Vejrup Nielsen

Danmarks religionshistorie kan meget kort inddeles i fire perioder: den norrøne periode indtil kristendommens indførsel fra omkring år 1000, fra kristendommens indførsel til reformationen i 1536, fra reformationen til grundloven i 1849 og fra grundloven til i dag. Når det gælder religiøs mangfoldighed i form af organiseret, institutionaliseret religion med baggrund i forskellige religioner og traditioner, er der i grove træk ikke nogen form for religiøs mangfoldighed før efter 1849. Der har i lange perioder været indbyggere i Danmark med andre religiøse traditioner før 1849, såsom jøder, men dette har været med særlig tilladelse fra magthaverne. Og også i den første tid efter 1849 er den dominerende form for mangfoldighed opkomsten af forskellige kristne grupper. Og kristendommen er i form af folkekirken og øvrige kristne trossamfund stadigvæk langt den største religion i landet med ca. 80 % af befolkningen som medlemmer. Kristendommen er således den dominerende majoritetsreligion fra indførslen til i dag. Men i løbet af og særligt fra slutningen af det 20. århundrede og ind i det 21. århundrede kommer en lang række andre religiøse grupper til Danmark med baggrund i islam, buddhisme og hinduisme og er med til at skabe den religiøse mangfoldighed, som er en realitet i Aarhus – og Danmark – i dag. Baggrunden for både kristendommen som majoritetsreligion og den nye religiøse mangfoldighed i Aarhus i dag skal findes i Danmarks religionshistorie.

Fra år 1000 til 1536

Religionsskiftet fra norrøn religion til kristendom i Danmark er et kompliceret emne, men kort kan det siges, at religionsskiftet kom fra oven. Det var de verdslige magthavere, kongen og eliten, der ønskede religionsskiftet, og som bestemte, at deres områder skulle være kristne. Dette skifte indebar fx et skifte fra en polyteistisk religion med mange guder til en monoteistisk religion. Et religionsskifte er naturligvis en langsom og kompliceret proces, hvor en række praksisformer, symboler og fortællinger fortsat eksisterer og benyttes af befolkningen. Og hvor også den religion, der kommer udefra, i dette tilfælde kristendommen, tager form af den kultur og religion, der har været dominerende i området før. I Aarhus kan dette i dag ses fx i Åby-krucifikset i Vor Frue Kirke, hvor Jesus Kristus præsenteres som en sejrende konge (Hvide Krist). Den kristendom, som rykker ind i de nordiske områder, er formet af århundreders udvikling i det vesteuropæiske rum. Igennem middelalderen følger Danmark udviklingen i det vestlige Europa med etableringen af en stærk kirke. Der oprettes klostre, stifter og kirker i Danmark, og det religiøse liv centreres omkring en religiøs praksis med vægt på kontakt til Gud igennem en række kontaktpunkter med Gud, både indenfor kirken og klostrenes mure og udenfor i form af helgensteder, pilgrimsmål, bønner og privat religiøs praksis. Det landkort – og bykort – som former sig her, er genkendeligt i mange europæiske byer i dag og således også i Aarhus, hvor de ældste kristne bygninger, som stadigvæk er i brug, findes under Vor Frue Kirke i form af Kryptkirken og Klosterkirken. Her kan man genfinde klostrenes arkitektur og få en fornemmelse af livet indenfor disse mure. Når det gælder spørgsmålet om religiøs mangfoldighed, så er denne periode præget af en dominerende kirke, men samtidig er det religiøse liv præget af en stor mangfoldighed i praksisformer med bønner til helgener og pilgrimsvandringer.

Fra 1536 til 1849

Den næste afgørende fase i den danske religionshistorie begynder på baggrund af voldsomme forandringer i det religiøse landskab i Europa, som fører til splittelsen af den romerske kirke i en række kirkesamfund. For den danske religionshistorie bliver særligt den lutherske reformation vigtig. Martin Luther er her den afgørende figur, som sætter rammerne for udviklingen af de lutherske kirker. Men en række såkaldte protestantiske kirker udspringer af denne splittelse og fører til, at Europa får en række forskellige kristne kirker. Den romersk-katolske kirke får primært dominans i det sydvestlige Europa med enkelte undtagelser som Polen, og de protestantiske kirker bliver dominerende i nord og vest. Reformationen i Europa bliver begyndelsen på en større mangfoldighed indenfor kristendommen. Ikke kun i form af organiseret, institutionaliseret religion knyttet til konger og fyrster, men også i form af grupper, som fortsætter med at finde nye former, og som generelt er meget kritiske overfor de institutionaliserede kirker. Disse grupper bliver ofte forfulgt og finder i perioder sikkerhed i fx England og Holland, men det bliver vanskeligt for de mest radikale af grupperne at blive i Europa, og derfor migrerer en stor del til de nye kolonier i Amerika. Her er de med til at præge dannelsen af den nordamerikanske model for organisering af religion, hvilket igen fører til, at religion her udfolder sig som frikirker, uafhængige af staten. I Danmark kommer reformationen efter en voldsom krig mellem forskellige grupperinger i samfundet, særlig adelen overfor nye samfundsgrupper blandt handelsfolk i købstæderne. Udfaldet af krigen bliver en sejr til den konge, som kommer til at bære navnet Christian III. I oktober 1536 markeres det, at Danmark nu er et luthersk land, og der gennemføres et skifte fra en form for kristendom til en anden gennem en radikal forandring af kirke og kristendommens udtryk i landet.

Dette religionsskifte sker ovenfra, fra kongen, men har også baggrund i udviklinger nedefra, fx i købstæder som Ribe og Viborg. Forandringen af Danmark fra et middelalderligt religionsmønster til et luthersk indebærer nogle centrale forandringer i organiseringen af religion. For det første bliver det kongen, som er overhovedet for kirken. Kirken er ikke længere organiseret som en del af en større, europæisk enhed, men bundet til et bestemt verdsligt område. Det er kongen og adelen, som overtager kirkens gods og ejendom og kontrollen med kirken på alle områder. Kirken er således en del af kongens og elitens magtområde, og det præger udviklingen i århundrederne fremefter, særligt efter at kongen i Danmark bliver enevældig i 1600-tallet. Under enevælden har kongen den fuldstændige magt over religion i sit område og har kun Gud over sig, som det siges i kongeloven. Kirken er således en del af kongens styring af landet. Alle disse forandringer har konsekvenser for den religiøse praksis. Helgener afskaffes, og det samme gør pilgrimsfærd, klostre og dermed hele den del af den religiøse elite, som i form af nonner og munke har fungeret som hospitalsvæsen og fattigvæsen i mange byer. I stedet overtager kongen ansvaret for disse områder. Og det bliver nu den lokale sognepræst, som er den primære religiøse leder i området, og som også bliver en af kongens repræsentanter.

Igennem 1700-tallet sker der en række centrale udviklinger i Danmark. Først og fremmest drejer det sig om inspiration udefra, og det er endnu en gang fra de tyske områder. I Tyskland er der opstået nye tanker indenfor de lutherske kirker, og disse nye tanker får overskriften ”pietisme” (pietas: fromhed). Pietismen lægger vægt på en personlig, følt kristendom, hvor den kristne, som er døbt som barn, bør tilegne sig denne kristendom mere og blive det, som pietisme kalder ”vakt”. Pietismen er en kritik af kirkens udvikling i de lutherske lande. Pietisterne opfatter udviklingen af kirken under kongemagten som noget, der har ført til, at kristendommen er præget af tvang og et lavt engagement. Pietisterne lægger op til, at lægfolket skal have lov til at mødes og diskutere, hvad kristendom er med udgangspunkt i Bibelen. Og at præsterne skal have en anden og mere pædagogisk indstilling til deres opgave i forhold til sognets beboere, det skal nu handle om at ”vække” den kristne. I Danmark har pietismen indflydelse igennem præster og lægfolk, som bliver inspireret af den tyske udvikling. Og pietismen får også indflydelse ved hoffet i 1730’erne, og der udvikles en såkaldt statspietisme, som indebærer, at der er plads til visse elementer fra pietismen såsom idealet om, at man skal være personligt vakt kristen, men at der samtidig sættes grænser for idéen om, at man skal kunne organisere sig frit som menighed. Lægfolk må således godt mødes, hvis der er en præst til stede, men det er ikke tilladt frit at samles, og særligt forbydes omvandrende prædikanter, som ikke står under kongekirkens kontrol. Konfirmationen indføres i Danmark i 1736 som et eksempel på denne form for pietisme, understøttet af kongen og placeret indenfor kirken og kongens kontrol. Igennem 1700-tallet og særligt begyndelsen af 1800-tallet kommer der en række konfrontationer mellem grupper, der ønsker at mødes udenfor kirkens kontrol og kongekirken. Og i 1800-tallet kommer de såkaldte vækkelser, som i stigende grad gives indrømmelser, så de kan mødes og endda fx undervise deres børn udenfor det officielle skolesystem. Disse grupper ønsker at have religionsfrihed, så de kan praktisere deres form for kristendom udenfor kongekirkens kontrol. Og udviklingen frem imod 1849 peger netop i retning af større og større frihed til at organisere religion. I Danmark sker udviklingen frem imod religionsfrihed således dels på baggrund af et pres fra kristne grupper i landet, som er kritiske overfor kongen og kirkens kontrol, og dels på baggrund af udviklinger i Europa generelt i retning af idealer om større frihed.

1849 til i dag

Det er først med grundloven, at det bliver muligt for kirkesamfund udenfor den etablerede evangelisk-lutherske kirke (benævnt folkekirken fra 1849) frit at etablere sig i Danmark. Dermed bliver grundloven begyndelsen til den første bølge af religiøs pluralisme i Danmark, som primært sker indenfor det kristne miljø. Også indenfor folkekirken sker der forandringer, som kan pege på en form for intern mangfoldighed. Folkekirken etableres fra 1849 og frem, og nogle elementer fortsættes fra den tidligere kirkeform, fx er der fortsat en inddeling i sogne og en lokal sognepræst som den primære repræsentant for kirken som institution. Og det er også fortsat den verdslige magt, det, der i dag er Folketinget, som bliver den øverste ledelse af kirken. Men der sker også store forandringer, som især har at gøre med indre mangfoldighed, især tilstedeværelsen af de to store vækkelsesbevægelser: grundtvigianerne og Indre Mission. Disse to bevægelser har vidt forskellige holdninger til en række kernepunkter indenfor kristendommen, såsom forståelsen af bibelske tekster, men deler det fælles fokus på, at man som kristen skal tage dette på sig personligt og ikke som noget, som man tvinges til af staten. Der er fra begyndelsen en spænding mellem de medlemmer af folkekirken, som er aktive og engagerede i dele af de to vækkelsesbevægelser, og så de øvrige sognemedlemmer, som har et mindre intenst forhold til kirke og kristendom. Folkekirken udvikler det træk, som også i dag er det, der oftest bruges til at beskrive den: folkekirken bliver rummelig. Denne rummelighed betyder, at der både gives plads til forskellige grupper og individer, som gerne vil have mest mulig frihed til at organisere og udleve deres kristendom med et højt intensitetsniveau, og til dem, der vil have frihed til at komme i kirken, når det passer for dem. Man kan danne såkaldte ”valgmenigheder”, som bevarer deres tilknytning til folkekirken og har ret til at benytte kirken, hvis man fx som gruppe ønsker at have en anden præst end den, som menighedsrådet vælger. Også individer kan vælge at blive tilknyttet en anden præst end sognets. Men man er lige så fuldgyldigt et medlem, selv hvis man har lav kirkegang og ikke deltager i kirkens daglige liv. Denne rummelighed og strukturen med en national ledelse, som ligger indenfor det politiske magtsystem og ikke i kirken selv, og en lokal ledelse, som ligger hos lægfolk og lokal præst, er dannet på baggrund af en stærk konkurrencesituation indenfor de kristne miljøer, som er med til at forme folkekirken. Staten blev opfattet som garanten for rummeligheden, så det ikke blev én bestemt fløj af folkekirken, som fik magten. Det er således et væsentligt træk ved spørgsmålet om mangfoldighed i religion i Danmark i dag at være opmærksom på mangfoldigheden indenfor den organiserede majoritetsreligion.

Med grundlovens indførsel af religionsfrihed dannes baggrunden for mangfoldighed udenfor folkekirken. Og i den første bølge af nye religiøse grupper, der etablerer sig i Danmark, er der også en række, som etablerer sig i Aarhus i denne tidlige periode før år 1900: Metodistkirken, Frelsens Hær, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormonkirken), adventistkirken og den katolske kirke. Med undtagelse af den katolske kirke er der tale om nye kristne grupper, som er stiftet i denne periode, og som ikke har primær tilknytning til bestemte nationale kirker, men i stedet er internationale frikirker, og deres udvikling er primært formet af en engelsk og/eller nordamerikansk udvikling i det 19. århundrede. Grupperne kommer til Danmark ud fra kontakt mellem danskere og de forskellige kristne miljøer og ofte ud fra en direkte strategi eller mission om at udbrede deres budskab til nye områder. Det er kendetegnende for disse kristne grupper, at man ser det som sit mål at gøre mennesker mere aktivt og personligt kristne, til trods for at der er store forskelle i den form, denne mission kan tage. Det er således primært grupper med baggrund i protestantisk kristendom i frikirkeformen, som kommer til landet, med undtagelse af den katolske kirke. Derudover etableres der også senere frikirker ud fra en dansk baggrund, såsom Dansk Missionsforbund og lokale frikirker som Højbjerg Frikirke. Der opstår også i dag nye grupper, hvis mål og mission er at gøre danskerne mere personligt engagerede i netop deres form for religion. Dette ses fx indenfor de kristne miljøer, hvor der i de senere år er kommet grupper af karismatiske kristne, som ønsker at få etableret kontakt til nye medlemmer og udbrede deres budskab udenfor en bestemt etnisk eller national gruppering. Disse grupper har træk, som sender tråde bagud til pietistiske vækkelser, men de er ofte en del af en ny udvikling, hvor der lægges mindre vægt på, hvilken historisk kristen kirke man tilhører, og mere vægt på at være det lokale udtryk for en global vækkelse, som er fokuseret på personlig omvendelse og et højt engagement. Sådanne grupper finder vi i Aarhus i dag fx i Citykirken.

Den religiøse mangfoldighed bliver først for alvor mangfoldig i forhold til forskellige verdensreligioner og bredere inspiration fra fx spiritismen og antroposofien i den første halvdel af det 20. århundrede. Indenfor miljøer inspireret af teosofien er der generelt tale om etniske danskere, som tager udgangspunkt i teosofien eller antroposofien og etablerer grupper i Danmark. Og det er først i de sidste to til tre årtier af det 20. århundrede, at der kommer større grupper af fx muslimer, buddhister og hinduer til Danmark som følge af nye globale indvandringsmønstre og dansk indvandringspolitik. I de samme årtier, som Danmark oplevede globaliseringens effekter på det religiøse område, ser man også effekterne af en øget individualisering. Denne øgede individualisering skal ses i relation til udviklingen efter 1968 og ungdomsoprørets opgør med de gamle autoriteter, en udvikling, som har meget dybe samfundsmæssige rødder og konsekvenser også for religionsområdet. Fra 1971 og fremad etablerede der sig fx i Aarhus en mængde religiøse grupper, med etniske danskere som medlemmer, der havde inspiration fra buddhisme og hinduisme. På samme tid kom også et antal teosofiske grupper og øvrige nye religiøse bevægelser. Antroposofiens Hus i Højbjerg, der huser Antroposofisk Selskab, er et eksempel på denne udvikling. Andre udtryk for et bredere spirituelt miljø er den årlige Krop-Sind-Ånd Helsemessen, der i 2012 havde mere end 4.000 besøgende, og Filosofisk Center i Vestergade med mere end 4.000 abonnenter på deres mailingliste. Der er primært to måder, buddhismen og hinduismen kommer til Danmark i denne periode. De kommer i form af en øget indvandring af mennesker, der tager deres religion med sig til Danmark. Og de kommer i form af danskere, som er rejst ud i verden, og som fx i Indien er blevet inspireret af hinduismen til at udleve en ny religiøs praksis, når de vender hjem til Danmark.

Buddhismen kommer til Danmark – og Aarhus – ad disse to forskellige ruter. Historien går tilbage til midten af det 19. århundrede, hvor forskere var med til at ”opdage” denne ”nye” religion. Den intellektuelle brugte buddhismen som inspirationskilde til filosofiske overvejelser, og spirituelt interesserede fik interesse for ”Østens mystik”. Men det var hippierne fra 1968-generationen, der for alvor gjorde buddhisme til en praksisreligion. Mange tog til Østen, en del kom hjem som buddhister, og det første buddhistiske center blev etableret i 1972 med en afdeling i Aarhus i 1987. Den organiserede buddhisme blev efterhånden konsolideret. Buddhismen er også til stede i en indirekte form som spiritualitet, idéer om ”zen” og værdier og populærkultur. Buddhismen kommer også til Danmark i form af immigranter fra Asien, der begyndte at komme til Danmark fra 1970’erne. Især de vietnamesiske flygtninge, der kom fra 1975 og årene fremefter, har været med til at give dansk multietnicitet et også asiatisk præg, ligesom thaier, kinesere og små grupper af koreanere, japanere og sydøstasiater er kommet til Aarhus som arbejdere, studerende eller ægtefæller. I Aarhus er det vietnamesiske tempel det eneste, der repræsenterer denne gruppe.

Også hinduismen kommer til Danmark ad disse to ruter. Som migrantreligion er der tale om hinduer af enten indisk eller srilankansk oprindelse. Der er ikke hindutempler i Aarhus-området, men hinduer fra Aarhus besøger enten templer i Herning og Brande eller evt. i Skovlunde på Sjælland, eller de mødes privat. De hinduinspirerede grupper i Aarhus følger den øgede interesse for østlige tanker og idéer, som opstod i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne. Interessen for yoga og meditation kan dog spores tilbage til 40’erne og 50’erne, men det blev især populært i slutningen af 1960’erne, da den engelske popgruppe Beatles havde et længere ophold hos Maharishi Mahesh Yogi i Rishikesh i Indien, hvor de lærte at meditere. Generelt gælder det for både hinduismen og buddhismen, at der ingen kontakt er mellem de to former for tilstedeværelse i Danmark i dag.

Islam følger til dels samme mønster som buddhisme og hinduisme. Men der er her en større kontakt mellem konvertitter og indvandrere. De første muslimer i Danmark var primært konvertitter, og allerede i 1920’erne var den berømte konvertit, journalisten Knud Holmboe (1902-1931, født i Horsens) bosiddende i Aarhus og redaktør på et dagblad. Holmboes tilknytning til islam satte dog ikke varige spor i form af en menighed. I 1956 blev den første muslimske menighed stiftet i Hvidovre i Danmark. Det var først og fremmest danskere, som var konverteret til den muslimske ahmadiyya-menighed. Det var dog først i 1960’erne, at Aarhus for alvor oplevede tyrkiske migranter med en muslimsk religiøs baggrund bosætte sig i byen. De første grupper af muslimske indvandrere i 1960’erne og 1970’erne dannede den første muslimske menighed i 1979, hvor Islamisk Kulturcenter blev etableret. Efter indvandringsstoppet i 1973 har i første omgang familiesammenføringer og sidenhen flygtninge fra især Libanon, Iran, Irak, Somalia og Afghanistan øget antallet af migranter med muslimsk baggrund og undervejs dannet flere muslimske menigheder i Aarhus.

I store træk kan man sige, at baggrunden for mangfoldighed, både for folkekirken og de øvrige trossamfund, ligger henholdsvis i grundloven, i religionsfriheden og i paragrafferne om folkekirken, og derudover ligger baggrunden også i de globale udviklinger, som sætter rammerne for, hvor og hvornår mennesker flytter sig. 

Religiøs mangfoldighed i dag

Når vi ser på mangfoldigheden i Aarhus i dag, ser vi altså et lokalt udtryk for både en national, regional og global udvikling, som sætter rammerne for, hvordan religion kan udfolde sig. Samtidig ser vi også et udtryk for, hvordan mange forskellige grupper og individer lægger et stort engagement og en stor indsats i at få netop deres religiøse udtryk, traditioner og interesser ud i en nutidig kontekst. Det gælder for grupper, der lægger vægt på at have forbindelse mange århundreder tilbage i tiden til historiske religionsformer, og det gælder for grupper, som lægger vægt på at være et nyt tilbud til søgende mennesker i dag, og alle de versioner af fortællinger om, hvem man er, der ligger derimellem. Religiøs mangfoldighed opstår således både på baggrund af de rammer, der sættes udefra, gennem lovgivning, økonomiske og strukturelle muligheder, og det indhold, den selvforståelse og den indsats, som ydes af de aktive i grupperne. Og hvilke konkrete udtryk den religiøse mangfoldighed har i Aarhus i dag, er emnet for de følgende analyser af de forskellige religiøse grupper, som var aktive i Aarhus i 2012.