Aarhus Universitets segl

Hinduistiske og hinduistisk inspirerede menigheder

Hinduistiske menigheder Kommen-
tarer
Medlemsantal 2008 Medlemsantal 1999
Sikh Foundation Nedlagt    
Sathya Sai Baba Skøn 100  
Krishnabevægelse/lskcon (Hare Krishna)   200 350
Brahma Kumaris Åndelige Verdensuniversitet   924 500
Siri Guru Singh Sabha Pga konflikt kan tal ikke fremskaffes      ? 100
Danmarks Hindu Kultur Aktivitets Center   125  
Bharatiya Mandir   100  
Brande Hindu Menighed   200  
    1649 950

De medlemmer af de8 nævnte hinduistiske eller hinduistisk relaterede trossamfund afspejler kun en del af det religiøse landskab i Danmark, der i en eller anden forstand kan kategoriseres som ”hinduistisk”.

For det første er der af pragmatiske grunde i denne optælling inkluderet grupper, der ikke entydigt er del af, hvad man i Indien vil kategorisere som hinduisme. Dels er sikherne, som er en selvstændig religion (”sikhreligion”), men udsprunget i 1400-tallet i det nordlige Indien, bl.a. medtaget; dels er nogle af de grupper, der ikke anser sig som religiøse eller afgrænsede af en specifik religion (som fx Brahma Kumaris) inkluderet. De inkluderede grupper har dog alle, hvad man fra en religionshistorisk synsvinkel, kan kalde for prototypiske hinduistiske træk.
 

Hinduisme er i sig selv en vanskeligt definerbar kategori, da der ikke som sådan er nogen kerne (kanonisk skrift, stifter, organisation), som de mange religiøse traditioner fælles kan henvise til, og betegnelsen ”hinduisme” er da også en vestlig konstruktion, som ikke alle, der relaterer sig til de mange udtryk med base i de gamle indiske vedaer, vil identificere sig med. Mange anser hindu-traditionerne som en ”way of life”, der i lige så høj grad er kulturelt bestemt, og specielt i moderne tid er mange aspekter af traditionel hinduisme indoptaget i grupper og praksisformer, der hellere kalder sig ”spirituelle”, end religiøse. Man kan derfor inddele den overordnede kategori i typer, hvor nogle kan siges at være dem, der forstår sig som hinduer (som Bharatiya Mandir, Brande Hindu Menighed, og Danmarks Hindu Kultur Aktivitets Centre i henholdsvis Herning og Fredericia, hinduistisk relaterede (som Brahma Kumaris Åndelige Verdensuniversitet og Sathya Sai Baba og ISKCON også kaldet Hare Krishna bevægelsen) og hinduistisk inspirerede(som de to sikh-grupper Sikh Foundation, der nu er opløst, og Siri Guru Singh Sabha, hvis kontroverser om ejerskab betyder usikkerhed omkring trossamfundets eksistens overhovedet).

For det andet gælder det også hos denne kategori, at det kun er en del af de religiøse/spirituelle grupper med relation til hinduismen, der faktisk har status som trossamfund, nemlig otte af de i alt 10 grupper med i alt ca. 13.000 personer, der ud fra den ovennævnte typologiopdeling kan kategoriseres som hinduer i Danmark.

Medlemstallet er også her meget usikkert. Både fordi man har forskellige og ikke veldefinerede medlemsbegreber, og fordi man har forskellige måder at registrere disse på. Fx vil man i flere af grupperne slet ikke operere med et decideret medlemsbegreb, men snarere med en optælling af aktive brugere og donatorer. Fx har Brahma Kumaris Åndelige Verdensuniversitet kun 22 egentlige medlemmer, men hele 924 støttemedlemmer (da kriteriet for mange andre gruppers medlemstal ofte har været sammenligneligt med sidstnævnte, er dette repræsenteret i statistikken). Tallene synes dog ikke at være markant ændret de sidste år, og er stort set identisk med tallet fra sidste undersøgelse (Fibiger 2004).

Der er i alt fire hindupræster i landet, der alle har permanent opholdstilladelse. De er tilknyttet de to srilankansk tamilske hindugrupper i henholdsvis Herning og Fredericia, og foretager puja (”gudstjeneste”) begge steder. Ved større begivenheder henter man gerne præster fra hindu tamilske grupper i Tyskland. Den srilankansk tamilske hindugruppe i Brande skiller sig ud ved at have en præstinde, som ikke er udlært som præst, men som på grund af sine formodede evner som gudinde-medium, fungerer som præst. Hun bor ved templet og bevæger sig aldrig uden for tempelområdet.

De i alt tre srilankansk tamilske hindutempler bruges ofte af den samme menighed. Dvs. at en stor del af de tamilske hinduer i landet besøger flere af templerne og er altså ikke knyttet til ét specifikt. Bharatiya Mandir templet i Skovlunde bruges primært af indiske hinduer. Det vil sige at templerne i høj grad har funktion af også at være kulturelle fælleshuse, hvor man udover det religiøse fællesskab også dyrker den kulturelle identitet. Templernes funktion er derfor udvidet i Danmark til også at huse begivenheder såsom bryllupper, hvilket ikke finder sted i hverken Indien eller Sri Lanka

Udover at deltage i templernes gudstjeneste vil mange hinduer også have et lille husalter i hjemmet ( mandir ) med gudebilleder og -statuer, som man beder til og tænder lys ved hver dag. Disse små mandirs opstilles ofte i et særskilt rum eller skab, hvorved man forsøger at overholde de samme renhedsforskrifter i forbindelse med den daglige private puja, som den i templet. Det betyder, at man aldrig vil nærme sig det huslige alter uden at være fysisk ren. Dvs. vasket, uden sko, ikke menstruerende o.l. Puja er også en central begivenhed hos ISKCON-bevægelsen, som afholder puja flere gange om dagen efter almindelige hinduistiske forskrifter. Den centrale helligskrift hos ISKCON er Bhagavadgitaen med Krishna som hovedgud. ISKCONs overordnede mål er at opdyrke en Krishnabevidsthed, hvilket kan ske ved puja, meditation og ved at leve efter klare regler, der skal rense kroppen. Meditation og meditationskurser står centralt hos Brahma Kumaris Åndelige Verdensuniversitet, som ikke i deres selvforståelse anser sig som en religionsgruppe, men snarere som et spirituelt fællesskab. Andre grupper, der ikke er registreret som trossamfund, men som er tydeligt hinduinspirerede vil definere sig på tilsvarende måde. Således gælder det også for hinduismen i Danmark som hos buddhismen, at der kan skelnes imellem om to typer: 1) den, der primært appellerer til ”kulturhinduer”, som har religionen med ”hjemmefra”, og 2) den spiritualiserede hinduisme, som primært appellerer til etniske danskere, der ikke selv vil kategorisere sig som hinduer. Hinduerne fra Indien og Sri Lanka udgør dog den absolutte majoritet og tæller godt 12.000.

Reference: Marianne Qvortrup Fibiger ”Hinduisme i Århus” i Marianne C. Qvortrup Fibiger (red.) Religiøs mangfoldighed. En kortlægning af religion og spiritualitet i Århus , Systime 2004 og Marianne Qvortrup Fibiger ”Hinduisme i Danmark – demografiske overvejelser om hinduer og hinduinspirerede strømninger” i Margit Warburg og Brian Jacobsen (red.) Tørre tal om troen. Religionsdemografi i det 21. Århundrede , Forlaget Univers 2007.

Sikh Foundation, Denmark 

Trossamfundet er opløst.

Sathya Sai Baba

Ønsker ikke at medvirke.

Krishnabevægelsen/Iskcon (Hare Krishna)

Antal medlemmer:

200, og 50 af disse er fuldtidsmedlemmer. Der bor 11 i templet.

Antal centre:

Trossamfundet ejer 1 tempel.

Antal deltagere i templet en almindelig aften:

Mellem 7 og 15.

Antal deltagere i søndagssamlingen:

Mellem 60 og 90.

Cirka halvdelen af disse har en anden religiøs baggrund.

Antal deltagere ved Janmastami og Gaura purnima:

Cirka 200 ved begge begivenheder.

Antal dåbshandlinger i 2008: 0

Antal bryllupper i 2008: 1

Antal kremationer i 2008: 4

Kontakt:

www.harekrishna.dk

Helligsted:

Hare Krishna Tempel,

Skjulhøj Allé 44, 2720 Vanløse

Tlf 48 28 64 46

Brahma Kumaris Åndelige verdensuniversitet

Antal medlemmer:

22 og 924 medlemmer i støtteforeningen.

Antal centre:

2 centre i lejede lokaler.

Antal deltagere i meditation en almindelig hverdag:

København:    Ca. 5-10 om morgenen og ca. 5-15 om aftenen.

Århus:                                             Ca. 3-4 om morgenen og ca. 5-10 om aftenen.

Tallene er de samme for weekenden.

Antal deltagere til kurser i 2008.

Kursus i Meditation modul 1:                            462 deltagere

Kursus i Meditation modul 2:                            114 deltagere

Kursus i Meditation modul 3:                            30 deltagere

Kursus i Positiv Tænkning:                                 216 deltagere

Kursus i Indre ledelse:                                         28 deltagere (kun afholdt i København)

Kursus i Stressfrit liv:                                            19 deltagere (kun afholdt i Århus)

Kontakt:

http://www.brahmakumaris.dk/

 

Centre (”Helligsteder”):

Vodroffsvej 9B, st. Tv.

1900 Frederiksberg C.

Tlf & Fax 33310421

Ålborggade 22. 3, tv

8000 Århus C

Tlf 86130121

Siri Guru Singh Sabha

Gurdwara (sikh-templet) er lukket pt, og intern konflikt omkring ejerskab er stadig uafklaret.

Kontakt:

http://www.sikh.dk

Helligsted:

Gurdwara Siri Guru Singh Sabha

Kirkebjerg allé 35 A

2720 Vanløse

Tlf. 38 71 42 29

Danmark Hindu Kultur Aktivitetscenter i Fredericia

Antal medlemmer: 

130.

Antal centre:

Trossamfundet har 1 center i Fredericia, planer om opførelse af forsamlingshus.

Antal præster:

En præst, som er dansk statsborger og ulønnet.

Antal deltagere i Puja (Tilbedelse af guderne):

25-50. Der afholdes puja hver fredag, når det er muligt at leje lokaler.

Antal deltagere til særlige religiøse fester i 2008:

0. På  nuværende tidspunkt ikke særlige religiøse fester, da lokalerne som trossamfundet lejer er for små.

Antal kremationer:

Ikke oplyst.

Kontakt:  21478263

Kommende center/helligsted.

Bredstrupvej 7, 7000 Fredericia.

Bharatiya Mandir

Antal medlemmer: ca. 100,men pga.intern konflikt omkring bestyrelsen er det svært at få det eksakte tal, da medlemmerne holder sig noget tilbage.

Antal centre:

Trossamfundet har 1 center i på Vieholmen 5, 2740 Skovlunde.

Antal præster: Ingen, men enhver brahmin vil kunne lede satsang

Antal deltagere i Satsang (Fælles tilbedelse af guderne):

Satsang afholdes hver søndag og der kommer pt. 20-25. De hører til en bestemt politisk fløj. Der er derudover flere unge, som er begyndt at komme til satsang.

Antal deltagere til særlige religiøse fester i 2008:

På festivaler kommer der omkring 80-100.

Brande Hindu menighed. Sree Abirami Mandir

Antal medlemmer: ca. 200

Antal centre:

Trossamfundet har 1 tempel i Brande på Vejlevej 114.

Antal præster:

Ingen, men en autodidakt kvinde, som anses for at være et medium for den kvindelige sakti-energi udfører puja flere gange hver dag. Ved de større fester hjælper hendes mand og søn, og der inviteres præster fra især Tyskland.

Antal deltagere i puja (tilbedelse af guderne):

Til daglig kommer kun få, men om fredagen, som er den vigtigste puja-dag kommer imellem 25-100.

Antal deltagere til særlige religiøse fester i 2008:

Op til flere tusinde kommer ved templets store 15-dages festival i Juli.. De kommer både fra Danmark, Tyskland, Norge, Schweiz og Canada. Ved andre begivenheder kommer op til 500-1000. heraf flest fra Danmark.

Danmark Hindu Kultur Aktivitetscenter i Herning, Sree Sithy Vinayakar

Antal medlemmer:

ca. 200 med en valgt bestyrelse på 10 medlemmer

Antal centre:

Trossamfundet har 1 tempel i Herning på Teglvænget 93.

Antal præster:

3-4 som skiftes til at afholde puja, som afholdes hver dag. De er alle ulønnede

Antal deltagere i puja (tilbedelse af guderne):

Til daglig kommer kun få, men om fredagen, som er den vigtigste puja-dag kommer imellem 25-100.

Antal deltagere til særlige religiøse fester i 2008:

Ved templets store ti-dages festival i august kommer flere tusinde. De kommer både fra Danmark, Tyskland, Norge, Schweiz og Canada. Ved andre større fester kommer op til 500-1000, heraf flest fra Danmark