Aarhus Universitets segl

På pilgrimsfærd med en pilgrimspræst

”Jeg er den heldigste præst i Danmark, for jeg har den bedste menighed – folk er topmotiverede”, siger Elisabeth Lidell, som er pilgrimspræst i Aarhus stift. Elisabeth blev ansat i 2009, som en af de første pilgrimspræster i Danmark. Hun mener, at der skal være et tilbud til de danskere, som er interesserede i kristendommen, men som ikke føler sig hjemme til en almindelig gudstjeneste.

Som en del af undersøgelsen var vi, to studentermedhjælpere, på pilgrimsvandring med Elisabeth ved Kalø Vig. Her vandrede vi i det fine forårsgrønne landskab sammen med omkring 40 andre pilgrimme. I løbet af turen fortalte Elisabeth bibelhistorier, holdt andagt og nadver, bad og sang salmer med os. Indimellem var der også perioder, hvor vi alle gik i stilhed, og det er noget af det mest centrale ved vandringen, mener Elisabeth. ”Stilheden er Guds modersmål. Det er der, Gud kan komme til”, siger hun.

Anette Damgaard Andersen & Nikolaj Holme