Aarhus Universitets segl

Buddhistiske menigheder

Samlet tabel i pdf (liggende A4-format)

Kommentarer

Tallene i denne statistik er fremkommet ved mail- og telefonisk kommunikation, og repræsenterer 10 af de 11 godkendte trossamfund (Phendeling har ikke besvaret spørgsmålene i henvendelsen ). Flere har opgivet forskellige tal, og et gennemsnit heraf er angivet med ”*”. Andre har undladt at angive tal på nogle af spørgsmålene, nogle har svaret diffust med fx ”forskelligt”, ”varierende”, ”en del” etc. – disse angivelser er ikke medtaget i denne opgørelse. I parentes er angivet tal fra e-årbog 2010, hvis disse ikke er angivet i dette års opgørelse. Se i øvrigt kommentarer fra 2010 omkring forholdet mellem forskellige buddhistiske grupper og trossamfund, antal medlemmer, typer praksis etc. Se Jørn Borup Dansk dharma (Forlaget 2005) for yderligere gennemgang af de enkelte gruppers historie, lære, praksis og organisation.

I 2010 fik en ny gruppe status som godkendt trossamfund, nemlig Den Burmesiske Theravada Buddhistforening Buddha Ramsi. De sidste par år har hele fem nye grupper fået denne status, tre med basis i asiatiske immigrant-grupper (thai, vietnamesiske og burmesiske) og to ”konvertit-buddhistiske” grupper med relation til tibetansk og japansk buddhisme. Antallet af buddhistiske trossamfund er således pr. 1. januar 2011 oppe på 11, eller næsten tre gange så mange, som for ti år siden. Medlemstallet er steget med 60 % i samme periode. Omkring en tredjedel af medlemstallet skyldes de grupper, der siden 2000 er kommet til, men også de to thai templers markante fremgang medvirker til en generel forøgelse af tallet. Der er dog også interne bevægelser frem og tilbage i de eksisterende trossamfund. De to ”tibetanske” grupper Karma Kadjy Skolen og Karmapa Trust har ifølge de opgivne tal fået reduceret deres medlemstal over den ti-årige periode til en femtedel, hvilket kan skyldes, at ”markedet” er blevet mere mangfoldigt med flere tilbud, også indenfor den tibetanske buddhisme. Ændringer i tallene generelt må dog også tilskrives den tekniske omstændighed, at medlemstal ikke er registreret og således udtrykker løse skøn fra grupperne. Dette, samt manglende stringens med, hvad medlemstallet egentlig dækker over, synes også at være den vigtigste årsag til, at fx Wat Thai i 2010 angav 700 medlemmer, men hele 2.700 i 2011. Med andre ord, i denne undersøgelse er medlemstal hos denne gruppe blevet identisk med antal tilhængere, og selve kategoriseringen synes således at udgøre forskellen. På samme måde gælder det med afgrænsningen af det ”at tage de buddhistiske tilflugter”. For nogle er den praksis rituelt at vise hengivenhed overfor Buddha, dharma og sangha en engangs-begivenhed, der kan sammenlignes med den kristne konfirmation. For andre, især indenfor sydøstasiatisk Theravada-buddhisme, er det et tilbagevendende ritual, hvor man reciterer tilflugten ved hver ceremoni. 500 af de i alt 797 tilflugter var fx fra den burmesiske gruppe, hvilket således siger mere om forskellighed i praksis, end om den tilgang i medlemskab, tallet hos andre signalerer. Disse bemærkninger ændrer dog ikke ved den generelle tendens, at den langt overvejende del af de mange flere medlemmer af de buddhistiske trossamfund skyldes den demografiske faktor, at de ”etniske” immigrant-buddhister med oprindelse i asiatiske lande bliver flere.

 

Et nyt aspekt til undersøgelsen i år var religiøs undervisning for børn og unge. Af responserne fra grupperne fremgår det, at der er visse tydelige tendenser. For det første er det overraskende, at der ikke praktiseres en sådan undervisning i de vietnamesiske templer.  Dette kan være udtryk for, at religionen som en etnisk identitetsfaktor bliver væsentlig mindre hos børnene af den første generation, der kom hertil som flygtninge og familiesammenførte. Hvis dette er rigtigt, kan det derfor være tegn på, som det også generelt kendes fra andre lande, at ”de andres” religiøsitet tilpasses majoritetssamfundet. I langt mere religiøse USA kan religion i sig selv være en positiv faktor i integrationsøjemed, hvorimod religion i langt mere sekulære Danmark ikke i sig selv er en ressource, der bruges til ”at blive dansk”.  De vietnamesiske templer har tidligere haft en sådan undervisning, og de thailandske templer havde tidligere en del flere undervisningstilbud for børn og unge. At der hos thaierne trods alt stadig udbydes forskellige former for undervisning for et mindre antal børn og unge kan forklares ved, at buddhisme i langt højere grad forbindes med etnicitet hos disse, end hos vietnameserne. At være buddhist opfattes hos mange simpelthen som et vigtigt kriterium på at være thai i både Thailand og Danmark. Fortsætter tendensen kan man dog også forvente, at religion og etnicitet hos denne gruppe med tiden vil få mindre betydning.

 

Den typiske forskel på ”konvertit” og immigrant-buddhisme er dog også ganske klart udtrykt i forbindelse med undervisning. Hvor de konvertit-grupper, der primært orienterer sig mod tibetansk og japansk buddhisme bliver inviteret ud til foredrag på skoler og gymnasier for at fortælle om buddhismen, inviterer de etniske immigrant-buddhister deres medlemmer til templerne for at undervise disse i buddhismens lære, men også i klassiske buddhistiske ritualer, i ordinationspraksis og i kulturel dannelse. Den religiøse undervisning for immigrant-buddhisterne er altså i højere grad bredere funderet til også at inkludere etnisk identitet, mens konvertit-buddhister fokuserer på buddhismen som en religion/filosofi. (Der er i responserne ikke redegjort for undervisningsmateriale eller -emner, men typisk vil disse lægge op til en universalistisk, trans-kulturel, spiritualiseret form for buddhisme – i modsætning til den typisk mere kulturelt og etnisk orienterede tempel-buddhistiske undervisning i immigrant-miljøerne).

 

 

Samlede tal buddhistiske menigheder

Antal godkendte trossamfund: 11

Antal tilhængere: 8.718

Antal medlemmer: 7.190

Antal munke/lamaer: 3 lamaer, 10 munke, 1 nonne

Antal templer/centre: 7 templer/centre og 7 lokale grupper

Antal deltagere i centrenes og gruppernes aktiviteter til hverdag: 50

Antal deltagere i centrenes og gruppernes aktiviteter i weekenden: 290

Antal deltagere til vesak: 960

Antal tilflugter (deltagere i tilflugtsceremoni): 797

Antal vielser: 31

Antal begravelser/bisættelser: 23

 

1. Buddhistiske grupper med primær relation til theravada/sydøstasiatisk buddhisme

1.1 Watpa Copenhagen (Sunnataram Copenhagen)

Rytterager 100, 2791 Dragør

Hjemmeside: www.watpa.dk

Antal tilhængere: (4.000)

(Tilhængere beskrives også som ”familie”, både børn og voksne.)

Antal medlemmer:

2010: 2000

2000: 1350

Medlemmer er de, der kommer og deltager i aktiviteterne.

Medlemsbidrag: 10 kr, resten er frivillige bidrag.

Antal fastboende munke: 3

20  munke var periodisk på templet i løbet af året, ingen var aflønnede, alle på forkyndervisa.

Antal templer: 1, ejet af trossamfundet selv.

Antal deltagere i templets aktiviteter til hverdag: 15*

Antal deltagere i templets aktiviteter i weekenden: 90*

Antal deltagere i vesak (fejring af Buddhas fødselsdag, oplysning og død): 75*

Antal tilflugter: 80

Antal vielser: 10

Antal begravelser/bisættelser: 10

Religiøs undervisning for børn og unge:

Tilbydes i sommerferien eller i weekender.

Ordination tilbydes gennem en uges belæringer og ritualer, eller på en weekend.

 

1.2 Wat Thai Danmark

H. P. Hansensvej 3-5, 3660 Stenløse

Godkendt 1993.

info@watthai.dk

Hjemmeside: http://www.watthai.dk/

Antal tilhængere: 2.700

Tallet omfatter alle personer (inkl. børn), der i løbet af året kommer i templet.

Antal medlemmer:

2010: 2.700

2000: 1240

Der skelnes ikke mellem ”medlem” og ”tilhænger”

Medlemsbidrag: 0

Bidrag er frivilligt.

Antal fastboende munke: 3. Munkene er ikke aflønnede, alle har forkyndervisum.

Antal templer: 1, som er ejet af trossamfundet.

Antal deltagere i templets aktiviteter til hverdag: 5

Antal deltagere i templets aktiviteter i weekenden: 15

Antal deltagere i vesak (fejring af Buddhas fødselsdag, oplysning og død): 100

Antal tilflugter: 5

Antal vielser: 2

Antal begravelser/bisættelser: 7

Religiøs undervisning for børn og unge:

5 har deltaget i undervisning i ”Buddhas lære”

 

1.3 The Buddhist Organisation Dhammakaya i Danmark

v/Michael Dalsgaard-Jensen, Gl. Landevej 12, 7130 Juelsminde

Godkendt 2009

Hjemmeside: www.dhammakaya.dk

Antal tilhængere: 500

Tallet omfatter alle personer (børn og voksne), der bidrager økonomisk til templet og har taget tilflugt til de Tre Juveler (Buddha, dharma og sangha)

Antal medlemmer: 700

Alle (børn og voksne), der er villig til at støtte templet

Medlemsbidrag: 50 kr.

Antal fastboende munke: 2, begge på forkyndervisa.

Antal templer: 1, ejet af gruppen selv.

Antal deltagere i templets aktiviteter til hverdag: 3

Antal deltagere i templets aktiviteter i weekenden: 12*

Antal deltagere i vesak (fejring af Buddhas fødselsdag, oplysning og død): 85*

Antal tilflugter: 500

Antal vielser: 0

Antal begravelser/bisættelser: 0

Religiøs undervisning for børn og unge:

5-10 børn har deltaget i undervisning, hvor de lærer om buddhistisk kultur, Buddhas liv, overholdelse af de fem forskrifter, meditation samt ærbødighed overfor forældre og nation.

 

1.4 Den Burmesiske Theravada Buddhistforening Buddha Ramsi (godkendt 2010)

Draumvej 74, 6740 Bramming

Godkendt

Antal tilhængere: 55

Tallet omfatter voksne personer, der bidrager økonomisk til templet

Antal medlemmer: 220

Alle voksne, der deltager i de buddhistiske aktiviteter, og som har interesse i Buddhas lære.

Medlemsbidrag: Ingen, men frivillige bidrag

Antal fastboende munke: 0

To munke er på midlertidigt ophold, begge ulønnede og på turist-visum.

Antal templer: 1, ejet af gruppen selv.

Antal deltagere i templets aktiviteter til hverdag: 4

Antal deltagere i templets aktiviteter i weekenden: 25

Antal deltagere i vesak (fejring af Buddhas fødselsdag, oplysning og død): 200

Antal tilflugter: 7

Antal vielser: 3

Antal begravelser/bisættelser: 0

7 mindeceremonier blev afholdt i løbet af året

Religiøs undervisning for børn og unge:

Buddhas lære i form af ”not to do any evil, to do all good, to purify our minds” samt meditation.

 

2. Buddhistiske grupper med primær relation til vietnamesisk buddhisme

2.1 Den Vietnamesiske Buddhistiske Kulturelle Forening, Chua Lieu Quan

Lieu Quan: Langagervej 54, 2500 Valby

Hjemmeside: www.chualieuquan.dk

Antal tilhængere: 30

En tilhænger er beskrevet som en phat tu (”Buddhas barn”), dvs. en som har søgt tilflugt og jævnligt går i tempel.

Antal medlemmer: 200

Et medlem er én, der støtter foreningen, men ikke nødvendigvis deltager aktivt i foreningens aktiviteter. Kun voksne er medlemmer.

Medlemsbidrag: 20 kr. om måneden. Derudover frivillige bidrag.

Antal fastboende munke/nonner: 0

Antal templer: 1.

Templet er ejet.

Antal deltagere i templets aktiviteter til hverdag: 0

Antal deltagere i templets aktiviteter i weekenden: 20

Antal besøgende til vesak 0

Antal tilflugter: 0

Antal vielser: 0

Antal begravelser/kremationer i år: 2

Religiøs undervisning til børn og unge: Ingen

 

2.2 Den Vietnamesiske Buddhistiske Kulturforening i Århus

Quan Huong Tempel, Havkærvej 88, 8381 Tilst

Hjemmeside: www.quanghuongtu.dk

Tilhængere: 500, inklusive børn.

Antal medlemmer: 300

Betalende, der tror og deltager i buddhistisk arbejde.

Medlemsbidrag: 100 kr. om måneden

Antal fastboende munke/nonner: 2.

Begge munke er ulønnede og med norsk statsborgerskab (hvorfor de ikke behøver forkyndervisa i Danmark).

Antal templer: 1. Templet er ejet.

Antal deltagere i templets aktiviteter til hverdag: 10

Antal deltagere i templets aktiviteter i weekenden: 45*

Antal deltagere vesak (Buddhas fødselsdag): 500

Antal tilflugter: 20

Antal vielser: 0

Antal begravelser/bisættelser i år: 3

Religiøs undervisning til børn og unge: ingen

 

3. Buddhistiske grupper med primær relation til tibetansk buddhisme

3.1 Karma Kadjy Skolen

Godkendt 1988

Hjemmeside: www.buddha.dk

Centre:

  • Buddhistisk Center København, Svanemøllevej 56, 2100 København Ø
  • Buddhistisk Center Lolland, Korterupvej 21, 4920 Søllested

Grupper:

  • Buddhistisk Gruppe Århus
    Peder Skrams Gade 52 b, kælderen
    Trøjborg,
    8200 Århus N
  • Buddhistisk Gruppe Silkeborg
    Nattergalevej 6, 1. sal t.h.
    8600 Silkeborg
  • Buddhistisk Gruppe Taulov
    Østergade 18
    7000 Fredericia
  • Buddhistisk Gruppe Aalborg
    Olfert Fischersgade 8
    9000 Aalborg
  • Buddhistisk Gruppe Odense
    Jagtvej 41, 2. sal
    5000 Odense C
  • Buddhistisk Gruppe Esbjerg
    Nygårdsvej 2 2.sal
    6700 Esbjerg
  • Buddhistisk Gruppe Holbæk
    Stenhusvej 13
    4300 Holbæk

Antal tilhængere: 190

Tilhængere er voksne, der på forskellig vis karakteriseres som enten 1) er brugere af centrenes buddhistiske tilbud (fx foredrag og meditation), 2) er med på centrenes mailinglister, 3) er praktiserende, 4) har taget buddhistisk tilflugt og 5) bruger belæringerne mere eller mindre i deres dagligdag. Begrebet ”sangha” (opr. det buddhistiske klostersamfund) bruges også om fællesskabet af praktiserende buddhister. ”Tilhænger” dækker kun voksne, men børn og teenagers deltager også i arrangementer. (Antal tilhængere er ikke oplyst fra centret i København, men antages, som det er tilfældet hos de andre grupper, at være nogenlunde identisk med antal medlemmer).

Antal medlemmer: 200

Som gruppens hjemmeside formulerer det”: Man kan blive medlem af Karma Kadjy Skolen, hvis man har taget buddhistisk tilflugt og ikke er tilmeldt et andet trossamfund som for eksempel den danske folkekirke” (buddha.dk). I et af centrene karakteriseres et medlem, som en, der regelmæssigt kommer til de ugentlige mødeaftener. Begrebet medlem bruges her næsten som ”tilhænger”, og tallene skønnes identiske.

Medlemsbidrag: 400 kr. pr. kvartal (300 for studerende, arbejdsløs og pensionist)

Medlemskab er gratis. Det koster 400 kr om året at være bidragydende medlem. I Ålborg centret koster det 200 kr. om måneden for som medlem at få nøgle til meditationsrummet. I Holbæk betaler man 100 kr. om måneden til husleje og fællesudgifter. Andre steder (som i Aarhus) lægges der op til frivillige støttebeløb til betaling af huslejen.

Antal personer med titlen lama: 1.

Danske Ole Nydahl grundlagde trossamfundet, og er samtidig de danske centres faste lama, omend han det meste af året rejser rundt i verden. Derudover er der relationer til en del andre internationale lamaer, ikke mindst til den øverste, Trinley Thaye Dorje (bosiddende i det nordøstlige Indien), der antages at være den nulevende 17. inkarnation af skolens grundlægger, Karmapa. ”Rejselærere” kommer desuden periodisk til centrene for at undervise. Rejselærere er erfarne buddhister fra skolen selv, der har fået lov af Ole Nydahl til at repræsentere Karma Kadjy Skolen.

Hverken Ole Nydahl eller andre lærere/lamaer er aflønnede, og ingen af udlændingene kommer på forkyndervisum.

Antal centre: 2 + 7 lokale grupper.

Et center i henholdsvis Hellerup og på Lolland er ejet, og de 7 lokale centre i Holbæk, Odense, Taulov, Esbjerg, Silkeborg, Aarhus og Aalborg er enten lejede eller hører til i privat regi.

Antal deltagere i centrenes og gruppernes aktiviteter til hverdag: 43*

Kun centrene i København og på Lolland har dagligt fremmøde. I de lokale centre formodes    folk selv at praktisere til daglig.

Antal deltagere i centrenes og gruppernes aktiviteter i weekenden: 86*

Aktiviteter i weekenden er typisk meditationsaftener. Til større kurser, når fx lama Ole Nydahl er i landet, kan der komme op til 2.000 tilhørere/deltagere. Udover en ”nytårskur” fejres der ikke højtider på centrene. (I tallet er inkluderet deltagere i ugentlige meditationsaftener).

Antal deltagere i vesak: 0

Antal tilflugter: 200

Antal vielser: 10

Antal begravelser/kremationer: 0

Religiøs undervisning:

Skolen tilbyder foredrag til skoleklasser og gymnasier, der kommer på besøg i centrene. Efter foredrag og rundvisning tilbydes afsluttende med meditation på den 16. Karmapa.

Enkeltindivider fra centre og grupper tager ind i mellem rundt til skoler for at holde foredrag. Flere hundrede elever skønnes at have deltaget i sådan undervisning.

 

3.2 Karmapa-Trust - Sangye Tashi Ling

Torvegade 32 A, 1400 København K

Godkendt 1994

Hjemmeside: http://sangyetashiling.dk/

Antal medlemmer:

2010: 113

2000: 584

Et medlem er ”en, der betaler, hvad generalforsamlingen har vedtaget”

Medlemsbidrag: Varierer fra 75 kr. til 450 kr. pr. måned

Antal personer med titlen lama: 1

Archaya Lama Dorji er en herboende lama af bhutanesisk herkomst.

Karmapa er gruppens overordnede lama, men i modsætning til ovennævnte gruppe, antages denne at være inkarneret i den nuværende 17. Karmapa i skikkelse af Ogyen Trinley Dorje, der bor i Dharamslala i Nordindien.

Antal centre: 1

Bygningen er lejet.

(Andre informationer er ikke oplyst.)

 

3.3 Phendeling – Center for Tibetansk Buddhisme

Nørregade 7B, 2, th., 1165 København K

Hjemmeside: http://phendeling.dk/

Antal medlemmer: (400)

Bruger ikke begrebet ”tilhænger”. Et medlem er betalende.

Medlemsbidrag:

Almindeligt medlemskab  koster kr. 275,- om året , støttemedlemskab  -  koster kr. 1.296,-         om året.

Antal personer med titlen lama: (1+ 1 nonne)

Antal templer: (1)

Centret er lejet.

Antal deltagere i centrenes og gruppernes aktiviteter til hverdag (0)

Antal deltagere i centrets aktiviteter i weekenden (55*)

Antal deltagere i vesak: (0)

Antal tilflugter: (60)

Antal vielser: (6)

Antal begravelser/kremationer: (0)

(Phendeling ønskede ikke at deltage i besvarelsen af spørgsmålene. Svarene i parentes er fra 2010)

 

3.4 Center for Visdom og Medfølelse

Kompagnistræde 22 B, 3. tv, 1208 København K

Hjemmeside: www.fpmt.dk

Antal tilhængere: (?)

Tilhængere forstås som kernegrupperne (hos de forskellige aktiviteter) samt dem, der kommer en gang i mellem til diverse aktiviteter. Det antages, at der er betydeligt flere tilhængere, end medlemmer, men intet tal er opgivet.

Børn kommer ofte i følgeskab med deres forældre i centret, men er ikke med i undervisning og meditation.

Antal medlemmer: 190

Et medlem har aktivt meldt sig ind i gruppen. Man kan være års- eller støttemedlem og

derved få visse privilegier (adgang til bibliotek, reduceret pris til kurser, stemmeret til                       generalforsamling). Der er p.t. 3 børn, der er medlemmer.

Medlemsbidrag: 150 kr. årligt.

Antal præster/munke/lamaer: 0

Den faste lærer er lægmand (men tidligere munk), og aflønnes med ca 5.500 kr/måned. Han er tysk statsborger, så han har opholdstilladelse via de gældende EU-regler.

Antal templer/centre: 1, som lejes.

Antal deltagere i centrenes og gruppernes aktiviteter i løbet af ugen:

Mindfulness meditation: 45*

Studieprogram: 30*

Andre aktiviteter: 10*

Antal deltagere i centrets aktiviteter i weekenden:

Mindfulness meditation en lørdag hver måned: 25

Antal deltagere vesak: (?)

Antal tilflugter: 0

Antal vielser: 1

Antal begravelser/kremationer: 1

Religiøs undervisning for børn og unge: ingen

 

4. Buddhistiske grupper med primær relation til japansk buddhisme

4.1 Tendai Danmark, Tendai Buddhistisk Center

Guldbjergvej 40, 3660 Stenløse

Hjemmeside: www.tendai.dk

Antal tilhængere: 30

En tilhænger er en person, der på tilbagevendende basis gør brug af gruppens forskellige           tilbud uden at være medlem.

Antal medlemmer: 117

Et medlem har aktivt meldt sig ind i gruppen. Fire af gruppens medlemmer er under 18 år.

Medlemsbidrag:

Medlemskab er gratis, frivillige bidrag er muligt.

Antal præster/munke/lamaer: 3

En med titlen soryo, der er færdiguddannet præt med bemyndigelse til at udføre vielser og       give tilflugt.

En med titlen doshu, ”tempelassistent”, der leder meditationsgrupper.

En med titlen kozo, person under uddannelse, en slags ”novicepræst” i gang med den tre-årige uddannelse.

Ingen af disse er lønnede eller på forkyndervisum.

Antal grupper: 4

De fire grupper i Nordsjælland, København, Randers og Odense mødes i lejede eller lånte lokaler.

Antal deltagere i centrenes og gruppernes aktiviteter til hverdag: 9*

Antal deltagere i centrets aktiviteter i weekenden: 15*

Antal deltagere i vesak: 0

Antal tilflugter: 5

Antal vielser: 0

Antal begravelser/kremationer: 0

Religiøs undervisning for børn og unge:

Få gange om året bliver personer fra gruppen inviteret til skoler og gymnasier for at holde foredrag om buddhismen.