af Henrik Wilhjelm. I forbindelse med oplæg til seminaret "Hans Egede og Grønland - før og nu" 11.11. 2008, Center for Multireligiøse Studier, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.
Tak for indbydelsen – og undskyld at jeg ikke med det samme forholdt mig til den foredragstitel jeg fik stukket ud, for jeg fik faktisk at vide at jeg også godt måtte tage et andet emne. Men jeg var dengang meget hængt op og vidste ikke om jeg måske også skulle lave Hans Egede-foredrag til Grønland og evt blive færdig med en bog om grønlandske kateketer og hvilke konsekvenser det kunne få for mit foredrag i dag, så jeg forholdt mig slet ikke. – Jeg vil prøve at komme rundt om emnet – men uden at diskutere det nærmere, jeg ville nok ikke kalde Kleinschmidt (SK) ”kristendommens oversætter til grønlandsk ”, findes der sådan en til dansk? – men han oversatte bibelen til grønlandsk og beskæftigede sig intenst med hvilke konsekvenser forskellene ml Europa og Grld måtte få for kristendommen. Det vil jeg komme ind på. Men også prøve at sætte Kleinschmidt i forhold til Hans Egede – der er interessante ligheder og forskelle.
Først lidt om selve anledningen til denne konference, Hans Egede :
Den 22årige kapellan i Vågen var gerådet i voldsomt skænderi med sin sognepræst om tiendeindtægterne ved fiskeriet, og han måtte ud og trække frisk luft og kom da – efteråret 1708 - til at tænke på de ”gamle Norske” i Grønland som han havde læst om. Så fik han sin fikse ide: dem ville han omvende fra deres katolicisme el det hedenskab de måske var sunket tilbage i – til lutherdom. En djævelsk ide sagde hans 35årige, endnu barnløse kone Gertrud.
Men slippe ideen kunne han ikke. Den besatte ham i en grad så den fik ham til at sprænge alle gældende normer . Han var uddannet med ortodoks teologi hvor mission var et fyord, men læste nu pietisterne og tilmed gik længere end de når han hævdede at det var bedre at bringe evangeliet til hedninger end at søge et økonomisk bedre kald i hjemlandet – og skrev om missionsforpligtelsen, ikke alene til kongen, men også til sine medborgere. Han kastede sig ud i handelspolitiske overvejelser, mente at der fandtes guld på Grønland, forsøgte selv at lave guld og blev ved dermed, ja, tager sin afsked, også træt af fortsat kiv og strid med sognepræsten. Ved at bilde andre købmænd i Bergen ind at en anonym interesseret – som i virkeligheden var ham selv - havde sat penge i et handelsselskab med henblik på Grønland, fik han købmænd til at gå med. I ikke mindre end 13 år var Grønland hans eneste lidenskab, og endelig rejste han i 1721 med en kongelig kaldelse, tre skibe – og 48årig kone og 4 børn til Grønland hvortil tidligere ingen europæisk kvinde el børn havde vovet sig, endsige da for at overvintre.
HE troede ikke længere at han ville møde lyshårede og blåøjede mennesker, han var godt orienteret – men alligevel: de var ham et miserabelt skue de første tre grønlændere i kajak. Grønlænderne var ham en skuffels e, ikke alene udseendet, men også sproget og religionen. Intet mindede om de gamle norske. Men der var et lyspunkt : deres måde at leve med hinanden, uden lov, men så kærligt, ærbart og åbent med hinanden, så havde det ikke været for den forfærdelige stank i husene kunne man tro sig i paradi s. Sådan levede de med hinanden. Så missionen ville næppe blive svær. Skrev han efter et års ophold..
Og sejlede så østpå, nordpå og sydpå for at oplede efterkommerne efter de gl norske – var ikke langt fra Kap Farvel og var selv parat til at fortsætte for at finde Østerbygden – vidste ikke at ruinerne han havde passeret, var netop Østerbygden.
Det er som om det er med til at slå ham ud – han giver ikke op , men nu, fra 1724, er der næsten ikke grænser for hvor svær opgaven er. Ja, paradisbørnene er nu ikke engang mennesker . Først må de derfor gøres til mennesker, før de kan gøres til kristne mennesker, dvs de må civiliseres . Hvordan da? Ja, helst skulle de blive som de gl. norske , dvs blive bønder. Og når de så også havde lært at læse og lært Luthers katekisme og annammet troen, kunne de blive døbt.
Langsomt gik det dermed, for langsomt, og kongen besluttede i 1731 at standse projektet , men HE kunne ikke forlade de børn han trods alt havde døbt. Og to år efter kom der contraordre – med det skib som også havde tre missionshjælpere med, tre herrnhutere som skulle hjælpe HE, og allerede i Kbh havde fået at vide at HE var der ikke meget ved. Chr David selv kunne forstå det: Han havde grundlagt Herrnhut et år efter at HE var taget til Grønland, og Brødremenigheden blomstrede allerede forskellige steder i Europa, og allerede mission i Vestindien – det var en succes, mens HEs værk var lidt pauvert.
Ikke meget samarbejde – men skriftlig debat på tysk om Luthers retfærdiggørelseslære, og HE mente at kunne slutte at CD ikke var luthersk, i hvert fald ikke efter ortodoks målestok. Men rent faktisk var den zinzendorfske pietisme meget luthersk. Menneskets syndighed, selviskhed, var tænkt lige så radikalt som hos Luther, ”i det naturlige menneske findes der intet godt”, og der var ikke tale om at man fra det ene øjeblik til det andet pludselig var frelst. Selvom alt blev lagt an på at opdrage mennesket til Kristus, så bevaredes en grundlæggende tvivl på selv de frommeste og rigtigste beslutninger, og det gjorde at man i vigtigere sager efter grundige overvejelser i sidste instans overlod den endelige beslutning til Frelseren selv gennem lodtrækning . Og så har det jo nok spillet ind også at David var konverteret katolik. Men især at de to – HE og CD - på forhånd var eller hurtigt blev forudindtagede imod hinanden.
Begge forsvandt imidlertid hurtigt fra valpladsen men for HE blev det en hovedopgave pga lærespørgsmål at hindre et nærmere samarbejde mellem de lutherske og de herrnhutiske missionærer, og da hans efterfølgere, Chr . Drachardt og Bertel Laersen faktisk søgte denne nære forbindelse fordi brødrene havde fundet frem til en mere hjertegribende missionsform end den mere lærebetonede, som såvel de som HE havde anvendt i begyndelsen, søgte HE at hindre dette. Især Drachardt sluttede sig så tæt til brødrene at han bad Zinzendorf skaffe ham en kone fra Herrnhut – og han gik til sidst helt over til dem. HE ønskede under hele dette forløb D fyret og da Misskoll ikke fulgte hans ønske, forlod han sin stilling som missionsrådgiver. Men resultatet blev at de to missioner ikke arbejdede sammen, men mod hinanden.
Altså: den fikse ide satte HE i stand til at sprænge alle tidens ortodokse normer og over 13 år realisere ideen, men da forudsætningerne så glippede, skuffedes han og faldt tilbage på sine norske forudsætninger og ortodokse lære. Hans fikse ide havde intet hold i virkeligheden , men i en drøm . Han blev en af de store tragiske skikkelser i den dansk-norske historie og i missionshistorien overhovedet.
Hundrede år senere i midt i1830’erne gik den 22årige Samuel Kleinschmidt rundt i Christiansfeld med en ligeså fiks ide : også han ville til Grønland og var dødtræt af Europa, hvor livet var ham en ørkenvandring. Men det vidste kun to : han selv og Frelseren som var hans eneste fortrolige. Sit arbejde – som lærer ved den fremragende skole hvortil børn sendtes fra hele Norden – passede han på bedste vis. Skulle ledelsen besvære sig, var det over hans personlige hygiejne – der lod meget tilbage at ønske. Ikke for det: han var slet ikke et svin for han var sirlig ordentlig med alt hvad han lavede, men bare ikke med sig selv. Det ydre skulle svare til det indre , og der var langt igen før han bare i mindste måde var som Frelseren ville det.
I modsætning til HE gjorde SK intet for at hans fikse ide skulle blive virkelighed. Ideen udsprang af at han var født i Grønland af missionærforældre, men var som niårig kommet til Tyskland og efter fire års skolegang blevet apotekeruddannet i Holland . hvor han til sidst var raget ud med mester fordi han (SK) var blevet optaget af homøopati – så dygtig at han blev tilbudt stilling som homøopatisk læge i Surinam, Men nej.
Han var i sin kristendomsopfattelse herrnhuter – men ikke i alle dens særheder : fx lydighedskravet. Medlemmerne var opdelt i grupper, ”kor ”, efter køn, alder og ægtestand og levede derefter, fx boede søstre og brødre adskilt i søster- og brødrehuse. Og i hvert hus var en af beboerne hjælper og en tjener – ikke pedel, men øverste ansvarlige for den åndelige og materielle trivsel. Og over for dem krævedes lydighed . Såvel som overfor andre overordnede, ikke mindst menighedens ledelse, ældstekonferencen.
Men SK spurgte ikke om lov da han forlod apoteket og flyttede til Chrfeld. For hans mor var kommet fra Grønland og flyttet ind i enkehuset. Familielivet havde ellers ikke høj prioritet.
Hvor HE gjorde alt for at realisere sin tågede drøm, gjorde SK i det ydre intet for at realisere sin – og ikke engang at nævne den over for lederne i Chrfeld – for det kunne jo være at det bare var en fiks ide. Var den mere end det, kom den fra Frelseren selv , ville Han nok tage affære.
Det gjorde han faktisk. Der søgtes missionær til SKs fødested, Lichtenau i Sydgrld, og fra Chrfeld bragte man med nogen betænkelighed SK i forslag – også forslag fra andre menigheder – de blev nøje overvejet i Herrnhut, og ved lodtrækning faldt loddet – til manges forskrækkelse - på SK. Det var altså ikke bare en fiks ide . Slet ikke. Det var Frelserens eget kald som ingen senere kunne få SK til at tvivle om. Det skulle ellers mange komme til at prøve på.
I 1841 rejste SK til Grld, og fra det øjeblik han gik om bord besluttede han at alle overvejelser og afgørelser skulle finde sted udfra grønlandske præmisser , også de religiøse.
Intet tyder på at SK havde haft problemer med den måde det religiøse liv var indrettet på i brødremenigheden i Europa, for i så fald havde vi sikkert kunnet finde det omtalt i protokollerne
I Lichtenau som overalt hvor han kom, overtog han skoleundervisningen og opdagede første år: på grønlandsk er det lettere at læse med stavelser end med bogstaver.
Han har en særhed: foretager vejrobservationer 3 gange i døgnet, første gang kl. 5.
I stigende grad rettede han kritik mod missionens måde at indrette sig på: og hans menighedsforstander i Lnau blev hans yndlingsskydeskive: i rapporterne til Europa var der tale om en uredelig og rørstrømsk virkelighedsforskønnelse, afstanden ml. missionærer og grønlændere var alt for stor, ligesom det var unaturligt at samle grønlænderne på missionsstationerne, hvor der også burde være færre missionærer
Efter nogle år var han blevet forflyttet nordpå til Neuherrnhut, 20 minutters gang fra Godthåb, alt sammen nu dele af Nuuk.
Her oprettede han seminarium – med eftermiddagsundervisning, så eleverne kunne tage på fangst fra morgenstunden – og han protesterede mod kollegers ønske om indførsel af eksamen som på det danske lutherske seminarium – for eksamen fremmede som en paradeforestilling den indre usandhed : at lægge vægt på at synes i st f at være, konkurrere med andre i st f sig selv.
Med samme begrundelse vendte han sig mod den kirketugt, som spillede en meget stor rolle i den grønlandske brødremenighed – også den fremmede usandheden. I sit væsen skulle ”kirketugten” være opdragende og ikke straffende – opdrage til Kristus som alt hvad mennesker mødte: ikke kun salmens indhold, men også melodien skulle drage mod Kristus , al leg og underholdning skulle centreres om Kristus, enhver aktivitet og enhver regelsættelse skulle have dette formål.
Det var formålet med de regler der blev indført i de europæiske menigheder omkring 1770 . Disse regler indskærpede bla lydighed mod de ledende personer og organer og et liv i kyskhed . SK synes ikke at have haft de store problemer med den gældende ordning i Europa. Men i Grønland blev denne ordning ødelæggende, for i Europa var alle europæere, men her var de overordnede missionærer europæere og de underordnede grønlændere som skulle være totalt underdanige og fx altid give besked om hvor de var og hvor længe, - og det en fanger! Og frataget ethvert initiativ. Det blev så yderligere forstærket af opfattelsen af at i det naturlige menneske findes der intet godt , for det blev til en opfattelse af at ”de ting som en hedning fra ungdommen af har hørt, set, tænkt, talt og gjort, er onde og må udryddes ” (Spangenberg). – Og hvor HE – i hvert fald i begyndelsen - omtalte grlds samliv som både ærbart, smukt og naturligt , skabte denne regelsættelse en unaturlighed og nyfigenhed der gjorde at de seksuelle overtrædelser blev synd en som førte til udelukkelse fra altergang, fester, ja, sågar udelukkelse af menigheden, - og i virkeligheden blev til det rene pjat for konsekvensen blev at enhver ung grønlænder med respekt for sig selv og andre ønskede at kunne prale med at have været udelukket af menigheden. Det opelskede også et angiveri og en intrigeren der ødelagde ethvert sundt menighedsliv. Der var ikke tale om et opdragelses-, men om et straffesystem . Straffen påførtes en person på den blotte anklage fra en anden og selvom den anklagede benægtede udåden. Og så længe det var tilfældet, var der jo tale om en ydre straf og ikke en indre tugtelse.
Kleinschmidt vendte sig voldsomt imod denne kirketugt, ja, som en hel kirkekamp af kierkegårdske dimensioner netop få år efter den kierkegårdske kirkekamp . Og det endte med at ledelsen i Herrnhut nedkaldte Kleinschmidt til en samtale. Men SK var klar over hvad konsekvensen ville blive (at han ikke kom tilbage til Grld), så han blev – og så måtte ledelsen sende et medlem til Nuuk i 1859, og resultatet blev at SK blev afskediget for ”ulydighed og afvigende meninger” – og opfordret til at forlade Grld. Men ”man kommt nicht nur nach Grönland, man bleibt!“ – så meget mere som man var udvalgt dertil af Frelseren selv.
SK havde på eet afgørende punkt bevæget sig væk fra de herrnhutiske grundholdning er: hvor man fra begyndelsen havde forholdt sig negativt og mistroisk til ” det naturlige ”, var dette ord for SK blevet et plusord, mens ”unaturlig” var et skældsord han tit tog i sin pen i diskussionen med ledelsen. Det var nok begyndt i Europa – fx hans interesse for homøopati i st. for allopati – men i Grønland blev det hans helt afgørende målestok for om missionsvirksomheden var på rette spor. Overbevist om at den livsform som hidtil havde været i landet, fangersamfundet, udviklet i samklang med den grønlandske natur, var en del af Guds skaberværk , og ikke måtte ødelægges. Alle missionstiltag måtte indrette sig derefter og ikke – som såvel de herrnhutiske som lutherske forestillinger – bevidst eller ubevidst ændre derpå. Det gjaldt på alle områder, fx også sproget . Der var en tilbøjelighed til ikke at respektere det – og ligefrem synes at den ”forkerte” måde missionærerne talte på, var bedre end grønlændernes – og det rettede nogle grønlændere sig så efter!
På dette tidspunkt havde SKl lært sig både hebraisk og græsk for at kunne oversætte bibelen . fælles for de to missioner, sammen med de danske missionærer, der var teologer. Heller ikke populært.
Også modstander af missionærernes godgørenhed – og da især med europ produkter hvorved skabtes ”unaturlige” behov, og derved nedbrødes det naturlige forsorgsvæsen. Derfor satte han sig i spidsen for oprettelsen af en slags kommunalvæsen hvori der skabtes et samarbejde mellem europæere og grønlændere om de lokale anliggender i fangersamfundene.
På mange områder bestræbte SK sig på at styrke det folkelige liv som en del af Guds skaberværk. Meget ejendommeligt: han brugte aldrig sin apotekerviden eller homøopatiske indsigt – ingen anede at han havde denne baggrund, for den var jo europæisk , og det var hans opfattelse at europæiske tiltag ikke burde have nogen adkomst til Grønland, ja, at europæerne i grunden var en gift i Grønland, for overalt hvor de boede sammen med grønlænderne, gik livet i opløsning, men hvor grønlændere boede i bygder for sig selv, blomstrede det.
Alligevel brugte han måske sin homøopatiske indsigt, for man kan nok sige at en vigtig del af homøopatien er forsøget på at styrke immunforsvaret – og i virkeligheden var hele SKs folkelige indsats et forsøg på at styrke det grønlandske folks immunforsvar overfor alle de europæiske, dvs allopatiske, forsøg på at udvikle det. SK er den eneste ikke-grønlænder, tror jeg, jeg aldrig har set tale om udvikling af grønlænderne .
SK vendte sig ikke mod brødremenigheden, han forblev medlem deraf til sin død, og den leder, Ernst Reichel , der var i Grld for at afskedige ham, blev til sin død ved årligt at skrive til SK og spørge ham om hvad han mente der burde gøres. SK var en vanskelig kollega, men det betød ikke at man ikke ville høre på ham og respekterede ham – han var livslangt organist ved de herrnhutiske gudstjenester i Neuherrnhut selvom han nu boede 20 mins gang derfra i Godthåb og var seminarielærer dér.
Med årene blev han sågar elskeligheden selv, men det betød ikke at han ændrede meninger om de herrnhutiske fejlgreb. Han blev af missionærerne spurgt : hvad var det du i sin tid havde at udsætte på kirketugten . Det var ganske få måneder før lyset slukkedes for hans skarpe intellekt. Han gentog sin kritik. Og så føjede han til – og nu blev det klart hvorfor han fx var så optaget af at kortlægge det grønlandske vejr og med enkle hjemmelavede redskaber lavede de mest fremragende kort over Grønland, så søkortarkivet altid spurgte ham til råds og rettede sig efter hans kritik. Men altså: han havde jo livslangt foretaget tre daglige vejrobservationer – og lavet beregninger derover. Og nu konkluderer han så: Man kan vel nok forstå at man ikke ustraffet i sin missionsvirksomhed og kristendomsforståelse kan lade hånt om en forskel i årets gennemsnitstemperatur på elleve grader! Den har konsekvenser for menneskers livsførsel, umuliggør fx landbrug og betyder at folk må leve som fangere i små bygder og flytte rundt efter dyrene, fangeren må være på én gang individualist (altid overladt til eget initiativ) og kommunist (meget solidarisk med hinanden pga faren for misfangst). Så der var meget der skulle ændres i herrnhutisk missionspraksis i Grønland.
Men da han så mødte røster som talte for en opgivelse af brødremissionen vendte han sig derimod – og det kan egentlig undre fordi han i sin virksomhed gjorde meget for at afdramatisere forskellene og fx netop tilstræbe fælles bibeloversættelse . Så hvorfor ikke slå brødremenighederne sammen med de lutherske – som det faktisk skete år 1900. Var det bare af veneration?
Det tror jeg ikke. Jeg tror at han – meget herrnhutisk – ønskede at brødremenighederne i Grønland efterhånden kunne indgå som en naturlig del i den lutherske mission, og senere kirke, på samme måde som i Europa, som et kraftcenter, et salt . Altså ikke som et særligt kirkesamfund ved siden af det lutherske, men som en del af det, lidt ligesom klostrene i den katolske kirke. –
Og en ting til: som et sted hvor hjælperne, kateketerne, helt og fuldt var en del af fangersamfundet og ikke som de butiksansatte (kolonisterne) var uden for denne sammenhæng. Det var igen en drøm – ikke blot for ham men for mange missionærer: kateketerne skulle være de rigtige, ægte, grønlændere, og dvs fangere som levede fortrinsvis af fangst, mens lønnen kun var et supplement – helt uden løn gik det nok ikke.
Men dette sidste var nok rendyrket europæisk ideologi , som lukkede øjnene for det faktum at flertallet af de kateketer som var dygtige fangere, brugte for megen tid på det erhverv og for lidt på kateketarbejdet – dvs undervisning og kirkelige handlinger – mens de kateketer som ikke var gode fangere, måske pga kajaksvimmelhed, ofte var meget dygtige og flittige kateketer, men samtidig stakler med meget lidt at leve for.
Sagen er den: at være fanger betyder altid at være parat til at høre og lystre vejrligets mindste vink, aldrig at kunne indgå aftaler om noget fremtidigt – mens kateketen lige modsat helst skal være døv for vejrliget, planlægge og forberede de kommende dage – og så kun være hobbyfanger.
Eller som kateketernes talsmand formulerede det lidt ind i nittenhundredtallet: Den der lever som fanger, tænker som fanger, og den der lever som kateket, tænker som kateket. Men begge parter – såvel de ”ægte” grønlændere (fangerne) som de ”nye” grønlændere (kateketerne) hører i lige grad hjemme i det ændrede samfund som missionerne i begyndelsen af 1700-tallet lagde grunden til.
