Individualisering og globalisering forandrer også religionernes verden. Individet er som aldrig før kommet i centrum, de store fortællinger brydes ned eller fortælles på nye måder. Religiøse autoriteter har parallelt hermed fået nye rammer og betingelser, der giver religionerne anderledes udtryk. Traditionel religion transformeres, og udfordres af nye religioner og af immigranters religioner i en multikulturel og multireligiøs virkelighed. Projektet vil undersøge den indflydelse, et forandret syn på autoritet har haft på religion i dagens Danmark. Det vil fokusere på religion indenfor og udenfor institutionerne og på majoritetsreligion (Folkekirken) såvel som på minoritetsreligioner (kristne, muslimske, buddhistiske, hinduistiske, nye religiøse grupper). Hypotesen er, at samfundets forandring har ført til en ny forståelse og anvendelse af religiøs autoritet, som i stigende grad legitimeres i individets søgen efter autenticitet frem for i traditionen. Projektets emne vil blive undersøgt ved konkrete delprojekter med fokus på fællestemaer som institutionel religion og levende religion, ritualer, traditioner – og relationerne mellem disse. Metoderne spænder fra interviews og deltagerobservation til tekstanalyser og kvantitative undersøgelser. Projektet vil primært fokusere på individ- og gruppeniveau, men hensigten er også at kunne bidrage med generelle indsigter omkring religionens rolle i nutidens samfund.
Nogle af de spørgsmål, der arbejdes med at undersøge, er
CSR ansøger om ekstern finansiering af projektet, der ud over post doc-stipendier og frikøb til fastansatte forskere også stiler mod seminarer, gæsteforskerophold og forskningspublikationer. Temaet er dog allerede påbegyndt med interne oplæg og diskussioner på centrets tirsdagsmøder.