- kommentarer til Power Point præsentationen af samme navn, opdelt i dias.
Det kræver et vist held at åbne en avis eller tænde for en nyhedsudsendelse uden at falde over en artikel eller et indslag, der er islam-relateret – og ofte vil det dreje sig om noget, der på en eller anden måde nærmere er knyttet til emnet her: ”Islamisme og vesten”. Endnu mere specifikt vil nøgleordet ofte være ”terrorisme”, et emne, der – af gode grunde – står højt på mediedagsordenen....
Men det er nu ikke dagens overskrifter, jeg har tænkt mig at sige noget om, og iøvrigt heller ikke specifikt danske forhold. Ihvertfald ikke direkte... Det, jeg kunne tænke mig at gå ind på, er den radikale islamisme og den bemærkelsesværdige dobbelthed, der er i dens forhold til ”vesten”... Det kan jeg – ud fra mine forudsætninger – bedst belyse ved at gå tilbage til en række begivenheder og strømninger, der tidsmæssigt ligger i perioden fra 1920’erne til 1960’erne. Før vi kommer så langt vil jeg dog lige tage et hop længere tilbage i historien.
Styrkeforholdet mellem Europa og den muslimske verden har – som bekendt – varieret gennem historien. I 1400- og 1500-tallet var Osmannerriget en stærkt ekspanderende magt i Mellemøsten, Nordafrika og Sydøsteuropa. I 1529, under sultanen Süleiman I ”Den Prægtige”, kom det til den første belejring af Wien.
Europa skælvede ved tanken om tyrken – men fandt nu også hurtigt ud af, at der kunne være penge at tjene ved at handle med stormagten i øst. Så forholdet i de næste mange århundreder blev karakteriseret af en konstant skiften mellem åbne fjendtligheder og diplomatiske og handelsmæssige relationer. Og styrkeforholdet begyndte at ændre sig.
I 1683 belejrede osmannerne atter Wien – det var ikke den sidste kraftanstrengelse, men det gik herefter støt og roligt nedad. Europas magt voksede, og flere og flere områder i riget faldt fra. Det fik imidlertid også andre konsekvenser for Osmannerriget end de rent territoriale. Det blev bydende nødvendigt at forsøge at skabe reform og fornyelse, og der blev gjort forskellige tiltag i løbet af 1700- og 1800-tallet.
I 1882 kom Egypten været under britisk kontrol – af flere årsager, bl.a. ønsket om at kontrollere Suez-kanalen. Og flere lande kom snart efter under europæisk styre. Det kom til store omvæltninger – moderniteten pressede sig på, befolkningerne voksede, byerne trak og hermed øgedes altså urbaniseringen. Kommunikationen blev revolutioneret, i første omgang med den trykte presse og en hurtigt voksende forlagsvirksomhed. På længere sigt fik flere og flere adgang til undervisning og blev i stand til at læse.
Og der var nok at læse om. Nye idéer sprang frem overalt, ikke mindst i Egypten og Libanon. Hvordan skulle man forholde sig til den moderne verden, der i løbet af så kort tid var blevet en realitet? Nogle afviste Europa og kæmpede imod uden noget andet ønske, end at tingene skulle fortsætte med at være, som de altid havde været. Nogle så Europas udvikling som et forbillede og lagde ikke synderlig på religionen, islam – det var sekularisterne. Nogle blev nationalister og lagde enten vægten på det lokale – som de egyptere, der mente, at Egypten var et land med sin helt særlige egenart, en identitet, der både omfattede den faraoniske fortid og islam. Andre nationalister lagde vægten på det etnisk-sproglige. Nogle mente f.eks., at det arabiske sprog og forestillingen om en fælles arabisk kultur kunne udgøre grundlaget for et nyt fællesskab. Det udviklede sig til den panarabiske bevægelse.
Der var imidlertid også nogle, der mente, at islam var løsningen på udfordringerne. Hvorfor, sagde de, skulle muslimerne have brug for at låne love og regler og moral fra Europa, når islam var et komplet system, der tog vare på alle sider af livet...? Eller rettere kunne tage vare på alle sider af livet – for problemet, som de så det, var ikke at der historisk havde været for meget islam, nej, der havde været for lidt islam. Løsningen var altså ikke bare at smide briterne og andre kolonimagter på porten og vende tilbage til den livsform, der havde været før Europa begyndte at blande sig i alting. Det var tværtimod den form for islam, der havde været dominerende i tiden før koloniseringen, der var problemet. Det var ikke den sande islam, men en islam, der var blevet inficeret med udefrakommende skikke, og som derefter var stivnet og havde mistet sin vitalitet. Den sande islam var islam på profeten Muhammed tid og i de første årtier efter hans død. Det var der man skulle hente sit forbillede – ud fra kilderne, Koranen og profetens sunna. Der var ikke tale om, at man i de ydre forhold skulle til at leve, som profeten havde gjort i 600-tallets Arabien. Videnskab og udvikling var for så vidt godt, men det skulle foregå på islams præmisser og med islam som moralsk rettesnor. Faktisk var den videnskabelige ånd en del af islam, der blot var blevet forsømt, og Europa havde i virkeligheden fået grundlaget for sin videnskabelige revolution fra den muslimske verden. Muslimerne skulle altså vende tilbage til deres grundlag, for som ide kunne islam tilpasse sig enhver tidsalder. Det var der flere der mente, men nogle af de tidlige eksponenter for denne tænkning havde mest appeleret til et relativt intellektuelt publikum. Spørgsmålet var, hvordan man kunne appelere til masserne.
Det var der i 1920’ernes Egypten en, der havde et svar på. Skolelæreren Hasan al-Banna grundlagde her, i 1928, Det muslimske Broderskab, der skulle få stor betydning for den senere islamisme. Broderskabet voksede hurtigt – for året 1946, altså mindre end 20 år efter grundlæggelsen, ligger nogle estimater på en million medlemmer i Egypten. Al-Banna brød sig bestemt ikke om den britiske tilstedeværelse i Egypten, og om nogen vendte han sig mod infiltreringen fra uislamiske værdier. Men i organiseringen af sin bevægelse var han – som også andre i samtidens Egypten – stærkt påvirket af de totalitære bevægelser, der i 1920’erne og 1930’erne triumferede i store dele af Europa.
Der var altså en stribe træk tilfælles med de europæiske partier:
- Det Muslimske Broderskab blev opbygget som en hierarkisk organisation med al-Banna selv som ‘øverste vejleder’.
- Medlemmer blev bl.a. hvervet ved politisk-religiøse massemøder, og al-Banna skal selv have været en stærkt karismatisk skikkelse. Desuden forstod han at udvælge andre, der også havde evnen til at kommunikere med jævne folk i et forståeligt sprog.
- Der blev oprettet ‘spejder’-korps af fascistisk tilsnit med vægt på fysisk udfoldelse, disciplin og troskab mod lederen.
- Og endelig dannedes ‘det hemmelige organ’, en militant undergrundsorganisation af af særligt engagerede brødre, der måtte sværge deres troskabsed på en Koran og en pistol.
Broderskabets omfattende organisation rådede også over en propaganda-afdeling, og i begyndelsen af 1950’erne fik den en særdeles kyndig medarbejder. Det var Sayyid Qutb.
Qutb var egentlig uddannet som skolelærer, og efter sin uddannelse i Cairo havde han nogle år været lærer, og derefter havde han arbejdet for undervisningsministeriet. Som før nævnt betød moderniteten – der nu ikke længere var helt ny – en opblomstring af idéer. Og Qutb var også en aktiv deltager – han skrev romaner og digte og talrige artikler om kulturelle spørgsmål og litteraturkritik. Og han var slet ikke afvisende overfor moderniteten. Han brød sig ikke om briternes tilstedeværelse, men om noget var han sekulært orienteret nationalist og islam spillede kun en mindre rolle.
Men tingene ændrede sig for Qutb. Briternes tilstedeværelse trak ud. Under 2. Verdenskrig havde Egypten været de allieredes primære base i Middelhavsområdet, og de sociale vilkår var vanskelige efter krigen. Det er ikke nemt at udpege en enkelt faktor, men ihvertfald mistede de vestlige udviklingsmodeller deres tiltrækning. Så i anden halvdel af 1940’erne begyndte Qutb at vende sig mod islam for at finde løsninger. Han var ikke en nem ansat i undervisningsministeriet. Hans højlydte kritik af landets politiske ledere var formodentlig grunden til at han i 1948 blev sendt på ”studierejse” til USA. Så var der da fred så længe, har man sikkert tænkt. Og måske håbede man på, at mødet med vesten kunne stemme ham lidt mere positiv overfor sekulær udvikling.
I så fald gik det ikke helt, som man havde håbet på. Hvis Qutb havde været skeptisk overfor vesten, blev han nu en stålsat modstander. USA så han som et gudløst, materialistisk samfund – alt handlede om overfladiske forlystelser, sex, voldelige sportsgrene og den nyeste bilmodel.
I et brev til forfatteren Tawfiq al-Hakim fortæller han således om, hvordan han befinder sig i “dette mægtige, absurde ‘værksted’, som de kalder ‘den nye verden’”. Han fortæller, at “Disse amerikanere mangler én ting – på et tidspunkt, hvor Amerika ophober alt –, én ting, der ikke har nogen værdi for dem... sjæl.” Og han nævner, at “Ved et af deres universiteter blev en doktorafhandling indleveret – og blev faktisk antaget – om ‘den bedste måde at vaske tallerkener på’. Det var dem tusind gange kærere og mere vigtigt end en afhandling om Evangeliet, om ikke vigtigere end Evangeliet selv...”
Qutb opholdt sig flere steder i USA, og hvor han boede sluttede han sig ofte til lokale kirkelige foreninger, bl.a. i Greeley i Colorado. En begivenhed her er blevet en klassiker i Qutb-forskningen. En aften var der efter gudstjenesten et arrangement for unge mennesker i et tilstødende lokale. Lokalet var til lejligheden lavet om til dansegulv, grammofonen spillede, og der var farvede lamper. Qutb fortæller så, at ”hele gulvet var fyldt med fødder og tillokkende ben, arme der omfavnede taljer, læber og kroppe der mødtes... stemningen var fuld af forelskelse...” Nu skulle man vel så have ventet – ville Qutb nok mene – at præsten skulle have grebet ind, men han dæmpede blot lyset yderligere og satte ”Baby It’s Cold Outside” på grammofonen.....!
Den i og for sig temmelig uskyldige begivenhed blev for Qutb blot et af mange eksempler på vildfarelsen i det amerikanske samfund.
Qutb blev i USA frem til 1950, og da han vendte tilbage til Egypten begyndte han at orientere sig mod Det Muslimske Broderskab. Der var sket en del ting i Mellemøsten i hans fravær. Efterdønningerne efter Israels oprettelse i 1948 var stadig særdeles følelige, og brødrene havde også været i centrum: al-Banna var blevet myrdet i 1949 – efter alt at dømme af det hemmelige politi.
Som sagt kom Qutb til at arbejde for Broderskabets propaganda-afdeling, men kun en kort tid... Egypten var moden til revolution.
Broderskabet støttede en gruppe officerer, der anført af oberst Nasser tog magten i landet i 1952. Romancen blev dog kortvarig. Nasser var ikke interesseret i at lade sin politik styre af de muslimske brødre – han var fokuseret på nationalismen, han begyndte efterhånden at bevæge sig i socialistisk retning, og han blev med årene den panarabiske bevægelses ledende skikkelse – så meget at man jo netop taler om ”nasserisme”.
Så brødrene var ikke længere til hjælp – de var til besvær, og i 1954 blev der slået hårdt ned og foretaget omfattende arrestationer.
Qutb blev idømt 15 års fængsel, men kunne fortsætte med at skrive. Og det gjorde han. Han var ganske vist underlagt censur, hvilket bl.a. betød, at han ikke omtalte specifikke personer i samtidens Egypten. Men ikke desto mindre var hans skrifter skrap kost, og i løbet af fængselsårene voksede hans radikalisering.
I hans sidste år, i 1960’erne, blev hans konklusion, at barbariet rådede i hele verden, og at islam praktisk taget ikke eksisterede længere!
Når Qutb skulle beskrive dette moderne barbari, anvendte han begrebet jahiliyya – et ord, der traditionelt havde betegnet forholdene blandt de hedenske arabere i tiden før Koranens åbenbaring. Qutb var dog ikke den første, der brugte begrebet polemisk mod sin samtid, men at jahiliyya også i den ‘muslimske’ verden var blevet altdominerende, var der ikke nogen, der havde sagt før.
Nu har vi jo før set Qutbs kritikpunkter i forhold til livet i USA. Det var imidlertid alt sammen overfladefænomer. Bag det hele var problemet, at mennesket ikke anerkendte Guds absolutte herredømme og suverænitet. Det var ikke tilstrækkeligt, at en muslim hævdede at tro på Gud. For at være en sand troende måtte han vist sin anerkendelse ved beredvilligt at lade Guds lov, shariaen, være grundlaget for såvel det personlige liv som for samfundslivet. Shariaen skulle alene baseres på Koranen og profeten Muhammeds sunna (hans ‘sædvane’, der var overleveret i de klassiske traditionssamlinger), og forsøg på at lovgive uden om disse kilder var i bund og grund mytteri.
Ved at godtage menneskeskabte love gjorde man sig skyldig i den værste synd i islam, flerguderi: man guddommeliggjorde andre mennesker og gjorde dermed oprør mod Gud.
Årsagen til, at det var gået så gruelig galt i den muslimske verden, fandt Qutb primært i de ‘sataniske’ kræfter, der nådesløst havde angrebet islam siden kolonitidens begyndelse. I sin beskrivelse af kampen mellem de troende og deres fjender var Qutb tilbøjelig til at tænke i meget stærke modsætninger som Guds parti og Satans parti.
Hermed var der angivet en modsætning mellem godt og ondt, islam og jahiliyya . Og det blev selvsagt grundlaget for en ekstremt konfrontatorisk opfattelse af forholdet til alle anderledes tænkende, ikke-muslimer såvel som muslimer. Og ligeledes i tråd med senere radikale islamister tænkte han ofte historien sammen til ét. De grupper Muhammed stod over for i 600-tallet, jøder, kristne og flergudsdyrkere, blev i nutiden identificeret med zionister, korsfarere og kommunister. Ofte blev jøderne eller zionisterne dog udpeget som islams hovedfjende, og Qutb henviste flere gange til det anti-semitiske falsum, bogen Zions Vises Protokoller som støtte for sine synspunkter.
Qutb blev overbevist om, at modstanden mod jahiliyya måtte komme fra en engageret elite, en fortrop, der satte sig for at udbrede islam. Fortroppen – mente Qutb – havde sådan set planen lige ved hånden: den var i Koranen, sunnaen og islams tidligste historie. Muhammeds forkyndelse i Mekka, modstanden mod ham, udvandringen til Medina, slagene mod Mekkanerne og senere andre på Den arabiske Halvø og islams endelige sejr – alle disse basale træk i forløbet, islams grundlæggelsesmyte, kunne igen blive virkelighed, men fordrede en engageret gruppe.
Qutb forestillede sig tilsyneladende ikke en umiddelbar voldsanvendelse i forsøget på at forandre samfundet. Ud fra ”planen” skulle der først en dannelsesperiode til. Men på et tidspunkt ville en voldelig jihad være nødvendig i konfrontationen med jahiliyya . I første omgang gjaldt det om at få dannet et muslimsk samfund, derpå var det i det lange løb islams natur at ekspandere globalt.
Det var nogle af de mest markante træk i hans tænkning.
Trods fængslingen – eller måske på grund af den – var der opmærksomhed om ham rundt om i den muslimske verden. Det lykkedes i 1964 den irakiske præsident Aref at få Qutb frigivet, men allerede året efter blev han atter arresteret. Anklagen lød på konspiration mod staten, og i august 1966 blev han hængt i Cairo. Hermed havde den islamistiske bevægelse fået atter en martyr.
Selvom Qutb havde været fængslet, var hans tænkning ikke foregået i et tomrum. Han havde sine inspiratorer, og en af dem var den pakistanske journalist og ideolog al-Mawdudi.
Mawdudi havde foretaget en reorientering, der mindede om Qutbs. Fra nationalist havde han bevæget sig i stadig mere islamisk retning. I 1941 havde han grundlagt Jama‘at-i Islami (‘Det Islamiske Parti’), der med tiden fik betydelig indflydelse på pakistansk politik. Hvad der gør Mawdudi særlig interessant her, er imidlertid den måde han konstruerede islam: det gjorde han ved at anvende en kombination af religiøse begreber og vestlige ideologiske termer. Han talte således om (de sande) muslimer som ‘et internationalt, revolutionært parti’ og jihad som ‘en revolutionær kamp’, hvis mål er ‘den altomfattende internationale revolution, der omfatter alle dele af jorden, fordi et revolutionært koncept ikke kan tro på nationalisme’. Mawdudi trækker tydeligvis på et marxistisk-leninistisk tankegods.
Og de her nævnte passager citeres med anerkendelse af Qutb.
Og videre: selvom Qutb ikke havde megen tiltro til vestlig tænkning, var der dog alligevel også her enkelte, der havde set noget af det rigtige.
En af hans mere overraskende kilder var således den fransk læge og biolog, Alexis Carrel, der – i parentes bemærket – havde vundet nobelprisen for en særlig operationsteknik i 1912. I 1935 udgav han bogen L’homme cet inconnu , der hurtigt blev oversat til en mængde sprog (i øvrigt også dansk, i 1936, som ”Mennesket, det ukendte”). Ligesom Qutb opholdt Carrel sig i en årrække i USA, og også han var trods sit ”teknisk” orienterede arbejde en markant kritiker af den moderne civilisation. Mennesket var blevet et ”dyr” eller en ”maskine” og var blevet revet bort fra sin åndelige side. Carrel talte videre – parallelt til Qutbs fortrop – om, at ”Selv en meget lille Gruppe Mennesker er i Stand til at undgå Samfundets skadelige Indflydelse ved at paalægge sine Medlemmer Regler, der er udformet efter Militærets eller Klostrenes Disciplin”, og videre, at ”Et asketisk og mystisk Mindretal vilde hurtigt faa en uimodstaaelig Magt over det tøjlesløse, og uværdige Flertal. Et saadant Mindretal vilde være i Stand til, ved Overtalelse eller maaske ved Vold, at paalægge Flertallet andre Livsvaner.”
Dette altså blot som et enkelt eksempel på lighederne i deres tænkning.
SÅ – Qutb blev altså henrettet i 1966, og selvom Nassers tid ikke var ovre, gik den arabiske nationalisme en svær tid i møde. Nederlaget i Seksdageskrigen mod Israel i 1967 gav de store forhåbninger et knæk. Og i 1970 døde Nasser så.
Og hermed begynder så et nyt kapitel som vi ikke kan forfølge her.
Nu har jeg været langt omkring i tid og rum... Når jeg begyndte med osmannerriget var det for at vise hvordan styrkeforholdet ml. Europa og den muslimske verden ændrede sig. Forskellige islamistiske forfattere så forskelligt på, hvornår barbariet ( jahiliyya ) satte ind, men de var fælles om en erindring om magt og storhed i verden. Osmannertiden var også den periode hvor de store forandringer – moderniteten – satte ind, både som følge af de reformer, der blev foretaget internt i riget og de enkelte lande, og som følge af den direkte kolonisering. Jeg har også skitseret, hvordan der blev givet forskellige svar, hvordan man skulle forholde sig til den nye virkelighed. Og jeg har vist, at et af svarene blev islam. Det vigtige er her, at det islamistiske svar var affødt af moderniteten, og at svaret både trak på islamisk tradition og på den modernitet, den vendte sig imod. På det organisatoriske og ideologiske plan har vi set, hvordan al-Banna og Det Muslimske Broderskab var stærkt inspireret af den europæiske totalitarisme, og vi har set, hvordan Mawdudi trak på leninismen. For Qutb var Mawdudi vigtig, og det samme var en civilisationskritisk, europæisk tænker som Carrel. For islamismen gav moderniteten altså til stadighed en ihvertfald betydelig del af den ramme, der tænktes inden for.
Og idag? Islamismen lever, både i mere og mindre radikale former. Og foregangsmændenes tanker lever. Det er naturligvis umuligt at sige noget meget konkret om deres udbredelse, men man regner almindeligvis Qutb og Mawdudi for to af de mest oversatte og hyppigst genoptrykte moderne politisk-religiøse forfattere. Deres tanker opstod i specifikke historiske virkeligheder, og de har siden været med til at skabe ”objektiv” virkelighed, for så vidt som de har inspireret til handling – og de har også været med til at skabe ”opfattelser” af virkeligheden, verdensforklaringer, der har frembragt nye, stærke fjendebilleder af ”vesten” og af anderledes tænkende muslimer, og som i deres yderste konsekvens kan føre og har ført til den terrorisme, der står så højt på nutidens dagsorden.
/ John Møller Larsen
