Religionernes dag, Århus Universitet d. 12/9-07 v. Marianne Q. Fibiger
”Jeg er hindu, men jeg er også ateist, og jeg går kun i templet, hvis mine forældre presser mig til det. Og når jeg er i templet, så kan jeg godt lide stemningen, men jeg ser mest på unge piger”.
Sådan svarede en ung tamilsk mand mig i forbindelse med et interview, hvor jeg spurgte om hans religiøse tilhørsforhold og hans forhold til de to srilankansk-tamilske templer, vi har i landet.
En midaldrende kvinde beskrev i en anden sammenhæng sin religiøse identitet for mig, som følger:
”Jeg er medlem af den Danske Folkekirke, men jeg har sat mit eget lille krydderi på, bl.a. tror jeg på reinkarnation, jeg kan godt lide det Sai Baba siger, og jeg dyrker yoga og har mit eget private sanskrit mantra, som jeg har fået af en guru engang, og som jeg bruger, når jeg mediterer”.