Hvad er kulturmøder?

Af Lise Paulsen Galal

Umiddelbart kan man få den tanke, at et kulturmøde er et møde mellem to eller flere kulturer. Men kulturer er og agerer ikke som enheder i sig selv. De (gen)skabes eller ændres, bekræftes eller afvises kontinuerligt gennem menneskelig handling. Derfor refererer kulturmøder til møder mellem mennesker, hvor kulturelle forskelle tillægges en betydning i mødet. I den sammenhæng knyttes kulturelle forskelle ofte til etniske, nationale, religiøse og/eller racialiserede forskelle, men kan også handle om andre forskelle, fx klasse eller køn, ligesom kulturmødebegrebet i stigende grad også anvendes som analytisk perspektiv på mødet mellem menneske og andre materialiter og entiteter, som fx naturen. Det er ikke sådan, at man kan forudsige, at et konkret møde mellem folk fra fx forskellige nationale eller religiøse kulturer er et kulturmøde. Det kan være, at to mennesker fra forskellige religiøse baggrunde mødes om noget, de er fælles om. Det kan være inden for det religiøse univers eller fx en fælles fagkultur knyttet til deres profession, hvor de religiøse tilhørsforhold ryger i baggrunden og forbliver irrelevante for mødet. Hvor og hvornår kulturmøder finder sted, kan således ikke forudsiges. I stedet bliver det interessante for kulturforskeren at have en opmærksomhed på, hvordan forskelle tillægges betydning i mødet, herunder hvordan intersektioner af forskelle, som fx etnicitet, køn, nationalitet, religion, klasse og race, indgår i mødet. Man kan hermed tale om kulturmøder som processer af forskelssætninger.

Selv om kulturmødebegrebet accentuerer betydningen af forskelssætninger her-og-nu, vil kulturmøder altid samtidig rumme en tidslighed, der rækker ud over momentet, fordi forskelssætninger har historiske rødder. Historisk kan forståelsen af kultur især forbindes til to forskelssætninger, der længe har domineret forståelser af kulturforskelle. For det første forskellen på civiliserede og primitive kultur, som ikke mindst var en forskelssætning, der fik vind i sejlene i forbindelse med kolonitiden, hvor denne forskelssætning var med til at legitimere koloniseringen med henvisning til kolonimagtens mål om at udvikle og civilisere de primitive kulturer. For det andet nationale (og/eller etniske) kulturer som adskilte, afgrænsede størrelser, som skaber sine egne vaner, normer og traditioner indefra. Denne forskelssætning har ikke mindst været brugbar i uafhængighedskampe og i etableringen og legitimeringen af selvstændige nationalstater. Netop disse to historisk (og politisk) etablerede forskelssætninger dukker stadig jævnligt op og tillægges betydning i kulturmødet. Selv om kulturforskningen for længst har lagt dem på hylden som analytisk utilstrækkelige, eksisterer de stadig som commonsense forståelser af kultur og dermed får de også betydning i kulturmødet. Fx når vi i mødet med en person fra et andet land, med en anden hudfarve eller en anden påklædning på forhånd tilskriver denne person ikke blot en særlig identitet, men måske også en særlig værdi, i kraft af dennes kropstegn, sprog eller navn etc. Dette nødvendiggør samtidig en analytisk opmærksomhed på magtrelationerne i mødet. Idet forskelle bliver tillagt betydning, bliver de også virkningsfulde, så etablerede ideer om forskelles betydning enten bekræftes, forhandles eller afvises. På den måde er kulturmødet både med til at fastholde og ændre forskelle.

Museets udstillinger belyser jævnligt kulturmøder i form af mødet med fx fortidige kulturelle praksisser eller fortællinger, en erhvervskultur eller en lokalitets traditioner; det kan være i form af bymuseets beskrivelse af byens kulturhistorie eller det etnografiske museums beskrivelse af en særlig etnisk eller religiøs gruppe. Gennem udstillinger deltager museet således i forskelssætninger, hvilket museer også i stigende grad er bevidste om og inddrager overvejelser om i deres udstillinger, vel vidende at dette langt fra altid foregår gnidningsløst (se fx Marselis, 2016). Set fra et analytisk perspektiv kan museets arbejde med kulturmøder således beskrives som et organiseret eller arrangeret kulturmøde (Galal, 2015; Galal et al., 2017; Galal & Hvenegård-Lassen, 2020). Der er ikke tale om hverdagslige møder men om organiserede møder, hvor visse forskelle frem for andre på forhånd er udvalgt af museet som repræsentative for den kulturelle praksis eller tradition, som en given udstilling ønsker at formidle viden om.

Religion er en særlig forskelssætning. Der er flere aspekter at overveje i den forbindelse, når og hvis museet ønsker at inddrage religion som element i en udstilling eller som udstillingens hovedfokus. Nogle af disse aspekter belyses i bogen Religion og Museer. På baggrund af ovennævnte analytiske forståelse af kulturmøder, vil jeg derudover pege på tre aspekter:

1. Det første er ikke overraskende spørgsmålet om hvilke kategorier eller forskelle, man vælger at lægge vægt på i udstillingen, og i hvilken udstrækning disse er bestemt af allerede etablerede ideer om, hvad religion er. Det er fx dét, der sker, når der lægges vægt på særlige ritualer eller institutionelle praksisser ud fra en ide om direkte sammenlignelighed mellem religioner. Laura Schütze beskrev dette i sin ph.d.-afhandling om religion i udstillinger som en ”sekulær-videnskabelig praksis, hvor man opdeler verden i religion-sekulær og derfor også kan opdele indvandrernes kultur, traditioner og historie i religion og ikke-religion.”(Schütze, 2014, p. 187) Det stiller nogle særlige krav til de specifikke religioner at kunne lave en sådan sammenligning, hvor kristendommen typisk definerer normen. Nogle religioner risikerer at rydde ud af ligningen, ligesom den religiøse praksis risikerer at forsvinde til fordel for generaliserede klassifikationer.
2. Et andet aspekt knytter sig til fremstillingen af religion i sin hverdagslige versus sin institutionelle sammenhæng. Det er den enkelte troende, der definerer, hvilken rolle religion spiller i dennes hverdag, mens religion inden for den religiøse institution i langt højere grad er defineret af enten de religiøse ledere eller i en form for kollektiv forståelse. Det vil sige, at der kan være ret forskellige opfattelser af religionens betydning, afhængig af om vi tager afsæt i den enkelte troendes eller den religiøse institutions perspektiv. Se også Marie Vejrups video om levet og levende religion på denne side. I relation til indsamling er denne skelnen naturligvis central. Indsamler vi dét, den religiøse institution eller det den enkelte troende siger er religion? Det har også konsekvenser for forskelssætninger. Ofte skelner institutionen langt skarpere mellem, hvad der er (sand) religion, og hvad der ikke er, mens det enkelte individ blander og konstant forhandler sin religiøse praksis.
3. Det tredje aspekt, jeg her vil fremhæve, er intersektioner af forskelle. Mange religioner kan i princippet fremstilles løsrevet fra andre forskelssætninger, idet de hævder at være universelle. Det vil sige, at kristendom er kristendom, uanset om den praktiseres i Danmark eller Ghana. Samtidig ved vi godt, at den religiøse praksis farves af lokale og nationale traditioner, ligesom der er mange retninger inden for de store religioner. Selv det centrale element i form af dåben inden for kristendommen er et ritual, der praktiseres på meget forskellige måder forskellige steder og inden for forskellige kirkesamfund (se også Marselis et al., 2022). Kategorien religion er altså sammenflettet med andre kategorier som nation og lokalitet, og det rejser spørgsmålet om, hvornår og hvordan religiøse praksisser ikke kun er motiveret af eller forbundet til religion, men også til fx etnicitet, nationalitet og køn. Måske er det at gå i kirke for den assyriske migrant lige så meget et behov for at bekræfte ens etniske tilhørsforhold og tilhørsforhold til oprindelseslandet, som det er at dyrke Gud.