af Mogens Hindsberger. I forbindelse med oplæg til seminaret "Hans Egede og Grønland - før og nu" 11.11. 2008, Center for Multireligiøs Studier, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

Det har ligget implicit i mine studier af religion  i Grønland, at religion er livstolkning, og det er igennem årene blevet tydeligere og tydeligere for mig, at det forholdet sig sådan.

Villy Sørensen udtrykker det meget tydeligt i ”Kafkas digtning” fra 1968: ”Behovet for at fortolke sit liv er det oprindeligste psykiske behov, det eneste elementære behov, som mennesket ikke har tilfælles med dyrene.”

Hvad livstolkning er, siger den norske forsker Paul Otto Brunstad i sin disputats fra 1998: ”Livstolkning handler om å tolke sig selv, fenomener, erfaringer og opplevelser i lys av større sammenhenger eller mer omfattende horisonter.” [1]

Der er for mig ingen tvivl om, at den grønlandske fanger og hans familie har haft et enormt behov for en sådan livstolkning, som absolut ikke altid blev formuleret, og som i nogle tilfælde måske blot var fornemmelser og følelser. Jo mere jeg har beskæftiget mig med grønlænderes religion, er det gået op for mig, at deres livstolkning først og fremmest er individuel, selv om der selvfølgelig også er nogle kollektive elementer. Det siger jeg til trods for, at religionssociologiens fader Émile Durkheim stærkt fremhævede det sociale element i al religion, og at denne position har præget den religionssociologiske forkning lige siden. [2]

Dog har f.eks. oxfordprofessoren antropologen Evans-Pritchard kritiseret Durkheim for at lægge for stor vægt på det kollektive. Evans-Pritchards egne feltundersøgelser hos zandefolket i Centralafrika havde vist ham, at religionen i lige så høj grad var knyttet til det personlige. Han mente, at allerede i zandefolkets oprindelige religion var der individuelle elementer. Det er min påstand, at det samme har gjort sig gældende i eskimoisk religion.

At religion først og fremmest er blevet anskuet som et fællesskabsanliggende, skyldes dels som nævnt Durkheim, dels at næsten alle religiøse ledere fra medicinmænd til biskopper har tilstræbt, at det skulle være sådan. Derved kunne de lettere styre deres tropper! De fleste religionsforskere er vel i dag enige om at lægge mere vægt på de individuelle elementer i religion, end man tidligere har gjort. Måske var også Jonathan Motzfeldt inde på det samme, da han ved folketingets åbningsgudstjeneste den 4. oktober 2005 udtalte: ”I Guds målestok er det troen i det enkelte menneske, der tæller.”

Den religionsdefinition, jeg er gået ud fra, er følgende: ”Man kan tale om religion eller religiøsitet, når troen på overnaturlige kræfter eller guder i større eller mindre grad indgår i menneskers livstolkning, værdier og normer og/eller i legitimeringen af samfundets institutioner.”

I mit projekt har jeg brugt denne definition i vid betydning.

Når jeg beskæftiger mig med sekularisering, gør jeg det ud fra følgende definition: ”Sekularisering er en udvikling, der sættes i gang, når de religiøse tilværelsesforklaringer f.eks. i form  af myter og riter ikke længere opleves som tilfredsstillende og vedkommende og helt eller delvis erstattes af sekulære forklaringer.”

Mine studier i religion i Grønland bygger dels på de historiske kilder, vi er i besiddelse af, dels på interview i både Vest- og Østgrønland.

Mit hovedanliggende har været at belyse grønlændernes tilegnelse af kristendommen, men for at kunne gøre det har det været nødvendigt at undersøge, hvilke religiøse forudsætninger grønlænderne havde før mødet med kristendommen og den vesteuropæiske kultur.

Hovedparten af forskningen i grønlandsk religion, som i øvrigt ikke er særlig omfattende, har haft form af essays, lange eller korte,  hvori forskere, missionærer og andre har videregivet deres indtryk af den religiøse situation i Grønland. [3]

Men herved belemres vi hele tiden med disse folks tolkning af alt det, de har set, hørt og læst. Den enkelte persons tolkning kommer man jo aldrig uden om, men jeg har i mit projekt lagt meget vægt på at gå ud fra grønlændernes egne handlinger og egne udsagn, ganske vist som oftest i referat, men således at vi kommer så tæt på den almindelige grønlandske fanger, som det er muligt. [4]

Vi er i Danmark begunstiget med talrige kilder til dette religions- og kulturmøde, både i Vestgrønland og Østgrønland. Det drejer sig først og fremmest om missionærers og handelsfolks dagbøger, privatbreve og indberetninger. Her er dagbøgerne og brevene som regel de mest værdifulde. Midt i mørketidens frustrationer har dagbogen ofte været den eneste mulighed for, at dagbogsskriveren kunne  ”få talt ud”. Det betyder så også, at der er mange passager i dagbøgerne, som er udtryk for frustration og depression. Til gengæld spares man for mange af de  alt for rosenrøde skildringer af missionsarbejdet, som man kender fra de fleste andre missionsmarker. Allerede Hans Egede betoner gang på gang, hvor vanskelig hans situation er, og hvor svært det er for ham at bringe det kristne evangelium til grønlænderne, således at det er vedkommende for dem. [5]

De mange indberetninger til myndigheder og styrelser er ofte mindre gode kilder, fordi missionærer og handelsfolk her fremhæver det, som myndighederne forventer og ønsker at høre, nemlig at det går godt, og at man absolut får noget ud af de store økonomiske investeringer.

Når vi har så mange kilder, er de naturligvis også forskelligartede. Nogle missionærer, som skildrer den oprindelige levevis og religion hos ”de vilde”, som Hans Egede flere gange kalder grønlænderne i sine dagbøger, harcelerer over deres ”tåbelige” tro. Derved opnår vi , at de ikke stiller sig i vejen for de riter og ceremonier, som de skildrer, f.eks. ved at forsøge at fortolke eller forklare dem nærmere. I andre tilfælde forsøger man netop at forklare, hvorfor de indfødte gjorde, som de gjorde, og vi får derfor mere eller mindre farvede skildringer.

I mange tilfælde skildrer missionærer, hvad de har været øjenvidner til, f.eks. en åndemanerseance, men da Hans Egede og de følgende missionærer hurtigt forbød disse handlinger, som de betragtede som hedenske, er der ikke så mange af den slags skildringer fra 1700-tallet.

I langt flere tilfælde refererer missionærer og handelsfolk, hvad de indfødte har spurgt dem om, eller hvad de har kommenteret. De undlader sjældent at bemærke, hvor tåbelige spørgsmålene er, men dermed er der samtidig en vis sikkerhed for, at det er ret præcist refereret.

Émile Durkheim, som jeg allerede har nævnt, tillagde ikke folks egne forklaringer af deres religion og livsanskuelse nogen større betydning. I sin ”Les formes élementaires de la vie religieuse” prøver han at finde de elementære strukturer i religion ved at studere de mest primitive og simple religioner. Han standser så ved totemisme i Australien, hvor han dog bygger på andres feltarbejde, først og fremmest Spencer og Gillen. Det er interessant at tænke på, hvad der var sket, hvis han i stedet havde kastet sig over de grønlandske fangeres religion!

Durkheim har naturligvis ret i, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem folks skildring af deres livsanskuelse og så det, der rent faktisk er deres livsanskuelse. Sagen er, at der i alle menneskers livstolkning  også er noget, der ikke udtales, måske ikke en gang kan udtales. Sandsynligvis er der også ubevidste elementer i vores livstolkning, og dem kan vi jo af gode grunde ikke tale om.

På den anden side er det svært at se, at man på anden måde end at spørge dem kan komme nærmere disse menneskers livsforståelse, bortset fra at observere deres handlinger. Men det er klart, at folks redegørelse for deres livstolkning ikke kan stå alene.

Den mangeårige professor i eskimologi ved Københavns Universitet Erik Holtved har også beskæftiget sig med denne problematik, selv om han mig bekendt ikke har skrevet om det. Professor Jes Asmussen, som i en årrække var censor i eskimologi, gik som ung til grønlandsk hos Holtved. Da han var eneste elev drøftede de meget andet end sprog. Holtved harcelerede ofte over  de mange, der mente at vide noget om, hvad grønlænderne tænkte om religion, og han sluttede ofte drøftelsen med at sige: ”Hvorfor spørger man ikke grønlænderne selv?”

Det er det, jeg har gjort i mine interview, men det er også det, jeg har forsøgt at gøre ved at fremdrage den enkelte grønlænders udtalelser, når de optræder som citater i en eller anden sammenhæng.

Som eksempel på et vidnesbyrd om elementer af en grønlænders livsanskuelse kan jeg nævne en dagbogsnotits af den grønlandske kolonibestyrer i Ammassalik Ujuaat. Han skriver i sin dagbog i 1907 om en far, der var besvimet 4 dage efter sin datters død. På det tidspunkt var det mere end 10 år siden, at kristendommen var blevet bragt til Ammassalik. Han skriver om faderen til den døde datter:

”Da han var blevet bragt til bevidstheden, forklarede han, at han havde været ved ”at miste sjælen”, fordi han ikke havde overholdt de skikke (tabuer), der er forbundne ved et dødsfald inden for den nærmeste familie. Disse skikke skal navnlig respekteres og overholdes af den eller de mennesker, som har assisteret ved dødslejet og begravelsen. Pastor Rosing forsøgte at berolige manden med, at det ikke gjorde noget, at han ikke overholdt de gamle begravelsesskikke. Men vi kunne da selv tydeligt se følgerne af, at han ikke havde været tro mod gamle skikke, forklarede manden. Skønt jeg forsøgte at forklare ham årsagen til, at han besvimede, holdt han stædigt på sin mening og var ikke til at rokke fra den.” [6]

I denne dagbogsnotits får vi både mandens egen redegørelse for sin livsforståelse (en emic tilgang) og den grønlandske kolonibestyrers forstående tolkning, samt endelig den grønlandske pastor Rosings manglende forståelse (altså en etic tilgang).

Jeg har været inde på problemet med tolkningen af de historiske kilder. Selv om et udsagn fra en grønlænder bliver refereret meget præcist i en dagbog uden nærmere forklaringer fra dagbogsskriveren, vil der alligevel være tale om tolkninger. Der ligger nemlig en tolkning i, at han har valgt at referere netop dette udsagn. Og selv om dagbogsskriveren mener, at udsagnet er repræsentativt, må vi jo tænke på, at langt de fleste af de eskimoer, de første missionærer stødte på, ikke sagde noget som helst. Det er de mest driftige, der vover sig frem og stiller spørgsmål, måske endda kritiske spørgsmål. Det var heller ikke særlig mange grønlændere, der optrådte som fortællere, og slet ikke, når der var fremmede til stede.

Handelsinspektøren i Grønland i midten af 1800-tallet H.J. Rink er den første, der får samlet en anselig del af de gamle grønlandske sagn og myter, der var overleveret mundtligt fra generation til generation. Den måde, han gjorde det på, var, at han efterlyste nogle, der kunne gengive disse gamle fortællinger. Og der kom mange myter og sagn ud af det, men ikke så mange oplysere. En del af beretterne havde naturligvis adskillige fortællinger på repertoiret.

På samme måde forholder det sig med Knud Rasmussen i starten af 1900-tallet. Han sad som regel ansigt til ansigt med fortællerne, men først havde han efterlyst og fundet frem til de gode fortællere. Heller ikke Knud Rasmussen opererer med ret mange meddelere, og som sagt havde han på forhånd valgt de bedste.

Der er ingen tvivl om, at vi får meget at vide om grønlændernes religion og livsforståelse ved at studere deres århundredgamle overleveringer af myter og sagn. Mere tvivlsomt er det, om vi får alt at vide.

Selvfølgelig er det bedre at høre beretningerne fra grønlænderne selv  i stedet for gennem missionærer og handelsfolk, men vi skal stadig huske, at beretningerne kommer fra den grønlandske elite, i mange tilfælde angakkut.

H.J. Rink siger følgende om, hvad han på grundlag af de kilder, der forelå, og på baggrund af egne sonderinger mente udgjorde grønlændernes religion: ”Under Stammens store Adspredelse udgjorde Sagnet og sammes Hovedindhold, den religiøse Tro, det eneste fælleds Baand ligesom atter Troens Bærere, Angakut, afgave den nærmere Sammenknytning for de enkelte mindre Samfund.” [7]

Jeg mener, at  Rink her peger på noget, som man godt kunne opfatte som grønlandsk civilreligion, taget i vid betydning. Myterne var det fælles overleverede gods, som bandt det lille fangersamfund sammen. De fortalte om forfædrenes erfaringer, som var, at der var ting, man skulle undgå, og handlinger, man skulle undlade, hvis samfundet skulle overleve, altså tabuforestillingerne. Angakkut var så præsteskabet, som gennem deres åndemanerseancer gang på gang understregede, at de gamle myter talte sandt. Hvis nogen på bopladsen overtrådte tabubestemmelserne, ville naturånderne gribe straffende ind med f.eks. misfangst og sygdom.

I en myte fra Østgrønland, hvor der fortælles om en åndemaners rejse til Havets Moder, citeres Havets Moder for at sige følgende til angakokken: ”Naar du vender tilbage til Jorden , maa du fortælle dine Bopladsfæller, at de maa passe nøje paa at overholde Troens Forskrifter og den Bod, Menneskene maa gøre, baade ved Fødsler og Dødsfald. Menneskene gør sig ikke Umage for at leve Livet, og deres store Ligegyldighed er Skyld i, at jeg bedækkes med Smuds. Menneskenes Trods kommer til mig som Smuds og gør mig styg og grim. Gerne vilde jeg have sluppet mine Fangstdyr ud til Menneskene, men jeg maatte holde dem tilbage for at bringe dem til Eftertanke.” [8]

Mange af disse overleverede fortællinger fremhæver vigtigheden af, at de nye generationer bygger på de gamles erfaringer og beretninger.

Købmanden Lars Dalager, som virkede nogle årtier forskellige steder i Grønland i midten af 1700-tallet, giver nogle meget gode skildringer af grønlændernes liv og skikke, og det er betryggende, at vor viden ikke kun stammer fra missionærerne, selv om de grønlandske missionærer som nævnt er ret pålidelige kilder.

Han beretter f.eks. om grønlændernes opkaldetradition, hvor nyfødte opkaldes efter nyligt afdøde slægtninge eller bopladsfæller. Den bagved liggende tankegang er, at den afdødes navnesjæl skal placeres i et nyt menneske, for at man kan undgå, at den boligløse sjæl strejfer om og gør skade.

Lars Dalager beretter også om førstefangstfesten, hvor hele bopladsen fejrer, at en dreng har haft sin første fangst. Dengang skulle det helst være en sæl. Dalager skriver: ”Naar nu Sønnen faaer den første Sæl-Hund, giør Faderen den Aften et stort Giæstebud, og indbyder Giæsterne alleene paa Sønnens fangede Sæl-Hund, ihvorvel der i det øvrige maa frembæres alt , hvad Huset formaaer. Giæsterne berømme da den unge Drengs Hurtighed, og rose Kiødet, som noget meere, end almindelig velsmagende. Beenene af Kiødet passes nøye paa, at de blive samlede til eet Sted, og, saa meget som mueligt er, ubrugte; nogle føre dem ud til det Sted, hvor Sæl-Hunden var troffen, og der nedsynke dem til et Tak-Offer for Havet.” [9]

Her skildrer Dalager en skik, der har holdt sig helt til i dag. Det er tydeligt, at han ofte har deltaget i en sådan førstefangstfest. Først i slutningen af skildringen indlader han sig på en tolkning, når han giver udtryk for, at der er tale om en offerhandling, når sælens ben sænkes i havet.

Dalager kan have ret i sin tolkning, at der er tale om et offer. Om det er et takoffer, er mere tvivlsomt. Under alle omstændigheder tyder denne og mange tilsvarende kilder på, at der fra første færd nærmest indgås en form for pagt mellem den debuterende fanger og hans første bytte. Vi har mange beretninger om, at fangerne forestiller sig, at de igen og igen fanger den samme sæl.

Som nævnt bliver angakokken som regel involveret, hvis man løber ind i en periode med misfangst.

Det samme er tilfældet, hvis en på bopladsen bliver syg.

Dalager kommer også med nogle interessante betragtninger om grønlændernes livsanskuelse, når han siger: ”Hvad deres Betragtninger om Siæle-Læren og de himmelske Ting angaaer, da differerer de endnu allermeest derudi fra hinanden. At Verden og Menneskerne haver havt en Begyndelse, kand de fleste give Autores for, men at Verden igien skal blive til intet, derom veed eller kand de ikke sige noget.” [10]

Det er altså Dalagers erfaring, at grønlændernes religiøse livstolkning afviger meget fra person til person. Her taler han om grønlændernes privatreligion, og jeg kan helt tilslutte mig hans opfattelse. Jo mere jeg har bekæftiget mig med grønlandsk religion, desto mere er det gået op for mig, at der ikke er to grønlændere, der har den samme individuelle livstolkning. Selvfølgelig har de nogle fælles normer for fangersamfundet, som jeg har været inde på, hvor de overleverede myter danner grundlaget, og hvor angakkut som de religiøse specialister gør alt for, at der er fælles fodslag.

Det er vel i det hele taget som nævnt karakteristisk for stort set alle religiøse ledere i alle samfund, at de tilstræber et fælles religiøst fodslag, da deres position som religiøse ledere står og falder med det.

Hans Egede giver i sin ”Det gamle Grønlands nye Perlustration” fra 1741 en kort beskrivelse af en åndemaners vigtigste funktioner:

1. Han skal mumle over de syge, for at de kan blive friske igen.
2. Han skal tale med sin hjælpe ånd og få information af denne om, hvordan bopladsens indbyggere skal forholde sig, for at de kan have lykke i deres næring (have held med fangsten).
3. Han skal have viden om, når nogen skal dø, eller der vil ske noget andet ulykkeligt.

Sammesteds siger Hans Egede, at de andre bopladsfæller tror på åndemanerne til trods for, at de er nogle store løgnere, og at de ikke tør overtræde det, som bliver befalet i hjælpeåndens navn, at frygt for, at der skal vederfares dem noget ondt. [11]

Som nævnt har vi ikke særlig mange og særlig gode skildringer af en åndemanerseance ved missionens start i 1700-tallet, fordi missionærerne satsede meget på at forbyde og udrydde disse seancer som hedenskab. Af samme grund bestod der som regel et meget fjendtligt forhold mellem Hans Egede og angakkut. Hans Egede mente på sin side, at åndemanerne stod i vejen for hans evangelisering, og åndemanerne følte, at Hans Egede svækkede deres fremtrædende position blandt fællerne på bopladsen.

I Østgrønland var situationen imidlertid en anden. Da det blev koloniseret fra 1884 med kommandør Gustav Holms berømte konebådsekspedition, var det med adskillige vestgrønlændere som deltagere både som tolke og roere. Selv om vest- og østgrønlændere ikke umiddelbart kan forstå hinanden, kom de medfølgende grønlandske ekspeditionsdeltagere hurtigt efter den østgrønlandske dialekt. Så der var ikke de samme sprogproblemer som ved missionen i Vestgrønland næsten 200 år tidligere.

Hanseeraq, som var bådfører ved konebådsekspeditionen, skriver dagbog under ekspeditionen, hvori han lige som Hans Egede 200 år før skildrede sine østgrønlandske fællers levevis og herunder også religion. Han refererer også i rigt mål, hvordan de østgrønlandske inuit reagerede på de kristne tanker, som i et vist omfang blev præsenteret for dem allerede under konebådsekspeditionen, bl.a. af Hanseeraq selv, som tidligere havde virket som kateket i Sydvestgrønland i nogle år.

Hanseeraq giver en af de mest indgående beskrivelser af en åndemanerseance, som vi er i besiddelse af, idet han beskriver selv de mindste detaljer, hvad der naturligvis er meget værdifuldt, men det vil føre for vidt at bringe hele skildringen her. Vi får refereret alle lyde og bevægelser, og får at vide, at åndemaneren bevæger sig rundt i huset til trods for, at han var forsvarligt bundet.

Da lamperne omsider blev tændt igen, sad angakokken bundet som ved starten af seancen. [12]

Selv om vi ikke har grund til at tvivle om det nøjagtige i beskrivelsen, lægger Hanseeraq ikke skjul på, at han er meget skeptisk over for åndemanerens gøren og laden. Specielt er han som nævnt fra starten  meget på vagt over for, hvordan angakokken bliver bundet.

Imidlertid afslutter han sin beretning således: ”Nogle af østlændingene udbrøde: da angakokkerne kunne gøre sådanne ting, skal man ikke laste dem. Men jeg svarede dem: jeg vil først tænke lidt på, hvorledes I bandt ham.”

Den sidste bemærkning viser tydeligt, hvor meget videre vestgrønlænderne har bevæget sig i forhold til østgrønlænderne i løbet af de næsten 200 år, siden missionen i vest begyndte. Hanseeraq synes, at det er spændende at overvære seancen, men han betragter den nærmest som folklore, mens den endnu virker vedkommende for de østgrønlandske deltagere.

En anden af de vestgrønlandske deltagere i konebådsekspeditionen, den netop omtalte Ujuaat, som var tolk under ekspeditionen, men som senere blev koloniens første kolonibestyrer fra 1894, skriver en interessant notits i sin dagbog fra juni 1905: ”Som bekjendt maa kjødet af narhvaler, klapmydser med andre havdyr ikke, ifølge gamle taburegler, bringes ind i huset eller koges eller transporteres over fjeldene førend 3-4 dage efter dyrets død, for at dets inua (ånd) ikke skal blive fortørnet, så alle havdyrene forlader kysten i vrede.” [13]

Når Ujuaat så sent som i 1905 skriver dette, må det betyde, at disse tabuforestillinger endnu lever i et vist omfang i Østgrønland. Ujuaat er loyal over for  østgrønlænderne og præsenterer tabureglerne uden kommentarer. Knud Rasmussens myteoptegnelser senere i 1900-tallet tyder på, at forestillingerne holdt sig betydeligt længere.

Hvis jeg skal sammenfatte, hvad de historiske kilder fortæller om grønlændernes oprindelige religion, må det være, at deres livstolkning bygger på det, som er overleveret mundtligt fra forfædrene. Man skulle tilstræbe balance og harmoni både i forholdet mellem bopladsfællerne, i forholdet mellem mennesker og natur (først og fremmest fangstdyrene, som var en livsbetingelse for fangerne og deres familie) og i forholdet til overnaturen (naturånderne: måneånden, havånden og luftånden).  Hvis naturånderne blev vrede p.g.a tabubrud, blev der ubalance, og der kunne blive misfangst.

Grønlændernes fælles religiøse opfattelse, som byggede på den mundtlige overlevering af myterne og på overbevisningen om, at åndemanerne kunne kommunikere med og påvirke de naturånder, som overvågede alt liv, var det faste holdepunkt i fangersamfundet og kan betegnes som civilreligion i vid betydning. Men ved siden af denne fællesreligion, havde den enkelte grønlænder sin egen livstolkning, som var meget mere individuel, end man tidligere har troet. Den beroede på den enkeltes egne erfaringer og egne tanker om livet. Den enkelte fanger havde sine riter i forbindelse med fangst, havde sine tryllebønner, sine amuletter, som skulle give ham kraft og udholdenhed.

Selv om grønlændernes personlig livstolkning kunne variere meget, forestillede de fleste sig, at alt besidder en inua (en slags sjæl), som ikke dør, og som man derfor også må tage hensyn til, når et menneske dør. Derfor opkaldetraditionen, som lever den dag i dag, hvor den afdødes navnesjæl genplaceres i en nyfødt af samme køn, for at den ikke skal være hjemløs.

Ved religionsmødet i Vestgrønland fra 1721 og fremefter måtte grønlænderne finde sig i drastiske ændringer i deres livsforståelse. Hans Egede og de følgende missionærer forsøgte at udrydde mange elementer i deres oprindelige livstolkning. Angakokkernes virksomhed blev nærmest forbudt som ren hedenskab, og Hans Egede pryglede angakkut for et godt ord. Lampeslukningslegen, som muligvis oprindelig har været en frugtbarhedsrite, og flerkoneriet blev afskaffet, selv om lampeslukningslegen kunne skænke en fangerkone børn, hvad hendes mand måske ikke havde været i stand til, og selv om flerkoneriet var en god løsning for en storfanger, som fangede mere end det dobbelte af, hvad hans kolleger fangede. Det, missionærerne ikke kunne forbyde, var grønlændernes individuelle livstolkning, som tilsyneladende i mange tilfælde fortsatte uændret.

I missionærernes dagbøger hører vi om de mange problemer, der er med at oversætte evangeliet til den grønlandske kontekst. Jeg skal her nøjes med at nævne et eksempel. Hans Egede og hans efterfølgere følte, at det næsten var umuligt at forklare grønlænderne, hvad synd er, endsige overbevise dem om, at de var syndere. Hans Egede siger i sin dagbog: ”Iche heller er ieg mechtig, fuldkommen at forestille dem dend dybe Forderfvelse, som de ved Syndefaldet ere geraaden udj, saa vel som dend salige Tilstand, som de Troende ved Christi Død og Fortienniste ere satte udj. Dend gode Guds Aand opliuse deres forblindede Hierter.” [14]

Poul Egede, som efterfulgte sin far som missionær i Grønland, modtog i 1758 et brev fra en af sine mest begavede elever Poul Grønlænder, som giver udtryk for en undren over den diskrepans, han oplever, mellem, hvad de europæiske missionærer prædiker, og hvordan europæerne opfører sig. Han siger bl.a.: ”Det er underligt nok, min kære Pavia, jeres folk ved, at der er en Gud til, alles skaber og opholder, at de efter dette liv enten skal blive lyksalige eller ulyksalige, efter som de har opført sig til, og dog lever de, som om de havde ordre til at være onde og det var til deres fordel og ære at synde. Mine landsmænd derimod ved hverken, at der er en Gud eller djævel til, tro hverken der er straf eller belønning efter dette liv, og de lever skikkeligt, omgås hinanden kærligt, deler fredeligt med hinanden og er fælles om maden.” [15]

Poul Grønlænders udtalelse er meget interessant. Dels giver han udtryk for, at grønlænderne ikke mener, at den nye religion kristendommen er lige så samfundsopholdende som deres gamle religion, dels mere end antyder han, at grønlænderne oprindeligt ikke mente, at livet efter døden, som de jo også troede på, var en straf eller belønning.

Jeg har nu forsøgt at skildre, hvordan grønlænderne selv gennem de historiske kilder har skildret deres gamle fangerreligion, og hvordan de har kommenteret mødet med kristendommen. Jeg skal nu slutte med at referere, hvad der er kommet ud af mine mange interview i både Vest- og Østgrønland i årene 1991-1998.

Jeg har fået kritik fra visse sider for mine interviewundersøgelser. [16]  

Kritikken har dels gået på, at det var at gå for tæt på den enkelte grønlænder, især når de ikke er vant til den slags undersøgelser. Den kritik kan jeg slet ikke følge. Langt de fleste informanter gav uopfordret udtryk for, at det havde været spændende, og at de ville gå hjem og tænke videre. Det gjaldt også de informanter, som skulle presses meget til at medvirke. Noget kritik har været rettet imod den anvendte metode. En sådan kan stort set altid fremføres over for et sociologisk og antropologisk arbejde og kan nok kun undgås helt, hvis man afstår fra at interviewe! Jeg vil gerne bekende, at jeg tit har haft lyst til at stille flere uddybende spørgsmål, men har følt, at det ville få informanten til at ”lukke i”. Noget sådant kan kun den øvede interviewer fornemme, mens kritikeren er afskåret fra det.

At nogle har følt, at der i undersøgelserne skulle ligge en kritik af den grønlandske kirke, har jeg været ked af, men jeg mener, at jeg i mine konklusioner blot sammenfatter, hvad de grønlandske informanter har udtalt. Og hvad har de så udtalt? Desværre kan jeg i denne sammenhæng kun fremdrage ganske få eksempler, hvad der er uheldigt, da jeg jo er af den opfattelse, at det netop er den enkeltes livstolkning, der betyder mest.

En 42-årig mand, som i øvrigt er lærer, siger om dåben: ”Dåben betyder sådan set ikke noget længere som før i tiden . Personligt mener jeg, det er en del af traditionen at være kristen. Det er ikke noget, der gennemtrænger det hele længere. Det betyder ikke noget for udviklingen og for hverdagen. Det er en stivnet tradition.” [17]

Hvis man sammenholder denne udtalelse med min sekulariseringsdefinition, kan man se, at informanten ikke mener, at de religiøse tilværelsesforklaringer er vedkommende i dag. Det betyder hverken noget for udviklingen eller for hverdagen! Religionens andel i den samlede livstolkning er dalet betydeligt.

De fleste midaldrende og ældre mener dog, at dåben betyder noget for dem. En 61-årig mand siger: ”Jeg er meget lykkelig over, at jeg er blevet døbt….Det giver mig tryghed.” [18]

Grønlænderne beder tilsyneladende meget mere end danskere. Her et par udtalelser om bøn: En 39-årig kvinde siger: ”Efter min sidste fødsel har jeg tydeligt mærket, at når jeg beder til Gud, så er han der. For efter min sidste fødsel har jeg haft en depression. Jeg har ingen smerter i kroppen, men det gør alligevel ondt inde i mig. Men når jeg beder til Gud, bliver jeg hjulpet, og så ved jeg, at der er en Gud.” [19]

En 82-årig kvinde siger om sit forhold til bønnen: ”Jeg beder hver aften. Det gør jeg. Fadervor, det er den, jeg beder. Når jeg har det svært – en af mine drenge begik selvmord – da var jeg utrøstelig, og jeg havde ikke nogen at snakke med, og så tænkte jeg på Gud og bad. Så får jeg mere trøst. Så mærker jeg, at der er noget, selv om man ikke kan se det, men man mærker, at man bliver trøstet, når man beder.” [20]

En kvinde på 40 siger om sin tro: ”At tro på Gud er en gave, vi har fået, dengang vi var i moders liv. Det er jo en gave, at Gud har tænkt på os, at vi skal gå her på jorden. Hele livet er en gave til os. At tage livet som en gave af Guds hånd, det er at tro på Gud.” [21]

En 19-årig pige siger: ”At tro på Gud er bare noget, der kommer et eller andet sted fra. Jeg er ellers kristen, men jeg tror ikke, at jeg tror på Jesus, og at han er Guds søn.” [22]

En 48-årig lærer siger: ”For mig indebærer tro, at det skal give mig tryghed i hverdagen, i tankerne.” På spørgsmålet, om hvad det betyder for hende, at Jesus er død på korset for hendes skyld, svarer hun: ”Jeg er mere tilbøjelig til bare at tro på Gud, men jeg udelukker ikke den kristne tro. Men når jeg beder, er det jo til Gud, jeg beder.” [23]

Jeg skal slutte med i al korthed at præsentere den viden, der er kommet ud af mine interviews.

Næsten alle vestgrønlandske informanter var af den opfattelse, at ægteskabet er indstiftet af Gud og er et vigtigt samfundselement. Mærkeligt nok var kun ca. 20 % i Østgrønland af samme opfattelse. Forklaringen er muligvis, at interviewene i øst fandt sted efter en meget dårlig periode med et utal af brudte ægteskaber og talrige selvmord, specielt af unge mænd.

På spørgsmålet om, hvad der er livets mening, svarer næsten 60 %, at det er at føre slægten videre. I Per Salomonsens interviewundersøgelse i Danmark 30-40 år tidligere er der ingen af informanterne, der kommer med det svar, når de får stillet det samme spørgsmål. Meget tyder på, at det er den gamle fangerlivstolkning, der lever videre i dag, selv om næsten ingen er fangere længere.

Ingen af informanterne nævner Jesus i forbindelse med dåb og konfirmation. Det må siges at være overraskende, da det jo hedder i dåbsritualet, at det lille barn ved dåben er blevet indpodet i Kristus!

Som nævnt kan informanterne oplyse, at førstefangstfesten stadig lever i bedste velgående, selv om fangsten er minimal. Den magiske karakter, den havde i det gamle samfund, er der dog ikke meget tilbage af. Men en solid tradition er det stadig.

Informanternes oplysninger om deres kirkegang tyder på, at de ældre næsten altid er i kirke om søndagen, hvis de er friske og raske. De midaldrende går ret ofte i kirke, og de unge næsten aldrig, hvis de kan blive fri, hvad de dog ikke kan ved kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Den slags oplysninger er naturligvis usikre, og lige som Per Salomonsens danske interviewundersøgelse viste, afsløres der en del ønsketænkning i disse oplysninger. Folk påstår, at de går mere i kirke, end de gør. I de perioder, jeg har interviewet, har jeg været i kirke hver søndag, og nogle af de informanter, der hævdede, at de gik i kirke hver søndag, deltog ikke i gudstjenesten!  Hvis jeg sammenligner med kirkegangen i 1960erne, da jeg første gang var i Grønland, er der tale om en fantastisk tilbagegang. Nogle har talt om en sekulariseringseksplosion. Når der var gudstjenester i bygden Arsuk i 1960erne, var kirken fyldt til bristepunktet. Da jeg besøgte bygden 30 år efter, var der kun 5-6 kirkegængere til de gudstjenester, jeg deltog i. Selv om befolkningstallet var dalet til næsten det halve, er der dog tale om en mærkbar ændring.

Det, som jeg mener fremgår af de historiske kilder, at det kristne syndsbegreb fra missionens start har været et fremmedelement, bliver også bekræftet i interviewene. Det medfører tillige, at Jesus som frelser heller ikke har været vedkommende for grønlænderne. Vi har hørt, at Jesus ikke nævnes af informanterne i forbindelse med dåben, bortset fra ganske få. Men heller ikke i forbindelse med nadveren. I det hele taget har jesusskikkelsen aldrig haft nogen særlig fremtrædende plads i grønlandsk kristendom. Selv om man taler om ”vor lille frelser, som hjælper os til Himlen”, er der ikke tale om, at Jesus som frelser én gang for alle har sonet vor synd.

I disse Grosbøll-tider, hvor mange jamrer over, at bekendelsesskrifterne ikke efterleves, må jeg nok erkende, at det ikke står bedre til i den grønlandske kirke. Jeg tro ikke, der er ret mange i Grønland, der overhovedet kender til kirkens bekendelsesskrifter. For nogle år siden inden hjemmestyrets ikrafttræden var en grønlandsk kateket til den såkaldte bispeeksamen i København i forbindelse med sin forestående ordination. Herunder viste det sig, at han, der skulle ordineres to dage senere, aldrig havde hørt om Confessio Augustana! Biskoppen indrømmede siden, at han ville have dumpet vedkommende, hvis han ikke havde indbudt hele den grønlandske elite med minister i spidsen til middag i Bispegården efter ordinationen!

En af mine informanter fremkom uprovokeret med følgende udtalelse: ”Præsterne i Grønland regner med, at vi tror mere, end vi i virkeligheden gør!” [24]

Men hvilke civilreligiøse elementer er der i Grønland i dag? Her nævner informanterne afsyngningen  af jule- og nationalhymnen Guuterput qutsinnermiu ”Vor Gud i det høje”, som er bygget over englenes sang på Bethlehems mark julenat: ”Ære være Gud i det høje og på jorden fred”.  Her forenes troen på den kristne gud med inuitternes gamle stræben efter fred og harmoni, hvad der var en betingelse for, at livet kunne fortsætte under de barske betingelser. Selv ganske unge kirkefremmede indrømmede i interviewene, at de blev meget rørt, når ”Guuterput” blev sunget i julen.

I sin nytårstale slutter landsstyreformanden stadig sin tale med ordene: ”Gud beskytte og velsigne vort land!” Sandsynligvis er der tale om en afsmitning fra dronningens valgsprog: ”Gud bevare Danmark”, som hun jo slutter sin nytårstale med.

Grønlændernes traditionelle fejring af det, der sker for første gang fornægter sig stadig ikke. En tidligere landsprovst, det svarer til biskoppen i dag, har fortalt mig, at han og landshøvdingen (der dengang var den øverste verdslige embedsmand)  sammen ringede med kirkeklokkerne i Vor Frelsers kirke i Nuuk  For at sikre et godt år måtte både religionens og nationens leder lægge sig i selen.

1.søndag i advent fejres intenst i alle byer og bygder. Juletræet tændes, borgmesteren taler, og der synges adskillige salmer.

Landsstyrets første dag begynder med en procession i festdragt til kirken med gudstjeneste, svarende til Folketingets åbningsgudstjeneste i Danmark.

Man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget disse civilreligiøse elementer siger den enkelte grønlænder. I hvert fald vidner de interview, jeg har foretaget om, at det er den individuelle livstolkning, der betyder langt mest.

Jeg kan belyse det med et par udsagn af Áka Høegh, som er en af de kendteste nulevende grønlandske kunstnere. I et interview siger hun: ”Når man er ude i naturen, bliver man et helt lillebitte menneske. De store naturkræfter overtager en, og man får stor, stor respekt for naturen. Og så alle de ånder og al den mystik, som lever bag naturen. Den tror jeg meget på.”

I samme interview fortæller Áka Høegh om arbejdet med en udsmykning af den nye kirke i Tasiilaq, hvor til hun brugte drivtømmer: ”Kristendommen er en gave til os, lige som drivtømmeret var. Selv om man heroppe blev tvunget til at tro, var det jo en gave. Jeg respekterer dog stadig den gamle og smukke tro, vi har haft. Så man kan sige, at jeg tror på begge slags tro og fik dem til at mødes der ved stranden.” [25]

Lad os tage et spring ca. 100 år tilbage i Østgrønland. Her fik Knud Rasmussen en gammel østgrønlænder til at røbe sin livsanskuelse. Den lyder ordret: ”Jeg ved ingenting; men uafbrudt stiller Livet mig over for Kræfter, der er stærkere end jeg selv! Slægters Erfaringer har vi for, at det er svært at leve, og det er altid det uafvendelige, der bliver Mands og Kvindes Skæbne. Derfor tror vi paa det onde. Det gode behøver man ikke tage Hensyn til, for det er godt i sig selv og behøver ingen Tilbedelse. Det onde derimod, som lurer paa os i det store Mørke, truer os gennem Storm og Uvejr og sniger sig ind på os i klamme Taager, maa holdes borte fra de Veje, vi gaar. Menneskene formaar saa lidt, saa lidt, og vi ved ikke engang, om det, vi tror paa, er rigtigt. Det eneste, vi ved med Sikkerhed, er, at det, som skal ske, sker.” [26]

Med den yderst korte tid, jeg har haft til rådighed, har jeg forsøgt at redegøre for elementer af det, man kunne kalde grønlandsk civilreligion, dengang Grønland var et fangersamfund. Jeg har desuden peget på, at den enkeltes livstolkning eller privatreligion har betydet endnu mere end de fællesreligiøse elementer, fordi fangerne en stor del af året var meget alene, f.eks. når de var på fangst i kajakken.

Jeg har endelig forsøgt at påvise, at en del af den gamle privatreligion lever videre den dag i dag blandet med kristendommen eller en sekulariseret verdensforståelse.

Hvis man i dag prøver at pejle sig ind på grønlænderes identitet, vil det oftest vise sig, at det er den gamle inuitfilosofi og inuitreligion, der markerer sig stærkest og er det, de er mest stolte af.