af Jørgen Bøytler. I forbindelse med oplæg til seminaret "Hans Egede og Grønland - før og nu" 11.11. 2008, Center for Multireligiøse Studier, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.
De historiske fakta er kendte. Hans Egede, født 1686, kom til Grønland i 1721, og indledte missionsvirksomhed i Grønland. Efter at det danske kolonisationsforsøg måtte opgives i 1731, forblev Egede i Grønland, men forlod landet i 1736. Den statskirkelige mission fortsatte, flere missionærer kom til. Denne mission kan betragtes som civiliserende, mens Herrnhuternes mission kan opfattes som evangeliserende (Petersen 1991:257).
Brødremenighedens første missionærer ankom i 1733. Det var Christian David, der også havde medvirket ved oprettelsen af den første Brødremenighedsby Herrnhut og fætrene Matthæus og Christian Stach. Det er ofte sagt, at de kom for at hjælpe Hans Egede med at omvende grønlænderne til kristendommen og blev da også venligt modtaget af Hans Egede. De oprettede en koloni i nærheden af Godthåb og kaldte den Neu Herrnhut. I år 1900 afsluttede Brødremenigheden sit missionsarbejde i Grønland og medlemmerne blev overført til Den Danske Folkekirke.
Nu var det jo hverken Hans Egede eller Christian David, der var de første til at introducere kristendommen i Grønland. Traditionelt kaldes bonden Erik Thorvaldsen, kaldet Erik den Røde, for Grønlands opdager, da han i 982 kom til det, han kaldte Grønland. Sønnen, Leif, er tilskrevet kristendommens indførelse i Grønland. De indvandrede nordboere anses for at have været kristne. Men som bekendt forsvandt nordboerne. Tanken om, at der havde været kirker og klostre i Grønland, men at der i flere hundrede år ikke havde været livstegn fra de såkaldte nordboere, optog Egede og førte til hans interesse for Grønland. Han opfattede efterhånden ideen om, eller kaldet til at rejse til Grønland, og det er jo netop i den anledning, vi i dag markere 300-året for Egedes kald.
Herrnhuternes ankomst til Grønland, ca. 12 år efter Egedes ankomst, er hovedinteressen i nærværende indlæg.
Grev Zinzendorf var den fornyede Brødremenigheds stifter og var i perioden 1722, næsten til sin død i 1760 Brødremenighedens organisator, chefideolog og leder. Hans tanke om hjertereligionen som et grundelement i tænkningen om kristendommen betød, at han var imod at der blev dannet en ny kirke eller sekt. Det vigtige var, at mennesker modtog Kristus i hjertet, at mennesker af hjertereligionen fandtes i ethvert kirkesamfund. De første ca. 20 år var Brødremenigheden i høj grad en bevægelse inden for især den lutherske kirke. Man havde talrige kontakter til andre kirkesamfund, men bevægelsen passede dårligt ind i den europæiske politiske og dermed også kirkepolitiske situation.
Gennem Spener blev han optaget af tanken om ecclesiola in ecclesia og kun modvilligt gik han med til at Brødrekirken 1740erne blev til en kirke med egne præster. Normalt anses Zinzendorfs ophold i Halle omkring 1715 og hans kendskab til Trankebar-missionen for at være udslaggivende for hans voldsomme interesse for mission, men allerede som 8-9-årig hørte han om mission i ”Ostindien” og blev optaget af det (Bergmann 1935:19). Som påvirket af pietismen, bogstaveligt talt fra barnsben, anså han det for vigtigt, at individet ”skulle føres til Frelseren,” kristendommen, altså hjertereligionen, var individets sag, en holdning, som afspejles i hans senere taler og skrifter. Gennem sin opdragelse blev Zinzendorf stærkt påvirket af pietismen Den unge Zinzendorf lærte Plütschau og Ziegenbald fra den hallensiske Trankebarmission at kende, han dannede som 15-årig sammen med Friedrich von Wattewille ”Sennepskornordnen,” en pagt for at fremme Hedningernes omvendelse . Herrnhut blev grundlagt i 1722 og den fornyede Brødremenighed stiftet i 1727 ifølge traditionen. Oplysningstidens lyst til udforskning af verden har også smittet af på Zinzendorf optagetheden af hedningernes frelse bliver den kristne legitimisering for at tage på opdagelse. Ved besøget i København 1731 mødte han både en tidligere slave Anton, fra St. Thomas og ifølge mange også to grønlændere. Han hørte om Egedes missionsarbejde under opholdet i København. Altså, gennem en årelang udvikling og påvirkning fra hallensisk pietisme, forstærket af personlige møder med missionærer og mennesker fra oversøiske områder, blev Zinzendorfs tanke om at sende missionærer til fjerne områder, så ”hedningene” kunne lære frelseren at kende, grundlagt, og blev afgørende for Brødremenighedens udvikling. At det netop skulle blive St. Thomas og året efter Grønland, der som de første områder blev opsøgt af Brødremenighedens missionærer, ligner mere et tilfælde end planlagte strategier. Zinzendorf og herrnhuterne ville se det som Guds førelse, men ser man bort fra den, hvad man nok kun med stor forsigtighed bør gøre, så kunne de første missionærer vel lige så godt blevet sendt til Kina og Sydafrika, hvis en kineser og to hottentotter havde aflagt København besøg i 1731, hvis da ellers Kina og Cape-regionen havde været danske kolonier på det tidspunkt. Men nu var det altså Anton fra St. Thomas og de to Grønlændere Zinzendorf traf og det blev Caribisk og arktisk område, som blev missionærernes første arbejdssteder, og begge områder var under dansk herredømme. Den danske konges begejstring for Zinzendorf var den politiske baggrund for, at Zinzendorf kunne sende missionærer. Begejstringen fordampede hurtigt, men alligevel fik Herrnhuterne lov til at fortsætte i begge områder. [1] Det skal tilføjes, at meget hurtigt blev missionærer sendt til andre dele af verden og missionstænkning og missionsteori blev udviklet i Brødremenigheden. Så nok kan begyndelsen virke abrupt, men tænkningen tog form i de følgende år og blev bestemmende for missionsarbejdets udvikling, også i Grønland.
Zinzendorf sagde på en rejse til Vestindien: "St. Thomas er et større under end Hermhut(Malmstrøm 1948:64). Mission kom til at spille en afgørende rolle for kirkens liv, og den udvikling er fortsat. I 1910 vurderedes det, at i Europa og USA var en ud af hver 60 voksne medlemmer af Brødrekirken missionær. Menigheden, som sådan, driver mission, den lever ikke blot for mission, men af mission. For pietismen gjaldt at ”Mission blev ændret fra kun at være noget, som vedkom ledere og kirkehierakier til at blive en sag med hvilken almindelige kristne, ikke bare kunne identificere sig, men i hvilken de aktivt kunne deltage” (Bosch 1991:55). Lige som økumenien, var det i særlig grad gældende for Brødrekirken.
Der er i litteraturen ikke særlig store mængder af teoretiske overvejelser om Brødremenighedens mission. Zinzendorf lagde i høj grad linjen, den fornyede Brødrekirke fandt i høj grad sin form og sit udtryk i Zinzendorfs levetid.
Når Brødremenighedens missionærer tog ud påmissionsarbejde, så tog de ideelt set til steder, hvor der ikke var en kirke, de skulle gå til de svage, til de udstødte, til dem, der ellers ikke blev forkyndt for. [2] Det nærmer sig et paradigme. Zinzendorf mente at det var målet at samle de enkelte udvalgte sjæle, som den Hellige Ånd har kaldet til en Kristi menighed. Skønt Zinzendorf var imod, hvad han kaldte "omvendelsessyge pietister", så ser man hans påvirkning af pietismen i, at han opererer med tanken om en førstegrøde af omvendte, (Bergmann 1961:189-191) de fik til tider næsten helgenagtig status. Men virkeligheden kom til at overgå forventningerne, med Grønland som et oplagt eksempel på succesfuld missionsvirksomhed. Alligevel kan det siges, at Brødremenighedens oprindelige fremgangsmåde, førstegrøde-tanken, "indeholder et gavnligt korrektiv mod en overfladisk missioneren.
Zinzendorf kræver af missionærerne, [3] at de skal være besjælede af ydmyg tro og brændende, virketrang, og de skal vogte sig for hovmod. Det fordres af de første missionærer, at de tager ud og lever sammen med slaverne, de skal assimilere sig med de mennesker de er sendt til. Der er beretninger fra indianermissionen om, at Brødrekirkens missionærer blev ugleset af andre kolonister, for deres syn på indianerne. "Vor metode til at omvende hedningerne er at vandre gudfrygtigt iblandt dem, så længe, til de spørger: 'Hvor kommer dog de folk fra?" Missionærerne skulle ikke begynde med at prædike og holde møder, men leve et stille liv "som salige mennesker, hvem det var en glæde at gøre godt" (Bergmann 1935:191). I missionærernes respekt for f eks. slaver, men også for "naturfolk" er der tale om et menneskesyn, som var forud for sin tid, Endvidere er det en klar understregning af, at forkyndelse foregår ved både ord og handling. Missionærerne har ofte været håndværkere, og andre praktikere og begrebet teltmagere er godt nok ikke som ord opfundet af Brødrekirken, men har i sin essens været særdeles bærende i Unitetets mission, især i begyndelsen. Den grønlandske mission viste tydeligt styrker og svagheder ved at sende ikke akademisk uddannede missionærer: Man kom lettere i kontakt med befolkning, man kunne klare sig selv langt på vej uden statens understøttelse, men samtidig var man sårbar for religiøs ekstremisme og sektvæsen. Brødremenighedens karakter af enkeltmenigheder i europæisk område betød, at missionsarbejdet i langt mindre grad end meget af det lutherske, statskirkestøttede missionsarbejde var afhængigt af kolonimagt. Dog er kolonimagtens tilladelse til at arbejde uundværlig.
Kristus og korset skulle være midtpunktet i forkyndelsen. Ortodoksien regnede med en universel forkyndelse af evangeliet ved de første apostle. Zinzendorf regner med en universel udgydelse af Ånden ved den første pinse... Det betyder at også hedningerne står direkte under Åndens påvirkning, uafhængig af Guds ords forkyndelse. Ånden er vej-rydder for evangeliet. Dermed drejer det sig i missionen om at lade budskabet lyde, så det kan modtages i tro af dem, som allerede i deres almindelige, førkristne livserfaring har oplevet at stå under Åndens bearbejdelse (Berentsen 1994:116). Der er her ligheder med Sokrates' tale om, at sandheden skal generindres, en tanke som den dialektiske teologi gjorde op med. Videre forholder det sig sådan, at Fr. Schleiermacher, som den liberale teologi i høj grad støtter sig på, var påvirket af Brødremenigheden.
Zinzendorf pointerer den universelle rækkevidde af Kristi død som stedfortrædende straflidelse for alle. "Intet folk, ingen nation, intet menneske er i og for sig udelukket derfra.. De uomvendte, naturlige mennesker hører egentlig Sønnen til." Kristus er derfor ikke bare missionens ophavsmand. Han er selv den egentlige missionær ‑ sendt til alle. Jesu død er dermed missionens eneste legitime grund, samtidig med at den i en sum er missionens indhold. Dette indebærer for øvrigt at ligesom Kristi død var frivillig selvhengivelse, kan budskabet om ham ikke påtvinges nogen. Det kan bare forkyndes. Mission og tolerance har for Zinzendorf den samme rod.
Mission er altså forkyndelse, missionstænkningen må være integreret i de centrale elementer i kristentroen. Disse tanker fører ud over en konfessionel sammenhæng, jf. den pragmatiske holdning til bekendelsesskrifter. Eller sagt pal en anden måde: Den evangeliske frihed, sola fide vil Brødrekirken vedkende sig og samtidig vil Brødrekirken fastholde, at kun i missionssituationen, kun i troens synlige udfoldelse i menighedens og den kristnes liv vil kirken, legemet overleve. Mission er altså en livsnødvendig del af kirken.
Meget hurtigt efter, at missionsarbejdet var startet, blev det klart, at man skulle have nationale kristne til at hjælpe med missionsarbejdet. Der var altså fra begyndelsen en fokusering på den nye kirkes begyndende selvudbredelse. Når Zinzendorf kunne tale om, at "hedningerne ikke skulle gøres til tyskere, men beholde deres sprog (Bergmann 1961:223) [4] ja talte han kontekstualisering af evangeliet. Når han kunne tale om at "missionens sidste mål er en selvstændig kirke af indfødte kristne. "Vi vil med alvor arbejde på, at hedningerne ikke mere trænger til os, men alene kan føre deres sag videre," så lagde han grunden til de selvstændige missionskirker og dermed til at Unitas Fratrum i dag har udviklet sig til et fællesskab, som nok i fremtiden i højere og højere grad skal hente sin åndelige styrke og legitimitet fra netop disse nye "kirker".
Egede ville i kontakt med nordboerne, David ville omvende hedninge. Det var udgangspunkterne for de to forskellige missioner på Grønland. Egede fandt ingen nordboere, men trods en vanskelig begyndelse, blev det ham, der trak det længste strå, og en grønlandsk kirke kan i år se 300 år tilbage. Egedes første vision blev ikke opfyldt, men det blev hans mission. Brødrene fik 167 år på Grønland og trak sig så tilbage. De efterlod sig spor i salmer og musik, i oversættelser og i kristendomsopfattelse. Brødrenes første vision blev langt på vej opfyldt, og ser man en missionsindsats som en tidsbegrænset opgave, blev den altså også opfyldt.
Selv om der er tydelige teologiske forskelle mellem de to missioner, må det alligevel i højere grad tilskrives de skiftende tiders politiske og kirkepolitiske tilstande, at det gik som det gik.
Bergmann, L.: Zinzendorfs Indsats i Missionens Historie, København 1935
Bergmann, Lorenz: Grev Zinzendorf, II, København 1961
Berentsen m.fl .: Missiologi i dag, Oslo, 1994
Bosch, David J.: Transforming Mission, Paradigm Shifts in Theology of Mission, Maryknoll 1991
Büsching, Frid.: Efterretning om Brødre‑ Umtetets oprindelse ogfremgang ogfornemmelig om dets nærvterendeforfatning, oversat tildansk, Kjøbenhavn 1783
Christensen, H.H: Kirkekamp og hedningemission, i tidsskriftet Grønland, nr. 8-9-10, Charlottenlund 1983.
Malmstrøm, A .: Evangeliet til alverden, bd. 1, København 1948
Petersen, A.M: Mission i Grønland – samarbejde og modsætninger, i tidsskriftet Grønland, nr. 9-10, Charlottenlund 1991.
[1] Den dankse kirkekamp i perioden kunne hurtigt have stoppet Herrnhuternes mission på Grønland. Bruddet mellem Halle og Herrnhut i 1733 gjorde, at Herrnhuterne i Danmark nu blev anset for at være en del af de separatistiske lægmandsbevægelser og Zinzendorf mistede i løbet af kort tid den danske konges velvillighed. Men når brødrene alligevel fik lov at fortsætte missionsabejdet, både i Vestindien og i Grønland, må det anses for et udtryk for en del og hersk strategi fra kongens side, for hermed tilgodeså han ikke kun de danske kredse, der stadig var positive over for Zinzendorf, men kunne også kompensere for den manglende danske interesse for Egedes projekt (Christensen 1983:236)
[2] Man kann hævde, at i tilfældet Grønland, gik Egede-missionen til de samme mennesker, og der er en diskrepans heri, for dels ville Herrnhuterne hævde, at den luthersk ortodokse Hans Egede ikke forkyndte evangeliet sandt, dels hævdede de jo netop ”hjertereligionen” som teologisk paradigme, hvilket også ville give forventning om at finde medlemmer af hjertereligionen blandt lutherske Grønlændere. Men da netop grundlaget var, at brødrene skulle til Grønland for at hjælpe Egede med missionsarbejdet, og det så viste sig, at samarbejdet var vanskeligt, så så man bort fra princippet om at gå til dem, andre ikke går til.
[3] Büsching, Frid.: Efterretning om Brødre‑ Umtetets oprindelse ogfremgang ogfornemmelig om dets nærvterendeforfatning , oversat tildansk, Kjøbenhavn 1783: Uddrag af en engelsk forordning for Brødrernenigheds-missionærer: Missionæren skal 1) Undflye meget ombyggeligen alle stridigheder med andre religions‑forvandte, 2) De anvise deres Missionærer, ikke at lokke de hedninge til sig, som af andre Missioer ere blevne overbeviiste eller og ikkun rørte, eller på nogen slags Maade at blande sig i fremmed Arbejde, og ellers foraarsage Avind og Uvenskab, som noget der ikke kan gaae af uden Skade, endog iblandt Hedningene; 3) De blande sig aldrig i Hedningenes Forhold til Øvrigheden; 4) Deres Missionairer alholde sig for al Indflydelse i politiske Omstændigheder; tage heller ingen Andeel i Commercien, men ernære sig af deres hænders Arbejde, og det ofte kummerlig, eller faa i anden Fald det, som de behøvetil deres Underholdning, fra Menigheden. 5) I det, som henhører til Øvrighedens Embede, forlange de ingen videre Indsigt, end at de giøre sig Umag for at vide sammes Befalinger, for som troe Undersaatter at kunne rette sig derefter ligesom de også 6) muligt søge at vedligeholde de ny omvendte Hedningers Lydighed og sammes bedste Forstaaelse med deres Herrer og Foresatte, ja ogsaa at befordre samme i henseende til de endnu uomvendte hedninge. (p. 185f)
[4] citeret fra Jüngerhaus Diarium. 2/7 1753
