Panel-oplæg ved Seminar med Darrell Guder, Århus Universitet 1. september 04 af Niels Henrik Arndt, biskop, Haderslev stift.
Jeg vil til indledning spille ud med 6 forslag (så er der noget at gå i gang med. Kirken skal
se situationen i øjnene: der sker en langsom fra-sivning fra klassisk kirke-kristendom. Det er ikke hele sandheden, men i hvert fald en uomgængelig del af den
gå mere offensivt i clinch med kulturen – det har i ikke rigtig haft teologer, der har gjort siden Løgstrup og Lindhardt
helt anderledes markant styrke menigheds-tanken, fordi det er menigheden der er subjekt for Kristus-vidnesbyrdet
vise en større ”brutalitet” overfor en organisations-kultur, som hæmmer tanken om mission som et fælles anliggende
udvikle og dyrke netværk med kirker i lignende situation og lære af dem
skabe mødesteder i forhold til de ikke-kristne religioner.
Man kan henvise til resultaterne fra pluralismeprojektets undersøgelser i Århus by, publiceret i ”Religiøs mangfoldighed”. Væksten i udbuddet af religioner og spirituelle grupper siges at gå lidt langsommere i Danmark end i det øvrige Europa på grund af Folkekirkens traditionelle særstilling og den fortsat store medlemstilslutning til den. Men pluralismen er der; den vokser, og enhver forestilling om at komme tilbage til et mono-religiøst samfund er udtryk for virkelighedsflugt.
Den multireligiøse situation er f.eks. kendetegnet ved, at den enkelte godt kan være tilknyttet mere end én religion. Man funktionsopdeler så at sige religionerne; nogle handlinger varetages af en, andre af en anden religion. Religionen tilknyttes dermed ikke (endsige forankres i) den fælles diskurs. Den henvises til det private til- og fravalg. Problemet er ikke, at folk ikke kan tro på Gud– men i en vis forstand det modsatte: at der nærmest ingen grænser er for, hvor meget de kan tro på, men på hver deres meget private måde.
Hvis man vil tale om en udfordring til den kristne kirke, kommer den – bortset måske fra islam – ikke så meget fra de enkelte grupperinger, men snarere fra hele den pluralistiske situation og ikke mindst den betydning, som denne har for den grundlæggende opfattelse af tro.
En religions-pluralistisk situation hindrer ikke fremgang for kristendommen. Kristendommens første store vækst skete i en situation, præget af mange religioner. Og i disse år er kristendommen inde i en forrygende vækst just i områder, hvor det religiøse billede er langt mere broget end hos os. Omvendt: selve det, at de allerfleste åbenbart tror på en eller anden Gud, indebærer ikke automatisk en nemmere situation for den kristne kirke. At opfatte den såkaldt åndelige søgen som kirkens store mulighed, som den hidtil blot ikke har været god nok til at opfange, er at overse, at denne søgen ikke bare er ganske almen og forudsætningsløs, men for de fleste allerede rummer en forudforståelse af, hvad der skal til for at imødekomme den. Og kirken skal jo nok møde folk dér, hvor de er, og gå med dem derfra, men den kan ikke gå i en hvilken som helst retning.
Det er tankevækkende, at vi i dagens Danmark har sværere ved at forholde os relativt til den kulturelle pluralisme end til den religiøse pluralisme. Når det drejer sig om den kulturelle pluralisme og den synlige forskel i livsstil, som følger deraf, opfattes den af ganske mange som en risiko for det ene samfund. Når det drejer sig om den religiøse pluralisme, er der derimod en opfattelse af, at den er samfundsmæssigt irrelevant, fordi der ikke findes noget, man kan kalde den religiøse sandhed, men kun forskellige opfattelser af ”sandheden”. Den, der i dag vil gøre gældende, at verden er skabt med et formål, at den har en bestemmelse, henvises til privat-sfæren. Dér tolereres pluralismen fuldt ud. Til gengæld tillægges sådanne opfattelser kun ringe betydning i det fælles rum. Det indebærer en forvisning af kristendommen sammen med alle de andre religioner til et område, hvor pluralismen kan tolereres, nemlig der hvor der ikke findes kendsgerninger og sandhed, men religiøsitet og værdier.
Jeg er meget optaget af Lesslie Newbigins tanke om kristendommen som en sandhed, der kan gøres gældende offentligt, dvs. hævdelsen af, at kristendom har med alting at gøre. Jeg længes ikke efter en konvergens mellem kirkens forkyndelse og samfundets indretning. Det ville være både umuligt og naivt - og ukristeligt på grund af den triumfalisme, der ville være forbundet dermed. Men kristendommen kan ikke affinde sig med at blive forvist til kun at have gyldighed for den enkelte, og for så vidt han eller hun tilslutter sig den. Kristendommen kan ikke affinde sig med at blive gjort til en esoterisk ”viden”, som dyrkes i indviede cirkler.
Talen om kristendommen som offentlig sandhed indebærer ikke en sandhed, som alle er enige om, eller alle må underkaste sig. Det er ikke et forsøg på at påberåbe sig ”kristen kontrol over Areopagos” – men blot en påstand om, at også dér giver Kristus-bekendelsen mening . Med offentlig sandhed mener jeg heller ikke en indiskutabel, ubetvivlelig sandhed. Ved at tale om kristendommen som offentlig sandhed gør man i virkeligheden pluralismen gældende også i det fælles rum. Men man udfordrer den selvfølgelig også fordi man insisterer på, at der findes noget, der hedder sandhed, også når det drejer sig om religion.
I dette efterår udkommer på dansk Gustaf Wingrens lille bog ”Människa och kristen”. Det er primært en bog om Irenæus, men i vor tids åndelige klima ser Wingren forbløffende paralleller til religiøsiteten i anden halvdel af andet århundrede. Vores tid er gnostisk på den måde, at der måske nok er en høj grad af åndelighed, men Gud har ikke med det pulserende liv at gøre. Wingren nævner en lang række symptomer derpå: vore vanskeligheder ved at tale om Gud som skaber; vore problemer ved at tale om Gud i det hele taget; hele vægten kommer til at ligge på Jesus, men ikke Jesus som den, der genrejser det skabte liv, derimod som den, igennem hvem man vinder kundskab, gnosis . Ordet ”åbenbaring” er blevet frarøvet sit hændelses-aspekt og handler kun om en afsløring af nogle ”værdier”. Menneskelivet opfattes som meningsløst eller ligefrem håbløst, uden fremtidsperspektiv. Gudsriget forstås som immanent; den store radikale forvandling af denne jord fortoner sig, den fælles menneskehistories fuldendelse ved tidernes ende er ikke længere et tema. Alt dette minder om gnosticismen
Wingren maler med den brede pensel, og nogle nuancer forsvinder. Men han har en vigtig pointe deri, at det, som det gælder om at fastholde (også netop i den religionspluralistiske situation), er, at evangeliet også indebærer en ny horisont for denne jord og for universalhistorien. Det er et total-syn, der skal til – ikke en dualisme. Det er efter Wingren afgørende, fordi kristendommen på den måde ikke isoleres fra, hvad der i øvrigt pågår i samfundet. Det er et værn mod den kvietistiske tilbagetrækning fra verden, et værn mod utopierne som altid løber vild, og et værn mod kynismen. [Jeg vil mene, at Grosbølls kristendomsforståelse også er ”gnostisk” – dog opfatter han ikke kristendommen som en esoterisk viden, men som et ”civilisations-indspil”.]
Hvordan kan vi forkynde kristendom – og så bilde os ind, at det ikke har universel betydning, for den enkeltes og for det fælles liv ? Og hvis det har det, må det så ikke bekendes, præsenteres overalt ? Det handler om mission. Mission er også repræsentere kristendommen. Det hører med. Overalt, hvor kristendommen vinder frem i disse år, er det først og fremmest menighedens vidnesbyrd, der gør udslaget, mennesker, der i fællesskab lever af og på og efter dette budskab.
I Danmark holder vi politik og religion adskilt, sagde statsministeren i sin nytårstale 2003. Og det, han lægger op til, er, at de to hører hjemme i forskellige rum. Det mener jeg i bedste fald er en overordentlig forenklet gengivelse af toregimentelæren. Toregimentelæren handlede for Luther om, hvad det åndelige angår at fastholde et kristent menneskes frihed, ikke om at holde kristendommen borte fra politikkens verden. Politikerne vil måske begrunde adskillelsen med, at det er man nødt til i respekt for den religiøse pluralisme. Men lad dem ikke slippe af sted med det. De skal have sandheden at vide.
Alt går galt, hvis ikke kristendommen er der til at holde politikken på plads. Ikke at jeg tror eller ønsker, at kristendom kan få monopol på at gøre sig gældende i samfundet. Men dens røst er afgørende.
Jeg føler ubehag ved den selvfølelse, der præger en del af den vestlige teologi – vi optræder som om vi er en slags kristenhedens elite, ene om at kunne føre kristendommen ind i den moderne verden. (Tallene taler i hvert fald imod os. Vi, der ikke stadigvæk har langt bedre muligheder for at komme til orde end kirkerne sydpå, vi oplever en kristendommens tilbagegang af betydeligt omfang. Mens de, der i en helt anden forstand end os har den religiøse pluralisme inde på livet, oplever en voldsom vækst i disse år.)
Jeg siger ikke, at vi bare skal skrotte det 20. århundredes teologi – vi må jo træde de spor, som vi tror er rigtige. Men at mene at vores afsked med traditionen er den eneste vej frem, forekommer mig at være en selvovervurdering. Når ludfattige masser i den 3. verden tror enfoldigt på Jesus som deres herre og eneste håb, opfattes de nærmest som en fundamentalistisk smitte-kim ind i den fine, euro-amerikansk civiliserede kirke. Vi overfører vores egen modstilling af fundamentalisme-liberalistisk teologi på deres teologi. Og det er forkert. Når de ikke-kristne religioner afviser den tromlende vestlige oplysnings-imperialisme, lytter vi respektfuldt. Men hvis de kristne fra samme verdensdele vover at gøre det, får de ørerne i maskinen - overfor dem lever det kulturelle hovmod i bedste velgående.
Hvis vi tror, at vi respekterer de andre religioner ved at tale om, at vi må renoncere på kristendommens påstand om at være universel sandhed, så skal vi i hvert fald erkende, at denne subjektive relativisme også indbefatter et total-angreb på de religioner, vi gerne vil være så flinke imod. De ødelægges også, når vi hævder, at det da er hovmodigt at tro i dag, at kun en enkelt religion ejer sandheden. De værger sig overfor denne sirene-sang; de hører den, ikke helt ubegrundet, som en ny udgave af den gammelkendte vestlige kultur-imperialisme, som ganske vist har befriet sig for kristendommen, fordi den på en eller anden måde kunne komme til at stå dens erobringstogt i vejen.
Petrus Damiani sagde i middelalderen: Det er æreløst, når en kristen ikke er i stand til at aflægge regnskab for Kristus og må løbe slået og målløs fra sine hånende modstandere. Man må kunne aflægge regnskab.
Sommetider afviser man den som teoretisk og kun medvirkende til at skærpe forholdet mellem kristne og andre. Vi skal i stedet udvikle en ”handlingen dialog”, siger man, gøre noget sammen for på den måde at relativere forskellene imellem os. Skal vi tale sammen, må det være om det, som vi har til fælles, og ikke det, som adskiller os.
Jeg synes det er pauvert. Vel kan der etableres nogle fælles forudsætninger at føre samtale ud fra, men der er en dialektik mellem det fælles og det adskillende specifikke, som må fastholdes. Man skal ind i centrum for at forstå udenværkerne, føre en samtale ud fra den kristne teologis midte. Og det er måske i virkeligheden det, der mest af alt er brug for. I hvert fald er der også brug for det. Hvis vi ikke har gjort os selv begribeligt, hvad der er det centrale, hvordan skulle vi så være i stand til meningsfuldt at føre samtale om det perifere?
Men samtidig er det afgørende at man kan stille sig i øjenhøjde med sin modpart, dvs. afstå fra bedrevidenhed eller det indforståede teologiske sprog: Elementarisere kristendommens centrale indhold under tilsidesættelse af vane-formuleringer.
I den multireligiøse situation at gå i gang i centrum af vore kontroverser kræver et mod, som jeg ville ønske vi havde lidt mere af.
tilbage til start.
