Folkekirken, religionsfriheden og mindretallene. Hvordan går det med den højt besungne grundtvigske frihed? Oplæg af Birthe Rønn Hornbech, medlem af Folketinget og formand for kirkeudvalget, i forbindelse med "Kristendommen i Danmark", et udgivelsesseminar i anledning af Viggo Mortensen: "Kristendommen under forvandling".
Mange tak for indbydelsen til forskningens døgn her på Århus Universitet. Det siger sig selv, at jeg med den tilmålte tid næsten kun kan tale i overskrifter.
Med den bog af professor Viggo Mortensen, der præsenteres i dag, har både forskere på universiteterne, men også det, der af og til kaldes Folkekirkens myndige lægfolk fået en fremstilling, om kristendommens forvandling, der både stemmer sindet til eftertanke og ægger til samtale, men også til modsigelse.
Kristendommens tilstand som officiel flertalstro i Danmark, og på en gang den historiske forudsætning for vort samfund og nutidens virkelighed med de mange indvandrere, der bringer nye religioner til Danmark og de moderne danskeres forventning om, at det religiøse supermarked er til for menneskets skyld og til fri afbenyttelse og sammensætning af de religiøse momenter, der passer til det enkelte selvoptagede menneske, samt traditionstabet - fremstilles af Viggo Mortensen meget nøgternt og realistisk Danmarks tilstand. Folkekirkens udfordring.
Som jeg læser Viggo Mortensen, drager forfatteren som andre før ham den konklusion, at dialog må der til. Dialog med andre religioner fremmer forståelsen. De ord er jeg meget enig med Viggo Mortensen i. Men hvis det netop skal blive til mere end ord, er det nødvendigt at drøfte, hvordan vi mere operativt fører en dialog f. eks. med muslimer.
I forskningens døgn er det vel rimeligt at stille spørgsmålet: Hvordan f. eks. med dialogen i forskningen. Det mangler jeg svar på. Der er vel en række absolutter, der i forskningen ikke er til diskussion. Kildekritik, objektivitet indenfor det menneskeligt mulige, udelukkelse af teologiske studier som konfessionelle præsteskoler. Om disse krav er vel ingen dialog mulig. Vi kan ikke give køb på de videnskabelige principper. Det bør universiteterne selv sige ærligt, så det også når frem til de folketingspolitikere, der mener, at muslimske forkyndere bare skal tvinges til en imamuddannelse på et dansk universitet og så er alt godt. Her burde universiteterne ha svaret klart. Det er ikke muligt. Universiteterne er videnskabsinstitutioner med videnskabsprincipper, der gælder for alle. Forskellen i videnskabssyn bør være en del af forsøg på en dialog. Forskellen er sikkert for tiden en uoverstigelig barriere. Men så må den i hvert fald beskrives og drøftes.
På andre danske arbejdspladser udenfor læreanstalterne er situationen en helt anden. Det er stærkt beklageligt, at det er så vanskeligt for flygtninge og indvandrere at få arbejde, men det er ikke anliggendet i dag. Der er i Viggo Mortensens bog et par steder nogle formuleringer, der efterlader mig med det spørgsmål om forfatteren mener, at vi alle og til enhver tid er religiøse mennesker. Sådan er det i hvert fald ikke i Danmark, hvis man spørger den enkelte dansker på en arbejdsplads.
Danskerne betragter ofte tro som en privatsag og det er f. eks. ikke noget man drøfter særlig intenst på en arbejdsplads. Det betyder så til gengæld det positive, at hundreder af tusinder med vidt forskellige religioner omgås hinanden på den fælles arbejdsplads uden at betragte hinanden som religiøse væsener. De omgås efter danske normer om samarbejdsudvalg, forhandlingsmodel. mv. Nyttigt for integrationen og nyttigt for at bløde op for danskernes fordomme. Men ikke til megen nytte for de muslimer, der ønsker at blive klogere på, hvad danskerne egentlig tror.
Men selvom de religiøse forskelle til dels opløses i det daglige på en dansk arbejdsplads, er det selvsagt helt afgørende for Danmarks fremtid, at vi mere grundlæggende besinder os på vort eget og de forskelle, der er på religionerne og kulturen og overvejer, hvor meget vi f. eks., vil slås for de fornemme frihedstraditioner, som netop er kommet religiøse mindretal også indenfor Folkekirken til gode.
Det er jo let nok, at gå ind for frihed, så længe vil alle er nogenlunde ens og tror og mener nogenlunde det samme.
Det bliver straks langt vanskeligere med den frihed, når vor evangelisk- lutherske kristendom og kirkeordning udfordres, når kønnenes ligestilling udfordres, når de demokratiske normer udfordres. Når vi udfordres af at være landsmænd med tusinder af mennesker fra fremmede himmelstrøg, der hævder deres ret til at tage religionen og deres livsførelse alvorlig.
Så er det ikke blot åndsfriheden, der udfordres. Så er det den enkelte dansker, der er til eksamen. Spørgsmålet er om vi kan bestå den eksamen, Er der overhovedet nogen ånd tilbage, der kan udfordres. I den grundlovgivende rigsforsamling sagde Grundtvig i en tale:
Friheden duer til alt godt. Trældommen duer til intet i Åndens rige.
Ordene faldt under en diskussion om religionsfrihed. Det var meningen at indføre religionsfrihed. DVS, at pligten til at være medlem af statskirken, blev af løst af en ret til at melde sig ud af det, der blev Folkekirken. Men det kunne også blive for meget med den frihed mente Monrad. Han mente derfor, at de, der meldte sig ud af Folkekirken skulle have tilladelse til a t melde sig ud.
Det fik altså Grundtvig til at udbryde:
Friheden duer til alt godt. Trældommen duer til intet i Åndens rige.
I dag tales der meget lidt om åndsfrihed, ja ordet findes kun i de færreste ordbøger og leksika. Åndsfrihed og religionsfrihed er ikke i høj kurs i disse år og der er beklageligt ofte grund til at minde om, at vi har trosfrihed i Danmark. Religionsfriheden er heller ikke en af de frihedsrettigheder, som de politisk korrekte sværmer mest for, måske fordi mange selv mangler et religiøst ståsted.
Det gentages i debatten igen og igen som et mantra, at muslimerne ikke skal have lov at blande religion og politik sammen. Igen og igen lyder danske politikeres krav om, at imamerne bare har at lære deres menighed at adskille religion og politik. Den slags udtalelser vidner om komplet mangel på forståelse for muslimernes tro. Ja, ikke sjældent høres det, at kristendommen som lære blander kristendom og politik fordi vi har en folkekirkelig ordning. Men holdningerne vidner også om en generel foragt for tro og religiøs tænkning. Endelig vidner udsagnet om, folkekirkeordningen er udtryk for en sammenbladning af kristendom og politik om totalt mangel på forståelse for, hvad Luthersk kristendom er, nemlig, at den skelnen mellem lov og evangelium, netop hidrører fra evangeliet.
Forståelsen for denne skelnen er desværre slet ikke mere en selvfølge blandt danskere. I det sekulære tusindårsrige er sondringen mellem de to regimenter ophævet. I det sekulariserede samfund nøjes staten ikke med at udøve det verdslige regimente. Statsmagten har en trang til at ville frelse sjælene fra religionen og kommer derved til selv at indtage pladsen som nykirkeligt regimente
Med en fuldstændig sækularisering, hvor adskillelse af religion og politik er total, bliver politikken religiøs og ophæve friheden. Politikken gør sig til både verdsligt og åndeligt regimente. Friheden får endnu vanskeligere forhold endnu vanskeligere vilkår fordi politikerne i stigende omfang ikke vil nøjes med at lovgive for borgernes handlinger, men kaste sig over borgernes holdninger. Faktisk er det min opfattelse, at staten ikke kan blive ved med at nøjes med at være verdslig, hvis ikke evangeliet forkyndes.
Hvordan skal vi så føre den dialog mellem religionerne, som jeg er meget enig med Viggo Mortensen er helt fundamental.
Der er jo stor forskel på Islam og kristendom. Der er stor forskel på vor måde at udøve religionerne på. Den forskel må vi affinde os med. Kristendom og islam er og bliver modstandere. Det skal vi ikke putte med. Tværtimod skylder vi alle troende mennesker, at tage dem og deres tro alvorligt og vise respekt ved, at demonstrere, at vi kan drøfte forskellene, samtidig med, at vi står fast på vort eget.
Respektfuld dialog er ikke en holdningsløs tolerance, hvor vi bare siger, at enhver bliver salig i sin tro, og så ikke interesserer os for andres tro. Det kommer der ingen dialog ud af. At undlade at have en mening giver ingen dialog. At strække våben før diskussionen er påbegyndt er ikke at tage sin modstander alvorlig. Det er åndelig dovenskab og med frisind har det intet at gøre.
Frisind er at lade sig udfordre af andres tro og meninger, åbent at lade andres mening komme frem, så den kan brydes med ens egen. Man skal turde åndsstriden. Der skal være hjerteblod. Alt er ikke et fedt. Der er brug for en åndskamp. Der er brug for, at vi bliver bedre til at sige, hvem vi selv er. Vi kan ikke unddrage os forpligtelsen til modsigelsen. Islam eller kristendom, fundamentalisme eller demokrati.
Der er masser af beslutningstagere, der står parate med forslag om flere forbud. Det er en stor fristelse for politikere, der gerne vil virke handlekraftige, at forsøge med alle mulige reguleringer, at forhindre ondskaben. Men ondskaben i verden skal ikke få os til at opgive det åbne samfund. Vi må leve med risikoen for at ondskaben også findes her, og fundamentalistiske muslimer legaliserer ikke en generel dæmonisering af alle muslimer i Danmark. Med forbud går vi selv fundamentalismens ærinde og demonstrer, at vi ikke mere tror på vort eget demokrati og vore egne frihedsrettigheder.
Frihed og retssamfund er to sider af samme sag, nemlig demokratiet. Friheden og retssamfundet kan ikke bruges som begrundelser for indgreb uden at man gør sig klart, at retssamfundet kun kan beskytte sig med retssamfundets egne midler, hvis det fortsat skal være et retssamfund.
Marginalisering og dæmonisering af mennesker med anden religiøs og kulturel baggrund er dybt skadelig for det demokratiske Danmark, man hævder at ville beskytte. Demokrati og folkeligt fællesskab holdes ikke sammen ved med meningspoliti, tvangsfjernelser og tvangsopdragelse.
Tværtimod er der brug for åndskamp for respektfuld dialog. Det har biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev understreget bl.a. i en kronik i Morgenavisen Jyllandsposten den 12. marts i år:
"Fordi, der er trosfrihed har den kristne kirke ret til også at forkynde det kristne budskab for ikke-kristne. At missionere iblandt dem. Hvis ikke der fandtes frihed også for de ikke-kristne, måtte vi anstændigvis holde os tilbage. Men fordi de har deres ret til at forblive, hvad de er, og at dyrke deres religion på den måde, de finder rigtigt, under den givne fælles lov, kan kirken tillade sig at gå dem på klingen, sige dem imod, aflægge et kristent vidnesbyrd.
Religionsfriheden legitimerer den konfrontation, som vi ikke kan unddrage os. Trosfriheden er ikke at slippe for den åndskamp, der altid må være, hvor spørgsmålet om sandhed og løgn er livet om at gøre. Det er tværtimod at give rum for den. Havde de ikke-kristne ikke fuld trosfrihed, måtte den kristne kirke lade dem være i fred. Men i religionsfrihedens rum har den efter sin selvforståelse både ret og pligt til at gå i clinch med den."
Her ligger opgaven, mine damer og herrer, at forfægte dette standpunkt.
