Oplæg fra Hans Hauge, lektor i Nordisk sprog og litteratur og kulturdebattør, i forbindelse med "Kristendommen i Danmark", et udgivelsesseminar i anledning af Viggo Mortensen: "Kristendommen under forvandling".
Det er vanskeligt at finde ud af, hvad det er, der er multikulturelt, når vi taler om det multikulturelle. Det kan næppe være det danske samfund, for kan det være både nationalt-homogent og multikulturelt-heterogent på samme tid? Er det danske samfund multikulturelt, når det er næsten lukket Kr. Himmelfartsdag? Altså så længe kalenderen er monokulturel med jul, påske, pinse for ikke at tale om Stor Bededag? Kristendommen regulerer her endnu det offentlige: dvs. både stat og marked, eller markedet og staten opretholder kristendommen. Selvom folket ikke fejrer påske, så gør Salling. Men i takt med at lukkeloven ophæves, afkristnes samfund og marked. Er Danmark multireligiøst, når ingen aner, hvorfor vi holder pinse - eller er samfundet ikke snarere minireligiøst?Er samfundet multikulturelt, når antallet af muslimer er kommet op på 180.000? Ja, måske hvis vi anskuer islam som en kultur, men nej hvis det er en religion, for så er samfundet vel snarere multireligiøst. Men hvornår skete overgangen da? Ved 100.000? Ved 50.000? I 1973 med indvandrerstoppet?
Hvad samfundet er, kommer an på hvem der ser det, og hvorfra det ses. I Canada er multikulturalisme det nationale særpræg, der skal adskille canadiere fra amerikanere: vi integrerer; I assimilerer, siger de i Canada og henviser til, at Canada er en mosaic - hvor hver lille sten er adskilt fra de andre, og hvor de tilsammen danner et billede - men det skjuler, at mosaikken rummer nogle kæmpesten som fx Quebec. USA derimod er en melting pot, en smeltedigel, hvor alle bliver amerikanere, uanset hvor de kommer fra; problemet er blot, at diglen er ved at smelte - the pot is melting. I begge tilfælde er meningen dog, at alle de mange efterhånden må blive til en - e pluribus unum og ikke e pluribus plures. Det er jo selve definitionen på et folk - dét mystiske at mange kan være et, hvad de ikke kan sådan rent rationelt.Det er naturligvis ikke tilfældigt, jeg nævner Canada, eftersom multikulturalisme blev opfundet og indført der i 1971 som "governement policy", og, hvad der er vigtigt, i en føderal stat, hvad Danmark som bekendt ikke er. Ordet skulle erstatte to andre ord: "biculturalism" og "cultural pluralism". Man fejrer en gang om året Multiculturalism Day - Canadas svar på Grundlovsdag. Kritikken af ideen har længe været på vej inden for forskningen: under betegnelsen transculturalism. Men det er en anden historie. Multikulturalisme er med et forældet ord: ideologi og ikke virkelighed.
Overgangen til multikulturalisme skete hurtigt. I Canada falder den sammen med en markant sekularisering, og i begge tilfælde er arkitekten premierminister Pierre Elliot Trudeau; der var liberal, anti-nationalist, filosofisk set "personalist" (E. Mounier), havde mottoet "the state has no place in the bedroom" - dvs. det sted hvor der var sex, religion, etnicitet og værdier. Altså i det private. Multikulturalisme var et forsøg på at holde det etniske, det religiøse udenfor det offentlige rum og opretholde forskellen mellem offentlig og privat. Religion og etnicitet var farlige, når de kom ud i det offentlige rum. Det er liberalisme lige efter bogen. Det skal også nævnes, at Trudeau var en from og rettroende katolik, men han blandede aldrig religion og politik eller privat og offentlig. I slutningen af 1960'erne gik to tredjedele af canadierne regelmæssigt i kirke om søndagen, mens kun fire ud af hver amerikaner gjorde. Canada var det konservativt, religiøse, USA det modernistisk-sekulære, hvad man kan illustrere med den konservative canadiske religionsfilosof George Grant sat over for amerikanske gud-er-død-teologer som Harvey Cox, Altizer og andre.På ganske kort tid gik Canada fra at være en kristen nation til en sekulær - og mest markant i Québec, hvor nationalismen erstattede katolicismen. Siden da er amerikanerne nu blevet mere religiøse, hvad kun viser, at historien ikke bevæger sig i en bestemt og slet ikke sekulær retning, selvom mange danske præster ville ønske det. Noget kunne altså tyde på, at multikulturalisme som ideologi erstatter eller falder sammen med eller bidrager til sekularisme.
Danmark var sikkert blevet ganske både afkristnet og sekulær, hvis ikke vi siden slutningen af 1960'erne havde fået den indvandring, der har ødelagt hele den moderne fortælling. I 1960'erne var præsterne godt rustede til at prædike kristendom i et irreligiøst samfund, men så vågnede de brat op og fandt sig omgivet med religion, og de havde mistet missionskompetencen, fordi de havde lært, at man ikke missionerer blandt barnedøbte. Og dem er der vel fortfarende 81 procent af. Man kan ofte læse - især i Politiken - hvordan de med slet skjult skadefryd skriver: det er et faktum, at Danmark er et multikulturelt, multireligiøst og multietnisk land. Og hvis det er et faktum, kan man næppe benægte det, eller kan man? Jo da. Ganske som det nationale er det multikulturelle ikke deskriptive termer. De beskriver ikke fænomener ude i samfundet. De er forestillinger, men derfor naturligvis virkelige og virkningsfulde.
I Viggo Mortensens Kristendommen under forvandling er der en historiefilosofisk tese, for nu at udtrykke det lidt pompøst - der arbejdes endda med en historisk nødvendighed, der går ud på, at vi - og der menes sikkert ikke kun Danmark, men hele verden går fra mono til multi - eller pluralisme - uanset om vi vil det eller ej. Både hvad angår religion, kultur og etnicitet. Der er tale om en art omvendt platonisme eller amerikanisme, hvor man gør fra en til mange og ikke fra mange til en. Figuren er velkendt fra filosofi og ikke mindst æstetik, og den fører altid til, at der alligevel skal etableres en organisk enhed igen, blot en ny eller anden. "Men vi må ikke glemme enheden (s. 151)", som VM skriver, og som han illustrerer med artiskokken. Dog skal jeg anføre, at globalisering kan karakteriseres som mangfoldighed uden enhed. Vi er ikke tvunget til at tænke i dualismer som den med en/mange.Enhed i mangfoldighed er et af EU's mottoer - unity in variety var det britiske imperiums. Og Viggo Mortensen nævner den lutherske model i den økumeniske teologi: enhed i forsonet forskellighed (diversity). Modellen karakteriserer imperier eller føderale republikker - som USA (der jo ikke er en nationsstat). Overgangen fra enshed til mangfoldighed følges ofte med et udsagn om, at mangfoldighed, variation, diversitet i sig selv er godt - mangfoldighedens fjende er vanen. Kultur er derfor ikke vaner, som det var engang.Multikulturalisme fører også med sig en fornyet lidt angstpræget spørgen efter sammenhængskraften. Det er klart: engang var sammenhængskraften - altså integrationen - evangelisk-luthersk kristendom. Det var i det dansk-norske imperium. Dernæst blev det danske, det nationale, sammenhængskraften eventuelt i kombination evangelisk-luthersk kristendom: som alle ved er disse to integrationsformer under heftig beskydning for tiden. Jeg foreslog, at de danskstuderende og kommende dansklærere burde kende noget til Grundtvig, og det blev mødt med et spørgsmål: er det, fordi DF skal være repræsenteret.
Men hvad erstatter religion og kultur som integrationsmiddel, som enhed i mangfoldigheden: det gør værdier, der derfor ikke er eller kan være til diskussion. Man kan skændes om værdiernes antal - Margrete Vestager mener, der er 9 (i manifestet Værdier i virkeligheden) - man alle er enige om, at de er der, og at de er både danske og universelle. Værdierne er nemlig ikke multikulturelle og pluralistiske. Det er menneskerettighederne heller ikke. Spørgsmålet er, hvad der er det multikulturelle, når det kommer til stykket? Ofte bruges det, forekommer det mig, som et rent polemisk udtryk. I virkeligheden er der tale om, hvad der hedder café-multikulturalisme eller på engelsk "boutique multiculturalism" (Stanley Fish); og som kun handler om overfladen, for når man kommer ned til der, hvor det gælder i en religion, kernen, så afvises det multikulturelle i værdiernes navn. Det gælder fx kvindens ligestilling, som vi netop mener at have gennemført, eller abort, men de fleste husker vel, da vi ikke hyldede de værdier.
Hvad skjuler multi-ordet? Læg mærke til at det er utælleligt. Vi kan tælle til en kultur - mono - men umærkeligt hopper vi fra en til så mange, at vi slet ikke har tal på dem. Illusionen om multi- kan man se mod slut i Viggo Mortensens bog med den lange liste over mange trossamfund. Det overvejes ikke at medtænke "quasi-religionerne": hvorfor ikke nationalisme, socialisme, dyrkelse af menneskerettigheder, fodboldfanklubber, humanisme eller sekulær fundamentalisme? (Se John E. Smith, Quasi-religions: Humanism, Marxism and Nationalism).Der er visse ting, der tyder på, at multi- skal skjule tallet to. I Canada blev biculturalism - fransk og engelsk - lavet til multi - og enhver kan se, hvad der sker. Majoritet og minoritet afskaffes; de store kulturer bliver mindre; de små store. Alle kulturer gøres lige store, sådan som mosaikbilledet skal illudere. Eller som i FN. Vi begyndte at tale om multireligiøst samfund herhjemme i det øjeblik, der var, ikke mange, men to religioner: kristendom og islam. Det ændrede debatten radikalt. Johannes Aagaards Dialogcenter handlede om nyreligiøse - asiatiske - bevægelser. Da talte vi ikke om multi- men om ny-. Vi var heller ikke multireligiøse, da der kom mormoner, metodister, Jehovas Vidner osv.: de var sekter, og kun ganske få teologer ville i respektfuld dialog med dem. De fik kritikken, gjorde de. Der har heller ikke været megen vilje til dialog med Menighedsfakultetet, og hvordan kan nogen tale om det monoreligiøse, når vi fysisk har to teologiske institutioner side om side adskilt af et virtuelt beskyttelseshegn? Er det blot en spændende mangfoldighed? Er det fællesskab? Mono eller multi? Nej, Vi blev multi-, da der kom muslimer. Med andre ord: jeg vil godt sætte spørgsmålstegn ved, at vi er gået fra et monoreligiøst til et multireligiøst samfund, selvom jeg anerkender denne overgangs pædagogiske værdi.
Viggo Mortensen er vidunderlig blind for sin egen indsigt. Han fortæller om sin barndom på Fyn, om det "folkelige fællesskab", som han syntes var der, men så føjer han til: "Vækkelserne havde sat deres præg. Alle vidste, hvor skellet mellem sogne- og frimenighed gik. Det bestemte mange ting, hvem man handlede med, til hvem man kom til fest hos (s. 103)". Hvordan kan det opleves som fællesskab?Var verden mono- dengang? Nej. Igen kommer det an på blikket. Jeg vil mene, at en vis konsensus, eller sekulær fundamentalisme, først opstår med velfærdsstatens herskabsform, som er statens overtagelse af kirkens opgaver, og med den forsvandt de vækkelser, der altid har været en trussel mod sammenhængskraften: derfor den stærke, vedvarende officielle kritik af IM (folkekirkens sunnier) igennem hele det forrige århundrede.
I løbet af 1970'erne udvikler velfærdsstaten sig ifølge Jacob Torfing (og andre) fra at være den klassiske Keynesian Welfare National State til en såkaldt workfare state, dvs. fra passiv forsørgelse til aktivering. Utallige har allerede mærket det, nemlig de mennesker har været sat i "aktivering". Det vil sige: den gamle velfærdsstat byggede på noget for intet, mens den nye bygger på noget for noget; det princip der blev opfundet af den radikale Aase Olsen. Måske er det afviklingen af velfærdsstaten, der er det vigtige, og at overgangen fra mono- til multi blot er fænomenologisk sand. Det opleves nemlig ganske rigtigt på den måde: Jeg tror, VM har ret i dette, hvor han siger, at han mener, at han har erfaret i hans levetid "en kultur, hvor der endnu var sammenhæng mellem det folkelige og det kirkelige fællesskab". Det har jeg også. Men var det sådan i virkeligheden? Jeg tvivler. Jeg tror, man fokuserer for meget på samfundet og kulturen, og at man ser samfundet, som staten ser det. Man ser altid et sted fra. Hvad nu hvis det er statsformen, der ændrer sig, og vi kan iagttage staten fra individets synspunkt. Hvordan ser det så ud? Jeg forsøger og siger: vi går fra velfærdsstat til noget andet, og det opleves som en overgang fra mono til multi-.
I den klassiske nationale velfærdsstat var staten modvægten til markedet, og staten "overtog en lang række sociale opgaver fra det civile samfund" ( Jacob Torfing, Det stille sporskifte i velfærdsstaten). To af de opgaver var kirkelige og kunstneriske. Staten overtog flere og flere af kirkens opgaver, hvorved diakoni og filantropi blev overflødigt ("hattedamernes utilstrækkelighed" (Torfing)). Kirken accepterede statens vækst og magt og trak sig samarbejdsvilligt tilbage til den rene forkyndelse uden gode gerninger, og i løbet af 60'erne voksede kritikken fra kirkens side af alle former for frivilligt kirkeligt arbejde, hvorved folkekirken selv bidrog til kirkens tilbagetrækning fra civilsamfundet i takt med, at staten voksede ind på samfundets områder. Kulturradikalismen og modernismen blev dens kunstneriske overbygning ligesom tidehvervs-grundtvigianismen blev velfærdsstatens teologiske overbygning. Idet staten overtog alle diakonale opgaver, kunne det sandt lutherske realiseres: troen alene. Og idet staten overtog det økonomiske ansvar for kunsten, behøvede den - ganske som kirken - ikke bekymre sig om læsere, menighed eller publikum. Om der kom nogen i kirke eller på kunstmuseum betød ikke noget. Og K. Olsen Larsen og Knud Thaning kunne prædike ligeså uforståeligt som Klaus Rifbjerg og Jørgen Sonne kunne skrive hermetiske digte. Velfærdsstat var deaktivering af publikum, læsere og menighed. Både kirke og kunst blev fjerne, dvs. fjernet fra folk, men knyttet tæt til staten. Jeg husker det her fra min barndom i Hirtshals og kan anskueliggøre Torfings tese. Der var i 50'erne et stort, privat, velfungerende plejehjem, hvis ejer var diakon. Han var med i Samfundet, og Samfundet var identisk med Indre Missions samfund. Dette Samfund var en del af et endnu større civilsamfund, der også omfattede spejdere, søndagsskoler og KFUM og K, Unge Hjem, Sudan-mission, Sømandsmission, strengekor, baptister, Broderkreds, samt naturligvis en lang række ikke-kirkelige organisationer. Intet af alt dette var statsligt. I løbet af 1960'erne gik kommunen i gang med at bygge et stort, flot alderdomshjem. Det lå bagved kirkegården, hvad især socialdemokratiske kommunalrådsmedlemmer var imod, for de gamle kunne jo dermed komme til med den udsigt at tænke på døden. Præsten var en naturlig del af plejehjemmet, der i sin hverdag og drift var et kristent hjem. Der blev missioneret med andre ord. Der var dog endnu plads til præstens besøg blandt mange andre på alderdomshjemmet, men det voksede jo og til sidst måtte plejehjemmet lukke; diakonen blev kordegn - altså offentligt ansat. Før havde viceskoleinspektøren været kirkesanger - frivilligt naturligvis. I løbet af 70'erne blev aktiviteterne mindre på det frivillige, kirkelige område; det gik også tilbage med fiskeriet, og dette viser på smukkeste måde, hvad Torfing mener med, at staten overtager flere og flere opgaver. Hirtshals skole voksede sig stor og blev en meget progressiv skole, stort set renset for kristne lærere. Samtidig bliver KFS stærkt. KFUM og IM skilles. Der kommer bibeltro præster. Samfundet blev splittet. Det skal med her, at kirke og skole skilles med skoleloven af 1975, dvs. samtidig med velfærdsstatens krise og indvandringens begyndelse. Til slut ville man lave et poesiens hus, men der var protesterne store, i stedet kom Dorthe Dahlins statsstøttede, postmoderne skulpturelle udsmykning af havneområdet - med et digt af Søren Ulrik Thomsen - men det er aldrig kommet til at fungere, og det bliver mest brugt som offentligt toilet, hvad enhver kan lugte. Der ligger dette store statslige kunstværk nu side om side ved et andet monument: familien Espersens (justitsministerens farfars) smukke gule villa. Statskunst over for frit marked.
Vi er nu på vej hinsides velfærdsstaten mod eller allerede levende i, hvad der med et uæstetisk ord kaldes the Schumpeterian Workfare Postnational Regime. Med andre ord: er det statssystemets ændringer, der er de vigtige og ikke de kulturelle? Det er velfærdsstaten og ikke pluralismen, der er hovedkilden til kristendommens og ikke mindst kirkens forvandlinger. Konklusionen: i og med at staten trækker sig tilbage og svækkes - staten under forvandling - genåbnes to rum: civilsamfund og marked, og det fører til, at kirken genvinder sine gamle funktioner: diakonale, politiske og uddannelsesmæssige. Kirken kan blive nødvendig for velfærdssamfundets fremtidige overlevelse. Før var staten fejebakke for kirken; i velfærdsstaten blev kirken diakonal fejebakke for staten; nu kan de i fremtiden blive ligeværdige partnere. Den svækkede stat - der på grund af globalisering lider af Steuerschwund - afgiver de kommunikative funktioner: radio, tv, post, telefon - hvor længe vil den kunne holde på kirken? Mindre stat - mere kirke. Det er fremtidsscenariet.
