Oplæg fra Johannes Riis, litterær direktør for forlaget Gyldendal og medlem af Aarhus Universitets bestyrelse, i forbindelse med "Kristendommen i Danmark", et udgivelsesseminar i anledning af Viggo Mortensen: "Kristendommen under forvandling".
Som det fremgår af programmet, er jeg blevet bedt om at tale om emnet "Kosmopolit og/eller national: Om kristendom og kultur", underforstået naturligvis i en dansk sammenhæng. Jeg tør allerede nu godt røbe, at de to ting, altså kristendom og kultur, sådan set hænger nøje sammen i mit verdensbillede, og jeg kan tilføje, at det, jeg vil sige, kommer til at handle mere om kultur end om kristendom, idet jeg mener at vide mere om førstnævnte end om sidstnævnte, hvilket også med stor tydelighed vil fremgå af det følgende.
Jeg vil gerne indledningsvis slå fast, at man efter min opfattelse skal være endog meget varsom med at begynde at tale om danske værdier. Begrebet danske værdier gør man klogt i at omgås med den allerstørste forsigtighed. For hvad er "danske værdier"? Hvis vi griber det praktisk an og begynder at udfærdige en liste med eksempler såsom personlig frihed, lighed for loven, demokrati og ytringsfrihed, trosfrihed, ligestilling mellem kønnene, frisind og tolerance, hvilken betegnelse man nu foretrækker, ja, så kommer man ikke ret langt med at hævde, at det skulle være specielt danske fænomener; det er fællesgods, disse værdier kendes og anerkendes uden videre overalt i den vestlige kultur; ja, det er dem, den hviler på; de har ikke deres udspring hertillands, de er hver især kommet hertil udefra, og dét fra både nær og fjern. I deres substans er de ikke en snus mere danske, end de er fx franske, tyske og engelske. Hvad der giver disse fænomener deres danskhed, det er den fremtrædelsesform, de har her, her i det lokale, her i vores specielle geografiske og historiske sammenhæng; det er bestemt af tradition og historie, af sprog, af lovgivning, af mentalitet, af gemyt og sindelag, og det har jo ikke noget med værdier at gøre i den forstand, vi her taler om.
Jeg kommer med disse indledende bemærkninger, fordi jeg gerne vil forsøge at komme om bag ved de falske modsætninger, om bag ved den ulyksalige polarisering, der har præget den danske debat i de sidste fire-fem år, den ulyksalige enten/eller-tænkning, dén enten-er-du-med-os-eller-også-er-du-imod-os-holdning, der blandt meget andet også har bestemt debatten om det nationale og internationale/kosmopolitiske her i det sidste par år, og her vil jeg gerne tage udgangspunkt i diskussionen om den kulturelle kanon, som kulturministeren som bekendt har taget initiativ til. Modtagelsen af forslaget til en kanon er i mine øjne endnu et godt udtryk for enten/eller-tænkningen, men også for den særlige danske syge, den helt særlige blanding af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser, der traditionelt har præget danskernes forhold til både dem selv og deres omverden.
Kanonforslaget har, som alle ved, givet anledning til råben og skrigen, til et helt forbløffende spektakel og hysteri, som sagtens kunne have været en bedre og større sag værdig; der er trods alt kun tale om syv gange tolv værker; men disse 84 har i den grad været en provokation, og de har i den grad ophidset gemytterne; i kanondebatten er der virkelig blevet skudt gråspurve med kanoner, vi har været vidne til en overreaktion, der kunne skyldes en mangel på mere substantielle emner at diskutere. Men, hvem ved, måske kunne det lade sig gøre at lære noget af diskussionen, og det er det, jeg i al beskedenhed vil forsøge i det følgende.
Det første, der skete, da forslaget om den kulturelle kanon blev fremsat, var en gentagelse af det, vi så, da den litterære kanon, der jo lå i undervisningsministerielt regi, blev lanceret, nemlig at størsteparten af dem, der kunne have bidraget til, at en sådan kanon kunne få substans, på det indstændigste og allerkraftigste tog afstand fra den. Man slog syv kors for sig: Noget mere idiotisk havde man dog aldrig hørt, ikke om man ville have med den at gøre. Det var helt tydeligt, at man ikke skulle have noget klinket, man skulle ikke risikere noget, og her fik man en ren foræring med i købet: At tage afstand fra kanontanken var en usvigelig sikker måde at demonstrere sin afstandtagen fra den siddende regering.
Og så tog man ellers fat på at begrunde sin afsky for tanken.
Det første, modstanderne af forslaget om en kulturel kanon gjorde, var at udnævne projektet til at være nationalt, ja, værre endnu, nationalistisk. Dermed var det straks rubriceret, og dermed var det samtidig parkeret som reaktionært, i bekvem nærhed af den yderste højrefløj, så man på den måde kunne sikre, at Dansk Folkeparti kan fortsætte med at sætte sig tungere og tungere på det nationale her i landet. Det lod partiet sig naturligvis ikke sige to gange, og det kan ingen fortænke det i, det var dygtigt gjort. Og modstanderne sparede ikke på krudtet: Der er blevet anvendt termer som både smagsdiktatur, Blut und Boden, nazisme, bogafbrændinger og andre smagfuldheder om initiativet om de syv gange tolv. Men modstanderne gik et skridt videre, og heri lå deres sande genistreg: De fik nemlig slået fast, at ikke alene var projekt kulturel kanon nationalistisk, nej, det var netop i kraft deraf også i modsætning til det internationale. Var det nationalt, ja, så kunne det jo ikke også være internationalt. Og derfor fik vi så hele den forstemmende diskussion om nationalt kontra internationalt, progressivt kontra reaktionært, hvor man slog H.C. Andersen og Herman Bang oven i hovedet med Shakespeare og Goethe, Grundtvig oven i hovedet med Bob Dylan og så fremdeles. Det var en ejendommelig forestilling.
Det var og er reaktionært at være national, det var og er progressivt at være international, og ved at fremhæve Dylan frem for Grundtvig, Goethe frem for Bang mente kanonmodstanderne at kunne dokumentere deres imponerende udsyn og sande kosmopolitisme. Der er noget afvæbnende, noget sødt og næsten rørende i den måde, kanonmodstanderne har givet udtryk for, hvordan de mener at kunne hæve sig op over tid og sted og derfra have dannet sig deres kosmopolitiske overblik i modsætning til os reaktionære, provinsielle fodslæbere, der kunne få os selv til at mene, at der kunne være en pointe i at gøre os klart, hvad vores udgangspunkt er, hvad det er, vi har fælles - eller kunne have fælles - i kraft af vores sprog og vores historie; men for mig har kanontanken aldrig været forbundet med at afgrænse det nationale og stille det i et modsætningsforhold til det internationale, endsige med at fremhæve det nationale på det internationales bekostning. Ved at etablere en kanon siger man jo ikke, at det nationale er bedre end det internationale, at Grundtvig er bedre end Bob Dylan; jeg kender heller ingen kanontilhænger, der så meget som drømmer om at forlange af nogen, at de skal synes om dem, der optræder i kanon, endsige synes bedre om Grundtvig end om Dylan; det eneste, en kanon er udtryk for, er, at nogen mener, at det kan være nyttigt for os, der er født under disse himmelstrøg, at have nogle pejlemærker, fx et kendskab til Grundtvig, fordi han og hans værk, og dét hvad enten man er sig det bevidst eller ej, og uanset om man bryder sig om det eller ej, gennem generationer har haft betydning for den danske bevidsthedsdannelse, for det danske samfund og dets udvikling og dermed også har været med til at forme vores syn på verden.
Jeg tror med andre ord ikke et øjeblik på, man bliver hverken international eller kosmopolitisk ved at afsværge og lægge afstand til det lokale, til det nationale; tværtimod, for mig er det nationale og det internationale ikke modsætninger; Tolstoj sagde, at "mennesker altid bor i landsbyer, ligegyldig hvor stor verden bliver", og selvom guderne skal vide, at verden har ændret sig meget siden Tolstoj, tror jeg, substansen i hans påstand gælder stadigvæk, og jeg tror, man har står bedre rustet til at blive klogere på andre, hvis man har forståelse og respekt for, at noget kan have en særlig betydning for andre, ligesom andet har eller har haft det for én selv, og hvis man er bevidst om, hvad man selv står for i kraft af den opvækst og socialisering, man har været igennem, og jeg er forvisset om, at hvis der er noget, en kulturel kanon, ja, kunst og kultur i det hele taget, er uegnet til, ja, så er det at opdrage til nationalisme; en kanon vil tværtimod kun kunne belære én om, at vores kunst og kultur, inklusive den del af den, vi anser for den allermest kernedanske, er sammensat af alverdens strømninger udefra, strømninger, som er blevet grebet af danske kunstnere enten her eller uden for landets grænser og i deres bevidsthed og hænder har fået det udtryk, vi kender fra vores danske sammenhæng. Og det er derfor, jeg er så inderlig træt af at få tudet ørerne fulde af folk, der fører sig frem med deres kosmopolitisme, men i virkeligheden først og fremmest bruger det internationale som argument, som påskud for ikke at ville engagere sig i det nationale.
For mig at se kan man anskue Folkekirken på samme måde. Folkekirken er en af grundpillerne i det danske, og jeg vil godt indrømme, at jeg er en svoren tilhænger af den hellige almindelige danske folkekirke; jeg synes, det er helt i sin orden, at den ikke er overrendt om søndagen, jeg har ikke spor imod, at danskerne har et, hvad skal jeg sige, pragmatisk og ret nyttepræget ad hoc-forhold til deres kirke; jeg tror den holdning afspejler den danske folkesjæl, og jeg er overhovedet ikke tryg ved tanken om, hvad der ville ske, hvis vi fik adskilt stat og kirke og fik noget, der bare mindede om amerikanske tilstande, med alt hvad det indebærer af klamme lægprædikanter, fromhedsdyrkelse og inderlighedsekshibitionisme, for ikke at tale om religiøs indflydelse på det parlamentariske system. Og jeg er træt af at høre på, at den evangelisk-lutherske kirke er så og så sløv og kedelig, og af at få tudet ørerne fulde af snak om, hvor livsglad og menneskevenlig den katolske kirke er, især når disse synspunkter fremsættes af folk, der ikke kunne drømme om at gå til en katolsk messe, men bruger deres påståede fascination af den katolske kirke som argument for, ja, som påskud til at holde sig væk fra Folkekirken.
Den Danske Folkekirke kan man også aflæse som et udtryk for, hvor falsk modsætningen mellem nationalt og internationalt, den samme falske modsætning, jeg var inde på i forbindelse med kanondebatten. Kristendommen har været i Danmark i tusind år; Den Danske Folkekirke er umiskendeligt dansk; den gennemsyrer vores kunst og vores kultur; dens struktur og øvrige indretning er specifikt dansk, dens bygninger er umiskendeligt præget af dansk byggeskik, ja, helt konkret: af danske byggematerialer; men dens udspring er langt herfra, det findes som bekendt i Mellemøsten, og der findes hundredvis, ja, tusindvis af andre kristne kirker spredt ud over kloden, kirkesamfund, som hverken er værre eller bedre end Den Danske Folkekirke, men de er anderledes, på flere eller færre områder adskiller de sig fra den, vi har, de er hver især præget af den sammenhæng, de er udviklet i; det er det, der gør den sand i den sammenhæng, den findes i. Men derfor kan de jo godt have noget tilfælles.
Selvfølgelig har vores, undskyld, nogles, imødekommenhed over for kanontanken noget at gøre med, at vi lever i en verden i forandring, i en verden, der præges af opbrud og globalisering. Det er jo ikke mindst derfor, man føler et behov for at besinde sig og forsøge at danne sig et overblik over det landskab, man befinder sig i; men jeg opfatter det på ingen måde som et forsøg på at modarbejde globalisering og modernitet, den slags kan man lige så godt afstå fra, lige så lidt som jeg tror, at en eneste forfatter, billedkunstner, komponist, filmskaber vil føle sig hæmmet i sine kunstneriske udfoldelser af, at vi får en kulturel kanon; men jeg har lyst til at slutte af med en oplevelse, jeg havde for et par uger siden, en oplevelse, der i renkultur viser det behov, vi alle sammen nærer for at kunne se sammenhæng og perspektiv:
Jeg var til et hollandsk-dansk forfattermøde i København. I samtale med Ib Michael fortalte Kader Abdolah om sit liv og sine bøger. Abdolah er født i Iran i 1952, men måtte for snart tyve år siden flygte fra sit land og kom 1988 til Amsterdam, hvor han har boet siden og fået udgivet bl.a. romanen KILESKRIFT, der handler om kulturforskelle og kultursammenstød i hans hjemland, og som også er udkommet på dansk. Han havde måttet flygte, fordi han havde lagt sig ud med mullaherne i sit hjemland, bl.a. fordi han ikke er troende muslim. Ikke desto mindre var noget af det første, han foretog sig, da han kom til Holland, at anskaffe sig et eksemplar af Koranen; og det gjorde han, fordi han var klar over, at uanset, at han ikke var troende, uanset, at han aldrig havde haft et nært, endsige aktivt forhold til den, så havde den været med til at forme ham, gøre ham til den, han var; og derfor ville han nu studere den mere indgående. Det ville kunne give ham en bedre forståelse af, hvem han var, og hvad det var, han havde at handle ud fra og stå imod med i den verden, der nu var blevet hans.
Det var en historie, som alle vi tilstedeværende ved mødet nikkede bifaldende og respektfuldt til; det er en historie, vi alle sammen kan forstå og nikke anerkendende til, især når vi får den fortalt udefra, ude fra den store verden; men jeg ville ønske, at vi også ville forstå, at den har noget at sige os. Jeg ville ønske, at vi ville forsøge at komme om på den anden side af vores mindreværdskomplekser og vores storhedsvanvid, at vi ville forstå, at nok er Shakespeare en større og bedre dramatiker end Holberg, men derfor kan Holberg, godt være vigtig for os, Holberg, som vi har direkte adgang til i kraft af vores sprog. Det ville der være mere perspektiv i end at lade, som om kan erobre Shakespeare og hele verden i én storladen bevægelse.
Og så vil jeg gerne slutte af med et både fromt og aktuelt ønske: Jeg ville jeg ønske, at mange flere ville have mod til at opleve verden og engagere sig ud fra andet end den fornærmethed og negativisme, der har fået så faretruende fat i os her i de seneste år. Verden er ikke kun bestemt af politiske forhold, der findes også en virkelighed, en kulturel og kunstnerisk virkelighed, der udvikler sig og gerne skulle udvikles videre, og som man skylder at gøre en indsats for, også selvom man skulle være utilfreds med de aktuelt herskende politiske forhold.