Forfatter, tidl. chefredaktør Sven Ove Gades oplæg til "Kristendommen i Danmark", et udgivelsesseminar i anledning af Viggo Mortensen: "Kristendommen under forvandling".
”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”
Ordren ikke til at tage fejl af. Og manden, der sagde det, var den samme, som også fortalte sine disciple, at han var ”vejen og sandheden og livet”. Her er ingen relativisme, her er et krav, som ingen kristen kan smyge af sig. Da der kun er én sandhed, må man med rette betegne kristendommen som intolerant.
Tror vi på ordene, så er problemstillingen slet ikke så vanskelig. Med mindre da, at vi begynder at ophøje os selv og lege Gud. Det er ud fra disse ord – nogle vil måske kalde det en form for fundamentalisme – at jeg vil forsøge at argumentere for mit syn på missionsbefalingen.
Viggo Mortensen har, så vidt jeg kan se, tre hovedpunkter på dagsordenen:
Jeg vil forsøge at forholde mig til alle tre punkter med baggrund i missionsbefalingen.
Dette punkt er i mine øjne det ubetinget vigtigste og spiller afgørende ind i forhold til de to andre punkter: folkekirkens almene situation og mulighederne for at forholde sig til bevægelsen henimod et multireligiøst samfund.
Uvidenheden blandt mange medlemmer af folkekirken går hånd i hånd med enten en erklæret eller også en stiltiende ligegyldighed over for kristendommen. At være uvidende om kristendommen er i de flestes øjne langt fra fatal. I forhold til det lidt diffuse begreb almen dannelse er basal viden om kristendom ikke noget imperativ. Ikke overraskende, for undervisningen i kristendomskundskab i folkeskolen har sejlet i årevis, og uden radikale indgreb er der ingen udsigt til nogen bedring, da det om muligt står endnu værre til på lærerseminarierne.
Viggo Mortensen konstaterer, at ”den religiøse kultur eller civil religion, der præger Danmark, har taget farve af kristendommen”, og at det måske kunne forlede en og anden til at tro, ”at landet og befolkningen er kristne”. Men dette er ikke tilfældet, for denne civilreligion befinder sig i en spænding til kernen i kristendommen, som er evangeliet.” Og et andet sted taler han om ”en udbredt kristelig analfabetisme”, som er vokset, samtidig med at vi har sendt missionærer syd på.
Diagnosen er korrekt. Der er flere årsager. Den måske vigtigste er den almindelige uvidenhed om kristendommen som ikke mindst en følge af 68-oprøret, hvor religion blev sat på ventepenge til fordel for andre guder, selv om folkeskoleloven i 1975 ikke efterlod tvivl om, at det centrale område for undervisningen i kristendomskundskab er ”den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom”. Både i folkeskolen og på seminarierne fik religion og kristendomskundskab lavstatus.
Mange af os har en grundlæggende viden om bibelhistorien fra vores hjem og de første skoleår, men når hverken hjemmene eller skolen mere er i stand til at tilfredsstille børnenes velkendte appetit, når det gælder eksistentielle spørgsmål, så skal det ende galt.
Naturligvis havde Grundtvig ret i, at forkyndelsen ikke hører hjemme i skolen, men opgiver man reelt at undervise i kristendommen, så forsvinder grundlaget for kirken. I den situation har folkekirken kun èt at gøre: at gå langt, langt mere aktiv end i undervisningen i kristendommen, og en ægte undervisning kan kun være forkyndende. Man kan tale om nye kirkeformer, nye former for gudstjenester, men hvad nytter det, hvis den grundlæggende viden om kristendommen ikke eksisterer.
I Årbogen for Københavns stift 2004 noterer Hans Edvard Nørregaard Nielsen, at ”kirken er blevet til en kolos på lerfødder, mens den tidligere havde benene solidt plantet i enhver skolestue her i landet og ikke mindst gennem Brorson forenede udenadslæren med den virkelighed, der rørte sig på den anden side vinduerne.” For ikke så længe siden havde han måttet bruge en halv time på at fortælle en lærerinde, hvem Brorson var, og hvad han havde med Ribe at gøre. Hun underviste endda i dansk. Da Nørregaard Nielsen kunne fortælle, at det var ham med ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, fik han denne kommentar: ”Den kender børnene ikke. Det er ikke min periode.”
Samtidig med at kristendommen forsvinder ud af det danske folk, er aktivisterne i folkekirken optaget af anderledes væsentlige sager, ikke mindst bestræbelserne for at tiltage sig mere magt på bekostning af Folketinget.
Og det fører mig frem til det andet hovedpunkt: folkekirkens almene situation eller forfald. ”Skal den kristne kirke overleve som kirke, må den hele tiden ændre sig,” mener Viggo Mortensen, som dermed tilslutter sig det gamle konservative slagord: ”Ændre for at bevare”. Men er det trods alt ikke tiltro os, dvs. medlemmerne af folkekirken, for megen indflydelse? Uanset hvilke ændringer, der måtte blive gennemført, så skal vi vel ikke til at gå Vorherre i bedene.
Viggo Mortensen forstærker ydermere denne holdning. Pludselig er det ikke blot et spørgsmål om kirken, men om kristendommen: ”Hvad er kristendommen godt for i det danske samfund? For godt for noget og for nogen må den være, om den skal overleve,” skriver han ganske opsigtsvækkende.
Jeg er hverken teolog og da slet ikke Vorherre, men mon det trods alt afhænger af vore menneskelige anstrengelser, om kristendommen vil overleve i et postmodernistisk velfærdssamfund, som fortvivlet forsøger at tilpasse sig globaliseringen?
Hvis Viggo Mortensen ved ”den kristne kirke” og kristendommen forstår folkekirkens situation, så har han naturligvis en pointe. Men hvad er det så for ændringer, han forestiller sig? Så vidt jeg kan se især strukturelle. Der skal ske en nyordning af kirken. Det er han ikke ene om at mene, for det gør også de grupper, der ynder at kalde sig ”det kirkelige landskab”. Der skal skabes orden i tingene. Vi skal væk fra ”det velordnede anarki”, hvor ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne.
Eller, som han udtrykker det: ”I stedet for et organ, der repræsentativt kunne afspejle det kirkelige landskab, har man ca. fire og en halv million medlemmer, hvis mening i princippet tæller lige meget”. Men det må siges at være rimeligt, for det er en konsekvens af det almindelige præstedømme. Og kirken? Herom skrev Leif Grane, der om nogen kunne sin Luther: ”I de kirker, der har oplevet reformationen, burde alene historien belære om, at kirken intet er ud over ”de helliges samfund”, samlet om forkyndelse og sakramenter.”
I folkekirken har vi, mig bekendt, stadig det almindelige præstedømme, og kirken skal ikke være en politisk magtfaktor, hvad den uvægerligt vil blive, hvis vi for eksempel helt eller delvist skulle finde på at plagiere Sverige og Norge, hvor kirkerne har meninger om alt godt fra havet – Irak-krigen, de økologiske problemer i Østersøen etc.
Det gælder stadigvæk – at tjene og ikke herske. Og ”at tjene” vil først og fremmest sige at forkynde evangeliet og at missionere.
Folkekirken skal, ifølge Viggo Mortensen, ”produktudvikle” sig. ”Brandet” skal forbedres, for vi lever under en markedsøkonomi. Kirken skal fx ”øge udbuddet af varierede gudstjenester for at imødekomme et behov”. Og han remser en række muligheder op: ungdomsgudstjenester, lystjenester, musikgudstjenester etc. Han har dog sine betænkeligheder, især hvis man ”ændrer indholdet af budskabet, evangeliet, for at imødekomme, hvad man oplever som et nyt behov.” Dels er det etisk tvivlsomt, dels vil det markedsføringsmæssigt skabe tvivl om identiteten, konstaterer han.
”Etisk tvivlsomt”? Enhver forestilling om at ændre budskabet er naturligvis uhyrlig. Til gengæld har han ret, når det gælder identiteten. I den nye essaysamling af Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen har Thomsen nogle væsentlige bemærkninger om både gudstjenester og kirkerum. Kirken skal være kirke, mener han. ”Jeg elsker den lutherske højmesse og krymper mig, hver gang den kritiseres af mennesker, der mener, at folk ville strømme til kirke, hvis bare gudstjenesten blev lavet om.”
Af en eller anden grund lider nogle præster og kirkelige organisationer under den tvangsforestilling, at de bør være ung med de unge i stedet for at tage til efterretning, at der i de fleste menneskers liv er en periode, hvor religion ikke er det emne, som optager dem mest. En sådan periode er netop ungdommen.
Rockkoncerter i kirkeligt regi, hvor velmenende FDF’ere griber guitaren og tæsker i trommerne, er kvalmende og sagen uvedkommende. Lige som nogle af de aktiviteter, der foregår i Natkirken, hvor man sentimentaliserer og skaber stemninger fremfor at forkynde.
Hvis vi skal bruge modeordet ”brand”, så gælder det for kirken netop om at hæge om forkyndelsen og fastholde genkendeligheden. Mange af de nye salmer i salmebogen er eksempler på, hvad der kan ske, når en aktivistisk kirke vil lege moderne – når den foregiver fremfor at være. Det er alvor, der mangler, det er en tro på værdien af genkendelighed midt i en verden, hvor stort set alt andet er i bevægelse.
”Selvfølgelig er kirken også på markedet,” skriver Viggo Mortensen. ”Den må derfor underkaste sig markedets vilkår, og der er meget at gøre i retning af produktudvikling og kvalitetskontrol, før man kan sige at leve op til markedets krav.”
Nej, kirken skal netop ikke ”underkaste sig markedets vilkår”, den skal være kirke og ikke alt muligt andet. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke kan ske ændringer, men de skal ske umærkeligt – ikke som hektiske forsøg på at tilpasse sig et marked. Som Søren Ulrik Thomsen udtrykker det: "Når kirkerne står tomme, er det måske slet ikke, fordi kirken ikke følger med tiden, men fordi det tværtimod er svært at tro på, at den repræsenterer Det Evige, når den altid er så optaget af at løbe efter det timelige?”
Igen og igen: en kirke, der skal forkynde og missionere, skal være kirke. Holde fast i sig selv, gå til angreb på uvidenheden om kristendommen. Repræsentere det modsatte af den såkaldte tidsånd. At lege moderne er alligevel forældet i morgen.
Og det fører frem til det tredje punkt: Virkningerne af globaliseringen og dermed forskydningen fra et monoreligiøst til et multireligiøst samfund. Kan folkekirken, der er skabt i en monosituation, opretholdes, når man er kommet ind i en multisituation, spørger Viggo Mortensen. Han gør sig til talsmand for at udvide dialogen. Jeg formoder især med muslimer, så vi bedre kommer til at forstå hinanden. Kirken er ganske vist uforberedt, mener han, og den må derfor ruste sig.
Hans håb er ”at muslimerne bliver bedre muslimer, at buddhisterne bliver bedre buddhister og de kristne bedre kristne, når de engagerer sig i dialogen.” Det er gennem dialogen, vi bedst vil kunne bekæmpe fundamentalisme. Danmark skal finde sin egen måde at være multikulturel samfund på i respekt for vores fortid og bl.a. kristne værdier Alt i alt må det vist betegnes som yderst beskedne mål..
For nogen tid siden besøgte jeg Lissi Rasmussen og hendes Islamisk-kristent Studiecenter på Nørrebro for at høre om hendes erfaringer. Noget lød ganske sympatisk. For at tale Viggo Mortensensk, så møder man via centret virkelig ”den anden” og bevarer sin kristne identitet og integritet. Eller for at tale Lissi Rasmussensk: Man skaber relationer mellem mennesker. Det kan alt sammen være udmærket, men det sker også mange andre steder. I skolen, på arbejdspladserne, i sportens verden.
Det sande problem opstår da også, når nogen forsøger at påvirke religiøst. Det håndterer man gennem selvjustits, kunne Lissi Rasmussen oplyse, for det kan man naturligvis ikke have. Centrets mission er netop, at alle uforpligtende skal komme hinanden ved.
”Hattedamearbejde” har Jan Lindhardt kaldt det. Mere præcist kan det næppe formuleres.
Ikke så langt herfra bor en provst, som gerne vil være biskop på Lolland-Falster og måske også bliver det. Denne provst, Steen Skovsgaard, skrev for et stykke tid siden, at folkekirkens præster burde være langt mere direkte over for muslimerne. ”Ja endda truende i forkyndelsen”, mente han. De skulle også være ”synlige kristne”.
Denne holdning er nogenlunde på linje med de erfaringer, Jens Christensen gjorde i sine mange år som missionær i Pakistan. Han gik naturligvis ikke imod en venlig dialog, men i sin bog ”Konfrontation” efterlader han ikke den mindste tvivl om hovedopgaven, nemlig forkyndelsen af det kristne evangelium. Han bruger det sigende udtryk ”at iføre sig troens fulde rustning”. Når man står over for muslimer, står man, ifølge Jens Christensen, over for et enten-eller: enten kontrovers eller stiltien.
Han fremlægger problemstillingen med mange nuancer, men hans hovedsynspunkt er ikke til at tage fejl af: enten passivitet, hvor opgaven overlades til den enkelte, eller en form for samtale med muslimerne, hvor ingen af parterne er i tvivl om, at der i samtalen er indbygget forkyndelse med henblik på konvertering til kristendom.
Folkekirkens opgave er hverken at arbejde for et rimeligt multireligiøst eller multikulturelt samfund, folkekirkens opgave er at missionere, at forsøge at få især de mange muslimer til at blive kristne. Hvad ellers? Kristendommen er intolerant, den er absolut, og udfordringen er lige uden for døren. Hvis vi fx ønsker at sikre et rimeligt harmonisk multikulturelt samfund, så kan enhver forsøge at arbejde for det som borger i en politisk-kulturel sammenhæng. Som kristen har vi derimod ikke noget valg: Vi har at iføre os ”troens fulde rustning” og gå i leding, dvs. missionere.
Heldigvis slår Viggo Mortensen fast, at ”lutherdommen er en bekendende og missionerende bevægelse; hvis den holder op med at bekende og missionere, så vil den blive et relikt af en døende religion, som er bestemt til at ende på historiens askedynge”.
Netop. Som Svend Bjerg, ganske vist i en anden sammenhæng, skriver i sin seneste bog ”Det evige i det flygtige”: ”Vanskeligheden bliver ikke mindre af, at kristendommen ikke inviterer til moderate følelser. Den stiller os over for dramatiske valg: liv eller død.”
Skulle vi ikke kunne tillade os at tale om sandheden ? Missionsbefalingen taler da heller ikke om dialog. Den siger: Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Kirken skal drive mission. Ikke blot i forhold til anderledes troende, men også i forhold til de døbte, ihukommende fx Viggo Mortensens præcise formulering ”den kristne analfabetisme”. Som for Kierkegaard for 150 år siden er det bl.a. stadigvæk et spørgsmål om at få kristendommen ind i kristenheden.
Et af de store problemer, at folkekirken ikke vil være kirke. Det er ikke et spørgsmål om fundamentalisme eller udslag af fanatisme, men forkyndelsen kan ikke ske udfra en dansk leverpostejagtig demokratisk forestillingsverden, hvor tolerance er en selvfølge. Sandheden kan under ingen omstændigheder sendes til diskussion i en pædagogisk rundkreds. ”Jeg er vejen og sandheden og livet.” Her er ikke noget til at tage fejl af.
Globaliseringen, som nu ikke er så ny, som man ofte vil gøre den til, medfører mange udfordringer. De mere overskuelige kan vi forholde os til som borgere i et demokratisk samfund. De mere komplekse er presset på vores egen religiøse identitet. Lader vi de to opgaver smelte sammen udfra en tro på, at udfordringen fra et multireligiøst samfund alene kan klares politisk, så er vi fundamentalt på afveje.
De virkelige problemer opstår derfor, hvis vi fortsætter med at agere, som vi plejer. En god dialog, bedre forståelse, og I skal se, at verden smiler til os. Nej, den sande og største udfordring er til os som kristne - at vi drager konsekvensen af missionsbefalingen og iklæder os ”troens fulde rustning”. Det forudsætter naturligvis, dels at vi ved, hvad kristendom er, dels at vi sørger for at banke den fornødne viden ind i knolden på de skolebørn, der i dag vansmægter under indflydelse af 68-generationens misforståede opfattelse af begrebet frihed.
”Der ligger et umiskendeligt missionerende drag ved roden af kristendom,” skriver Viggo Mortensen. Han skriver også, at man via missionsbevægelsen ”har fået øjnene op for, at man ikke møder hedninger, men at man altid møder mennesker af anden tro.”
Jo, man møder mennesker, men de er stadig hedninger, selv om de påkalder en gud, for Gud kender vi kun gennem hans søn. Meget skal vi forstå, meget skal vi indstille os på, men kernen - den skal vi hæge om, ellers er vi for alvor på herrens mark.
Mission? Vi har ikke noget valg. Uden mission har vi ikke nogen kirke.
