Viggo Mortensens oplæg til "Kristendommen i Danmark", et udgivelsesseminar i anledning af hans nye bog: "Kristendommen under forvandling".
Dette seminar har overskriften Kristendommen i Danmark. Mit indspark i diskussion herom er, at kristendommen i Danmark er under forvandling . Det er den på grund af – sagt med et ord – globaliseringen, der fremmer pluralisme herunder den religiøse pluralisme.
Det er denne religiøse pluralisme, som vi fokuserer på indenfor Det danske Pluralismeprojekt, der er et forskningsprojekt ved Aarhus Universitet, som har til formål at kortlægge og reflektere over den voksende religiøse mangfoldighed. Projektets formål er
Forskningsprojektet er blevet til gennem et samarbejde mellem forskere fra religionsvidenskab og teologi, idet projektet i høj grad anvender religionsvidenskabelige metoder, når det religiøse landskab skal kortlægges og de religiøse transformationsprocesser beskrives; men projektet giver også plads for en teologisk refleksion. Det bliver navnlig aktuelt, når vi beskæftiger os med kristendommen.
Efter at vi har kortlagt den religiøse mangfoldighed i Århus (Fibiger 2004) er vi gået i gang med at analysere det religiøse landskab på nationalt plan. Jørn Borup har arbejdet med buddhismen i Danmark. Resultatet er blevet en bog, som virkelig er en ”first”; der har ikke tidligere foreligget en så oversigtlig behandling af både de historiske og først og fremmest nutidige aspekter af buddhismen i Danmark (Borup 2005).
Om kristendommen i Danmark er der imidlertid skrevet et utal af bøger. Så når jeg som min del af Pluralismeprojektet er blevet sat til at skrive om kristendommen, så må jeg nødvendigvis finde en vinkel, der forsøger at give en fremstilling af kristendommens stilling i Danmark i lyset af den herskende og voksende pluralisme. Resultatet er blevet bogen Kristendom under forvandling. Pluralismen som udfordring til teologi og kirke. At bogen er et led i Pluralismeprojektets afdækning af det religiøse landskab i Danmark viser sig blandt andet derved, at jeg følger samme disposition, som vi fulgte da vi skulle behandle de forskellige religiøse grupperinger i Århus, hvor vi spurgte til gruppernes historie, organisation, økonomiske forhold, medlemmer, religiøs/spirituel praksis og eksterne relationer. Resultatet er blevet, at bogen i en forholdsvis kort og overskuelig form fremlægger en samlet oversigt over de problemer, som man må forholde sig til, skulle man overveje en nyordning for kirken i Danmark; Og det er der jo dem der pønser på.
I det følgende vil jeg i nogle teseagtige punkter sammenfatte de resultater jeg er nået frem til. Udgangspunktet er, at den religiøse pluralisme er den største udfordring som kristendommen i Danmark i øjeblikket står overfor. Det er en udfordring der ikke behøver at være negativ. Tværtimod kan den vise sig at være det wake up call (”vækkelseskald”), der skal til for igen at bringe kristendommen tilbage på banen.
Grunden til pluralismens udfordring lægges med religionsfriheden; den er mulighedsbetingelsen for, at der udvikler sig religiøs pluralisme. Men dertil kommer en række faktorer, der fører til fremvæksten af den religiøse mangfoldighed. Blandt dem kan nævnes den konkrete erfaring af kulturel og religiøs diversitet i kølvandet af globaliseringen. Dertil kommer den individualisme og generelle marginalisering af etableret religion, som finder sted i moderniteten. Desuden gælder det for den tidligere monopol religion i Vesteuropa, kristendommen, at den mister markant indflydelse i de vestlige samfund. Det følges ofte op af en tydelig skepsis overfor de trospåstande og livsanskuelsesmæssige opfattelser, der er indeholdt i en klassisk ortodoks kristendomsforståelse. Religionsfriheden er forudsætningen og med globalisering og liberalisering, modernitet med sækularisering og den dermed sammenhængende individualisme, kaldes pluralismen frem.
Man kan ikke forstå den danske historie, det fortidige eller det nutidige Danmark, uden hensyntagen til kristendommen. I Danmark blev der over tid dannet en særegen syntese af dansk folkelighed og kristen tro. Kristendommen slog virkelig rod i det danske folk, så det for altid blev præget og omformet af den. Der er meget lidt klassisk litteratur og kunst, som ikke er lavet enten i forlængelse af og som led i en konstant udlægning af evangeliet eller lavet i oprør mod det. Så i den forstand er det ikke overdrevent at sige, at kristendommen har skabt Danmark og dansk kultur. I dag viser det sig i, at den religiøse kultur eller civilreligion, der præger Danmark, har taget farve af kristendommen. Det kunne få en til at tro, at landet og befolkningen stadig er kristent. Det er dog ikke tilfældet, for denne civilreligion befinder sig ofte i en spænding til kernen i kristendommen, som er evangeliet.
I de første hundrede år af Folkekirkens eksistens byggede man på denne kultursyntese, religion, stat og samfund i ét. I de næste halvtreds år søgte man af al magt og imod alle odds at fastholde den. Men her ved indgangen til et nyt årtusind, da ser det ud til at den er i opløsning. På grund af det kristne traditionstab og den religiøse pluralismes vækst står den enestående danske syntese for fald.
Folkekirken er en organisation, der er født ud af en monosituation. Ét folk, én kultur, én kirke. Denne konstantinske model har jo været udbredt i den vestlige kristenhed. Men nu synes den svær at opretholde. I det danske samfund viser det sig på den måde, at kristendommen optræder som en slags baggrundsstråling. Det er grunden til, at de billeder har vundet en vis udbredelse, der taler om den fjerne kirke og at danskernes forhold til kristendommen er som skrabeloddets; danskerne bærer ikke kristendommen på manchetterne, den er ikke lige til at se, men skraber man lidt i overfladen, så viser den sig.
I øjeblikket foregår der en kamp mellem de forskellige niveauer i folkekirken, det lokale med sognet, det regionale med provsti og stift, og det nationale niveau med ministerium og Folketing. Under én synsvinkel kan man beskrive den udvikling der foregår som en centralisering under descentraliserings maske. Kirkens organisation er – præget som den er af mange historiske kompromisser – meget tung. De mange aktører og den indviklede forretningsgang gør det vanskeligt at få foretaget de nødvendige prioriteringer for at møde en ny tids udfordringer. Jeg konkluderer, at kirkens skib er ude for et stormvejr. Man har indtil nu formået at reparere takkelagen og således ride stormen af. Men jeg spørger mig selv, om det ikke er på tide at søge i dok og give skibet en samlet kølhaling, så det kan fremstå sødygtigt konfronteret med de oprørte bølger, der venter.
En af de ting man så skal se på er økonomien. Det er karakteristisk, at det viste sig umuligt under arbejdet med denne bog, at få opdaterede tal for den kirkelige økonomi. De allersidste tal jeg fik med var fra 2003 og de mest håndterlige oversigter går tilbage til år 2000. Ingen erhvervsvirksomhed kunne overleve, hvis man havde et så elendigt overblik over økonomien, som man har i Den danske Folkekirke. Efter jeg har afleveret manuskriptet er der så kommet nogle tal fra den nye kirkestatistik over medlemskab og kirkelige handlinger. Men den er ikke meget sigende og økonomien mangler stadig. Det der slår én er, at vi har én på overfladen meget rig kirke; men den har i de umiddelbart foregående år haft røde tal på bundlinien. Hvordan kan det gå til? Ja, det kan det igen, fordi der er så mange aktører på banen, hvilket gør kommandovejen meget indviklet og forhindrer udviklingen af en fælles kultur. Strukturen gør det også vanskeligt at få foretaget de tilpasninger, der skal til for at den kirkelige betjening kan følge med de ændrede demografiske forhold. Det viser sig således at være uhyre svært at nedlægge kirker eller lade dem overgå til andet brug, når der ikke længere er brug for dem.
Det er i lyset heraf at strukturdiskussionerne er kommet op igen. Denne gang er det ikke i første omgang udsprunget af et ønske om at give kirken mund og mæle. Her er det udsprunget af græs- og menighedsrøddernes ønske om at få lidt mere indsigt i og demokratisk styring af den kirkelige økonomi. Når man diskuterer struktur, så kan man vælge, om man skal lægge vægten på det lokale, det regionale eller det nationale niveau. Bjerg/Steffensen er de eneste der konsekvent vil tage udgangspunkt i det lokale niveau i deres model bygget op omkring frie autonome menigheder. Den tidligere kirkeminster Tove Fergo, Tidehverv og deres talsmænd på tinge fastholder det nationale niveau, idet deres idelabillede er enevældens statsadministrative systemkirke, dog med indbygget decentralisering. Den heftigste diskussion udfolder sig på midtbanen, hvor diskussionen går, om det skal være stiftet med stiftsråd eller det skal være provstiet med provstiudvalg, der skal være den afgørende administrative enhed. I øjeblikket står det vist 3-2 til stiftsråd; dog bemærker jeg, at Haarder taler i forlængelse af kommunalreformen om bæredygtige provstier.
Skal man have en ny organisation for kirken, så er der i princippet tre muligheder.
De hidtidige initiativer, som vi har set fra den nye kirkeminister tyder på, at han vil følge den sidst angivne vej; jeg tænker på forslaget om at løse det diskriminerende civilregistreringsproblem ved oprettelsen af et centralt kontor og udsigten til et strukturudvalg, der skal komme med forslag til, hvordan den kirkelige struktur skal tilpasses kommunalreformen. Jokeren er imidlertid udviklingen indenfor den internationale religionsret. Når den juridiske mølle har malet og de franske tørklædebærende kvinder er trukket igennem EF domstolen og det europæiske menneskerettighedsdomstols system, så kan vi meget vel være havnet i en situation, hvor den danske kompromisformel: religionsfrihed ja, religionslighed nej, er dømt ude. I mellemtiden må man spørge: Hvad siger medlemmerne?
Folkekirken mister mellem en halv og en hel procent af sine medlemmer på et år. Sådan har det været det sidste mange år, så det kræver kun lidt hovedregning for at finde frem til, hvornår medlemstallet er under de magiske 50 %, hvor Folkekirken ikke længere er folkeflertallets kirke og derfor ikke kan opretholde sin privilegerede stilling. Sammenligner man med andre lande, så er det imidlertid den store stabilitet, der springer i øjnene. I Europa foregår udvandringen fra de traditionelle folkekirker med en langt større hastighed. Den pluralisering og individualisering, der følger i kølvandet af globaliseringen, sætter sig spor i en manglende solidaritet med civilsamfundets organisationer og institutioner herunder også kirken. Hvor kirkemedlemskab tidligere var noget man overtog pr. tradition, så er det nu noget man vælger, - eller altså vælger fra.
Den fragmentering man kan iagttage i samfundet i øvrigt viser sig som en øget mangfoldighed indenfor kirkens egne rammer. Folkereligion, privatreligion og civilreligion trives alle indenfor de rammer, som religionsanstalten Den danske Folkekirke udstikker. Det kommer uvægerligt til at præge diskussionen om i hvilken retning man skal gå. Skal man have en kommunekirke, en markedskirke eller en projektkirke? Fælles for disse forslag vil være, at de skal tage højde for de segmenter, som menigheden falder indenfor. Jeg opererer med fire menigheder indenfor Folkekirken: Kernemenigheden, servicemenigheden, de trofaste kirkefremmede og patchworkmenigheden.
Denne opsplitning af menigheden får betydning, når man nærmere skal se på den ændring af den religiøse praksis, som finder sted i disse år. Den akademiske teologi mister indflydelse; i stedet vokser der en hverdagsteologi frem, som er karakteriseret ved, at man tager hvad man kan bruge. På det multireligiøse marked vælger man, som på markedet i øvrigt, det der passer til ens personlighed. Det bliver sværere og sværere at opbygge en typologi, der hviler på dogmatik, for den betyder mindre og mindre. Det der skiller, bliver fromheds- eller personlighedstyper. Også her gælder det, at man tager det der virker uden hensyn til, om det er klassisk kristen tro. Hvor man tidligere så på Gud som den treenige, der blev set som den hinsidige herre og konge, der forlangte lydighed af sine syndige undersåtter; hvor frelsen var at gå igennem den snævre port til det evige liv i de himmelske boliger; hvor sandheden var absolut og det var muligt at lukke nogen ude, - så baner der sig i dag en ny spiritualitet vej, hvor Gud er verden iboende som en ven eller som livet selv, som man kan erfare og nærme sig i tillid til mysteriet, og som vil fremhjælpe det gode i gensidige relationer.
Meget kan for Folkekirken komme til at afhænge af, hvordan den kan imødekomme den åndelige søgen centreret om den nye spiritualitet uden at gå på kompromis med den klassiske kristne tro. For vi plejer jo at gentage med Grundtvig, at vor tro er ej på hvad som helst. Men det er netop hvad der er det karakteristiske for det moderne: Man tror lige netop på hvad som helst, og der er ingen dogmatisk eller formel autoritet, der har magt til at sætte noget andet igennem.
En ting er mangfoldigheden indenfor kirkens egne rammer. Pluralismen fører også til en vækst i de kirkelige tilbud udenfor den etablerede folkekirke. Hele den økumeniske scene i Danmark har fået et vældig boost med tilkomsten af de nye migrantmenigheder. Som bilag til min bog er aftrykt lister over godkendte og anerkendte kirkesamfund samt en oversigt over de 145 migrantmenigheder, som p.t. findes i Danmark. Nu findes kristenhedens gamle kirkesamfund, de ortodokse og orientalske kirker som levende menigheder midt i blandt os. Dertil kommer de mange menigheder af pentekostal og karismatisk tilsnit, der repræsenterer en fromhedsform, som opleves som udfordrende for mange medkristne (se videre omtale i Munch-Fairwood 2004).
Fælles for migrantmenighederne er, at de har dannet deres egne menigheder fordi de ikke føler sig hjemme i Den danske Folkekirke. De fleste omtaler Folkekirken med respekt, og mange nyder godt af lokale folkekirkemenigheders velvilje. Men de fleste har oplevet ikke at blive taget imod, når de kom til en folkekirkelig gudstjeneste. Nogle har dog også vist dem tillid, men det har som regel krævet, at den nytilkomne har været ihærdig og vedholdende.
Der er også en grundlæggende undren over og en manglende forståelse for den måde Folkekirken er kirke på. Prædikenerne er for kedelige, salmesangen for spag, bønnerne for forudsigelige, fællesskabet ikke eksisterende. Derudover har man svært ved at forstå kirkens stilling til skilsmisse og gengifte, homoseksualitet samt præster, der ikke tror på Gud. Det må jo også siges at være et kors for tanken eller som Niels Hausgaard siger: Det er den slags ting som gør satire vanskelig.
Det er da også netop på de nævnte punkter, at migrantmenighederne udskiller sig. Prædikenerne er i hvert fald i formen langt mere livlige og afleveringen mere levende. Manuskripter er som regel bandlyst. Det dogmatiske indhold er ikke nødvendigvis tyngende, men prædikenen vil som regel være gearet til de konkrete problemer, som migranterne står i. Salmesangen er mere støjende, ofte forstærket elektrisk og ledsaget af trommer. Men teksterne og musikken er enkel og kræver ikke stor tilvænning. Bønnerne er lange, personlige og konkrete. Og fællesskabet er til at tage at føle på. Det fremmes ikke bare af gudstjenesteformen, hvor der er liturgiske led, hvor man hilser på hinanden eller bliver introduceret. Men det fremgår først og fremmest af den sammenhæng gudstjenesten udfolder sig i. Gudstjenesten er ikke en enestående begivenhed, men ofte en af flere muligheder for at komme sammen i ugens løb. Desuden findes der ikke en gudstjeneste i en migrantmenighed uden kirkekaffe eller andet socialt fællesskab i forbindelse hermed. For mange bliver migrantmenigheden en erstatning for den familie, de har mistet eller som de ikke er sammen med nu. Man støtter hinanden, hjælper hinanden med at finde sig til rette i de nye omgivelser. Uformelle netværk med basis i menigheden træder i funktion, når nogen skal hjælpes i arbejde eller på anden måde skal støttes under bestræbelserne på integration. Religionen bliver for disse mennesker integreret i deres hverdag på en måde, som er uvant for de fleste folkekirkekristne. Religionen bliver brugbar, anvendelig og konkret. Den bliver godt for noget, for at komme frem i verden, for at få børnene opdraget og udstyret, så de kan overleve integrationen i det danske samfund, eller blot for at klare dagen og vejen.
I de fleste tilfælde har vi indenfor migrantmenighederne at gøre med mennesker med en stærk kristen identitet, som ønsker at dele deres kristentro med andre, - i første omgang landsmænd og ligesindede, men i mange tilfælde også med danskerne. Mange har som mål at integrere flere etnisk danskere i deres menighed. Indenfor missionsteologien taler man om ”mission in reverse” eller ”returmission”, dvs. forsøg på fra Afrika eller Korea at genkristne det Europa, der engang sendte missionærer ud til deres lande, men som nu må opleve, at kristendommen svinder ind. I migrantmenighedsmiljøet finder man flere eksempler herpå.
I første omgang kræver det måske lidt overvindelse fra den gamle kristenheds side at acceptere dette. Skal ægget lære hønen? Vi med vores lange historie, store tradition og Grundtvigs salmer har svært ved at lade os sige, at vi ikke er verdensmestre, men at vi tværtimod er ved at falde på halen. Men skal vi være i stand til at tage imod den inspiration, som kan udgå fra de nye menigheder, så er det nødvendigt, at vi først gør den indrømmelse, at vi måske ikke i alle henseender og altid har forvaltet vort pund, også det kristelige, på bedste måde. Gøres den indrømmelse, så er vejen banet for en fri udveksling af ideer og meninger, inspiration og rituel praksis. Ikke at man blot kan overtage, hvad de kommer med. Nogen gange kan man lade sig inspirere af det, som man ser det i gospel-, forbøns og helbredelsesgudstjenester. Men vigtigere end dette konkrete er måske, om man kan lade sig smitte af det engagement, den aktivitet og frem for alt den glæde, som ofte stråler ud fra de nye menigheder.
Og så kan man jo i mellemtiden hjælpe, hvor man kan. Mange af de nye kirker kæmper med at få ressourcerne til at strække til, det gælder de pekuniære og de personalemæssige. Folkekirken har et problem med at nå de nye befolkningsgrupper. Der skulle være mulighed for i højere grad at dele ressourcerne.
Migrantmenighedernes fremtid afhænger af, hvilke vilkår det danske samfund og den etablerede kirke kan byde dem. Kan de få visum til deres præster og forkyndere? Kan de finde egnede lokaler til at samles i? Kan de få økonomien til at hænge sammen? Vil de efterhånden også tiltrække etniske danskere i større tal? Det vil i den sammenhæng være vigtigt, om man fra såvel samfundets som kirkens side kan komme frem til at se på dem, ikke som en byrde og en krævende opgave, men som en ressource og et spændende tilskud. Når de føler, at de bliver set, så vil de også friere kunne bidrage til det fælles.
Hvad migrantmenighederne først og fremmest gør, er at minde om, hvor vigtigt sprog og kultur er for formidling af kristendom. Hvad der ret skal gå til hjertet må formuleres på moders mål; og hvad der skal blive til sand opbyggelse må formidles i kulturelle rammer, som man kender og føler sig tryg ved. Derfor antager religionen en særlig rolle i den proces, hvor man står i malstrømmen mellem forskellige kulturer.
Pluralismen kan anskues som både en fare og en berigelse. Den er i hvert fald en udfordring. I bogen kommer jeg ind på såvel den folkelige som den kirkelige udfordring. Denne sidste skærpes af det traditionstab, som kristendommen har lidt i de sidste 50 år i Danmark. Hvor det religiøse/kristne engagement tidligere kunne udspille sig mange steder, i kirken, i skolen, i samfundet og i hjemmet, så følger det af sekulariseringen, at religionen bliver en privat sag og kristendommen en sag alene for kirken. I stedet for at stå solidt på fire ben, skal man nu stå på ét ben. Det er den balancegang, som kirken skal forsøge at gennemføre i multisituationen.
Fortsætter pluralismen? Er det sådan, at pluralismen blot vil stige og stige? Vi har for Århus kommunes vedkommende konstateret, at antallet af religiøse fællesskaber i Århus er vokset fra 1 til 75 på 150 år (Fibiger 2004). Og vi har noteret os, at denne udvikling er gået meget stærkere i andre dele af Europa. Skal vi derfor vente, at om yderligere et antal år, så er tallet steget endnu mere? Ikke nødvendigvis. Vi taler om en udvikling, der påvirkes af en række faktorer. Den kan stabilisere sig, den kan gå tilbage og den kan accelerere. Det vigtigste er måske heller ikke den numeriske pluralisme, men den der hersker inde i vore hoveder. For det karakteristiske for livsstemningen netop nu er, som jeg opfanger den, at pluralismen er blevet et vilkår, den forudsatte og udiskuterede baggrund for vores tænkning om os selv og om samfundet. Og dermed også for kirken.
I bogens afsluttende kapitel overvejer jeg forskellige muligheder:
Jeg rejser spørgsmålet om, hvad kristendommen er godt for og gentager med Tage Skou Hansen, at den skal værne os mod indbildskhed, illusioner og håbløshed. Skal det lykkes, så må den imidlertid blive mere tydelig for det mest sandsynlige scenarium for fremtiden er, at udviklingen fortsætter i to retninger:
Dels vil servicekonceptet og tjenestemandskirken blive udbygget. Man vil forsøge at være kirke for så mange som muligt, evt. blot ved at tilbyde et sted for menneskers individuelle religiøse søgen. Det fører med nødvendighed til en nedtoning af det bekendelsesmæssige, eller om man vil til en udvanding af det centrale budskab, idet man lægger sig efter en bred velfærdsteologi og er åben for at indoptage tværreligiøse elementer.
Dels vil man se menigheder, der vil arbejde på fornyelse og en klarere profil. Det vil ske gennem øget valg- og frimenighedsmenighedsdannelse, men også derved at nogle folkekirkemenigheder opfører sig ”valgmenighedsagtigt” og danner netværk på tværs af de eksisterende strukturer.
Om disse to udviklingstendenser kan rummes indenfor samme folkekirkeordning er på sigt tvivlsomt. Ønsker man derfor ikke en yderligere splittelse, men at bevare det bedste fra den hidtidige ordning, så er det nødvendigt at komme i gang med en fornyelsesproces både på indholds- og struktursiden.
Strukturmæssigt må man forandre for at bevare. Indholdsmæssigt må det handle om at gøre, det man gør, mere autentisk, mere nærværende og medlevende. De gamle ord vision og mission har fået en renæssance indenfor erhvervs- og produktionsliv. Det er på tide, at de også får det indenfor kirkelivet, hvor de oprindelig kommer fra. Mission handler om at tage sig af sine egne og styrke de svage; at turde vove sig ud i det nye, at møde ’den anden’, at dele, alt sammen ud af den grundfæstethed, der kommer af, at man er overbevist om at være sendt med det bedste af alle budskaber.
Borup, Jørn (2005). Dansk Dharma. Buddhisme og buddhister i Danmark . Forlaget Univers. Højbjerg.
Bjerg, Svend/Steffensen, Palle H.(2003). Nedlæg folkekirken. Det oppegående dødsleje . Høst & Søn. København
Fibiger, Marianne C. Qvortrup (red.) (2004). Religiøs mangfoldighed. En kortlægning af religion og spiritualitet i Århus. Systime Academic. Århus
Mortensen, Viggo (2005). Kristendommen under forvandling. Pluralismen som udfordring til teologi og kirke. Forlaget Univers. Højbjerg.
Munch-Fairwood, Birthe (red.)(2004). Andre stemmer. Migrantkirker I Danmark – set indefra. Religionspædagogisk forlag. København.
