Af Jørn Borup
Til daglig syner det vietnamesiske tempel Quang Huong i Tilst ikke af meget, men ved højtider strømmer vietnamesere til for at forvandle bygningen til en religiøs arena. Vietnamesiskheden plejes med sprog, mad og anekdoter, religionen transmitteres med ritualer og prædikener, kulturen bliver genfortalt og fornyet med deltagelse af unge og gamle. Inde i midtbyen ligger et andet buddhistisk center, Øsal Ling, der betyder ”Lysets Have”. Centret er hjemsted for tre forskellige buddhistiske grupper. Centret ligger i en baggård og er kun synligt for folk, der ved, det er der. I det aarhusianske bybillede ser man ingen munke i munkerober, og buddhismen figurerer aldrig som konflikthistorie i medierne. Den ”stille religion” har 2.500 år på bagen. Der er sket meget på dens rejse fra Indien til Aarhus. De første buddhister herhjemme var mest litterært inspirerede intellektuelle, men med hippierne i slutningen af 1960’erne og de asiatiske flygtninge og indvandrere fra 1980’erne blev buddhismen også en levende praksisreligion herhjemme. I Aarhus er der i 2013 omkring 2.400 buddhister.
Der er seks buddhistiske grupper i Aarhus. Undtagen Soka Gakkai har de alle eget tempel, center eller fast mødested. Quang Huong er klart det største tempel, og har med herboende vietnamesere som primær brugergruppe også det største antal medlemmer. Tre grupper tilhører den tibetanske buddhistiske linje, nemlig Øsal Ling, Rangjung Yeshe Dharma Gruppe Aarhus og Karma Kadjy Skolen Aarhus. Karma Kadjy Skolen er den ældste af de buddhistiske grupper i Danmark. Allerede i 1972 etablerede lamaerne Ole og Hannah Nydahl et center i København, og i 1987 lejede gruppen sig ind i lokaler i Aarhus. Udover at være en selvstændig gruppe er Øsal Ling samtidig navnet på et center og en tibetansk buddhistisk forening med nære bånd til den københavnske gruppe Phendeling. Den tibetanske Lakha Lama er således den religiøse leder af og initiativtager til begge grupper. Øsal Ling på Kystvejen i Aarhus fungerer samtidig som paraplyforening, der er åben for andre buddhistiske grupper. En af de grupper, der bruger Øsal Lings lokaler, er den anden ”tibetanske” gruppe, Rangjung Yeshe Dharma. Denne er en mindre Aarhus-afdeling af templet og retrætestedet på Djursland af samme navn. Århus Zendo er den tredje gruppe, der bruger Øsal Lings lokaler. Denne er stiftet af Denko John Mortensen, der som zenmester også er gruppens leder og bosiddende i Egely Kloster på Bornholm. Dette kloster fungerer som retrætested for hele gruppen, hvis navn på nationalt niveau er Buddhistisk Samfund, og som Århus Zendo altså er del af. Gruppen orienterer sig mod zenbuddhismen, men har siden 2011 orienteret sig mere mod tibetansk dzogchen-praksis, efter at Mortensen har haft erfaringer med en tibetansk lama. En anden gruppe, med japansk inspiration, er Aarhus-afdelingen af Soka Gakkai Denmark. Denne er organiseret i mindre, lokale grupper, der mødes privat eller i lejede lokaler for at praktisere deres form for lægmandsbuddhisme med recitation af det japanske mantra nam-myo-ho-renge-kyo.
De aarhusianske buddhister ligner i forhold til institutionel og etnisk sammensætning de vestlige buddhister generelt. Majoriteten, 90 %, har oprindelse i Asien. Immigranterne kom hertil som flygtninge (typisk vietnamesere og srilankanere) eller har fundet til byen som migranter (typisk thaier og kinesere) på udkig efter eller i relation til arbejde, studier eller ægteskabspartner. Mange er blevet boende, har stiftet familie og fået børn, der i en eller anden form viderefører oprindelseslandets kultur og religion. Der er en markant etnisk afgrænsning i forhold til religion, sådan at der i det vietnamesiske tempel næsten udelukkende kommer vietnamesere. De andre etniske grupper har ikke fast religiøst forsamlingssted, men mødes enten i templer rundtomkring i landet (thaierne tager fx til Juelsminde eller Sjælland) eller dyrker typisk religionen i privat regi. De tibetanske centre samt de to grupper med relation til japansk buddhisme består udelukkende af ikke-asiater, primært etniske danskere. Denne etniske opdeling (her med de ”to buddhismer”, immigrant- og konvertitbuddhisme) er således typisk for megen religion i Vesten, hvor religiøs diversitet er udbredt. Mens der heller ikke er megen form for interaktion mellem de buddhistiske grupper generelt i Danmark, har Øsal Ling (ligesom Phendeling i København) dog formået at bygge bro mellem tre forskellige grupper, om end der dog heller ikke her er egentlig indholdsmæssig interaktion mellem grupperne. Karakteristisk herfor ligger centret midt i byen, mens det vietnamesiske tempel ligger i Tilst, hvor en del vietnamesere er bosiddende. At etnicitet ikke behøver være et stabilt karakteristikum, er eksemplificeret ved Soka Gakkai, hvor medlemmerne i begyndelsen var japanere, men i dag (også på landsplan) næsten udelukkende er ikke-japanere.
Mens vietnameserne har en ligelig kønsfordeling, er det karakteristisk for de andre konvertitgrupper, at der er en overvægt af kvinder (de tibetanske grupper) eller mænd (zengruppen). Aldersmæssigt er vietnameserne fordelt bredt som en ”familiereligion” med børn og voksne i alle aldre. De konvertitbuddhistiske grupper er primært henvendt til individer, typisk med en aldershovedvægt på 40 år og opefter.
Det er umuligt at finde tal for, hvor mange buddhister der er i Aarhus, ikke mindst fordi det er svært at definere og afgrænse, hvornår en buddhist er en buddhist (se nedenfor). Udover de organiserede grupper er der i byen personer med oprindelse i flere forskellige lande med buddhismen som del af traditionen. Skønnet antal buddhister i Aarhus er fremkommet ved to forskellige optællingsprincipper, der tager hensyn til gruppernes “type”; om de er “konvertitbuddhistiske” eller “immigrantbuddhistiske”. Mens det fra de konvertitbuddhistiske grupper opgivne medlemstal naturligvis ikke dækker alle buddhister, er det dog alligevel et skøn, der baserer sig på et aktivt valg af en “fremmed” minoritetsreligion, af grupperne selv opgivet til at være 215. Antal mere eller mindre “privatbuddhister” udenfor de organiserede grupper, der måske læser Dalai Lamas bøger, mediterer eller tror på karma og reinkarnation, eller som opfatter sig som spirituelle og med stærk interesse i buddhisme, er således ikke talt med.
I modsætning hertil kan man forvente, at immigranter (indvandrere og efterkommere) fra lande, hvor buddhismen traditionelt er udbredt, er bærere af en form for “kulturreligiøsitet”. Tallene fra sidstnævnte er således baseret på Statistikbankens opgørelser over borgere i Aarhus med oprindelse i asiatiske lande. Da flere af især de østasiatiske lande har en lang tradition for religiøs diversitet, kan man ikke bare overføre antal immigranter fra de enkelte nationaliteter til antal buddhister. Det er således nødvendigt for hvert enkelt land at lave et skøn, baseret på dels religionsdemografi fra landene selv, dels sammenlignelige tal fra andre vestlige lande samt med den konkrete migrationshistorie til Danmark in mente. Således kan man skønne, at der fra Vietnam er 60 %, fra Thailand 95 %, fra Kina 15 % og fra Japan 50 % af indvandrerne, der i en eller anden form kan karakteriseres som buddhister. Mens der i Sri Lanka er op mod 70 % buddhister, giver den hovedsageligt tamilske (som primært er hinduer) flygtningeandel anledning til kun at regne omkring 10 % af de herboende srilankanere som buddhister. Samlet set er der skønsmæssigt i Aarhus 2.345 buddhister med anden etnisk baggrund; 2.292 blandt de fem største nationalitetsgrupper samt 53 i alt fra landene Cambodia, Laos, Myanmar, Nepal, Singapore og Taiwan. Kun en gruppe blandt immigrantbuddhisterne har i Aarhus deres eget, permanente religiøse samlingssted, nemlig vietnameserne.
Tabel 1. Buddhister i Aarhus fordelt på fem
største nationalitetsgrupper 2002 og 2012.
Kilde: oplysninger om etnisk herkomst fra
Danmarks Statistik, efterkorrigeret med
skønsmæssig religiøs tilknytning.
Hvis man ser på den nyeste historie, viser der sig forandringer både i antal buddhister og organiserede grupper. Mens to nye grupper er kommet til, eksisterer to af grupperne fra tidligere ikke længere. Dharma Center Norbu Ling kan siges at være transformeret til Øsal Ling, da flere af gruppens medlemmer er de samme. Århus Zen Center (tidl. Sotozengruppen i Århus) stoppede til gengæld helt sine aktiviteter i 2007/2008. Selv om gruppen var zenbuddhistisk, har den ingen relationer til Århus Zendo, og ingen medlemmer er de samme. Antal grupper er således det samme som for ti år siden. Antal medlemmer af de seks grupper buddhister er omkring 720, kun en anelse mere end for ti år siden.
For ti år siden blev antallet af buddhister i Aarhus anslået til 1.200-1.500. Den anslåede stigning (på hhv. 56 % og 95 %) til i alt 2.345 er baseret ikke bare på ændrede optællingsprincipper, men også et forøget antal indvandrere fra asiatiske lande. Den største af de buddhistiske grupper er vietnameserne med omkring 1.500 buddhister i alt. 500 af disse er medlem af Den Vietnamesiske Buddhistiske Forening Quang Huong, og 338 af disse er over 18 år (hvorfor dette tal angives i tabellen nedenfor). Foreningen fik i 2009 status som godkendt trossamfund. Det samme gjorde Rangjung Yeshe Dharma i 2013, hvilket siger noget om fortsat konsolidering, som de fleste grupper giver udtryk for er karakteristisk for de sidste ti år. Trods stigning i antal immigrantbuddhister og antal godkendte trossamfund er den institutionaliserede buddhisme i Aarhus og Danmark dog ikke utvetydigt i fremgang og står ikke mål med buddhismens brand image som populærkulturelt fænomen.
Tabel 2. Buddhistiske foreninger i Aarhus 1979-2012.
Men hvornår er en buddhist overhovedet en buddhist? Angivelse af en buddhistisk demografi er ikke kun udfordrende på grund af manglende registrering hos de enkelte grupper, men i høj grad også på grund af afgrænsnings- og definitionsproblematik. Nogle grupper har medlemmer, men især til det vietnamesiske tempel er der desuden et stort antal, som kommer til højtider, men som ikke er egentlige medlemmer. Disse kan kaldes ”brugere” eller ”kulturbuddhister”, som der må skønnes at være en del af også blandt de asiater, der ikke har faste mødesteder. Blandt ”konvertitbuddhisterne” er der flere, der giver udtryk for, at buddhismen ikke er en religion, og flere medlemmer kalder sig end ikke buddhister. Dette skyldes typisk, at man forstår buddhismen som en filosofi eller en (udviklings)vej, og flere medlemmer og brugere kobler deres mere eller mindre buddhistiske identitet sammen med en mere eller mindre kristen identitet og/eller medlemskab af folkekirken. For mange synes religiøs identitet altså ikke at være ensbetydende med medlemskab af (kun) én buddhistisk gruppe eller identitet som (kun) buddhist.
Brugernes åbne og inkluderende attitude er også afspejlet på institutionelt niveau, tilkendegivet af gruppernes repræsentanter. Der er meget få krav til indmeldelse eller deltagelse og heller ingen sanktioner eller restriktioner i forbindelse hermed. Som en af gruppernes talsmand siger, så ønsker man ikke at missionere. En anden gruppe lægger vægt på, at man kun selv kan tilvælge buddhismen, da ydre rammer ikke kan definere den enkeltes liv. Dette kunne tyde på en generel åbenhed og nødvendig tilpasning til det religiøse marked, hvor individuelle valg og manglende forpligtelse til (semi)permanente fællesskaber er typiske for senmoderniteten. Nogle har da også tilkendegivet skepsis overfor at skulle ”købe hele pakken”. Individualisme synes for mange at være den præmis, der overhovedet former interessen for og relationen til buddhismen, og ”dharma-shopping” mellem forskellige grupper synes da også ganske udbredt.
Men netop en form for institutionel tilknytning og rammesætning synes også at være accepteret, ønskværdig og italesat fra både institutionelt og brugers perspektiv. Der er for mange en grund til, at man er buddhist og ikke bare spirituelt søgende. Dette imødekommes ved at italesætte gruppens institutionelle identitet som en kollektiv sangha, hvor individet ses som del af en større helhed med reference til nationale og internationale fællesskaber. Vietnameserne er del af en dansk vietnamesisk forening, der er del af en større international diaspora-bevidsthed med mere eller mindre udbredte transnationale relationer til Vietnam. Øsal Ling har via den spirituelle leder Lakha Lama nære bånd til københavnske Phendeling og tibetansk tradition, ligesom også Rangjung Yeshe har det via lamaen Chökyi Nyima og andre tilknyttede lamaer. Århus Zendo er via lederen Denko John Mortensen del af en generel vestlig zentradition med tråde tilbage til Japan og de sidste par år også med relation til tibetansk buddhisme. Soka Gakkai er organiseret i regioner og distrikter med dansk hovedsæde i København og med internationalt hovedsæde i Tokyo. Karma Kadjy Skolen har hovedcenter i København, men er ikke mindst via lama Ole Nydahl primært del af en international ”diamantvejsbuddhisme”.
Alle gruppers traditionsorientering er således både transnational og international, men med forskelligartede perspektiver på interaktion. Vietnamesernes gruppe er således næsten udelukkende for vietnamesere, og på samme måde har Soka Gakkai og Karma Kadjy Skolen centralt fokus på egen institution, hvorfor disse er mere ekskluderende end de andre grupper. Dette skyldes ikke mindst fokus på de religiøse ledere, som i buddhistisk historie altid har været markant. En lama, munk, mester eller præst har i vestlig buddhisme ofte en mere demokratisk indstillet vision også for organisationen. Men lederens status og tilskrevne karisma står ofte uimodsagt hos de dedikerede medlemmer og rummer samtidig konfliktpotentiale, hvis denne betvivles. Det er lederen, der ”tegner” gruppen, og ofte også lederen, der fremstår som idealbuddhisten. Det er således også de enkelte medlemmers relation til lederen, der er bestemmende for disses buddhistiske identitet og engagement. Mens nogle ”brugere” mest er, som en gruppe beskriver det, ”weekendbuddhister”, er der andre måder, hvorpå man kan tydeliggøre sit engagement. Man kan være initieret af lamaen eller få personlig meditationsvejledning af zenmesteren, man kan tage tilflugt hos munken eller hos Soka Gakkai være del af en international kernemenighed ved at modtage gohonzan (en kopi af gruppens religiøse hovedsymbol). Parallelt med det åbne og ”flade” system, som de buddhistiske grupper præsenterer, er der således også et hierarkisk system med gradueret identitet og tilknytning. Mens man er velkommen til at ”smage på” buddhismen, er der hos grupperne også et ideal om, at man som ”autentisk buddhist” er engageret i forhold til både institution, identitet og praksis.
Der er klar sammenhæng mellem, hvem buddhisterne er, og hvad de gør. Mest markant er forskellen mellem immigrantbuddhisterne fra Asien og de etnisk danske konvertitbuddhister. Vietnamesernes religiøse ritualer er typiske for majoritetsbuddhismen i Asien; man ofrer og beder til forfædre og himmelske buddhaer, munken reciterer sutraer og holder prædiken (på vietnamesisk), man fejrer højtider som Buddhas fødselsdag, nytår og ”mors dag” (vu lan). Templet i Tilst opfattes og fungerer i høj grad også som et kulturelt forsamlingshus. Det er her, man taler vietnamesisk, spiser vietnamesisk, mødes med andre vietnamesere og fejrer hjemlandets kultur. Som migrantreligion er buddhismen for vietnameserne i høj grad også et kulturelt felt, hvor traditionens tråde trækkes tilbage til hjemlandet.
For mange konvertitbuddhister er buddhistisk praksis forbundet med selvudvikling, hvor autenticitet nok findes hos mestrene, men dybest set kan erfares af individet selv. ”Jeg er spirituel, ikke religiøs” er et typisk mantra, der også gælder for mange udøvende buddhister i Vesten, der ser religion som udtryk for forpligtelse til et traditionelt, institutionaliseret fællesskab med doktriner og ritualer. ”Ritual” bruges sjældent af buddhister, der hellere taler om ”praksis” eller ”arbejde med sindet”, typisk fokuseret på den i Vesten mest udbredte form for buddhistisk ritual, nemlig meditation. På den måde ligner både buddhistisk praksis og lære megen anden new age og spiritualitet, og flere buddhister har da også erfaring fra flere af disse miljøer. Ligeledes kan man drage paralleller til den første bølge af nye religioner i Danmark, hvor et stærkt hierarki centreret om karismatiske ledere ikke mindst er gældende for Karma Kadjy Skolen og Soka Gakkai (se Ahlins artikel om nye religiøse, spirituelle grupper).
At se lære og praksis som erfaringsbaseret, ikke-religiøs spiritualitet er dog også del af en diskurs, der typisk hører moderne buddhisme til. Hos alle grupper er der udover meditation (som Soka Gakkai dog ikke anvender) også andre ritualer (bøn, offer, visualisering, tilflugt, recitation, prostration, kraftoverførsel), der ligesom læren (filosofi, mytologi, hagiografi) og helliggørelse af autoriteter (lamaen, buddhaerne) klart peger på buddhistisk tradition.
Vietnameserne søger positive relationer med den danske kultur, men bibeholder den faste forankring i traditionen. De konvertitbuddhistiske grupper bibeholder tråde til traditionen i forskellig grad, men søger også at ”fordanske” buddhismen. Det er mest typisk for Karma Kadjy Skolen, hvor lama Ole Nydahl beskrives som ”buddhismens Martin Luther”. Hos Soka Gakkai transformerer man japanske ritualer til en dansk kontekst, og hos alle grupper arbejder man med oversættelser af tekster til dansk. Ikke mindst afbalancering af, hvor traditionelt og ”asiatisk” ritualerne skal overleveres og praktiseres, er en proces, som de fleste grupper kontinuerligt tager stilling til. På den måde bliver praksis også et udtryk for institutionel identitet, der stadfæster både traditionen og fornyelsen og adskiller den sangha-orienterede buddhisme fra den ikke-institutionaliserede buddhisme-inspirerede spiritualitet til en stabil fordanskning af buddhismen.
