Abstract af Vinni Bøgelund ud fra Marianne C. Qvortrup Fibigers kapitel herom i "Religiøs mangfoldighed"
| ||
Der findes ingen bygning eller institution som et ydre tegn på, at der findes hinduer i Århus. Det betyder dog ikke, at der ikke bor hinduer i byen, ej heller at der ikke finder hinduistisk eller hinduistisk inspireret praksis sted. Hos de ca. 550 bosiddende hinduer, hvoraf ca. 100-150 er fra Indien og ca. 350-400 er fra Sri Lanka, praktiseres hinduismen privat. Der er dog stor forskel på, hvor meget man praktiserer. Nogle har blot et enkelt gudebillede hængende, mens andre er troende og beder op til to gange om dagen - ved solopgang og ved solnedgang – ved deres lille husalter. Ved større religiøse begivenheder samles man fx i et af de to srilankansk tamilske hindutempler i Jylland beliggende i henholdsvis Brande og Herning eller tage til Skovlunde på Sjælland, hvor der ligger et tempel bygget af hinduer primært af nordindisk herkomst.
Det hinduistiske tankegods kommer i Århus også til udtryk blandt grupper med etniske danskere som medlemmer såsom Brahma Kumaris, Sri Ram Chandra Mission, Sathya Sai Baba, Skandinavisk yoga og Meditationsskole og ikke mindst ISKCON. De bruger på hver deres måde den hinduistiske tradition som den stærkeste inspirationskilde. Desuden er det snarere reglen end undtagelsen at finde indisk tankegods som baggrund for byens nye religioner og spirituelle gruppers livs- og verdensforståelse, ligesom de alternative behandlere i udpræget grad er præget af det hinduistiske menneskesyn, som sammentænker det fysiske og det psykiske i et holistisk system. De hyppigst indoptagne indiske begreber samsara (genfødslernes kredsløb) og karma (gerninger der har betydning for, hvad man genfødes som), ligesom reinkarnationstanken og brugen af yoga er blevet hvermandseje. Man kan således skelne mellem indfødte hinduer, som er kommet til landet som indvandrere og flygtninge, grupper som primært består af såkaldte etniske danskere, og som enten direkte eller indirekte er inspireret af hinduismen, og dem, der har indoptaget dele af det hinduistiske eller indiske tankegods uden at være bevidst om, hvorfra det stammer .
I modsætning til de andre store verdensreligioner har hinduismen ingen grundlægger, intet enkelt helligskrift og ingen fælles trosbekendelse eller læresætning, der kan henvises til som det fælles religiøst identitetsskabende omdrejningspunkt. Der findes heller ingen overordnet institution eller autoritet, som fastsætter den rette lære eller er øverste dømmende myndighed i forskellige tolkningsbud på, hvad hinduisme som religion er. Der er således lige så mange hindu-ismer, som der er hinduer. Begrebet sanatana dharma (”den evige lære”) er ofte den betegnelse hinduer giver deres tro. Det henviser til hinduismen som alle religioners fælles udgangspunkt eller kerne. Trods denne meget brede definition af hinduisme, er en hindu aldrig selv i tvivl om sit religiøse tilhørsforhold. At være hindu er en livsform og en måde at orientere sig i verden på, som præger ens daglige liv, fra man står op om morgenen, til man går i seng om aftenen. Og spørger man de almindelige lægfolks hinduer, hvad der er bestemmende for deres religiøse overbevisning, henviser de snarere til praksis end til teori. De er hinduer, fordi de er opdraget som sådan, hvorfor den lokale og familiære traditionsformidling fra generation til generation spiller en stor rolle. Forholdet mellem praksis og teori forskydes dog til en vis grad med hinduismens overflytning og tilpasning til Vesten og til det moderne samfund, der er kendetegnende ved at være mangetydigt og opdelt i forskellige ekspertsystemer eller domæner. Hvor religionen i Indien synes at gennemstrømme de fleste domæner i samfundet, tilpasses hinduismen i Danmark disse nye vilkår, hvilket enten skaber en privatiseret eller institutionaliseret hindureligiøsitet.
Trods mangfoldigheden af trosforestillinger er der dog nogle fælles kendetegn, som går igen hos stort set alle hindu-ismer. Fælles er troen på genfødsel (samsara), hvor det man fødes som afhænger af ens gode eller dårlige karma, der er betinget af handlinger foretaget i tidligere liv. For at optjene god karma skal man følge den specifikke lære og moral (dharma) , som gælder ens socialgruppe eller kaste (varna), ens livsstadium (ashrama) og det køn, man har. Dette princip betegnes samlet som varna-ashrama-dharma. Der findes således en specifik betinget dharma, formet af ens køn, livsstadium og sociale klasse, såvel som en universel dharma ( sanatana dharma ). Hvor den betingede dharma er grundlag for mange hinduers selvforståelse i Indien og i Sri Lanka, passer den universelle dharma godt til en moderne individualistisk trosforståelse, da der her er plads til den enkeltes religiøse tolkning og tilgang. Derfor spiller den universelle dharma en større og større rolle i Danmark, ikke mindst for den nye generation af hinduer og for de religiøse og spiritualistiske grupper, som er inspireret af hinduismen.
Selvom frelsesbegrebet (moksha/mukti), der skal forstås som frigørelsen fra livets kredsløb, overordnet betragtet er fælles tankegods, så er forståelsen af, hvordan frelsen eller frigørelsen fra genfødslernes kredsløb opnås forskellig. Én angivet vej er, at det kan nås via en erkendelsesproces, hvor man erkender, at sjælen/selvet (atman) i bund og grund er ét med verdensaltet (brahman ). Således ophører enhver dualitet mellem en selv og det højeste princip, hvorved genfødslernes kredsløb ophører. Her er viden og erkendelse (jnana) nøgleord, hvorfor denne frelsesvej kaldes jnana-vejen. Men for at gøre en sådan erkendelse mulig er det nødvendigt med koncentrationsøvelser, hvorfor yoga og dens meditationssystem ofte beskrives som midlet til at opnå denne erkendelse på. En forståelse der er indoptaget i mange af de nye religioner og spiritualistiske grupper, ligesom især chakralæren er omdrejningspunkt for mange alternative helbredere. Også selvom disse ikke er bevidste om, hvorfra inspirationen stammer, og at de indskrives i et frelsesystem. En anden vej er bhakti, der skal forstås som et gensidigt hengivenheds- og kærlighedforhold til guden. Denne frelsesvej støder man fx på hos ISKCON, men også hos almindeligt praktiserende hinduer, der ikke kan vie deres liv til erkendelsens, askesens og meditationens vej. Her lever man i verden, samtidig med at man under den daglige tilbedelse (puja) i hjemmet eller templet ofrer til en eller flere guder i håbet om frelse i dette eller et kommende liv.
Selvom de fleste troende hinduer vil acceptere, at de tilhører sanatana dharma, ligesom begreber som dharma, karma, samsara og moksha/mukti alle er til stede i deres religionsforståelse, så er der forskel på måden, de forholder sig til begreberne på. Det betyder, at tilgangen til religionens kernepunkter varierer. Denne forskel kommer bl.a. til udtryk ved, hvilken betydning templet tillægges. For de indiske hinduer i Århus, hvoraf de fleste stammer fra Nordindien, er templet et sted, hvor der skabes de bedste rammer for en puja, men for de srilankansk-tamilske hinduer anses det som det eneste sted, hvor man kan komme i direkte kontakt med guderne og evt. få et syn af dem. Derfor lægger de stor vægt på en korrekt udførelse af puja dér, og derfor har det været vigtigt for dem, at der er steder i Danmark for ret religionsudøvelse. Således findes der et indviet tempel i både Brande og i Herning, som de srilankansk-tamilske hinduer i Århus kommune kører til ved de større religiøse fester, eller hvis de finder behov derfor. Der findes også et tempel i Skovlunde på Sjælland, som er grundlagt af nordinderne, men der er ikke mange af de omkring 150 indiske hinduer i Århus, der føler et større behov for at besøge det. For de fleste af dem er religion en privatsag, som sagtens kan udøves i hjemmet.
At hinduismen i Danmark kommer forskelligt til udtryk, afhængigt af hvilken gruppe man tager udgangspunkt i, er blot et sindbillede på religioners og ikke mindst hinduismens dynamiske og rummelige karakter. Derfor er det religionens praktiske udtryksform, man griber fat i i forsøget på at definere den konstruktion, som hinduismen i bund og grund er. I et citat fra Aurobindo Ghooses Uttapara tale i 1919 belyses dette: ”Vi taler ofte om den hinduistiske religion, som sanatana dharma, men kun få af os ved egentlig, hvad denne religion er for noget. Andre religioner er overvejende religioner, der bygger på tro eller embede, men sanatana dharma er livet selv; det er noget, der ikke så meget skal tros, men leves”. Hinduisme er altså til stede i Århus enten direkte i form af de hinduer, der enten praktiserer deres tro i hjemmet eller tager til templerne i Herning eller Brande, og indirekte i form af det indiske tankegods som ikke blot indoptages af de nye religioner, men som efterhånden også er blevet indoptaget af den almindelige dansker. Tilsvarende bruger de alternative helbredere ofte helbredelsesmetoder og naturprodukter, som den er angivet i helligskriftet Ayur Veda, der opereres ofte med en holistisk menneskeopfattelse, ligesom chakralæren om kroppens specifikke energifelter stammer herfra.
For en detaljeret fremstilling af forskelle og ligheder i tro og praksis mellem de indiske hinduer, de srilankansk-tamilske hinduer samt ISKCON og andre hinduistisk inspirerede grupper henvises til publikationen.
Se abstracts over de enkelte grupper og adresseliste under
