Abstract af Vinni Bøgelund udfra Lone Jørgensens kapitel herom i "Religiøs mangfoldighed"
| 1. Flygtninge og indvandrere | 3. Historie og tradition | |
| 5. Humanitet og individualisme | 6. Manglende organisation | |
| 7. Nedtonet missionsaspekt | 8. Afslutning |
Jøderne, mandæerne, yezidi, bahá’í-tilhængere og alevierne er alle religiøse grupper, som har deres geografiske oprindelse i det mellemøstlige område. Ydermere har de alle gennem en længere del af deres historie levet som minoriteter blandt en omgivende muslimsk majoritet i Mellemøsten. Den fælles minoritetssituation har resulteret i en række særlige sociale forhold og vilkår for disse grupper. Det er dermed ikke fælles eller beslægtede trosmæssige forestillinger eller rituelle praksis-former, som forener grupperne, men deres fælles geografiske oprindelse og situation i dette område. De nævnte gruppers tilstedeværelse i Danmark skyldes, at mange er flygtet fra religiøs forfølgelse og diskrimination i hjemlandet. Dette gælder i særdeleshed yezidierne fra det kurdiske område i Mellemøsten, bahá’íerne fra Iran, alevierne fra Tyrkiet samt de jøder i Århus, der er af polsk oprindelse. Andre er indvandret til Danmark eller har ægtet danske statsborgere. Mens alevierne, mandæerne, yezidierne og bahá’íerne er kommet til Danmark op gennem 1970’erne og 1980’erne har et mindre antal af jøder eksisteret i Århus siden slutningen af 1700-tallet. Vidnesbyrd om dette kan ses på den jødiske gravplads på Frederiks Allé i Århus, som blev anlagt tilbage i 1827. I en kort periode fandtes også en lille synagoge indrettet i et privat hjem i Vestergade, men denne forsvandt sammen med ejeren af huset.
Samlet set er der tale om nogle minoritetsreligioner fra det mellemøstlige område med en særlig tilpasningsevne indbygget i sig. Deres religiøse systemer og praksis rummer et forandrings-potentiale i forhold til omgivelserne og tiden, de aktuelt og lokalt eksisterer i. Majoriteter til trods har grupperne historien igennem formået at bevare essentielle dele af deres trossystemer og traditioner og har sat en ære i at bibeholde tilhørsforholdet til den pågældende religiøse gruppe. I mødet med det danske samfund har grupperne nok engang måttet justere deres religiøse praksis og inkorporere nye ideer og praksisformer. Det er dog kendetegnende for de århusianske mandæere, yezidier, alevier og jøder, at den religiøse praksis er nedtonet i forhold til den traditionelle praksis i deres oprindelseslande, og at det religiøse tilhørsforhold nu mest af alt er et etnisk tilhørsforhold.
De pågældende folks historie og traditioner fremdrages og sættes i fokus. Der sættes generelt størst fokus på fejring af de årligt tilbagevendende religiøse højtider, hvorimod en decideret religiøs hverdagspraksis er fraværende for flere gruppers vedkommende. For nogle grupper (blandt andet yezidi og alevi) er meget af religionernes religiøse tekstmateriale forsvundet under forskellige forfølgelser, og vedligeholdelsen af tro og praksis har derfor været afhængig af en mundtlig overlevering. Kendskab til tradition og historie er alfa og omega for disse religioners videreførelse og for det sociale sammenhold, hvorfor forældregenerationen i flere af grupperne gør en stor indsats for at overlevere og videregive den religiøse tradition til de yngre generationer. Men tilpasningen til og indflydelsen fra det danske samfund gør dette vanskeligt. For flere af grupperne gælder det derfor, at de yngre generationer i Århus har et mindre kendskab til gruppens historie og traditioner. Dog føler både de yngre og ældre generationer tilsyneladende en stor udtalt forpligtelse overfor deres kulturarv, som opleves som et fælles holdepunkt i hverdagen og som en vigtig del af deres identitet. Religionerne fungerer i Århus i dag som mere end blot religioner – de er samtidig og vigtigst af alt etniske identitets- og kulturbetegnelser. Religionen bliver, som en del af gruppernes kultur og historie, afgørende for selvforståelsen og identiteten, og det der gør den enkelte gruppe unik i forhold til andre folkeslag og etniske grupper i Århus.
I mødet med den danske kultur sker der ofte en tilpasning af gruppernes rituelle praksis. Således har fx mandæerne i Århus tilpasset deres dåbspraksis fra en traditionel praksis, hvor dåbsvandet var rindende flodvand til fx at lade sig døbe i et kar under en brusers rindende vand; ligesom også havet ved Esbjerg flere gange har erstattet rindende flodvand i forbindelse med massedåb. Ligeledes har yezidierne og jøderne i Århus slækket på deres tradition for omskærelse af drengebørn, som ikke praktiseres konsekvent indenfor disse grupper i Århus. Jøderne har desuden også ændret deres ugentlige helligdag fra den traditionelle jødiske lørdag til søndag som led i en tilpasning til danske (kristne) forhold. Hos alevierne er en del traditionelle ritualer og skikke af forskellige (praktiske) grunde ikke opretholdt udenfor Tyrkiet og udføres altså heller ikke i Århus. Alevierne påpeger selv, hvordan de indretter sig efter den tid og de omgivelser, de lever i, hvorfor enkelte traditionelle ritualer med tiden kan virke utidssvarende.
Det er desuden fælles for bahá’í, alevismen samt yezidi at de lægger vægt på humanitetsidealer som respekt, tolerance og lighed blandt mennesker. Et fællestræk der kan ses som en reaktion på deres minoritetsbehandling i oprindelseslandene. Grupperne synes samtidig at værne om individets behov og stillingtagen, hvorfor den enkelte nyder stor frihed i forhold til deltagelse i den religiøse praksis og trosudøvelse. Dog stilles der indenfor flere af de nævnte religioner generelt krav om en acceptabel, menneskelig og moralsk korrekt adfærd hos det enkelte individ. Brud på disse krav eller forventninger kan resultere i social udelukkelse af de pågældende religiøse samfund – også i Århus.
De pågældende religiøse grupper må desuden siges at fremstå som forholdsvis neutrale – nogle endda usynlige - i det århusianske bybillede. Dette skyldes primært, at ingen af grupperne har etablerede ”hellighuse”, hvor troen praktiseres. Kun Alevi-foreningen har et fast mødested, men foreningens aktiviteter centreres om sociale, sekulære aktiviteter, der fremmer fællesskabet mellem alevierne i Århus og kendskabet til deres særegne kultur. Religiøse ceremonier og højtider indgår kun ind imellem. De øvrige grupper mødes privat, oftest i socialt, men af og til også i religiøst regi. Med undtagelse af alevierne, som tæller 100 medlemmer, er antallet af tilhængere til de religiøse grupper desuden forholdsvis lille og varierer fra omkring 20 til 40 personer. Gruppernes begrænsede størrelse samt det faktum at de ikke har etablerede religiøse hellighuse i Århus kan være medvirkende til den nedtonede grad af trosdyrkelse. Større fællesskaber samt i særdeleshed eksistensen af et fælles samlingssted kunne forventes at styrke den enkelte gruppes synlighed og derved måske også fremme en mere intensiv dyrkelse af troen i fællesskab.
Det er også kendetegnende for grupperne generelt, at de har et meget lidt fokus på mission. Kun bahá’í, der er en forholdsvis ny profetisk bevægelse, har et decideret missionsønske om med tiden at omvende alle verdens borgere til bahá’íer. For de øvrige gruppers vedkommende begrundes det manglende missionsaspekt med, at man fødes mandæe, yezidi, alevi og jøde. For mandæernes, yezidiernes og aleviernes vedkommende gifter man sig desuden udelukkende med ”sine egne” og stifter familie indenfor den religiøse/etniske gruppe. Kun i nogen grad og under særlige betingelser kan konvertering til nogle af disse religioner forekomme. At grupperne deler dette karakteristika, kan ses som en konsekvens af de sociale minoritetsbetingelser, grupperne er blevet til på baggrund af eller har eksisteret under. Gennem lange perioder af religionernes historie har der ikke været grobund eller mulighed for at drive missionsvirksomhed, hvorfor de enkelte religioner har overlevet gennem slægternes videreførelse.
Mandæerne, yezidierne, alevierne, jøderne og bahá’íerne er eksempler på religioner i Århus, der har en veletableret tradition og historie bag sig og som til stadighed tilpasser sig de lokale og aktuelle omgivelser, de lever i. Trods den nedtonede religiøse praksis hos de fleste af grupperne, formår de at bevare væsentlige træk i deres særegne religion, historie og kultur primært gennem mundtlig overlevering, men også gennem den tilpassede religiøse praksis. For bahá’ís vedkommende kan det religiøse tilhørsforhold dog siges at have lige så stor betydning som det etniske tilhørsforhold, idet man både kan fødes ind i og konvertere til bahá’i, hvorfor mange mennesker af ”vestlig oprindelse” er konverteret til religionen. Det faktum at bahá’í-religionen er organiseret på internationalt plan kan desuden også spille en rolle i forhold til den lokale tilpasning i Århus, idet en international organisationsform må tage hensyn til, at religionen skal kunne appliceres og virke i meget forskellige lokale miljøer i både den mellemøstlige og vestlige verden. Den religiøse bahá’í-praksis synes således i mindre grad at være bundet af markante mellemøstlige skikke og kulturtraditioner end for de resterende gruppers vedkommende. Fællestrækkene mellem de omtalte grupper er funderet dels på den minoritetssituation grupperne i store træk deler og dels på balancen mellem den dynamiske foranderlighed og historisk kontinuitet, som grupperne i Århus synes at beherske. Særligt skal det etniske tilhørsforhold nævnes som en vigtig del af gruppernes selvforståelse.
For en detaljeret gennemgang af gruppernes indbyrdes forskellighed og lighed i henhold til religiøs tro og praksis, historie og geografisk udgangspunkt henvises til publikationen.
Se abstracts over de enkelte grupper og adresseliste under
