Aarhus Universitets segl

Nye spirituelle og religiøse grupper i Århus

Center for levende visdom

Kortlægningsoversigt over enkeltgrupper: Nye spirituelle og religiøse grupper. Områdeansvarlig / afbstracts af: René Dybdal Pedersen

1. Antroposofisk Selskab

7. Lyset

2. Bruno Grönings Vennekreds

8. Martinus Kosmologi

Crimson Circle (Privat)

Satanisk Forum, Eclipse (privat)

3. Den Frie Universelle Kirke

9. Scientologi Kirken Jylland

4. Den Gyldne Cirkel

10. Sirius Center

Den forenede gamle Druideorden, Jotar (privat)

11. Summit Lighthouse

5. Den Keltiske Druide Orden, Order Terra

12. Center for Levende Visdom

6. Falun Gong

Wiccahekse i Århus, Nordstjernens Skrin (privat)

Hekselogen Isikaja (privat)

Aarhus Blótlaug (privat)

 

1 . Antroposofisk Selskab


Antroposofien blev grundlagt i 1913 af den østrigske filosof og videnskabsmand Rudolf Steiner. Steiner ønskede at nå frem til en erkendelsesvej, der tog udgangspunkt i det enkelte menneskes selvindsigt, og hvis endemål var at give klarsyn og dermed kosmologisk samhørighed. Ved hjælp af såvel naturvidenskabelig forskning som åbenbaringer, modtaget gennem meditationer, kom han frem til, at mennesket er en enhed af legeme, sjæl og ånd, og at man, udover at have en fysisk krop, er i besiddelse af en række andre usynlige legemer. Samspillet mellem disse legemer, sjælen og ånden, giver det enkelte menneske muligheden for at erfare den åndelige verden. Ordet antroposofi er sammensat af de to græske ord, antropos , som betyder menneske, og sofia , som betyder viden. Antroposofi betyder dermed viden om mennesket , og betegner en åndsvidenskabelig forskningsretning, der omhandler mennesket. Antroposofisk Selskab i Århus fungerer som et alment kulturelt selskab, der arbejder ud fra Steiners antroposofi. Selskabet afholder foredrag, studiegrupper og en række andre arrangementer af social og kulturel art. Antroposofisk Selskab i Århus blev etableret omkring 1920, og der er ca. 1000 medlemmer af Antroposofisk Selskab på landsplan, hvoraf et par hundrede er tilknyttet Antroposofisk Selskab i Århus.

Adresseoplysninger: Antroposofisk Selskab, Rosenvangs Alle 251, 8270 Højbjerg. Tlf. 86 27 60 60

Links: www.rudolfsteiner.dk, www.steinerskolen-kbh.dk m.fl.

2 . Bruno Grönings Vennekreds


Bruno Grönings vennekredse har deres oprindelse i Tyskland, og har Bruno Grönings lære som deres omdrejningspunkt. Bruno Gröning var en tysk healer (1906-1959), for hvem årsagen til lidelse og sygdom var, at mennesket har fjernet sig fra ”det guddommelige” – en god og helbredende kraft, som gennemstrømmer verden og alt i den; såvel mennesker, planter som dyr. Bruno Grönings mål var derfor, at mennesket skulle vende tilbage til det guddommelige og dermed genfinde den sundhed, der er menneskets naturlige tilstand. Dette kunne ske ved hans hjælp, idet han fungerede som formidler af det guddommelige og den kraft, som det guddommelige giver til mennesket. Bruno Grönings vennekreds blev på initiativ af moderorganisationen i Tyskland etableret i Århus i 1999. Medlemsbetegnelsen i Bruno Grönings vennekredse er ”venner”. Der er 15-25 venner, der kommer til møderne regelmæssigt.

Adresseoplysninger: Bruno Grönings Vennekreds, Åby Bibliotek, Ludvig Feibergsvej 7, 8230 Åbyhøj. Tlf. 48 25 24 02 (Karin Jensen)

E-mail: daenemark@bruno-groening.de

Links: www.bruno-groening.org/dansk

Crimson Circle (Privat)


Crimson Circle i Århus er et spirituelt fællesskab, der udspringer af Crimson Circle, Colorado, USA, som blev stiftet i 1999. Fællesskabet er baseret på budskaber og lærdom fra en eksistens ved navn Tobias. Crimson Circle beskriver Tobias som en energi eller bevidsthed, der tidligere har været inkarneret som menneske, men som nu befinder sig på et overjordisk eksistensplan. Ifølge Crimson Circle foregår der i øjeblikket omfattende universelle energimæssige ændringer, som medfører en ny spirituel energi på Jorden samt nye spirituelle evner hos menneskeheden. Crimson Circle anser det for deres opgave at føre an i denne spirituelle udvikling og være vejledere for andre, der vil følge efter dem. Dog lægger gruppen samtidig stor vægt på, at enhver må være sin egen autoritet og læremester i arbejdet med sin egen spiritualitet. I Crimson Circle er man af den overbevisning, at mennesket besidder et guddommeligt Selv eller Højere Selv foruden et menneskeligt Selv. Endemålet er at opnå en tilstand, hvor man i kraft af kontakten til sin indre guddommelighed selv rummer svaret på alt. Crimson Circle i Århus har eksisteret siden november 2002, og det anslås, at gruppen har tilknyttet mellem 15 og 25 personer.

Adresseoplysninger: Crimson Circle. Tlf. 86 18 77 55 (Birgitte Nielsen)

3 . Den Frie Universelle Kirke

 

Den Frie Universelle Kirke (DFUK) er et teosofisk inspireret trossamfund. De to teosoffer Wedgwood og Leadbeater stiftede i 1915 The Liberal Catholic Church i England. Via ”clairvoyante undersøgelser” af bl.a. sakramenterne og gudstjenesten kom de frem til den tro og praksis, der i dag udføres i DFUK. Gudstjenesteformen minder meget om den katolske kirkes, men indholdet og betydningen af ritualerne er ændret markant. Der er trosfrihed i kirken, hvilket betyder, at der ikke er bestemte dogmer eller regler, man skal tilslutte sig for at være medlem. Dvs., at det enkelte menneske selv skal finde vejen til det guddommelige og dermed den endelige forløsning. Det personlige møde med Kristus og det guddommelige søges, og målet er at udvikle den guddommelige gnist alle mennesker har i sig. I dag er DFUK repræsenteret i mere end 50 lande, og i Danmark er der 4 menigheder. Den Frie Universelle Kirke i Århus blev etableret i 1972 og har i dag ca. 30 medlemmer.

Adresseoplysninger: Den Frie Universelle Kirke, Sankt Gabriels Kirke, Lysets Hus, Posthussmøgen 11 C, 8000 Århus C. Tlf. 86 99 77 07 (Mogens Blichfeldt)

Links: www.universellekirke.dk

4 . Den Gyldne Cirkel


Den Gyldne Cirkel er en spirituel forening af ”lysarbejdere”, som er stiftet i 1994 af Asger Lorentsen, hans kone Yvonne Wassini og Inger Olsen. Den Gyldne Cirkel opfatter sig selv som en del af en jordomsluttende verdenstjenergruppe, som har til opgave at åbne sig for lys- og kærlig-hedsindstrømningen fra gud og formidle disse til jorden og menneskeheden gennem de såkaldte lystjenester. I lystjenesten samarbejder deltagerne direkte med den åndelige verden for at kanalisere lys, kærlighed og hjælp til jordenog menneskeheden. Målet er at omdanne jorden til en lysende klode og skabe en lysende civilisation på jorden. Den Gyldne Cirkel henter stor inspiration fra teosofienog kristendommen. Den Gyldne Cirkel i Århus blev startet i 1994 på initiativ af Søren Vejs-Petersen i forbindelse med, at Den Gyldne Cirkel blev stiftet på Sjælland. Den Gyldne Cirkel i Århus opererer ikke med en medlemsbetegnelse, da lystjenesterne er åbne for alle. Gennemsnitlig deltager omkring 8 personer i lystjenesten, om end der ved særlige lejligheder ofte deltager mere end 20.

Adresseoplysninger: Den Gyldne Cirkel, Spirituelt Center, Skolegade 7b, 8000Århus C. Tlf. 86 10 91 54 (Birgitte Bæk)

Links: www.dengyldnecirkel.dk & www.lightweb.org

Den forenede gamle Druideorden, Jotar (privat)


Jotar, et gammelt dansk ord for ’jyske mænd’, er en loge i Den forenede gamle Druideorden (FGDO). Druideordenens formål er at stræbe efter fred og harmoni mellem mennesker, og gennem gensidig tillid at fremme broderskabsånden i logen. FGDO betragter ikke sig selv som en religion, men som et menneskeligt fællesskab med en høj grad af moral og etik. Ordenen søger at bibringe sine medlemmer den opfattelse, at livet mellem mennesker kun får værdi, hvis alle søger at udvise tolerance. Logen søger at inspirere sine medlemmer til at udvikle deres ånd og kundskaber generelt, og at tilegne sig en dyb og ren livsanskuelse. FGDO blev grundlagt i Danmark i 1921 og kom til Århus i 1963 efter initiativ fra en sjællandsk loge. Herefter voksede logen støt frem til 1978, hvor den pga. størrelsen delte sig, og en ny loge, Aros, blev stiftet. Jotar og Aros har 40 brødre i hver loge.

Adresseoplysninger: Den Forenede Gamle Druide Orden, logen Jotar

E-mail: info@fgdo.dk

Links: www.druiden.dk, www.igld.org & http://www.neopagan.net/

5 . Den Keltiske Druide Orden, Order Terra


Den Keltiske Druide Orden – Order Terra er en selvstændig orden, der i lighed med andre ordener er inddelt i loger. I Danmark har Order Terra 35 loger, der er opdelt i henholdsvis loger for mænd og loger for kvinder. Medlemmerne søger at efterleve de etiske, moralske og sociale forskrifter, der var fremherskende i den keltiske kulturkreds. Order Terra er latin og betyder hhv. en ”forsamling af mennesker” og ”jord”. Logens målsætning er: ”at bevare jordens eksistens og respekt for alle individer gennem information og indlæring. Order Terra betegner ikke sig selv som en religiøs bevægelse, idet ordenen ikke har fastlagte trosforestillinger. Der er snarere tale om spiritualitet, da man i logerne praktiserer meditation. Ordenen Order Terra blev grundlagt i Århus i 1984. Blandt grundlæggerne var Peter Lilbob, der i dag er ærkedruide i Order Terra. I foråret 2003 var der 32 medlemmer i Kapitel Midt, mens der på landsplan var ca. 1200 medlemmer. Blandt disse er ca. hver fjerde medlem kvinde.

Adresseoplysninger: FAF / Order Terra, Majdalen 1, Gavlen, 8210 Århus V. Tlf. 86 10 58 38

E-mail: info@orderterra.com

Links: www.orderterra.com

6 . Falun Gong


Falun Gong (også kendt som Falun Dafa d.v.s. den store lovs universelle principper) er baseret på en ældgammel kinesisk metode til optimering af ens psykiske og fysiske velbefindende, som kaldes qigong (dvs. kultivering/træning af qi-energierne). Qigong bygger på en traditionel kinesisk forestilling om, at man kan regulere og styrke sine energistrømme ( qi ), således at de samstemmer med den kosmiske qi-energi, hvilket anses for at befordre individets indsigt, moral og helse. Falun Gong blev stiftet af kineseren Li Hongzhi, da han i 1992 offentliggjorde sin lære og instruktioner. Blandt Falun Gong-udøvere står Li Hongzhi som den øverste læremester, der, i kraft af sin videreudvikling af en gammel qigong-teknik og sine spirituelle budskaber, har opnået stor anseelse blandt Falun Gong-tilhængere. I lyset af den kinesiske regerings misbilligelse af den stærkt voksende Falun Gong-bevægelse, har Falun Gong proklameret, at de ikke anser sig som en religiøs, politisk eller sekterisk bevægelse, men i stedet som udøvere af en spirituel praksis. Siden 1999 er der blevet tilbudt fælles udøvelse af Falun Gong i Århus. Her medvirker der mellem to og fem personer hver uge i øvelserne.

Adresseoplysninger: Falun Gong, Silkeborgvej 56, 8000 Århus C. Tlf. 86 18 08 78 (Zhuozhuo Wang)

Links: www.falundafa.dk & www.falundafa.org (meget af den litteratur, som er forfattet af Li Hongzhi kan gratis hentes på disse hjemmesider)

Hekselogen Isikaja (privat)


Hekselogen Isikaja har siden logens etablering i 1999 været hjemhørende i Århus. Medlemmerne kalder sig nutidshekse og arbejder med naturens urkræfter, hekseri og hvid magi. Logens formål er ifølge dens vedtægter at arbejde både seriøst og legende med heksekraft samt at give rum til udvikling, refleksion og inspiration for samtidens hekse. Der er tale om et spirituelt netværk, hvor fællesskabet konstitueres af oplevelsen af en indre kvindelig urkraft og forsøget på at integrere denne i hverdagen. Netop logens navn Isikaja er et symbol for denne kvindelige urkraft, idet navnet er sammensat af tre gudinders navne: Isis, Hekate og Freja. Isikaja har rod i Teaterforeningen Frejas hekseoptog, som afholdtes i Århus omkring Skt. Hans i årene 1997-2000, og blev officielt etableret som loge Allehelgensaften den 31. oktober 1999. Logen har ingen etablerede mødelokaler, men mødes forskellige steder alt efter årstid og arrangement. Siden logens etablering har der været nogen udskiftning i medlemsskaren, som for øjeblikket tæller omkring 30 medlemmer.

Adresseoplysninger: Isikaja Hekseloge. Gruppen mødes privat. Tlf. 86 16 90 61 (Marianne Clausen)

7 . Lyset


Lyset er en forening, der betegner sig selv som spirituel. Omdrejningspunktet for deres selvforståelse er, at de tror på reinkarnation, og på at det er muligt at komme i kontakt med ånder og afdøde. Denne kontakt etableres på møder, der afholdes på ugentlig basis, hvor et medium tager kontakt til åndernes verden (omtales også som den anden side ), for der at søge råd og vejledning til de fremmødte. Foreningen Lyset udtrykker, at dens formål er at hjælpe mennesker til at gennemgå en personlig udvikling og opnå større indsigt, samt at give en positiv livsindstilling for mennesker at leve og dø på. Lyset blev dannet den 17/5 1995 på en stiftende generalforsamling, som en sammenlægning af Mod Lyset og Psykisk samfund. Der er i dag 25 medlemmer i Lyset, men dette tal giver ifølge gruppen selv ikke et reelt billede af, hvor mange der oplever at have et tilhørsforhold til foreningen. På møderne deltager således mange, som ikke er medlemmer.

Adresseoplysninger: Lyset, Posthussmøgen 11c, 8000 Århus C. Tlf. 86 18 17 10 (Bettina Therkildsen)

Links: www.lysetshus.dk

 

8 . Martinus Kosmologi

Martinus Kosmologi er en åndsvidenskab udviklet af Martinus Thomsen (1890-1981). Baggrunden for Martinus’ forfatterskab var en personlig dybtgående oplevelse i 1921, der ændrede hans bevidsthed. Ifølge Martinus er ikke bare den fysiske verden lovbunden; naturlove og regelsæt gælder også for tænkningen og for, hvad han kalder, den psykiske materie. Mennesket lever et kort fysisk liv på jorden, hvilket ses som en del af en større evig kosmisk udviklingssammenhæng, som Martinus definerer som et ”kosmisk spiral-kredsløb”. Gennem Martinus Kosmologi kan mennesket hjælpes til bedre at forstå og beherske dets egen psyke og mentalitet, lære at se de store universelle sammenhænge i egne hverdagssituationer og herved fremme sin egen åndelige udvikling. Martinus Kosmologi blev introduceret i Århus i 1934 i form af studiegrupper. Indenfor Martinus Kosmologi opererer man ikke med medlemskab, dels fordi Martinus Kosmologi ikke betragter sig selv som en organisation eller en forening, dels fordi alle mennesker i princippet er ”medlemmer” på forhånd, idet Martinus Kosmologi er ment for hele menneskeheden.Antallet af deltagere til foredragene i Århus varierer fra 50 til 100.

Adresseoplysninger: Martinus Kosmologi, Studenternes Hus, mødelokale 2, Ndr. Ringgade 3, bygning 420,

8000 Århus C (her holder man seks foredrag pr. halvår). Tlf. 86 72 55 46 (Grethe Bergstrøm), 86 22 36 48 (Verner Mogensen)

Links: www.martinus.dk & www.sfinksen.dk

 

Satanisk Forum, Eclipse (privat)


Satanisk Forum er en landsdækkende forening, der blev stiftet i august 2001, og som i dag organiserer størstedelen af de danske satanister. Satanisk Forum blev dannet med tre overordnede formål. For det første ønskede man at samle de danske satanister i et netværk til gavn for medlemmerne (bl.a. gennem lokalgrupper); for det andet ønskede man at opbygge en satanisk subkultur, hvor det skal være muligt at efterleve den sataniske filosofi; og for det tredje ønskede man at fungere som interesseorganisation for satanismen for at danne et mere reelt billede af satanisme i medierne. Den form for satanisme, der dyrkes af majoriteten af satanister, kan betegnes som en filosofisk satanisme, da den primært fokuserer på mennesket frem for dyrkelsen af guddomme generelt. Under denne sidste kategori hører Satanisk Forum. I 2002 blev der dannet en lokalgruppe under Satanisk Forum i Århus med navnet Eclipse. I Århus skønnes der at være omkring 10 medlemmer.


Adresseoplysninger: Satanisk Forum. Gruppen mødes privat. Tlf. 96 32 01 08 (Amina Olander Lap)

Links: www.sataniskforum.dk

9 . Scientologi Kirken Jylland


Med udgivelsen af L. Ron Hubbards (1911-86) bog Dianetik: Den Moderne Videnskab Om Mental Sundhed (på engelsk: Dianetics: The Modern Science of Mental Health ) d. 9. maj 1950 blev dianetikken (på græsk betyder dia ”gennem” og nous ”sjæl”), som en terapiform, offentliggjort, og kunne herefter studeres og anvendes af menigmand. I de følgende år efter offentliggørelsen af dianetikterapien erfarede Hubbard igennem sine undersøgelser, at mennesket er et åndeligt væsen, en thetan , der siden universets tilblivelse har levet et uendeligt antal livsforløb i enhed med forskellige materielle kroppe. På baggrund af bl.a. scientologiens tilføjelse af et åndeligt aspekt i forhold til dianetikken blev scientologi i 1954 etableret som en religion i USA ”på initiativ af nærtstående scientologer til Hubbard”. Siden da har kirken fortsat med at ekspandere dens aktiviteter, samt åbnet kirker og missioner på samtlige kontinenter. I Danmark blev de første scientologikurser udbudt i slutningen af 1960’erne, og siden da er der blevet etableret scientologicentre i flere danske byer. Scientologi Kirken Jylland blev grundlagt i Århus i 1979 af nogle scientologer bosiddende i Århus, der ønskede et lokalt scientologicenter i byen. I Århus er der godt 15 ansatte, og det skønnes, at op imod 100 personer jævnligt benytter sig af Scientologi Kirken Jyllands forskellige uddannelses- og auditeringstilbud.

Adresseoplysninger: Scientologi Kirken Jylland, Vester Allé 26, 8000 Århus C. Tlf. 86 19 10 44

Links: www.scientology-jylland.org

10 . Sirius Center


Sirius Center er en uafhængig spirituel gruppe, der arbejder for at hjælpe Jorden og menneskeheden ved at bede guddommelige kræfter om hjælp til at forløse de problemer, der findes på Jorden. Arbejdet for Jorden foregår i lystjenester, hvor man påkalder lys og energi, der skal strømme ned i Jorden og videre ud til alt levende. Sirius Center er baseret på tankegods fra teosofien, der blandt andet siger, at mennesket er en gnist af det guddommelige - i Sirius Center kaldet Sol Logos eller blot Gud. Desuden er det gruppens opfattelse, at visse mennesker er inkarnerede på Jorden fra andre planeter eller ikke-synlige overjordiske planer med den mission at hjælpe planeten Jorden frem mod en bedre tid. Sirius Center blev stiftet i Århus d. 15. maj 1994 af Søren Vejs-Petersen under navnet Den Gyldne Cirkel . I september 2002 valgte Vejs-Petersen at bryde associationen til Den Gyldne Cirkel i Frederiksværk med Asger Lorentsen som leder. Kun en del af Århus-gruppen stod bag denne beslutning, og resultatet blev en opsplitning af den lokale gruppe, hvor den nye gruppe under Vejs-Petersen ændrede navn til Sirius Center. Man kan ikke blive medlem af Sirius Center. Antallet af personer, der igennem længere tid er kommet regelmæssigt i gruppen, skønnes dog at ligge på ca. 30. Til tjenesterne kommer der alt fra 8 til 30 mennesker, men oftest ligger antallet af deltagere til de enkelte tjenester på mellem 10 og 15 personer.

Adresseoplysninger: Sirius Center, Skolegade 7b, 8000 Århus C. Tlf. 86 15 92 73 (Søren Vejs-Petersen)

E-mail: sv-p@siriuscenter.dk

Links: www.siriuscenter.dk


11 . Summit Lighthouse


Summit Lighthouse er en gruppe, der hører til den verdensomspændende religiøse organisation eller bevægelse Summit Lighthouse/Church Universal and Triumphant. Summit Lighthouse ser sig som en religion, som indbefatter alle verdensreligionerne, dvs. man bygger både på den jødisk-kristne tradition og Østens religioner. Summit Lighthouse blev stiftet i 1958 i USA af Mark L. Prophet, der tidligere havde haft kontakt til teosofiske kredse og I AM-bevægelsen. Sammen med de Opstegne Mestre (også ofte refereret til som Det Store Hvide Broderskab) arbejder Summit Lighthouse på at fremme vejen til fred, sandhed og oplysthed. Dette samarbejde består i, at De Opstegne Mestre bringer budskaber til udvalgte nulevende personer, bl.a. til Summit Lighthouses leder Elizabeth Clare Prophet, som derved gør det muligt for menneskeheden at opfylde den guddommelige plan. Summit Lighthouse blev i sin nuværende form etableret i 1996. Gruppen talte ved udgangen af år 2002 syv personer med status af keepere , som er den første grad af medlemsforhold, der opereres med inden for Summit Lighthouse.

Adresseoplysninger: Summit Lighthouse, Skolegade 7B, 8000 Århus C. Tlf. 86 76 33 15 (Dorte Merete Gagge)

Links: www.tsl.org (Summit Lighthouse’s internationale hjemmeside)

12 . Center for Levende Visdom

Center for Levende Visdom er en selvstændig forening, der formidler teosofi gennem foredrag, kurser, skoleforløb og fællesmeditationer, som ethvert interesseret medlem som ikke-medlem er velkommen til at deltage i. Center for Levende Visdom er en af de utallige forgreninger, der i tidens løb har udspaltet sig fra Teosofisk Samfund, som blev dannet i 1875 i New York af H. P. Blavatsky og H.S. Olcott. Center for Levende Visdom respekterer alle religioner, og mener at de hver især beskriver menneskets forhold til det guddommelige. Dog opfatter foreningen ikke sig selv som en religion begrundet i, at der hverken findes bindende dogmer, ritualer eller helligskrifter i Center for Levende Visdom. Tanken bag teosofien er, at der til alle tider og i alle kulturer har eksisteret og eksisterer en indre, åndelig indsigt, som giver mennesket viden om oprindelsen, eksistensen og meningen med livet. Mennesket betragtes i teosofien som et udødeligt bevidsthedsvæsen, hvis ånd - kaldet monaden - har del i Gud. Mennesket er imidlertid både krop, sjæl og ånd, hvor sjælen er monadens lavere repræsentant og kroppen det ”hylster”, hvor sjælen har til huse for en tid. Den såkaldte monade udvikler sig konstant, og livet er en læreproces, hvor monaden vandrer fra tilværelse til tilværelse for at udvikles. I marts 2003 var der registreret ca. 200 medlemmer i Center for Levende Visdom.

Adresseoplysninger: Center for Levende Visdom, Mejlgade 28, gården, 2. sal. 8000 Århus C. Tlf. 60 88 41 06 (Søren Hauge)

E-mail: sorenhauge@gmail.com

Links: http://www.levendevisdom.dk/

Wiccahekse i Århus, Nordstjernens Skrin (privat)


Wicca er en betegnelse for en bestemt heksetradition eller heksereligion, der i 1950’erne blev introduceret og menes navngivet af englænderen Gerald Gardner. Wicca har mange lighedspunkter med traditionel heksekunst ( witchcraft ), men adskiller sig ifølge wicca selv bl.a. i det udtalte krav om kun at gøre det gode. Wicca kan beskrives som en løst organiseret naturreligion, der baseres på en central tro på naturen som en altomfattende kraft. Wiccahekse, der både kan være mænd og kvinder, opfatter deres tid på jorden som en tid til at vokse, heale, lære, reflektere og lade sjælen gro samt gøre godt for gamle fejl, som heksen eventuelt har begået mod andre. Målet er at arbejde sammen med verden på en ærbødig og harmonisk måde. Dette arbejde fortsætter også efter dette liv, idet man indenfor wicca opererer med ideerne om karma og reinkarnation. Wicca-hekse hævder ikke at besidde andre evner end ”almindelige” mennesker, men at de har en større bevidsthed om disse evner og en større anvendelse af dem (f.eks. den 6. sans). Århus-Wicca blev dannet i 1999 på baggrund af en venskabsgruppe med fælles interesser indenfor heksekunst. Århus-Wicca er ikke udelukkende for wicca-hekse, men et netværk for århusianske hekse, som mødes til forskellige aktiviteter. Gruppen opererer derfor ikke med et egentligt medlemskab. I alt 12 personer kan betegnes som tilknyttede eller deltagende i varierende grad uden dog nødvendigvis at have et fast tilhørsforhold.

Adresseoplysninger: Wicca-hekse i Århus. Gruppen mødes privat.

E-mail: snsinfo@mail.dk

Links: http://home2.inet.tele.dk/dragon/sns, www.wiccan.dk, www.wiccadk.dk & www.cyprianus.dk

Aarhus Blótlaug (privat)


Aarhus Blótlaug er en gruppering af mennesker, der dyrker asatroen, dvs. troen på aser, vaner, alfer, vætter/naturånder, fylgjer/vardyr, forfædre og sol og måne, samt visse jætter, under et kaldet magterne (Regin). Dette gøres med udgangspunkt i det kildemateriale, der findes om den førkristne nordiske religion, men tilpasset en moderne kontekst. Blótlauget har ingen fastlagt dogmatik, og vægter den individuelle religiøsitet højt. Navnet ”Aarhus Blótlaug” viser en generel stræben mod fortiden. Blót er det gamle norrøne ord for ofring i bred forstand, hvilket her indebærer, at det også kan opfattes som et ord for fest. Laug er et ældre ord for sammenslutning. Aarhus blev valgt, fordi det er den største by i det geografiske område, hvor blótlaugets medlemmer bor, og blótene holdes ofte i nærheden af Århus. Den 20 marts 2000 blev Aarhus Blótlaug officielt stiftet som forening.

Adresseoplysninger: Aarhus Blótlaug. Gruppen mødes privat.

E-mail: info@aarhus-blotlaug.dk

Links: www.aarhus-blotlaug.dk