Aarhus Universitets segl

Buddhistiske grupper i Århus

Kortlægningsoversigt over enkeltgrupper: Buddhisme. Områdeansvarlig: Jørn Borup, abstracts af René Dybdal Pedersen

1. Dharma Center Norbu Ling

Opdateringer

Rangjung Yeshe Århus (privat)

2. Karma Kagyu Skolen

4. Soka Gakkai

3. Quang Huong

Århus Zen Center (privat)

 

1. Dharma Center Norbu Ling


Dharma Center Norbu Linger en tværbuddhistisk gruppe, der samler forskellige lokale buddhistiske grupper og skoler under samme paraply. Gruppen havde fra starten et fysisk center på Kystvejen, men manglende opbakning nødvendiggjorde lejemålets opsigelse. I 2003 er tre grupper tilknyttet centret, alle med tibetansk buddhistisk orientering (Karma Tegchok Norbu Ling, Karma Yeshe Ling og Tibet Charity Jylland). Dharma Center Norbu Ling betyder: ”Dharma Center Juvelstedet”. Dharma er et buddhistisk begreb, der først og fremmest betyder Buddhas lære, men i bredere forstand refererer til sandheden om livet og universet. Juvelen er et vigtigt symbol indenfor alle former for tibetansk buddhisme og symboliserer sindets hårdhed og refleksion. Foreningen blev stiftet d. 1. september 2002 og blev indviet ved en ceremoni af en tibetansk mester 11. oktober samme år. Baggrunden for etableringen af foreningen og centret på Kystvejen var et behov for, at alle herboende buddhister kunne mødes uanset buddhistisk observans. Karma Yeshe Lings aktiviteter ligger i 2003 stille, men de forventer at blive aktive igen på et senere tidspunkt. I år 2003 er der omkring 20-30betalende medlemmer og yderligere cirka 25 mere løst tilknyttede ”brugere”, som deltager i foreningens arrangementer.

Adresseoplysninger: Karna Tegchok Norbu Ling mødes stadig på centrets tidligere adresse: Kystvejen 5, baghuset

8000 Århus C. Tlf. 86 18 48 14 (Lars Moeslund)

Links: www.buddhistisk-forum.dk (Buddhistisk Forums hjemmeside), www.lakha.dk (Lakha Lamas og Art of Lifes hjemmeside), www.tibetcharity.dk (Tibet Charitys hjemmeside)

2 . Karma Kagyu Skolen

Karma Kagyu Skolen tilhører Kagyupa, en af de fire tibetansk buddhistiske hovedretninger, der alle er en del af v ajrayana - buddhismen. Kagyu er tibetansk og betyder "den mundtlige overføringslinie". Tibetansk buddhisme fokuserer på lama en som den spirituelle mester, der videregiver buddhistiske belæringer og personligt erfarede indsigter til sine disciple. Karma refererer til det åndelige overhoved Karmapa (”handlingens mand”). Baggrunden for at Karma Kagyu Skolden kom til Århus skyldtes, at en gruppe af 5-10 buddhister med tilknytning til det københavnske Karma Kagyu hovedcenter ønskede et permanent sted at praktisere i Århus. Dette skete i 1987. Skolen har for øjeblikket ikke egne lokaler, men lejer sig periodisk ind i Sølystgades Beboerhus for at holde foredrag. Generelt kalder medlemmerne af Karma Kagyu Skolen sig diamantvejsbuddhister eller blot buddhister. I 2002 var der registreret 1180 medlemmer på landsplan, et tal der har været ret konstant de sidste 10 år.

Adresseoplysninger: Buddhistisk Center København, Svanemøllevej 56, 2100 København Ø. Tlf.: 39 29 27 11

Diamantvejsbuddhister i Århus, Tlf: 86 10 98 05 (Palle Johansen).

e-mail: kdl-cph@post1.tele.dk, www.buddha.dk, pallejo@rocketmail.com

3 . Quang Huong


Vietnamesisk Buddhistisk Forening har til huse i templet Quang Huong på Havkærvej i Tilst ved Århus. Foreningen er landsdækkende, og varetager primært kommunikationen mellem de lokale foreninger, mellem templerne og de vietnamesiske buddhister. Munkene og templet tilhører ligesom de fleste vietnamesere mahayana-buddhismen. Denne lægger vægt på idealet om bodhisattva’en, en oplyst person, der venter med den endelige frelse for at oplyse andre, så også de er klar til at indgå i nirvana, det buddhistiske frelsesbegreb. Som de fleste andre buddhismeformer er vietnamesernes egen folkereligiøsitet blandet ind i, og accepteret som en del af religiøsiteten. Forfædrene dyrkes og respekteres side om side med buddhaerne, bodhisattva’erne, guderne og de mange andre himmelske væsener, som man finder afbildet i templet. Foreningen blev dannet i 1979, og der skønnes i dag at være ca. 1000 vietnamesere, der på en eller anden måde bruger templet i Tilst. Ved de buddhistiske højtider er der også en del ikke-buddhister, der kommer i templet for at deltage i de religiøse handlinger eller blot det sociale fællesskab.

Adresseoplysninger: Templet Quang Huong, Havkærvej 88, 8381 Mundelstrup. Tlf. 86 24 57 44 eller 28 55 37 39 (Cao Thanh Phuong)

Rangjung Yeshe Århus (privat)


Rangjung Yeshe Århus er en buddhistisk studiegruppe, der mødes privat hver uge til studier og meditation. Gruppen har relation til det tibetansk-buddhistiske retreat center (refugium) Rangjung Yeshe Gomde på Helgenæs. Rangjung Yeshe Gomde betyder den selv-eksisterende årvågenheds tilbagetrækningssted . Navnet er valgt af den tibetanske lama Chökyi Nyima Rinpoche (”Dharmaens Sol”, f. 1951), der var idémand bag centret og dets placering. Rangjung Yeshe Gomde og Rangjung Yeshe Århus tilhører den buddhistiske retning Vajrayana (”Tordenkilefartøjet” eller ”Diamantfartøjet”), der er mest udbredt i Tibet og Himalaya-regionen, og som siges at være genvejen til erkendelsen af sindets natur og opnåelse af bodhisattva-status. Mange af centrets brugere kalder sig buddhister, men der er også flere, der frem for at kalde deres lære og praksis for religion, hellere taler om en livsfilosofi eller en vej. Århus-gruppen begyndte i 2000, og der er typisk 10 personer, der hver onsdag deltager i studiegruppen i Århus, men i alt er mellem 15-20 tilknyttede.

Adresseoplysninger: Rangjung Yeshe Århus, Frederiksbjerg Torv 5, st. tv, Århus C. Tlf. 86 13 09 88 (Elsebet Bjergfelt)

E-mail: elsebet55@yahoo.com

Links: www.gomde.dk

4 . Soka Gakkai

 

Den største af Japans ’nye’ religioner bærer det japanske navn Soka Gakkai, hvilket betyder ’Det Værdiskabende Samfund’. Soka Gakkai opstod som en lægmandsbuddhisme udgået fra modersekten Nichiren Shoshu (”Nichirens Ortodokse Sekt”), der overordnet set tilhører mahayana-buddhismen. Soka Gakkai er én ud af flere buddhistiske retninger i Japan, der baserer deres forkyndelse på den berømte japanske munk Nichiren (1222-1282). Den vigtigste praksis er fremsigelse eller ’chantning’ af mantraet nam-myoho-renge-kyo , der siges at fjerne negativ karma og aktivere ens sande buddhanatur (ideen om at alle har kimen i sig til at blive Buddha, dvs. oplyst). Dette retter sig både mod traditionelle buddhistiske værdier som visdom og medfølelse og mod verdslige mål som bedre parforhold, karriere, materielle goder og mod en vision om verdensfred. I slutningen af 80’erne kom Soka Gakkai til Århus, hvor bevægelsen gennem formidling til familier, venner og bekendte har forøget sit antal af praktiserende. I 1990 var der kun yderst få tilhængere i Århus, men i 2002 var antallet steget til mellem 40 og 50.

Adresseoplysninger: Soka Gakkai, Mejlgade 107 4. sal, 8000 Århus C. Tlf. 86 18 55 60

Århus Zen Center (privat)

-tidl. Sotozengruppen i Århus.

Soto er navnet på en af de to hovedretninger indenfor japansk zen-buddhisme. Zen betyder ”meditation”, og ofte kaldes zen-buddhisme for ”meditationsskolen”, da stillesiddende meditation ( zazen ) er den centrale praksis. Soto er langt den største zen-retning i Japan og i Vesten. I Danmark er der flere små grupper i København og Odense, der orienterer sig mod den anden store retning, rinzai-zen, men soto-zen er til dels repræsenteret ved Århus Zen Center. Hvad angår tilhørsforhold står centret med fødderne i to lejre - dvs. et vadested mellem Soto Zen og mere sekulariseret Zen, som repræsenteret f.eks. ved en Zen lærer som Stephen Batchelor. De tilknyttede er brugere, der mere eller mindre permanent kommer til meditationsaftenerne. Typisk er fremmødet af disse mellem 5-10, og i alt er der op til 20 personer.

Adresseoplysninger: Århus Zen Center.
E-mail på kontaktpersoner:Annemarie Overgaard: borge.dueholm@mail1.stofanet.dk og Hanne Munk Rasmussen: munkr@ofir.dk
Links: https://sotozen.wordpress.com/

 

Opdateringer

(se også Buddhisme i DK )

Zen Mind

Claus Beuchert fra Århus Zen Center har etableret sig med egen virksomhed, der udbyder kurser i zen-meditation, primært henvendt mod erhvervslivet.

ZENMIND
Hørret Byvej 7
8320 Mårslet
Telefon: + 45 2020 3046
e-mail: zenmind@zenmind.dk

www.zenmind.dk

 

Se også religiøse hovedretninger: Buddhismen i Århus

Om kortlægningen af buddhisme i Danmark: Se hjemmesiden om Dansk Dharma (af Jørn Borup).