Abstract af Vinni Bøgelund på baggrund af kapitlet herom i "Religiøs mangfoldighed" af Viggo Mortensen
Kristendommen er adskillige hundrede år gammel, da den kommer til Århus. Man regner med, at den er kommet til Århus på overgangen mellem 7-800-tallet fremmet af faktorer som handel, kultur og politik. I slutningen af 1000-tallet tager Biskop Christian initiativ til den frådstenskatedral, der i dag er delvis bevaret som Kryptkirken i Vor Frue Kirke. Det er Nordens ældst bevarede overhvælvede rum, men allerede inden denne har der givetvis eksisteret tre kirker indviet til helgenerne Clemens, Olav og Nicolaj; det har været trækirker, som ikke har efterladt sig nogen spor. For det religiøse liv i middelalderen spiller munkeordnerne med deres klostre en afgørende rolle; i Århus fx forblev Vor Frue Kloster med Klosterkirke. Den middelalderlige katolske kirkes påvirkning af hele samfundet fortsættes også efter reformationen i 1536, idet reformationens fyrstekirke og enevældens statskirke viderefører traditionen for en enhedskirke. Således har Danmark i en lang periode haft en monokulturel og monoreligiøs situation, efter reformationen primært påvirket af luthersk evangelisk kristendom. Først i forrige århundrede og især i de sidste årtier er de før-reformatoriske kirker igen vendt tilbage til Århus. Foruden den katolske kirke, som kom i 1875, drejer det sig om repræsentanter for de gamle østkirker, der hører til den ortodokse kirkefamilie, og som er kommet hertil grundet de demografiske ændringer i kølvandet af globaliseringen. Med tiden kommer endvidere en lille håndfuld religiøse grupper med kristen inspiration som fx Jehovas Vidner og Mormonerne.
En afgørende begivenhed i denne udvikling er ophævelsen af enevælden og dermed indførelsen af folkestyret og en fri forfatning med grundloven som garant for religionsfrihed. Hvor jøder tidligere skulle have særskilt tilladelse til at opholde sig i landet, og hverken katolikker eller baptister havde frihed til at praktisere deres udgaver af kristentroen, ændredes dette med religionsfriheden og de dermed sammenhængende rettigheder til at tale, ytre sig og forsamles. Med grundloven af 1849 etableres den evangelisk lutherske kirke som Den Danske Folkekirke, der som sådan understøttes af staten (Grundloven § 4). En benævnelse og grundlæggende regulering der har overlevet alle senere grundlovsrevisioner. Den Danske Folkekirke repræsenterer således – ifølge sin egen selvforståelse - den universelle kristne kirke på dansk jord. Men med religionsfriheden bliver det klart, at der udmærket kan være repræsentanter for andre kristne konfessioner, der i lige så høj grad forstår sig som repræsentanter for den universelle kristne kirke. Den danske dronning har som den eneste i Danmark ikke religionsfrihed, men skal ifølge grundloven tilhøre den evangelisk lutherske tro.
I undersøgelsen har vi opdelt kristendommen i Århus i henholdsvis Den Danske Folkekirke med dens valg- og frimenigheder, øvrige kristne kirker og menigheder, og endelig kirkesamfund med inspiration fra Bibelen og dele af den kristne tradition. Hvad angår folkekirken er der i alt 328 sogne i Århus Stift, hvoraf de 44 sogne, som hører under Århus Kommune er medtaget i undersøgelsen. Sognene samarbejder i provstier, hvoraf der er fire i Århus kommune: Århus Dom-, Århus Søndre, Århus Vestre og Århus Nordre Provsti. Undersøgelsen omfatter desuden 20 kristne frikirker med ca. 5.500 medlemmer til sammen, hvoraf ca. 3.000 af disse er tilknyttet Den Romersk Katolske Kirke. Ved kristne frikirker forstås kristne kirker, der står uden for folkekirken. I relation til staten har disse formelt set status som enten ”anerkendte” eller ”godkendte” trossamfund, og har som sådan visse juridiske og økonomiske fordele samt kan foretage vielser med borgerlig retskraft. Endelig omfatter undersøgelsen 5 religiøse grupper med kristen inspiration med i alt ca. 1250 medlemmer. Nedenfor redegøres kortfattet for de nævnte grupperinger.
Den danske Folkekirke er i dag dybtgående præget af det åndelige røre i slutningen af det 19. århundrede, der skabte de kirkelige retninger, først og fremmest Indre Mission og Grundtvigianismen. Begge retninger findes i Århus. Grundtvigianismen er i den grad gået folkekirken i blodet, at hovedparten af folkekirken vil karakterisere sig selv som grundtvigsk. Mere formaliseret grundtvigsk arbejde som højskolemøder eller en højskoleforening findes dog i nogle sogne. Anderledes med Indre Mission som i mere end hundrede år har virket for troslivets vækkelse og de troendes sammenslutning i de helliges samfund. De har i alt 8 mødesteder i Århus området. Til dem hører fem missionshuse: Carmel i Nørre Alle, Eben Ezer i Brammersgade, Bethania på Ivar Huitfeldts gade, Tabor på Vølundsvej og Bethesda i Stjær. Desuden er der IM samfund i Christianskirken, i Vejlby og i Mårslet. Ud fra disse steder tilbydes en lang række møder og aktiviteter for børn, unge, voksne og ældre. Med til det kirkelige landskab på det man traditionelt kalder højrefløjen hører også Luthersk Missionsforening, der har en række arbejdsgrupper i Århus området. Det teologiske Menighedsfakultet, en uddannelsesinstitution, der som navnet siger, tilbyder teologisk undervisning på universitetsniveau, er på mange måder et åndeligt kraftcenter for de forskellige grupper på folkekirkens højrefløj. Meget i folkekirkens fremtid afhænger af, hvordan disse grupper reagerer på den fortsatte sekularisering og tabet af klassisk kristen tradition, som kan iagttages i samfund og kirke. De aktuelle valgmenighedsdannelser samt diverse tilløb til at danne frimenighed kunne indikere, at flere og flere på denne fløj føler sig utilpassede i den meget brede folkekirkelige indretning. Sker der en nydefinering af folkekirkens relation til staten, må man forvente at se nye frie menighedsdannelser.
I forlængelse af vækkelsesbevægelserne i slutningen af 1800-tallet gennemførtes en lov om valg- og frimenigheder samt sognebåndsløsning. Det var især den grundtvigske retning indenfor folkekirken i der starten gjorde brug af mulighederne for valg- og frimenighedsdannelse. Dette har imidlertid ændret sig markant. I dag findes der således kun én valgmenighed i Århus kommune af grundtvigsk observans, nemlig Bering Valgmenighed fra 1876. Derimod har en anden side af det kirkelige spektrum taget valgmenighedstanken til sig. I 1990 grundlagdes nemlig Århus Valgmenighed med rødder i en evangelikal, karismatisk form for kristendom. De har ingen kirkebygning, men afholder gudstjenester i Langenæskirken, Møllevangsskolens aula, Skt. Anna gades skoles aula samt i Café Oasen i Thunøgade. Gudstjenesterne har et ”moderne” tilsnit med brug af lovsang, drama, Power Point og videoclips. I september 2003 åbnedes ydermere Bykirken, hvis 25-30-årige medlemmer inspireret af den amerikanske fornyelsesbevægelse samles i et café miljø. Loven om valg- og frimenigheder fostrer dermed nye eksperimenterende kirkeformer indenfor en folkekirkelig ramme. Valgmenighederne er underlagt biskoppens tilsyn, mens frimenighederne har en helt selvstændig status i forhold til det folkekirkelige hierarki
Som resultat af den historiske udvikling har de ortodokse og romersk katolske kirker, der paradoksalt nok repræsenterer en kristendom langt ældre end den evangelisk lutherske, i vores sammenhæng status som frikirker. Generelt er de ortodokse kirker i Århus at betragte som etniske menigheder med formålet at bevare en bestemt form for kultur og sprog. Den Katolske Kirke med dens voksende tilslutning samt dens centralt placerede kirke og skole den betydeligste kirke uden for Folkekirken i Århus. De øvrige frikirker i Århus er karakteristiske derved de tilskriver deres oprindelse fra et brud med en anden kirke; og de vil ofte fortsat være præget af det spørgsmål, som førte til bruddet. For baptisterne således dåbsspørgsmålet og for adventisterne nærforventningen og den syvende dags helligholdelse. Da kirkerne overordnet har rod i vækkelser forholder de fleste sig til traditionen på en ny måde. Bibelen synes således at spille større rolle og læses ofte mere bogstaveligt end i de brede kirkelige strømninger og bibelske anvisninger er udgangspunkt for organisering af moral og menighedsliv. Medlemmerne er desuden normalt mere aktive end i en gennemsnits folkekirke, idet et større engagement, der også kan vise sig økonomisk, kræves af medlemmerne. Generelt ses også en levende kontakt med moder- eller søsterkirker indenfor samme konfession på verdensplan og et stort engagement i mission.
Da kristendommen er den fremherskende religion, er der intet mærkeligt i at bibelsk inspiration, kristent tankegods og traditioner lever deres liv også i en række andre religiøse grupper og sammenhænge. Mange nye spirituelle og religiøse grupper har således islæt af kristent tankegods. Nogle vil måske også i visse situationer benævne sig selv som kristne. Karakteristisk er, at de enten forholder sig til ét bestemt element i den kristne lærebygning – jvf. den vægt eskatologien og læren om de sidste tider får hos f.eks. Jehovas Vidner – eller at man indfører yderligere åbenbaringskilder. Det er således tilfældet hos Mormonerne og i Martinus kosmologi. Blandt disse grupper er Mormonerne, Jehovas Vidner og Kristen Videnskab de ældste og mest etablerede, hvilket også fremgår af de beskrivelser, der afslutter gennemgangen af de kristne grupper. Undersøgt er desuden Kvækerne – Vennernes religiøse samfund og Kristensamfundet.
Grundet sit brede engagement står folkekirken stadig forholdsvis stærkt i folks bevidsthed, som den kirke flertallet af danskere tilhører. Alligevel falder medlemstallet for folkekirken og deltagelsen i gudstjenesten prioriteres lavt. De senere år har imidlertid været karakteriseret af en moderat fornyelse af den klassiske liturgi samt kirkens sangskat med en ny salmebog. Ligesom flere folkekirker indbyder til meditationsgudstjenester, stillegudstjenester, lystjenester og andre specielt tilrettelagte gudstjenester i et forsøg på at imødekomme den vækkelse af folkereligiøsiteten, som man kan konstatere i disse år bl.a. som følge af fremvæksten af nye religiøse og spirituelle grupper. Herunder hører også, at nogle citykirker holder åbent om natten for søgende og individuelt bedende eventuelt kombineret med tilbud om forbøn og individuelle samtaler. Flere af folkekirkens præster påpeger i undersøgelsen, at folkekirkens nuværende position skyldes en manglende viden om kristendom som følge af udviklingen i skole og samfund. Resultatet er, at kernemenigheden markerer sig stærkere, mens skellet til service-menigheden bliver større. Der er endvidere en vis rådvildhed mht. hvordan multikulturalitet og multireligiøsitet tackles. Heller ikke frikirkemiljøet er upåvirket af den generelle tilbagegang for kristne livsopfattelser og livstydninger. Med undtagelse af den katolske kirke og til en vis grad Pinsekirken oplever frikirkerne også en numerisk tilbagegang af tilsvarende dimensioner som folkekirken. I dette billede repræsenterer de nyetablerede emigrantmenigheder imidlertid et dynamisk element. De har endnu ikke afgørende præget kristendomsopfattelsen i Danmark, men har potentialet til at gøre det. At der kontinuerligt opstår religiøse grupper med kristen inspiration vidner om, hvor dybt kristent tankegods og tradition har præget vesterlandsk religion og livsopfattelse.
