I de internationale forskningsmiljøer er der en stigende interesse for præster, imamer og andre religiøse autoriteter i offentlige institutioner som fængsler, hospitaler, universiteter etc. Derfor er det relevant at kortlægge brugen af funktionspræster i den danske folkekirke med henblik på at se det i forhold til udviklingslinjer inden for folkekirken.

En undersøgelse af religion og samfund i de nordiske lande, som dækker perioden fra 1930’erne til 1980’erne, peger på, at også på dette område har landene mange lighedstræk. De nordiske lande har alle lutherske folkekirker og er relativt religiøst homogene velfærdsstater, men der er også en række forskelle. I forhold til de andre nordiske lande, var det mindre udbredt i Danmark, at der blev etableret institutions-, sær-, funktions- eller specialpræster. Det var ikke sådan, at denne type præster ikke fandtes: Der var for eksempel enkelte fængselspræster, sygehuspræster og studenterpræster, ligesom der var faste værnsprovster og værnspræster af reserven. Men det var ikke i samme omfang som i de øvrige nordiske lande, og det var ikke særlig systematiseret.

Siden 1980erne er der skabt et stort antal funktionspræstestillinger. Der er kun ganske lidt viden om funktionspræster i Danmark eller om religion i institutioner generelt. Formålet med undersøgelsen her er at give et overblik og en mere dybdegående viden om, hvordan religion i almindelighed, og folkekirkepræster i særdeleshed, indgår i forskellige offentlige institutioner.